ROMS HISTORIE

Roms historie begynder i 753 fvt., da en legende fortæller, at Romulus, Roms første konge, grundlagde byen. Derefter regeres Rom af konger frem til 510 fvt., da den sidste konge, Tarquinius Superbus, bliver væltet på grund af sit eget tyranniske regime - og et fejltrin af hans søn, Sextus. Rom skifter til republik, og den første leder af republikken bliver Brutus. I de første lange tider ligger Rom i konstant overlevelseskrig med sine naboer - først små byer i området, siden de mægtige etruskere mod nord, men omkring 300 fvt. er Rom herre over hele Midtitalien, og en magt, verden begynder at lægge mærke til.

I tre lange, alvorlige krige, de såkaldte 'puniske' krige, kæmper Rom mod en stat i Nordafrika, Karthago, om magten i det vestlige Middelhav. I den anden puniske krig (218 - 203 fvt.) er hovedmodstanderen for romerne den berømte Hannibal. Den tredje puniske krig (149 - 146 fvt.) er en ren udryddelseskrig - Karthago er forsvarsløs, mens en politiker i Rom, Cato, tordner sit: 'I øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges'.

Med Karthago ude af billedet er Rom enehersker i vest - og bliver hurtigt draget ind i de mange indviklede forhold i øst. Men efterhånden føres krigene meget langt væk fra Rom, og generalerne bliver mere og mere selvstændige, samtidig med at det bliver sværere og sværere for de værnepligtige romerske soldater at passe deres gårde hjemme i Italien. De romerske soldater bliver professionelle, og de knytter sig mere til deres general end til deres land. Og når der så er flere generaler, kan de jo komme i kamp med hinanden også - Rom begynder at lide af borgerkrige. De sidste hundrede år før Kristi fødsel udkæmper romerne næsten konstant borgerkrige imod hinanden. Den mest forfærdelige er måske den, hvori Cæsar kæmper mod Pompejus (49 - 46 fvt.), og ender som enehersker i Rom. Mange gode politikere prøver at finde en udvej, så Rom stadig kan være en republik, og alligevel have et imperium - folk som Cicero gør her en stor indsats.

Cæsar bliver myrdet i 44 fvt., bl. a. af en mand, der hedder Brutus, en sen efterkommer af den første leder af republikken. Cæsar havde anset ham for en nær ven, og derfor udbrød han, da han så, Brutus var med i mordet, de berømte ord: 'Også du, min søn Brutus'. Med mordet bryder en ny borgerkrig ud, der bølger frem og tilbage indtil 31 fvt. og ender med, at Cæsars arving, Augustus, kommer til magten. Hermed er Rom blevet til et kejserrige, og det vedbliver det med at være indtil 453 evt. Det år bliver Rom indtaget af germanske (tyske) stammer, der dræber den sidste kejser. Han hed Romulus Augustulus.

Men allerede omkring 300 evt. var en stor del af magten flyttet til østen - til Konstantinopel (nuv. Istanbul), og den del af romerriget overlevede endnu tusind år under navnet 'det byzantinske rige'.
 

Tilbage til latin forside