Latin er det sprog, de gamle romere talte. Det er stammoder til de 'romanske' sprog i Europa, f. eks. spansk, fransk og italiensk; og det har altid haft kolossal indflydelse på de andre europæiske sprog. De fleste fremmedord er latinske, og man henter stadig fremmedord til de moderne sprog i latinen. Når Europa hænger så meget sammen, som det gør, alle sine mange sprog til trods, skyldes dette ikke mindst, at de har et sprogligt grundlag fælles- latin.
Nogle af de største litterære værker i vestens litteratur skyldes latinske forfattere; og romernes historie er lang og dramatisk. Romerriget udviklede sig under den romerske republik, med lange og svære krige, og nåede sit højdepunkt under de romerske kejsere; til sidst dækkede romerriget hele Middelhavet og hele Vesteuropa. Kristendommen opstår og breder sig under romerriget. Romernes historie og kultur har altid spillet en stor rolle i det, europæerne vidste om sig selv.
At beskæftige sig med latin handler derfor om at sætte sig ind i romernes verden, deres kultur, litteratur og historie, og til det sprog, romerne talte.
På Ribe Katedralskole er der forskellige muligheder for at have latin som en del af den almengymnasiale uddannelse. I 1.g snuser alle eleverne til latin i faget Almen Sprogforståelse. I 2.g har nogle elever mulighed for at vælge faget som valgfag på c-niveau. Og endelig er der muligheden for at have latin på A-niveau i "Den klassiske studieretning".
Til vores klassikerelever er der en side om opgaveskrivning, der giver tips og gode eksempler på, hvordan man skriver opgaver i latin. Der er også et dokument om latinfagets metoder og videnskabsteori.
|