Romersk ret og retspleje

Romerret

Man plejer gerne at fremhæve, at det største bidrag, Rom har givet til verdenshistorien, måske er romerretten. Romerne synes at have haft en særlig flair for juridiske problemstillinger, og det at være jurist, juris consultus, var en af de få karrieremuligheder, en fornem romer havde, der ikke involverede deltagelse i det politiske spil - en måde at være anerkendt nyttig på uden at løbe de mange farer, politik medførte i Rom.

Romersk retsvidenskab er et forsøg på at systematisere, hvad der faktisk er sket i retsplejen i mange hundrede år, og den fokuserer på den civile ret - arvesager og al den slags. Strafferet og statsret fylder meget mindre. Den går altså kasuistisk frem - undersøger det enkelte tilfælde og forsøger at få det hele til at hænge sammen (omvendt kunne man gå frem efter et princip og deraf udlede de retsregler, der skal gælde).

Romerretten udviklede sig over mere end tusind år, fra den tidlige republik til den sene kejsertid, hvor kejser Justinian (i 538 evt.) lod et udvalg af jurister lave en tekstsamling, Corpus Juris Civilis, der skulle danne grundlag for den moderne jura efter år 1000. Moderne juridisk videnskab er, selv hvor det lokale retssystem ikke bygger på romerretten, bygget på de metoder, de romerske jurister brugte; der er særdeles mange moderne juridiske fagudtryk, der ikke bare stammer fra, men er latin.

Retspleje

I senrepublikken og langt ind i kejsertiden var det prætorerne, der varetog retsplejen og med deres edikt fik den juridiske praksis til at udvikle sig videre, stærkt støttet af juris consulti, folk med rigtig forstand på jura. Retsplejen var nemlig ikke direkte i hænderne på en mere eller mindre autoriseret stand af jurister - der findes ingen universiteter, hvor man kan studere jura, og der er intet system af retsinstanser, hvor man tilsidst har en 'højesteret', der bestemmer, hvad der er ret og rigtigt, når andre er kommet til kort eller bare er uenige. Prætor er retsformand, men ikke dommer; dommerne er almindelige mennesker, der bruger deres sunde fornuft i forhold til, hvad de kan forstå af de love, der fremføres i domsprocessen. Der er ikke nogen offentlig anklagemyndighed, og den anklagede må som regel forsvare sig selv, medmindre han er så vigtig en person, at han kan (evt.betale for at) få nogen til at forsvare sig.

Retssager kan føres enten ved store, stående domstole, quaestiones perpetuae, eller de kan forme sig mere beskedent, enten ved at sagen overlades til en opmand, så de kan løses i mindelighed, eller foran en mindre gruppe, som prætor giver den opgave at bedømme sagen. Disse personer hedder recuperatores. Prætor selv er aldrig dommer, men han udsteder en beskrivelse af, hvad der skal bedømmes, en såkaldt formula, der siger, hvem der skal være dommere, og formulerer, at 'hvis dette eller hint bliver bevist, skal dette eller hint ske; hvis ikke det bliver bevist, skal man frikende'. Langt de fleste sager er blevet behandlet på denne måde. Sagerne har for det meste været civilretlige, om misligholdelse af kontrakter og gæld osv., eller om arvespørgsmål; men også sager om tyveri og vold har i hvert fald i begyndelsen været henvist til den form for retspleje. I moderne tid påtager staten sig via politi og anklagemyndighed opgaven at bringe sager af den slags for retten, fordi man skønner, at de er en trussel mod den offentlige orden. I antikkens Rom skulle sagerne være meget mere alvorlige, før man gik til den yderlighed at bringe sagerne for en egentlig, omfattende domstol.

Domstole af den art kender den tidligere romerske historie slet ikke. Var sagen alvorlig nok, kom den direkte for folkeforsamlingen. I en lang række tilfælde kunne en embedsmand, især konsulen, træffe afgørelser direkte; men enhver romersk borger kunne, i et sådant tilfælde, kræve sin sag bragt videre til folkeforsamingen - han kan bruge sin ret til provocatio, som det hedder. I sjældne tilfælde kan man nedsætte en undersøgelseskommission, en quaestio, der skal pådømme en eller anden formodet forbrydelse, ofte begået af en konsul eller lignende.

Quaestiones perpetuae

Fra midten af det andet århundrede fvt. kender romerne imidlertid en retsform, som kaldes quaestio perpetua. Til at begynde med har man kun én; den bruges til at undersøge og pådømme sager, hvor en romersk embedsmand står anklaget for at have plyndret i en provins, den såkaldte quaestio perpetua repetundarum: en 'stående domstol til at kræve penge tilbage'. Systemet bliver en succes, og som tiden går indføres flere quaestiones, men desværre ved vi for lidt om, hvordan de fleste af dem blev administreret. Den, vi kender bedst, er netop domstolen om provinsudnyttelse.

Formand for domstolen (men ikke dommer) er en prætor. Han tager imod anmeldelsen ('nominis delatio'), der ofte kommer via en romersk mellemmand, som provinsboerne har tillid til; under alle omstændigheder kan provinsboerne ikke selv føre sagen, de skal have en 'patronus', en romer, der fører sagen for dem. Til at begynde med var det ikke sådan; når det blev ændret, skyldes det måske, at romerret var en lidt for kompliceret ting for udlændinge - for meget gik galt. Dommerne er typisk mellem 50 og 75 velstående romere, der ved årets start er blevet skrevet op på en liste med måske hele 900 navne, hvorfra man så kunne tage dommerne, når man fik brug for dem. I den konkrete sag kunne både anklager og anklagede forlange personer udelukket fra dommergruppen, fordi de havde for tætte forbindelser til nogen, der havde interesser i sagen; det stod ligefrem i loven, at slægtningen osv. ikke kunne sidde til doms over deres egne.

Man kunne endda rejse sag om, hvorvidt en given anklager burde føre sagen. Det skete for Cicero i sagen mod Verres på vegne af sicilianerne.

Da sagerne ofte var umådeligt omfattende og komplekse, brugtes der mange retsdage på dem. Der førtes vidner i sagen, og afhøringer og modafhøringer har taget lang tid; vidnerne skulle man selv sørge for var til stede. Ved processens begyndelse præsenterede sagens parter deres syn på sagen i længere taler; men de samlede ikke nødvendigvis resultatet af afhøringerne op i en afsluttende fremstilling.

Selve dommen følger umiddelbart; dommerne afgiver deres stemme uden at votere. Undertiden kan prætor spørge, om de er klar til at stemme; hvis de siger nej, kan sagen fortsætte med nye afhøringer osv. Bliver anklagede dømt, følger en ny fase af processen, hvor man bestemmer, hvor stort et tab anklageren har lidt; normalt skal man betale det dobbelte, så der også kommer en straf ud af processen.

Den anklagede kan forhindre sagen i at komme til doms ved at gå i frivilligt eksil. Derved mister sagsøger alle muligheder for at få sine penge igen - hvad der selvfølgelig er uretfærdigt, men sådan var det. Sagsøgerens patronus, derimod, får megen prestige ud af at have slået sin modstander så eftertrykkeligt. Det skete f. eks. for Cicero mod Verres.

I senrepublikken havde man åbenbart set, at quaestio perpetua de repetundis var en god retsinstans. Man indførte i hvert fald flere, om mord (de sicariis), om vold (de vi), om forbrydelser mod staten (de maiestate), om valgsvindel (de ambitu), om svindel med offentlige midler (de peculatu) osv. Fælles for alle disse forbrydelser er, at de er alvorlige og for det meste truer den offentlige orden eller samfundet som helhed. Sulla satte disse domstole i en slags system, og senere gennemførte også Augustus en stor reform.

Retsplejepolitik

I tidlig republikansk tid havde konsulen tilsyneladende betydelig domsmagt. I hvert fald må almindelige borgere undertiden gribe til provocatio for at undgå at blive udsat for justitsmord, så vidt man kan se.

Men langt mere - bogstaveligt - blodig var striden i senrepublikansk tid om, hvem der skulle være dommere i quaestiones. For at vinde støtte til sin politik med omfordeling af jord lod C. Sempronius Gracchus dommerpanelerne i en quaestio bestå af riddere, dvs. velstående handelsfolk og jordejere, der ikke var medlemmer af senatet. Det vakte voldsomt røre, og da Sulla tog magten, tog han domstolene fra ridderne og overgav dem til senatorerne. Det stred på mange måder mod princippet om, at dommerne ikke måtte dele interesser med sagsparterne, og det førte da også til justitsmord og skandaler, så man i 70 fvt. igen ændrede på sammensætningen af dommerpanelerne, der nu skulle bestå af en tredjedel senatorer, en tredjedel riddere og en tredjedel 'aerar-tribuner' (som det er lidt svært at finde ud af hvem var).

Der fandtes i Rom ikke en tredeling af magten; det gør der måske slet ingen steder. I hvert fald havde det store politiske konsekvenser, hvordan retsplejen blev tilrettelagt og forvaltet. En politiker kunne skabe sin karriere ved at være en god anklager eller en god forsvarer; og en politisk karriere kunne slutte brat, hvis en retssag kom på tværs. Og tilstrækkeligt magtfulde personer behøvede ikke at være bange for at ende for retten.

Til oversigten