Triumvirater
'Triumvirat(us)' betyder 'tremandsgruppe'; normalt findes ordet ikke på latin, man taler i stedet om 'tres viri', 'tre mænd'; én af dem kaldes så 'trium vir', 'én af de tre'.
Mange foreliggende offentlige opgaver blev i Rom varetaget af grupper på tre. F. eks. vil grundlæggelsen af en ny by ofte blive gennemført af 'tre mænd til at føre en koloni ud' (tres viri coloniae deducendae'), eller fordeling af jord af 'tre mænd til at tildele / tildømme marker' (tres viri agris dandis / adsignandis / judicandis). Disse triumvirater er naturligvis nedsatte til lejligheden; men der fandtes også en række permanente triumvirater:
tres viri monetales stod for udmøntningen af romerske penge, og
tres viri capitales eller nocturni stod for Roms (noget lemfældige) politistyrke.
'1. triumvirat'
Der er imidlertid to 'triumvirater', der er særlig kendt. Det første var forbindelsen mellem Gnaeus Pompeius Magnus, M. Licinius Crassus og Gaius Julius Caesar, der blev indgået i 60 fvt., for at de tre i fællesskab kunne kontrollere det romerske samfund og få hver deres ambitioner opfyldt. Dette 'triumvirat' var ikke officielt og er derfor strengt taget slet ikke noget 'triumvirat' - ikke i teknisk forstand i hvert fald. Grunden til, at man i nyere tid har kaldt deres forbindelse for et 'triumvirat', skal søges i, at man i 43 fvt. oprettede et meget beslægtet triumvirat, der så kaldes 'det andet'.
2. triumvirat
Dette triumvirat bestod af tre af Gaius Julius Caesars 'efterfølgere'; de to af dem gamle officerer under ham, Marcus Antonius, Marcus Aemilius Lepidus og Gaius Julius Caesar Octavianus, den senere Augustus, Caesars arving. Efter en ualmindelig forvirret hændelseskæde, hvor de tre bekæmpede hinanden og mange andre på forskellige sider, fandt de sammen i efteråret 43 fvt. for at hævne mordet på Caesar (15. marts 44 fvt.) og for at 'få staten sat i system'. De nedsatte sig derfor som 'tres viri rei publicae constituendae', 'tre mænd til at sætte staten i system'. De lod udrensninger foretage af alle deres fælles og personlige fjender (ikke kun Caesarmordere), og de konfiskerede ved samme lejlighed de udrensedes ejendomme. En periode i vinteren 43/42 fvt. kan godt kaldes ren terror. Desuden delte de det vestlige (og senere hele) romerriget imellem sig i hver deres interessesfære.
Både i denne udrensningsmetode, de såkaldte proskriptioner, og i betegnelsen for deres embede havde de en forgænger, L. Cornelius Sulla, der i 82 - 79 fvt. havde gennemført proskriptioner af sine modstandere, ikke som 'tremand', men som 'dictator' (hans titel var 'dictator rei publicae constituendae').
Mens Sulla faktisk gennemførte omfattende ændringer i Roms forfatning, synes triumvirerne ikke at have fundet tid til noget sådant; de kom hurtigt i konflikt med hinanden. Triumvirerne bekræftede deres aftale nogle gange, men modsætningen handlede om magten over Rom som sådan og kunne ikke fjernes. Især mellem Antonius og Octavian var konflikten skarp; den endte først i slaget ved Actium i 31 fvt. Antonius vedblev at kalde sig triumvir til sin død i 30 fvt.; Octavian synes at have opgivet titlen lidt før.
Det er først efter sejren over Antonius, at Octavian går videre med reformen af det romerske samfund; denne reform ender reelt med indførelsen af kejserdømmet.
|