Tetrarchiet

Efter en lang periode af alvorlig uro lykkedes det endelig kejser Diocletian at stabilisere romerriget under sin egen kontrol i år 284. I år 286 ophøjede han sin nære ven Maximian til medkejser; mange tidligere kejsere havde haft medkejsere.

Tetrarcherne i Venedig - klik for større billede Men i 293 skabte Diocletian et system af to overkejsere, kaldet Augustus, og to underkejsere, kaldet Caesar. Derved kunne den kejserlige autoritet være tilstede flere steder i riget på én gang, og de to underkejsere ville være de naturlige tronarvinger. Diocletian selv og Maximian tog rollerne som Augusti med nye (til)navne, 'Jovius' og 'Herculius' (efter den romerske overgud Juppiter og gude-helten Hercules, to udpræget militære guder), mens to yngre officerer, Constantius og Galerius blev udpeget til 'Caesares'. Diocletian tog sig af den østlige del af riget, Maximian af den vestlige, med riget var ikke delt i egentlig forstand, kun magten.

Kejserne var allerede holdt op med at opholde sig regelmæssigt i Rom; fra nu af er Rom dårligt nok rigets hovedstad. Kejserne har typisk base i Trier i Germanien (Augusta Treverorum), i Milano i Italien (Mediolanum), i Sirmium eller Nicomedia på Balkan og f. eks. Antiochia i Syrien.

Samtidig med omlæggelsen af magtstrukturen hævede man kejserens status til næsten guddommelig. Man skulle herefter ikke længere anse ham for 'førstemand' (princeps), men som 'herre' (dominus) - heraf betegnelsen 'dominatet' for denne periode af kejserdømmet.

Systemet skulle hurtigt vise sig mere sårbart for intern uenighed, end Diocletian formentlig har tænkt sig; men udadtil lagde tetrarcherne væt på at være ubrydeligt solidariske. På Marcuspladsen i Venedig kan man se en statuegruppe af de første tetrarcher - militære mænd i tæt, kammeratlig omfavnelse. Hvor gruppen oprindeligt har stået, ved man ikke.

Sidst revideret 14. 8. 2005 af Simon Laursen