ROMS LITTERATUR

Romernes litteratur var præget af, at den stod i lære hos den græske, på samme måde, som senere de fleste europæiske litteraturer skulle stå i lære hos den romerske. Men romerne gjorde grækerne kunsten godt efter.
Allerede meget tidligt skrev Plautus komedier, der sagtens kunne gøre de græske modeller rangen stridig. Senere blomstrede nogle af de bedste forfattere i verdenslitteraturen - Marcus Tullius Cicero lod de taler, han holdt i politiske forsamlinger og i retssalene, udgive, og de har haft umådelig indflydelse på al senere prosa; og han skrev filosofiske værker, som skulle introducere den græske filosofi i Rom, værker, der om muligt har haft endnu større betydning. Samtidig viser Catul i sine små digte, hvordan verden kunne se ud i den store by for en meget lille mand.
Under Augustus blomstrer den romerske litteratur. Horats' berømmelse bygger på hans satirer og hans lyriske digte, og Vergil er berømt især for sit hovedværk Aeneiden. Disse to digtere havde Augustus' fulde opbakning; mindre begejstret var han for digterne Tibul, Properts og Ovid, der skrev kærlighedsdigte, der ikke harmonerede så godt med Augustus' strenge moralske program for Roms genrejsning. Ovid skrev dog også andre værker, især hovedværket Metamorfoserne, før han blev sendt i landflygtighed af kejseren.
Augustus fandt til gengæld ubegrænset støtte hos historikeren Livius, der havde sat sig for at skrive hele Roms historie. Efter Augustus er det især filosoffen Seneca, der er kendt. Men der er mange forfattere fra det første århundrede evt. i Rom. Tacitus skriver kritisk samtidshistorie, digteren Phaedrus skriver dyrefabler, Martial små digte om alt muligt i byen Rom, og Plinius skriver breve om stort og småt til forskellige bekendte - mest berømt er hans breve om vulkanudbruddet i 79 evt.

Tilbage til latinforside