Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
Marcus Vipsanius AgrippaAgrippa (63 - 12 fvt.) var ungdomsven af kejser Augustus og stod på mange måder på lige fod med ham under omlæggelsen af Rom fra en republik til et monarki. Agrippa havde i sine sidste år næsten samme magt som Augustus selv, både tribunicia potestas og imperium maius (se nedenfor). Det var særlig bemærkelsesværdigt, siden han kom fra en fuldkommen ukendt familie fra et sted i Italien; han var så langt fra den romerske højadel, som man næsten kunne komme. Den eneste forskel på Agrippa og Augustus var, at Augustus som adoptivsøn af selveste Caesar netop tilhørte højadelen. I det meget standsbevidste Rom var det til gengæld også en afgørende forskel. Det følgende giver i kronologisk orden et overblik over Agrippas karriere. Det er på mange måder samtidig et overblik over Roms historie fra ca. 45 fvt. til 12 fvt. Det er nødvendigt, for forståelighedens skyld, løbende også at inddrage ting, der umiddelbart synes kun at handle om Augustus. De helt unge år Helt ubetydelig kan familien Vipsanius ikke have været; ellers havde den helt unge Agrippa ikke kunnet blive ven med den unge Octavius (som Augustus hed som dreng) og dennes anden nære ven, Maecenas. Det ser ud til, at de to kendte hinanden allerede i 15-årsalderen (Maecenas var nogle år ældre), altså som skoledrenge - det bedste gæt er netop, at de gik i skole sammen. Ind på historiens scene træder de dog med mordet på Caesar den 15. marts 44 fvt. Octavius (der også var født i 63 fvt.) viste sig at være Caesars hovedarving; han blev desuden adopteret af Caesar i testamentet (og ville derved få navnet Gaius Julius Caesar Octavianus). Det var ingen selvfølge, at han skulle tage imod adoptionen, men da han accepterede den, tog han sine to venner med sig ind i sin nye virkelighed; de blev hans nærmeste rådgivere i en verden af voksne, der ikke ville nogen af dem noget særlig godt. Da Octavian satte sin vilje igennem i 43 ved at blive udpeget til konsul og derefter indgik det andet triumvirat, har Agrippa også været med, måske i en eller anden funktion i Rom (folketribun?). I slaget ved Philippi (42) spillede Agrippa endnu ingen rolle, men han havde givetvis gjort en bedre figur end Octavian, der ledede en del af styrkerne - og gjorde det meget dårligt. Octavian var ikke soldat. Tiden til sejren over Antonius og Kleopatra Først i 41 bliver Agrippas særlige færdigheder brugt første gang for alvor - han var nemlig en glimrende militær og kommanderede en del af styrkerne, da Octavian nedkæmpede Marcus Antonius' bror Lucius, der havde forskanset sig i byen Perusia. Agrippa forhindrede forstærkninger i at nå frem. Det er muligt, at Marcus Antonius ikke vidste, hvad hans bror foretog sig; det kom i hvert fald ikke til noget brud mellem Antonius og Octavian ved denne lejlighed; tværtimod bekræftede de deres samarbejde i 40. Det år var Agrippa praetor (urbanus). De følgende to år udførte han militære operationer i Gallien. I 37 vendte han tilbage til Rom for at blive konsul (som 26-årig; det var 16 år før den normale aldersgrænse). Det følgende år (36) kommanderede Agrippa den flåde, der udraderede de sidste rester af Caesars gamle modstander Pompejus' styrker. Under kommando af Pompejus' søn Sextus Pompejus havde store flådestyrker blokeret kornforsyningen til Rom; i Rom havde der derfor været mangel på denne afgørende fødevare, og Octavian var blevet meget upopulær. Dette problem løste Agrippas sejre over Sextus Pompejus, så kornskibene igen kunne nå til Rom. For yderligere at forbedre stemningen i Rom til fordel for Octavian lod Agrippa sig i 33 vælge til ædil, et embede i Rom, der skulle sikre kornforsyningen og desuden holde opsyn med byens fysiske tilstand - gader, vandforsyning, kloakering osv. I sit embedsår iværksatte Agrippa omfattende forbedringer, og i tilgift hertil afholdt han overdådige festspil (også en del af ædilernes forpligtelser). Meget af det har Agrippa selv måttet betale, men han havde også råd. Ikke alene har hans militære succeser givet ham store indtægter, men han havde i mellemtiden også giftet sig med en datter af en af Roms rigeste mænd, Titus Pomponius Atticus. Sidst men ikke mindst brugte Agrippa den politi-funktion, der også lå i ædil-embedet til at fjerne nyreligiøse bevægelser fra byen Rom - næsten alle af østlig oprindelse. Dette skyldtes ikke kun, at Agrippa (som Octavian) formentlig var ret konservativ, rent religiøst, men også konflikten med Antonius, der var ved at spidse til. Med Sextus Pompeius ude af billedet stod Octavian og Antonius nemlig over for hinanden som direkte modstandere. Antonius var gift med Octavians søster Octavia og havde fået to døtre med hende, men for det meste var Antonius aktiv i det østlige romerrige, og Octavia var ikke hos ham, men hjemme i Rom. Antonius indledte imidlertid et forhold til dronning Kleopatra af Ægypten, hvadenten det nu skyldtes kærlighed eller politiske og strategiske overvejelser, og lod sig skille fra Octavia. Krig var dermed uundgåelig, og Agrippa fik kommandoen over de styrker, der skulle kæmpe mod Antonius. Det afgørende slag stod i 31 ved Actium i det nordvestlige Grækenland; det var et søslag, og Agrippa sejrede fuldkommen. Den efterfølgende sejrs-ceremoni, triumfen, blev dog afholdt til ære for Octavian, der 'tegnede firmaet'; Agrippa synes at have holdt sig tilbage fra at provokere de gamle adelige familier ved at insistere for meget på sin succes - han holdt aldrig en triumf i eget navn. Vejen til magten i Rom Med Antonius' nederlag var der ikke længere nogen magt i romerriget, der kunne holde Octavian og Agrippa tilbage. Octavian og Agrippa var konsuler samtidig to år i træk, 28 og 27 - Agrippas position var så godt som den samme som Octavians. I 28 begynder en kampagne for at få restaureret alle den traditionelle religions templer; alle opfordres til at deltage, og Octavian og Agrippa går foran. Agrippa går måske endda lidt længere; han bygger store anlæg på Marsmarken, herunder templet Pantheon, der stadig findes (omend ikke i den form, Agrippa gav det). Det var i sin tid knyttet til det første store offentlige badeanlæg i Rom, Thermae Agrippae. Det er værd at lægge mærke til, at Agrippas navn nu optræder i forbindelse med de nye byggerier. Før den tid havde Agrippa kun bygget i Octavians navn - hans byggerier havde heddet 'juliske'. Måske er det tegn på en ny selvopfattelse hos Agrippa, at han nu tør bruge sit eget navn. I hvert fald er det et faktum, at mens Augustus (som han nu hed) var væk i Spanien i årene 27 - 24, blev Agrippa i Rom og styrede byen. Da Augustus endelig vendte hjem, blev han alvorligt syg, og han overlod sin signet-ring (der brugtes til at 'skrive under' med) til Agrippa. På dette tidspunkt anså Octavian altså Agrippa som den, der skulle lede romerriget efter hans død. Men Octavian kom sig, og det blev ikke aktuelt. I 27 havde Octavian fået navnet Augustus og desuden nogle magtbeføjelser, der gik langt ud over, hvad romerske politikere normalt havde, uden at det decideret var uden for det 'forfatningsmæssigt forsvarlige'. Frem for alt havde han fået det som opgave at styre alle provinser med militære styrker, et imperium maius. For at kunne varetage sine funktioner var Augustus imidlertid fortsat med at være konsul år for år; kun på denne måde kunne han holde styr på den politiske udvikling i selve byen Rom. I 23 lader Octavian sig så tildele en ny form for magt, den tribunikiske myndighed, der giver ham samme magtbeføjelser som en folketribun, uden at han behøver at lade sig vælge til folketribun (hvad han heller ikke kunne, fordi han var patricier). Dermed behøvede han ikke at være konsul; alt, hvad han skulle bruge dette embede til, kunne han gøre med sin tribun-myndighed. I 23 får Agrippa tildelt den udvidede militære magt, imperium maius, og han rejser afsted mod østen, hvor han skal anvende sin nyvundne magt. Men han kan ikke blive længe derude. Kort efter afrejsen dør nemlig Marcus Claudius Marcellus, der dels var søn af en af Augustus' niecer (døtre af Augustus' søster Octavia), dels var gift med hans datter Julia - og formentlig tænkt som efterfølger, når han blev gammel nok. Agrippa blev kaldt tilbage, lod sig skille fra sin kone og giftede sig så med - Julia. I samtiden blev Agrippas afrejse fra Rom opfattet som tegn på stridigheder internt mellem Augustus' medarbejdere (det er på samme tid, at Augustus' anden gamle ven, Maecenas, glider ud af gruppen af politiske ledere). Det er umuligt at sige, om der er nogen sandhed i rygterne. Faktum er, at Agrippas position især med ægteskabet med Julia var så tæt på Augustus', som den kunne blive. I 18 fik også Agrippa 'tribun-myndighed', omend begrænset til en 5års periode. Der var nu teknisk set næsten ingen forskel tilbage mellem de to. Den eneste forskel var social status - og her ragede Augustus med sin tilknytning til gammelromersk adel trods alt stadig højt, højt op over Agrippa. De sidste år Julia havde ingen børn fået med Marcellus; til gengæld fik hun hele fem med Agrippa:
Augustus fik ikke selv sønner. Med adoptionen af de to drenge blev det reelt Agrippas linje, der skulle overtage magten. Så skulle det ikke gå; begge døde meget unge, og da 'tronfølgen endelig skulle afgøres, var det Tiberius, der fulgte efter Augustus. Han var søn af Livia, Augustus' kone, fra et tidligere ægteskab. Det kom der også meget sladder ud af; man mente, Livia bevidst havde organiseret, at Tiberius skulle efterfølge Augustus. Ved sin første søns fødsel var Agrippa igen i Gallien, denne gang ikke i et militært anliggende; han organiserede provinserne, anlagde veje ud i dem og byggede offentlige bygninger i de nye byer, der skød frem. En af bygningerne, den såkaldte Maison carrée, har overlevet, et tempel netop for hans egne sønner Gaius og Lucius, i byen Nemausus (mod. Nîmes), hvor veteraner fra legionerne fik tildelt jord. I slutningen af sin periode i provinserne (i 19) nedkæmpede Agrippa endelig de sidste rester af modstand i det nordlige Spanien, hvor cantabrerne boede. De havde længe gjort modstand og blev brutalt straffet for det; herefter havde romerne ikke længere militære problemer på den spanske halvø. Igen afslog Agrippa at holde en triumf for at markere sin sejr. I forbindelse med Augustus' store lovgivning i 18 fvt. om den romerske livsstils mentalitet var Agrippa såvel som Augustus tilbage i Rom; Agrippa fik ved samme lejlighed, som nævnt, tribunikisk myndighed. Samme år åbner han en stor akvadukt (vandledning), Aqua Virgo, bygger en bro over Tiberen i Rom og dertil nogle kornlagre nær forum - hans opmærksomhed på den almindelige bybefolknings velfærd er ikke svækket. I årene herefter rejser Agrippa i østen, hvor han overalt mødes med tilbedelse og underkastelse, som var han kejseren selv - hvad han jo på en måde også var. Kongen af Judæa, Herodes, opkalder et barnebarn efter ham - Herodes Agrippa. Julia, som er med ham, får samme modtagelse; der er fundet utallige indskrifter, der hylder hende. I Athen bygger han en stor koncertsal midt på torvet, agora, og belønnes med en hædersstatue på en høj base nær indgangen til Akropolis. Efter at være vendt tilbage til Rom for at få sine magtbeføjelser fornyet i 13 må Agrippa kortvarigt tage til Pannonien (nuv. Ungarn), hvor der ulmer et oprør; her synes han at have pådraget sig en sygdom, som han døde af kort efter, i slutningen af marts 12. |
Sidst revideret 1. 6. 2014