Praetores

Prætorerne er nogle embedsmænd i Rom, der har imperium, og derfor sådan set kan det samme som konsulerne, men bare er underordnet dem, hvis det kommer til stykket.

Som alle andre romerske embedsmænd er en prætor kun valgt for ét år. Der vælges otte hvert år; valget finder sted på centurie-forsamlingen sommeren før, prætorerne tiltræder. Fra valget til tiltrædelsen den 1. januar er man praetor designatus. Man skulle være fyldt 39 år for at stille op til valget.

I senrepublikken står prætorerne især for retsplejen. De otte prætorer tager sig af hver deres del af de mange retssager, der føres i Rom. Den 'fineste' prætor er praetor urbanus, der står for civile retssager mellem romerske borgere; den næstfineste er praetor inter peregrinos, der står for retssager mellem ikke-borgere og retssager mellem romerske borgere og ikke-borgere. De øvrige seks træder dels til, når der er for meget for de to første, dels passer de en række special-domstole, de såkaldte quaestiones perpetuae.

Nå prætor tiltræder, udsteder han en redegørelse for, hvordan han har tænkt sig at varetage sit hverv - det såkaldte edictum. I praksis tager han den tekst, hans forgænger har fulgt og fjerner eller føjer til, hvad der trænger til ændringer; prætors edikt er på mange måder grundlaget for retsplejen. Men da de fleste prætorer er rene politikere og ikke har forstand på jura, støtter de sig i den sammenhæng på et consilium, et 'råd' af erfarne jurister, som ved, hvad der er påkrævet.

Når det er nødvendigt, overtager prætorerne konsulernes funktioner. De kan lede møder i senatet og indkalde folkeforsamlinger; og de kan også påtage sig kommandoen over militære styrker. De er underlagt kollegialitet, men da deres funktionsområder er så forskellige, blander de sig sjældent i hinandens opgaver.

Det påhviler prætorerne at holde den store festival Ludi Apollinares i juli måned. Hvis man gjorde sig forhåbninger om at avancere videre op ad karrierestigen til konsul, måtte man virkelig gøre indtryk her - og det var meget dyrt.

Når det ene år de er valgt for, er forbi, bliver prætorerne meget ofte sendt ud i romerriget for at varetage administrationen af en provins; så kaldes de pro-praetor - de har samme myndighed som en prætor, bare ikke inde i selve Rom, og de skal blive dér, hvor de har fået besked på at være. De fleste pro-praetorer forsøger at skaffe sig økonomiske fordele ved at administrere en provins; det er tilladt - men kun til en vis grænse. Mange prætorer er blevet anklaget for at have udsuget deres provins, når de kom hjem; det skete ved en særlig quaestio perpetua de repetundarum.

Historisk blev den første prætor formentlig valgt i 367 fvt. Måske blev betegnelsen konsul indført samtidig, for at kunne se forskel på de øverste og denne nye, lavere rangerende embedsmand. Til at begynde med var prætorens opgaver på mange måder de samme som konsulernes; der var simpelthen brug for en mand mere til at varetage de funktioner, der nu skulle varetages. Da Rom i 241 fvt. opretter deres første egentlige provins, Sicilien, udpeger man en ny prætor, den anden, til opgaven, og sådan bliver man ved, til der er 6 prætorer, hvoraf de fleste tager sig af administrationen af provinser. Det er først med Sulla, at tallet bliver sat op til otte, og deres funktion bliver mere defineret som retsplejen.

Prætorernes funktioner ændres ikke meget, da kejsertiden kommer. Der er stadig brug for en omfattende gruppe, der tager sig af retsplejen; faktisk er der i perioder endnu flere prætorer, end Sulla havde indført, og især den civile retspleje forandres naturligvis ikke. Det politiske aspekt af retsplejen bliver naturligvis mindre; især da et antal retssager, især mod meget højtsående personer i samfundet, flytter ind i senatet.

Litteratur

A. B. Drachmann, Den romerske Statsforfatning, Kbh. 1930, kap. 33

Til oversigten