marts 19, 1999

KLASSIKERE I RIBE.


 
 

Skolen er samfundets spejl: systemskiftet i 1901 affødte to år senere skoleloven af 1903. Til et demokratisk samfund måtte svare en demokratisk skole. Almenskoleloven af 1903 betød mange ændringer af den lærde skole, vigtigst indførelsen af mellemskolen og af det nysproglige gymnasium. Nu fik man tre linjer: den klassisk-sproglige (eller gammelsproglige), den nysproglige og den matematiske. For første gang blev det muligt at blive student uden latin, nemlig som matematiker. Nysproglige skulle stadigvæk have latin i alle tre år, men fagets betydning var stærkt reduceret i forhold til tidligere. Et nyt fællesfag fødtes, oldtidskundskab- et langt og besværligt ord, som kunne drejes mange gange i munden (blive til: oldskab, oldævl, eller bare old) - man skulle hellere have kaldt det ungtidskundskab: det skulle sikre forbindelsen til dengang verden var ung, i oldtiden. De klassiske fags sidste bastion var ellers den klassisk-sproglige linje; kun her blev der undervist i græsk. Men linjen førte en skrantende tilværelse; reformen medførte i almindelighed et stigende elevtal: i 1912 blev i hele landet 799 studenter, næsten en fordobling fra reformens indførelse. Samme år var 57% nysproglige, 35% matematikere, - og kun 8% klassikere. I absolutte tal var der dog næppe tale om nogen tilbagegang for klassisk-sproglige.

På Ribe Katedralskole havde man besluttet ikke at oprette nysproglig linje efter 1903. Det var naturligvis ikke holdbart: 1919 opgav man kampen mod vejrmøllerne; nysproglig linje blev indført, - kun for fem år efter atter at blive nedlagt: skolen var for lille til at bære to sproglige linjer, staten skulle spare, man måtte vælge. Rektor Willumsens begrundelse for afgørelsen er værd at kende. Han konstaterer, at af de 17 nysproglige studenter det var blevet til fra 1919 til 1926 er der kun tre der studerer videre, én endda teologi, hvorfor han hellere skulle have været klassisk-sproglig; de 15 klassisk-sproglige studerer alle ved universitetet! Desuden ville muligheden for at blive klassisk-sproglig student helt forsvinde fra Vestjylland, og det er en kendt sag "at Vestjylland sikkert [er] den Del af Landets Befolkning, som har bedst Anlæg for,og som i størst Tal har sluttet sig til denne Linie" (!)

Men snart stod det klart, at afgørelsen var forkert. Et år, 1934, kunne der slet ikke oprettes en sproglig linje, hvilket betød, at der i 1937 ikke kom sproglige studenter fra Ribe Katedralskole! Kun ved at koncentrere sig om den nysproglige linje kunne man sikre sig mod en lignende skandale i fremtiden. Klassikerlinjen var færdig! - Men efter krigen genopstod den - "som en Fugl Føniksaf Asken", som Kornerup triumferende formulerede det i sin "Ribe Katedralskoles Historie". Siden rektor Jørgensen fik genindført klassikerlinjen i 1948 side om side med den nysproglige, har skolen hvert år undervist i både græsk og latin. "Det nye gymnasium", som var en realitet fra 1960, betød vel, at klassikergrenen, som det nu hed, kun var en lille kvist på den (ny?)sproglige linje, men det lykkedes at holde den grøn. Om det fortsat vil lykkes, også efter den sidste reform, hvor græsk og latin udbydes uafhængigt af hinanden som "valgfag", er et spørgsmål om gartnerens knivsnarere end om kvistens levedygtighed!

De klassiske fags styrke ved RibeKatedralskole har naturligvis noget at gøre med skolens traditioner.I 1995 skal vi fejre 850 års jubilæum, og det siger sig selv,at i en by hvor selv Hans Brix måtte indrømme "at man havdeen ejendommelig Fornemmelse af at være noget, en Pebling, et Ledi Kleresiet", er de historiske bånd stærke. Hvis ikke der skulleundervises i latin på "æ Latinsku’el", hvor er vi såhenne? Ganske vist er skolen blevet demokratiseret i vort århundrede,og Gud ske lov for det; - men følelsen af at være anbragti en større historisk og kulturel sammenhæng, og behovet forat fornemme sin rødder er vigtigere i dag, måske, end pånoget tidspunkt tidligere, hvor det var mere selvfølgeligt. Deter i hvert fald tydeligt, at eleverne i dag i meget høj grad identificerersig med deres skole, og selv om skolen i 1992 står for meget mereend de klassiske fag, er disse stadig en respekteret del af den. - Mendette er ikke stedet for en vurdering af de gamle sprog i skolesammenhæng;lad mig derfor hellere fortælle lidt om de lærere, der gennemårhundredet har tjent dem.

Ved århundredets begyndelsevar det J.M.SECHER og V.BECH. Secher, "Zeus" kaldet pågrund af sit ildsprudende temperament, var en uhyre engageret græsklærersom formåede at begejstre eleverne for sit fag; han har efterladtsig et synligt minde, nemlig "Sechers legat", som hvert år uddelestil den bedste elev i græsk og fransk. Bech var i mange henseenderhans modpol, forsigtig, pedantisk, men en formidabel latiner, der i sinungdom havde fungeret som sekretær for selveste Madvig. "Ikke enlærer for stympere", som frk. Willemoës skrev om ham, kunnehan nok være en forskrækkelse for latinlæsende 4.mellem’eremed sine strenge krav om nøjagtighed og grundighed; men i gymnasietlærte man at værdsætte hans gennemførte hæderlighedog helt utrolige retfærdighedssans. "Ingen var mere bange forat begå uret overfor nogen, heller ingen mere villig til at indrømme,at han havde taget fejl", skrev frk. Willemoës om ham i "Ripenserbladet"1932, da han blev 70. "Bag en vis ydre barskhed opdagede eleven,at der skjulte sig en sans for humor, en levende naturfølelse, enlivsvisdom og en medynk med alle og alt, der lider, en ejendommelig, finog tiltrækkende karakter". Det som Kierkegaard kalder "UnderviisningensGravitet" var naturligvis mere fremtrædende hos folk der, som Bech,havde rod i den gamle latinskole, og satte et skel mellem lærer ogelev; heraf udvikledes også lærerens originalstatus,der gjorde ham til godt stof for elevers morskab. Utallige historier eri omløb om Bechs mærkelige, bogstavrette udtale af det danskesprog, om hans punktlighed, så at man kunne stille urene efter ham,om hans mistænksomhed, når han skulle skrive på tavlenog var nødt til at vende ryggen til klassen (der var to eleveri den!): "Jeg ser det godt, jeg ser det godt", mumlede han, indtil hanatter kunne vende front til og genoptage kontrol. - En anden gang blevhan så fortørnet over, at en af eleverne (de var stadigvækkun to!) lo over den græske tekst (de læste dengangSokrates’ dødsscene i "Faidon"), at han ikke talte til vedkommendeen hel måned. Det var naturligvis værst for den anden, derjo så måtte "op" hele timen! (Denne historie viser, det somman sjældent er opmærksom på ved skolehistorier, lærerensom den sårbare part!).

Secher blev i 1915 afløstaf A.M.Jensen (1915-47), hvis forældre havde begåetden uforsigtighed at kalde ham Magnus, skønt han aldrig blev omtaltsom andet end "Lille Jensen". Hans fag var græsk og dansk, og naturligvisoldtidskundskab, og han var meget afholdt, selvom han kunne blive næstenlige så vred som sin forgænger. Blandt Lille Jensens særhedervar hans bibliomani. Han, der var ungkarl, bragte i løbet af etlangt liv i Ribe så mange bøger op i sin lejlighed, at underboenmåtte understøtte loftet, der buede kraftigt under vægten.Oven i købet nænnede han ikke at bruge sine egne bøger,men lånte dem helst af en kollega! - Under krigen følte LilleJensen, at han måtte gå under jorden, fordi han i patriotiskharme havde rakt tunge ad en tysk soldat på gaden; der var nu ogsåalvorligere grunde dertil. Lille Jensen havde forsøgt at bidragetil modstandskampen aktivt: han havde f. eks. sat sig grundigt ind i sprængningsteoriog ville give sabotører undervisning heri. Han overlevede besættelsen;derimod ikke længe sin afskedigelse fra skolen, der skete i 1947:skolen var hans ét og alt.

Bech havde taget sin afsked i 1922,af helbredsgrunde, og han tilbragte sit otium med at oversætte denromerske naturfilosofiske digter Lucrets til dansk; sin egen latindigtning,som resulterede i to små hefter "Epigrammata" (1915 & 1925),fortsatte han ikke. Det fortælles, at han i harme over en bemærkningi radioen om "en mærkelig original i Ribe, der endnu i dette år(1925) sad og digtede på latin" inddrev de to små hefter, trykti Ribe Stiftsbogtrykkeri, og brændte dem. De er i dag store sjældenheder!- Hans efterfølger, Valdemar Nielsen, blev kun ved skoleni få år og har ikke efterladt sig mange minder (han er dogforfatter til en i mange år flittigt anvendt grammatik). Det hartil gengæld Emmy Willemoës (1929-72), som blev ansatved den skole hun 9 år tidligere var blevet student fra. Hendes fagvar egentlig fransk og engelsk, men hun var - som en af Bechs gode elever- kapabel til at undervise i latin. Det kom hun til! I de ikke såfå år, da der ikke var klassisk-sproglig linje, bestred hunalene undervisningen i latin for de nysproglige. Da klassikerne vendtetilbage, var hun ikke bleg for at påtage sig undervisningen ogsåaf dem. Det betød, at hun måtte udvide sin læsning afde latinske forfattere ganske betydeligt; i virkeligheden præsteredehun i løbet af ganske få år i begyndelsen af 50’erneat læse sig op på hovedfagsniveau i latin. Men hun kunne lidedet! - aldrig befandt hun sig bedre end når hun kunne studere! -Frk. Willemoës’ betydning for Ribe Katedralskole gennem et langt livi dens tjeneste strakte sig ud over de klassiske fag. Helt berettiget kunnerektor Vestergaard sige ved hendes afgang fra skolen 1972: "Frk Willemoëser simpelthen Ribe Katedralskole!"

I 1947 kom Niels Ladegaard-Petersentil skolen. Han, der var cand. mag. i klassisk filologi fra midten af trediverne,havde under hele krigen opholdt sig på Færøerne og undervist- ikke i græsk og latin, men - i matematik! Det kom han ogsåtil at gøre på Ribe Katedralskole i første omgang,men nu havde man altså en græsklærer, og det følgendeår blev da klassikerlinjen genindført. Rektor Jørgensen,som i 1947 havde afløst rektor Willumsen, var primus motor, og i1951 kunne man for første gang i mange år dimittere hele treklassisk-sproglige studenter.

Ladepeter, som hans øge- ellerkælenavn hurtigt blev blandt elever, var en trofast og solid underviser.Lidt stiv og kedelig, som han kunne virke, navnlig i store klasser, tøedehan op i de små klassikerklasser oppe på "Olympen", som varbetegnelsen for det lille gavlkammer i Asylet, hvor klassikernehavde deres græsk- og latintimer. Timerne var præget af stilfærdighumor og stor flid; de store visioner var ikke hans sag, - snarere en vissaglig skepsis og kølig distance til de gamle. Holdt han virkeligaf dem? Det gjorde han utvivlsomt, men det blev ikke altid forundt eleverneat opdage det. Men man fik lært noget latin og græsk!

Rekrutteringen af elever til klassikerlinjenvar ikke noget problem, som 50’erne skred frem. De gamle sprog oplevedeen ny og - for nogle - overraskende popularitet, måske sammenhængendemed efterkrigsgenerationens behov for at finde sit ståsted, sinerødder. Der var tit lige så mange klassisk- som ny-sproglige,ja, sidst i årtiet så mange, at de kunne danne et hold forsig og ikke blot være et appendix til et nysprogligt eller matematiskhold i fællesfagene. 14 til 16 klassikere, det betød, at "Olympen"næsten var for lille! "Boom’et", som ikke blot var et Ribe-fænomen(på Metropolitanskolen i København dublerede man klassikerholdene!),betød, at man snart kom til at mangle lærere. I 1954blevJørgen Raasted ansat, direkte fra universitetet og udenpædagogikum, men der var bud efter ham også fra KøbenhavnsUniversitet, så det blev kun til 4 korte år i Ribe, halvdelenaf tiden endda tilbragt i København. - I 1959 blev Ladegaard hentettil Aarhus Katedralskole; vor skole stod uden græsklærer, ogselvom frk Willemoës kunne meget, kunne hun ikke klare alt alene.Man måtte klare sig med studentervikar, indtil det i 1960 lykkedesat få ansat Fl. Kiesbye-Hansen på skolen.

Kiesbye var en ildsjæl, oghan fik sandelig også brug for alt sit krudt: det første århavde han 36 timer om ugen! (- det var dengang man også undervisteom lørdagen). Han var et elskeligt menneske, lærd og åbenfor alle synspunkter, diskussionsivrig og uden nogen som helst praktisksans. Han var elsket af eleverne af de første grunde, men det hændte,at mere bekymrede sjæle så med rædsel til eksamen. Dog,eksamen klaredes altid uden problemer, og til gengæld havde elevernefået noget der var meget mere værd: et personligt og eksistentieltforhold til de klassiske tekster de læste. Kisbyes undervisning var- det kan jeg se idag - på mange måder banebrydende for nyeaspekter ved undervisningen i græsk og latin, med mere vægtpå idéerne og de kulturelle sider af fagene og tilsvarendemindre på de formale, sproglig/grammatiske.

Det var dog klart, at skolen måttehave endnu en lærer i de klassiske fag, og i 1964 blev jeg ansat.For første gang i mange år kunne frk.Willemoës trækkesig delvis ud af latinundervisningen og hellige sig fransk: der var nuto klassiske filologer ansat på skolen. Det varede imidlertid ikkelænge inden Kiesbye lod sig friste af sine studieinteresser og lodsig ansætte som amanuensis ved det nyoprettede universitet i Odense;i hans sted blev i 1967 Ole Balslev ansat og han faldt hurtigt godttil på skolen og i byen. I løbet af nogle år blev minkone, Annette Vind færdig med sit studium og fik deltidsansættelsepå skolen; så var vi hele tre filologer, og det varedelige til Ole Balslev blev ansat som rektor på Holstebro Gymnasiumi 1981. Hans efterfølger blev Bent Mortensen (russisk oglatin/old).

Da jeg blev ansat, sagde rektor Vestergaard:"Jeg gi’r dig 10 år"; længere mente han ikke det ville vareinden græsk og latin var helt forsvundet fra gymnasieskolen. Sandtnok har der været tider, hvor det så sort ud, og ikke sjældenthar man haft fornemmelsen af, at der sad folk i toppen der ikke ønskedede gamle sprog nogen succes, som da Højby i 50’erne udtalte, atdet "jo kun var noget for piger fra et ganske bestemt miljø". Hvemhan tænkte på blev aldrig helt klart, men udtalelsen er påsin vis lige så fordomsfuld som rektor Willumsens ovenforciterede.

Men gud ske lov for pigerne! - Skoleloveni 1903 betød at de i stigende tal kom i gymnasiet, og i dag udgørde mere end 50% af gymnasiets elever, efterhånden også påden matematiske linje.

I 1922 skrev lektor Bech et langtbrev til sin tidligere elev Emmy Willemoës, da i Paris - pålatin! Jeg ved ikke om hun svarede på samme sprog, men hun bevaredebrevet, som virkelig også er værd at bevare. Lektor Bech beherskedelatinen som få; jeg har ovenfor omtalt hans originale indsats somdigter på latin. Mon ikke han er den sidste? - Vist er det gåettilbage med latinkyndigheden, hos lærere såvel som elever;næppe nogen i dag skriver eller taler latin. Men vi læserstadigvæk Cæsar og Cicero og Seneca, Horats og Vergil og Ovid,og de udgør en del af vor kulturarv. Arbejdet med oldtidens kulturpå originalsproget og i oversættelse giver stadigvækunge mennesker udbytte og mulighed for øget selvforståelse.Det drejer sig jo om Europas fælles kultur! - den tanke har pådet sidste vundet fornyet aktualitet, og heldigvis ser det ud til at ungemennesker forstår det. Latinen står i almindelighed svækketefter den sidste gymnasiereform, med kun 3 ugentlige timer i 1.g, men heldigviser der hvert år nogle sproglige der vælger faget (og græsk!)på højt niveau. Sålænge det er tilfældet,skal man ikke klage: de gamle sprog eksisterer i den danske skole.