Receptionen af antik filosofi
Filosofi er i vore dage først og fremmest studiet af vilkårene for viden - videnskabsteori, men også undersøgelse af, hvad man kan sige om etik og moral - og gud og verden.
Det var filosofi også i antikken - men desuden tillod filosofferne sig meget ofte at komme med bud på svar på alle disse spørgsmål. Frem for alt var det filosoffernes opgave at forklare, hvordan verden hang sammen - det, vi i vore dage lader naturvidenskaben om at svare på. I antikken hang filosofi og naturvidenskab ubrydeligt sammen; og det gjorde også filosofi og teologi.
Senantikken
I senantikken - efter år ca. 250 evt. - forsvandt forskellige antikke filosofiske retninger næsten helt - især epikuræismen og stoicismen. Aristoteles' gamle skole, peripatetikerne, overlevede, men lidt på sidelinjen. Den filosofiske linje, samtiden fandt mest nyttig, var Platons lære, isår i den særlige variant, der kaldes nyplatonisme. Nyplatonismen er i sig selv en slags genoplivning af en gammel filosofi, for Platon havde ikke spillet den helt store rolle i antikkens filosofi fra ca. 300 fvt. til ca. 150 evt. I 200-tallet genoplivede især Plotin platonismen, fra et hedensk synspunkt. Men det var de kristne, der havde mest brug for Platon. En af de tidligste repræsentanter for kristen platonisme er Origenes, men alle de store kirkefædre læste Platon. F. eks. Augustin var en meget påvirket af platonismen.
Kierkegaard
Nietzsche!!
Derrida!
Lars Rydbeck, Ångest i antiken - ett mentalitetshistoriskt problem
Lars Rydbeck, Grekerna upptäcker samvetet
Lars Rydbeck, Antik pessimism