Quaestores

Kvæsturen var et embede, der først og fremmest handlede om at styre Roms finanser. Efter Sullas reformer blev der hvert år valgt 20 kvæstorer; det havde det første embede, man kunne søge som en del af cursus honorum, og Sulla satte valgbarhedsalderen til 30 år. Valget fandt sted på comitia tributa. Når embedstiden var forbi, blev man medlem af senatet, men med meget lav rang.

Kvæstorernes funktion var som nævnt forbundet med statens finanser, men de udfylder vidt forskellige opgaver som sådan. Man ved i virkeligheden ikke særlig meget om, hvad de lavede, og slet ikke hvordan de gik til værks. Mindst to af dem havde til opgave at forestå statskassen (aerarium) i Rom. Fire blev i hvert fald i en periode sendt ud til byer i Italien, en af dem til Ostia, Roms havneby. Mange blev sendt ud til provinserne, hvor de i nødstilfælde kunne overtage kommandoen, hvis den egentlige statholder ikke kunne varetage sine funktioner. På Sicilien var der f. eks. hele to, den ene med base i Lilybaion på øens vestende, den anden med base i Syrakus. En kvæstors funktionsperiode var i princippet ét år, men de tjente ofte to.

Ved embedsperiodens afslutning har kvæstorerne aflagt regnskab; deres regnskaber var naturligvis af største vigtighed, hvis en statholder kom under mistanke for økonomisk kriminalitet under sin embedsperiode.

Det kunne blive ubehageligt, fordi en kvæstor også stod i et vist respekt-forhold (lat: fides) til sin 'overordnede' statholder.

I tidlig tid har der været andre former for kvæstorer, f. eks. en quaestor parricidii (en 'mord-undersøger'), der naturligvis har været tilknyttet retsplejen.

I kejsertiden fortsætter embedet; normalt har kvæstorerne dog ikke med statens centrale finanser at gøre - den funktion reserverer kejseren til sine egne, personligt udpegede 'kvæstorer' (quaestores Caesaris).

Alle romerske lokal-administrationer (i municipia og coloniae) havde deres egne kvæstorer; andet ville også have været mærkeligt. Private foreninger (collegia) havde også kvæstorer ('kasserere').

Litteratur

A. B. Drachmann, Den romerske Statsforfatning, Kbh. 1930, kap. 36

Til oversigten