SPROGET LATIN

Det latinske sprog er meget forskelligt fra de andre sprog, man lærer noget om i det danske gymnasium - græsk undtaget. Det bruger simpelthen andre måder at lave mening på end de moderne sprog gør. Det er betydeligt lettere at tænke over, hvordan de moderne sprog fungerer, når man har lært andre måder at kende. Men det er måske lige så væsentligt, at de moderne skriftsprog er blevet til ved at efterligne de gamle, og især latin. De utallige fremmedord i de moderne sprog er det bedste bevis på det.

De moderne sprog stiller som regel ret skrappe krav til, hvor ordene skal stå i sætningen - ellers kan man ikke vide, hvad der er grundled, hvad der er genstandsled osv. i sætningen. Latin bruger en anden måde til at gøre den slags ting klart - det er ikke et ord placering, men dets form, der er vigtig. Latin  tillader derfor ordene at stå der i sætningen, hvor forfatteren synes, det er godt de står. Et vigtigt ord kan altid stilles først i en sætning, eller sidst, efter forfatterens forgodtbefindende. Desuden rummer de latinske ord inde i sig selv en masse oplysninger, som på de moderne sprog ofte ligger i hjælpeord. At der er mange former i latin, betyder ikke, at latin var sværere at lære for de gamle romere, end de moderne sprog er for nutidige mennesker - intet sprog er sværere end et andet. Men latin er bestemtanderledes - det er noget nyt for de fleste, der skal lære det.

De gamle romerske forfattere udnyttede naturligvis latins sproglige muligheder efter bedste evne. De leger med ordstillingen og alle de andre muligheder, de har. Ingen oversættelse formår at udtrykke originalen helt til bunds, og det er synd, for på latin er der skrevet fremragende litteratur. Også senere - i middelalderen og renæssancen, hvor latin også påvirker de andre europæiske sprog.

Alle sprog i Vesteuropa (og dermed i Amerika og Australien og store dele af Afrika) står i direkte gæld til latin. Nogle sprog er endda bare sene udviklinger af latin, på samme måde, som dansk er en sen udvikling af vikingernes sprog. Det gælder for alle de sprog, der i dag findes i egne, der engang var del af romerriget i Vesteuropa, og i Rumænien. Portugisisk, de mange dialekter i spansk, fransk, italiensk, rumænsk, og faktisk også for en stor del engelsk, er på den måde 'romanske' sprog. Det betyder, at disse sprog som regel har det samme ord for helt centrale begreber - 'brød', 'sove', 'vand' osv. - og at de har stor lighed i deres måde at hænge sammen på. Men der er også store forskelle på sprogene - der er alligevel gået langt over tusind år, siden romerriget brød sammen, og sprogene begyndte at udvikle sig i hver deres retning.

På mange måder har latin spillet en større rolle op igennem middelalderen, fordi den katolske kirke blev ved med at bruge latin som sit sprog, da romerriget brød sammen. Uanset hvor i hele vesten man kom frem, kunne man finde folk, der kunne latin; såvel ved kongernes hoffer som ved klostre og kirker. På den måde var det muligt at fastholde en slags europæisk enhed trods alle de mange omvæltninger, der skete i Europa i middelalderen. På et tidspunkt var den katolske kirke endda stærk nok til at begynde at udbrede sin indflydelse over det gamle romerriges grænser - og med kirken kom latinen til Tyskland, til Polen og til Danmark og de andre skandinaviske lande. I mange hundrede år skrev alle, der ville nå hele Europa med deres forfatterskab, på latin. I Danmark er det særlig udtalt med historikeren Saxo, der skrev en Danmarkshistorie omkring år 1200, på et ganske vanskeligt latin.

Saxo var munk, som så mange andre, der kunne latin. Munkene spredte sig ud over landet overalt i Europa, var forgængere i landbruget og på andre måder, og indførte nye ord i sproget også i Danmark. Ord, man skulle tro var gode danske ord, er det ikke. Et ord som mur er latin; det var munkene, der begyndte at bygge med mursten ('munkesten') i Danmark. Men der er mange andre - bælte, kalk, kammer, kappe, kær (tillægsordet, der betyder 'elsket'), mil (afstandsbetegnelse), pulver, strigle, vold (forsvarsværk) og mange, mange flere.Det giver sig selv, at ord som præst, munk, nonne, kirke, kloster, alter osv. er af latinsk oprindelse.

Omkring 1400 evt. begynder en ny udvikling i Europa, man kalder for renæssancen. Kirken begynder at tabe kontrollen over kulturen; konger og fyrster får deres egne intellektuelle, og universiteterne løsgør sig mere og mere af det greb, som kirken har haft om dem. Men det er nok så væsentligt, at efterhånden som de andre sprog udviklede deres skriftsprog, tog de latin som model - både måden at udtrykke sig på og (især) mange af de ord, de nye sprog bruger, stammer direkte fra latin. Latin er stadig det sprog, man kommunikerer over grænserne på. Et godt eksempel er Luther. Luther skrev sine teologiske stridsskrifter mod katolikkerne på latin - de skulle læses overalt i Europa. Og han skrev sine opbyggelige skrifter på tysk - de skulle læses af alle tyskere, der ville blive bedre kristne, og mange af dem kunne ingen - eller meget lidt - latin.

Som 'ordbank' er latin den dag i dag  alt andet end et dødt sprog. Næsten alle fremmedord i de moderne europæiske sprog er latinske. Det gælder (aldeles i flæng) ord som: appetit, nuklearmedicin, litteratur, kultur, natur, bus, bil, maskine, lokomotiv, æstimere, effektiv, objekt, struktur, eksempel, identitet, kvalitet, direktør, kvantitet, faktor, princip, digital, klasse, klar, interpretation, komponent, realitet, celle, nummer, sum, addere, negere, visualisere, initialisere, data, præstation, prosa, imperium, status, generation, degradation, passiv, aktiv, osv. Mange af disse fremmedord er kommet til dansk via andre sprog - men de stammer alle uden undtagelse fra latin.
Der er ganske vist også en stor mængde af ord (f. eks. fysik, biologi, telefon), der ikke er latinske, men stammer fra græsk.
 

Tilbage til latin forside