Senatet

Senatet var egentlig Roms byråd - men efterhåden som romerriget voksede sig stort, blev rådets betydning naturligvis tilsvarende større. Senatet interesserede sig i enhver begivenhed såvel i som udenfor Rom. Sin største betydning fik senatet i det sidste århundrede fvt.; i hvert fald i den betydning, at de problemer, det måtte håndtere, var meget store. Men dette århundrede var også præget af de store militære ledere, Marius, Sulla, Pompejus og Caesar - og de lod sig selvsagt ikke sådan styre af senatet.

Som sådan har senatet nemlig ikke nogen magt overhovedet. Det er et rådgivende, ikke et besluttende organ; det kan kun rådgive de fungerende romerske embedsmænd, især konsulerne og i mindre omfang prætorerne, men i princippet alle uden undtagelse. Men reelt har det meget stor indflydelse på, hvad der sker. Senatet er det samlende midtpunkt i Roms system; det er her, de lange linjer fastlægges og fastholdes. I et system som det romerske, hvor statens ledere, konsulerne, skiftes hvert år, var det et stort held, at man havde et sådant samlende midtpunkt.

Indflydelsen skyldes især, at senatets medlemmer er samtlige tidligere embedsmænd - dvs. den embedsmand, der spørger senatet om råd, står over for en enorm erfaring, som det naturligvis kræver megen selvtillid at gå imod, og desuden skal han jo tilbringe resten af sit liv som medlem af den selvsamme forsamling - når han selv er færdig med sit embedsår. Medlemstallet svingede meget, men på Caesars tid er der ca. 600 regulære medlemmer, der dog kun sjældent alle var tilstede. Caesar brugte medlemskab af senatet i Rom som en slags belønning til sine hjælpere; disse blev venligt, men bestemt igen fjernet af Augustus.

Møderne blev holdt, når der var brug for dem; kun den 1. januar er der altid møde - det er den dag, de nye konsuler tiltræder. Mødet begynder ved solopgang og slutter i princippet ved solnedgang, i hvert fald ikke senere. Mødestedet skal være et indviet sted; senatet mødtes ofte i templer, men havde også dets egen mødebygning, Curia på Forum Romanum. Når der på mødet skulle være promagistrater (romerske embedsmænd, der ikke kunne komme ind i Rom uden at miste deres ret til at fungere i embedet), kunne det holde møde uden for Roms gamle kerne, normalt på Marsmarken i et tempel eller i Pompejus-teateret - det var dér, Caesar blev myrdet.

Mødet ledes af en konsul, en prætor eller en folketribun eller andre, højtstående embedsmænd. Dagsordenen er bestemt af mødelederen, og den er ikke bekendtgjort før mødet begynder. Det, mødelederen gør, hedder referre ad senatum eller consulere senatum - at 'forelægge for senatet' eller 'rådspørge senatet'.

Emnerne på dagsordenen kan være meget forskellige. Senatet kan udtale sig om alt - både religiøse, financielle, militære, udenrigspolitiske og lovgivningsmæssige spørgsmål kan det tage stilling til. I udenrigspolitikken har senatet særlig stor indflydelse, fordi sagerne ofte kræver overblik og erfaring, for ikke at tale om indsigt i tidligere aftaler med fremmede magter. Love skal en tur gennem senatet, før de forelægges for folkeforsamlingen til vedtagelse - men en lov kan godt vedtages imod senatets råd.

Alle medlemmer har i princippet lov til at give deres mening til kende, men i praksis er det mest de ledende medlemmer, der står først i talerrækkefølgen, der siger noget. Senatets højstrangerende medlem kaldes princeps senatus, 'senatets førstemand', og han er normalt en af de tidligere konsulerne, der naturligvis er senatets elite - kaldet consulares. Næstfinest er så praetorii, derefter aedilicii og nederst quaestorii. Man kunne ikke afbryde en taler - det var derfor muligt at forhindre en beslutning ved et møde ved at blive ved med at tale - som man stadig kan i det amerikanske senat (dér hedder det en 'filibuster-speech'; i Rom hed det 'at bruge dagen op ved at tale', diem eximere dicendo).

Der var ikke egentlige 'partier' i moderne forstand i senatet, men nok bestemte linjer, der delte senatorerne i grupperinger. Ofte gik skillelinjerne efter personlige spørgsmål - hvem der var venner (amici) eller indgiftede med hinanden osv.; men der var også andre, mere 'ideologiske' modsætninger. Nogle senatorer var stærkere modstandere af forandringer (f. eks. Cato) end andre; andre stod for det synspunkt, at det vigtigste var at pleje senatselitens interesser (de såkaldte optimates), andre mente, man måtte interessere sig mest muligt for den almindelige befolknings ve og vel (de såkaldte populares). Men der var aldrig tale om faste organisationer, der i lange perioder stod hårdt imod hinanden.

Afstemning foregik ved, at tilhængerne af et forslag samledes i den ene side af mødesalen, modstanderne i den anden, det hedder 'at gå med fødderne hen til NNs forslag', pedibus ire in sententiam alicujus (sml. det danske udtryk 'at stemme med fødderne'). Det er mødelederens skøn, hvilken gruppe der er størst.

Det vedtagne hedder decretum eller consultum senatus. Hvis den berørte embedsmand ikke vil følge beslutningen, står det ham frit for - statsteoretisk set, personligt kan det have store konsekvenser - og så kaldes beslutningen auctoritas senatus.

Senatet kan erklære undtagelsestilstand; det sker ved, at det vedtager senatus consultum ultimum, der har ordlyden: videant consules, ne quid detrimenti capiat res publica: 'konsulerne skal tilse, at der ikke sker staten nogen skade'.

Senatorerne har høj status; de bærer en særlig toga med et bredt purpurbånd (latus clavus) og særlige sko, calceus. De har særlige ærespladser i teatrene og lignende steder.

Men der er også stramme regler for erhverv. Senatorer må i grunden kun drive landbrug - ikke handel eller skibsfart, ogde må da slet ikke have med offentligt udliciterede opgaver at gøre, dvs. især ikke med skatteopkrævningen.

Senatorerne har altid sæde i domstolene. Somme tider besætter de alle pladser (f. eks. efter Sullas reformer af statens styrelse); til andre tider halvdelen eller en tredjedel.

Man brugte endelig senatorer til et utal af betroede hverv - f. eks. som romerske generalers officerer ('legater'), eller som diplomater.

Alt det ovenstående handler om tilstanden i senatet i det sidste århundrede fvt. Om senatet i århundrederne før vides meget, men ikke med så stor sikkerhed - kun at det eksisterede allerede under kongerne (og vel dengang var kongens råd), og at det derefter altid havde den samme, noget konservative rolle i det romerske samfund; om senatet i kejsertiden vides mere, men senatets rolle blev naturligvis langt mindre under kejserne. Faktisk holdt den stærkeste modstand mod kejserne sig i senatet i over hundrede år, men det blev ikke afskaffet - snarere udnyttet til at give kejserne et skin af demokratisk sindelag, når de 'rådspurgte' senatet. I kejsertiden blev valg af embedsmænd foretaget af senatet, og senatet fik også en vigtig rolle som en slags 'højesteret'.

Til oversigten

Litteratur:

Drachmann, Statsforfatning, kap. 5