Appian: Borgerkrigene

Oversat af Karl Hude (1919)

Anden Bog.

Mordet på Caesar (106 - 154)

106. Efter nu at have endt alle Borgerkrigene ilede Cæsar til Rom, frygtet og berømt som ingen før hans Tid; derfor udtænktes der, for at gøre ham til Behag, uden Maadehold alle mulige overmenneskelige Æresbevisninger: Ofringer, Lege og Statuer i alle Templer og paa offenlige Pladser, i hver eneste Tribus og i alle Provinser og hos de med Romerne forbundne Konger. Paa Billederne fremstilledes han i forskellige Dragter, og paa nogle hædredes han som Fædrelandets Frelser med en Egekrans, hvormed i gamle Dage Forsvarere blev ærede af dem de havde frelst. Han blev ogsaa kaldet Fædrelandets Fader og valgt til Diktator paa Livstid og Konsul for 10 Aar; hans Person skulde være ukrænkelig og ved Forhandlinger skulde han sidde paa et Højsæde af Elfenben og Guld; selv skulde han altid ofre i Triumfatordragt, og Staten skulde hvert Aar bringe Ofre paa Dagene da han havde vundet sine vigtigste Sejre; Præster og Præstinder skulde hvert 5te Aar paa Statens Vegne bede til Guderne for hans Frelse, og Embedsmændene skulde straks ved Tiltrædelsen sværge at de intet vilde gøre imod Cæsars Bestemmelser. Til Ære for hans Fødsel forandrede de ogsaa Maaneden Quintilis' Navn til Julius, og de vedtog at der skulde bygges mange Templer for ham som for en Gud og et Dobbelttempel for ham og Mildheden, saaledes at deres Statuer trykkede hinanden i Haanden; i den Grad frygtede de ham som Herre og bad til at han maatte blive dem mild.

107. Adskillige tænkte ogsaa paa at kalde ham Konge, indtil han fik det at vide og selv truende forbød det, fordi denne Titel ikke turde bruges efter den af Forfædrene udtalte Forbandelse. Alle de Feltherrekohorter der endnu fra Krigenes Tid udgjorde hans Livvagt fjernede han fra sin Person og viste sig kun ledsaget af de civile Tjenere. Medens han optraadte saaledes og forhandlede foran Talerstolen, bragte Senatet, med Konsulerne i Spidsen, i den for enhver sædvanlige Dragt ham Beslutningen om de førnævnte Æresbevisninger; han trykkede nok deres Haand, men rejste sig ikke, hverken da de nærmede sig eller stod hos ham, og ogsaa herved gav han dem der bagvaskede ham som begærlig efter Kongetitelen noget at hænge sig i. Han modtog de andre Æresbevisninger undtagen det tiaarige Konsulat og udnævnte til Konsuler for det næste Aar sig selv og Antonius, hans Ryttergeneral; som saadan indsatte han istedenfor Antonius Lepidus, der var Statholder i Spanien, men bestyrede det ved Hjælp af sine Venner. Cæsar hjemkaldte ogsaa de landflygtige med Undtagelse af dem der havde begaaet meget slemme Ting, og han udsonede sig med sine Fjender og ophøjede uventet mange af dem der havde baaret Vaaben imod ham til Embeder, Statholderposter og Kommandoer. Dette mere end noget andet bragte Folket til at haabe at han ogsaa vilde genoprette Republiken, saaledes som Sulla havde gjort, der havde haft ligesaa stor Magt som han. Heri blev de imidlertid skuffede.

108. En af dem der gav Rygtet om hans Lyst til Kongeværdigheden Næring smykkede engang hans Statue med en Laurbærkrans med et hvidt Baand om; ham fik Tribunerne Marullus og Cæsetius opsporet og kastede ham i Fængsel, idet de lod somom de ogsaa gjorde Cæsar en Tjeneste, da han jo før havde truet dem der talte om Konge værdigheden. Heri fandt Cæsar sig med Sindsro, men da han engang, da han kom udefra, ved Porten af nogle andre blev hilset som Konge og Folket knurrede, sagde han behændigt til dem der havde hilst paa ham: »Jeg hedder ikke Rex, men Cæsar!«, somom de havde taget fejl af Navnet. Men Marullus og Cæsetius opsporede ogsaa Anstifterne heraf og befalede deres Tjenere at føre ham til deres Embedsbolig, forat han kunde blive straffet. Nu fandt Cæsar sig ikke længer deri, men beskyldte i Senatet Marullus og Cæsetius for underfundigt at lægge ham for Had som begærlig efter Tyranni; han tilføjede at de egenlig fortjente Døden, men han vilde dog nøjes med at afsætte dem fra deres Embede og udelukke dem fra Senatet. Dette mere end noget andet bragte Folk til at tro, at han virkelig ønskede Titelen og havde anstiftet Forsøgene i den Retning, og man syntes han var blevet helt tyrannisk; Motiveringen af Straffen angik nemlig Kongetitelen, og Tribunernes Embede var efter en gammel, højtideligt besvoret Lov ukrænkeligt; Forbitrelsen skærpedes yderligere ved at han ikke engang vilde lade dem fungere Embedsaaret til Ende.

109. Da han ogsaa selv mærkede dette og fortrød hvad han havde gjort, fordi dette var den første Handling i Fredstid uden militær Kommando hvorved han havde paadraget sig Had og Uvillie, skal han have paalagt sine Venner at vaage over hans Sikkerhed, fordi han havde givet sine Fjender, der lurede paa en Blottelse fra hans Side, en saadan. Da de saa spurgte ham om han tillod at de iberiske Kohorter igen beskyttede hans Person, sagde han: »Intet er uheldigere end en stadig Eskortering; den tyder nemlig paa at man stadig er bange.« Dog hørte Forsøgene med Hensyn til Kongeværdigheden alligevel ikke op, og da han paa Torvet siddende paa en gylden Stol fra Talerstolen overværede Lupercalia, sprang Antonius, der var Cæsars Medkonsul og ved den Lejlighed salvet løb nøgen omkring (som Præsterne ved den Fest plejer), op paa Talerstolen og bekransede ham med et Diadem. Da nogle faa ved Synet heraf klappede, medens de fleste knurrede, kastede Cæsar Diademet bort; Antonius satte det igen paa ham, og Cæsar kastede det igen bort. Saalænge de to endnu stredes, forholdt Folket sig passivt, spændt paa hvordan det vilde ende; men da Cæsar satte sin Villie igennem, brød de ud i Glædesraab og ønskede samtidigt alt muligt godt over ham, fordi han ikke havde taget mod det.

110. Men hvad enten han nu mistede Haabet eller blev led derved og allerede opgav dette Forsøg eller unddrog sig Mistænkeliggørelsen, eller det maaske var for at komme bort fra Rom, hvor han følte sig truet, eller for at kurere en legemlig Sygdom, en Epilepsi og pludselig Krampe, som især naar han var uvirksom overfaldt ham: han planlagde et Krigstog langt borte mod Gelerne og Partnerne; Geterne var et haardført og krigslystent Nabofolk, som han vilde angribe først, Partnerne vilde han straffe for deres Troløshed mod Crassus. Han var allerede ifærd med at sende Tropper over Adriaterhavet, 16 Legioner Fodfolk og 10,000 Ryttere. Der gik ogsaa et andet Rygte, at der var en sibyllinsk Spaadom om at Partherne ikke før vilde underkaste sig Romerne, hvis ikke en Konge drog mod dem. Paa Grundlag heraf vovede nogle at sige at for Romernes Vedkommende burde man benævne ham Diktator, som han var, Imperator og med de andre Udtryk de har istedenfor Kongenavn, men over alle de Folkeslag der stod under Romerne skulde han ligefrem hedde Konge. Men han frabad sig ogsaa dette og paaskyndede i det hele taget Udrykningen, da han var ildeset i Byen.

111. Fire Dage før Opbrudet blev han imidlertid dræbt i Senatet af sine Fjender, hvad enten de nu gjorde det af Misundelse over hans Lykke og Magt, der var blevet ganske overvældende, eller, som de selv sagde, af Kærlighed til den gamle Forfatning, fordi de nærede en begrundet Frygt for at han, naar han ogsaa havde overvundet disse Folk, ubestridt skulde blive Konge. Ved nærmere Overvejelse kommer jeg til den Opfattelse, at denne befrygtede Magtudvidelse var det der laa lil Grund for deres Plan, skønt Forskellen kun laa i Navnet, medens i Realiteten ogsaa Diktatoren fuldtud var Konge. Mordplanens vigtigste Anstiftere var to Mænd, Marcus Brutus Cæpio, som var en Søn af den paa Sullas Tid dræbte Brutus og som efter Nederlaget ved Farsalos var flygtet til Cæsar selv, og Gajus Cassius, han der i Hellespont havde overgivet Krigsskibene til Cæsar; disse havde begge været Pompejanere, til Cæsars egne nærmeste Venner hørte derimod Decimus Brutus Albinus. Alle tre nød de stadig som Cæsars Raadgivere Ære og Tillid: dem betroede han de vigtigste Foretagender, og dengang han drog bort til Krigen i Afrika, gav han dem Hære og lod dem bestyre de galliske Provinser, Decimus den transalpinske, Brutus den cisalpinske.

112. Brutus og Cassius, der paa den Tid begge skulde være Prætorer, stredes med hinanden om den saakaldte Byprætur, som regnes for finere end de andre, hvad enten de nu i Virkeligheden kappedes om at faa den eller de lod saaledes, forat man ikke skulde tro at de arbejdede sammen i alt. Cæsar, der skulde afgøre Striden, skal have sagt til sine Venner, at Cassius mødte med berettigede Krav, men selv vilde han føje Brutus; saa stor Velvillie og Ære viste han ham paa alle Punkter. Det hed sig nemlig ogsaa at Brutus var hans Søn, da Gatos Søster Servilia havde været Cæsars Elskerinde, dengang Brutus blev født; derfor skal han ogsaa som Sejrherre ved Farsalos indtrængende have paalagt sine Officerer for enhver Pris at frelse Brutus. Men hvad enten nu Brutus var utaknemmelig eller han ikke kendte til sin Moders Fejltrin eller ikke troede derpaa eller skammede sig derover, eller det var fordi han elskede Friheden over al Maade og satte Fædrelandet højest, eller fordi han som Ætling af den gamle Brutus, der havde fordrevet Kongerne, blev drillet og spottet stærkt dermed af Folket (der blev nemlig i Hemmelighed paa Statuerne af den gamle Brutus og paa hans eget Dommersæde sat mange Indskrifter af denne Slags: »Lader Du Dig købe, Brutus?« »Er Du død, Brutus?« eller: »Gid Du nu levede!« eller: »Dine Ætlinge vanslægter N eller: »Du nedstammer slet ikke fra ham!«) - dette og meget andet af samme Slags æggede den unge Mand til Gerningen som noget han skyldte sine Forfædre.

113. Da Rygterne om Kongeværdigheden endnu var i fuld Gang og der om kort Tid skulde holdes et Senatsmøde, greb Cassius Brutus' Haand og spurgte: »Hvad skal vi gøre i Senatsmødet, hvis Cæsars Smigrere stiller Forslag om Kongeværdighed?« Brutus svarede, at han ikke vilde overvære Mødet. Da Cassius derpaa spurgte: »Men hvis man nu tilkalder os som Prætorer? Hvad skal vi saa gøre, kære Brutus?«, svarede han: »Jeg vil forsvare mit Fædreland lige lil Døden.« Da omfavnede Cassius ham og sagde: »Men hvem af de bedste vil Du ikke faa til Hjælperr naar Du tænker saaledes? Eller tror Du at det er Haandværkerne og Kræmmerne der i Hemmelighed skriver paa Dit Dommersæde, snarere end de bedste af Romerne, der af de andre Prætorer forlanger Væddekørsler eller Dyrekampe, men af Dig Friheden som noget Du skylder Dine Forfædre?« De to Mænd, som altsaa længe havde baaret paa disse Tanker, røbede dem nu først for hinanden og følte sig derpaa for, hver hos sine Venner og hos selve Cæsars, dem som de vidste var dristigst i begge Krese. Fra deres egen Kres samlede de to Brødre, Cæcilius og Bucilianus, desuden Rubrius Ruga, Quintus Ligarius, Marcus Spurius, Servius Galba, Sextius Naso og Pontius Aquila, af selve Cæsars Venner Decimus, som jeg før har omtalt, Gajus Casca, Trebonius, Tillius Cimber og Minucius Basilus.

114. Da de mente at have Deltagere nok og ikke fandt det raadeligt at røbe Planen for flere, sluttede de sig sammen uden Edsaflæggelse og uden Ofringer, og der var ingen der faldt fra eller blev Forræder; de drøftede kun Tiden og Stedet. Med Tiden hastede det meget, fordi Cæsar om fire Dage skulde drage bort til Krigstogene og straks vilde være omgivet af Militærvagt; hvad Stedet angik, var de stemt for Raadhuset, fordi de mente at Senatorerne, selvom de ikke vidste noget iforvejen, ivrigt vilde tage Del i Gerningen, naar de saa den begyndt; saaledes fortalte man at det ogsaa var gaaet med Romulus, da hans Regering fra kongelig var blevet tyrannisk. Og naar deres Gerning ligesom hin forøvedes i Raadhuset, saa vilde den ikke synes at være gjort efter en privat Mordplan, men til Statens Bedste, og som forøvet i alles Interesse vilde den ikke berede dem nogen Fare fra Cæsars Hær; Æren vilde de selv beholde, da man nok vidste at de havde gjort Begyndelsen. Af disse Grunde valgte alle uden Forskel Raadhuset; men de var uenige om Maaden, idet de andre holdt paa at man ogsaa skulde dræbe Antonius, der baade var Cæsars Medkonsul, hans mest forinaaende Ven og meget yndet af Soldaterne, hvorimod Brutus sagde, at hvis de nøjedes med Cæsar, vilde de faa Navn af Tyranmordere som Mænd der dræbte en Konge, medens de ved at tage hans Venner med vilde faa Navn af Fjender som Tilhængere af Pompejus. Især omstemte af denne Betragtning afventede de nu kun det snart tilstundende Senatsmøde.

115. Da Cæsar Dagen før dette Senatsmøde skulde spise hos Ryttergeneralen Lepidus, tog han Decimus Brutus Albinus med til Gildet, og ved Drikkelaget opkastede han det Spørgsmaal, hvilken Dødsmaade der var den bedste for et Menneske; Meningerne var delte, men selv priste han af alle Dødsmaader den pludselige. Saaledes spaaede han sin egen Skæbne og passiarede forøvrigt om Forhandlingerne den næste Dag; men efter Gildet blev hans Legeme om Natten ligesom lammet, og hans Hustru Calpurnia, som i Drømme havde set ham helt besudlet med Blod, vilde afholde ham fra at gaa ud; desuden fik han ved gentagne Ofringer ildevarslende Tegn. Han tænkte allerede paa at sende Antonius hen for at hæve Mødet; men Decimus, som var tilstede, bevægede ham til ikke at paadrage sig Uvillie ved en saadan Foragt for Senatet, men selv gaa derhen og hæve det; han lod sig da i en Bærestol føre derhen. Der opførtes netop Skuespil i Pompejus' Theater, og et af de omliggende Huse skulde bruges til Senatsmødet, som man plejede at gøre, naar der var Skuespil. Brutus og Cassius sad fra Morgenstunden i Søjlegangen foran Theatret og dømte ganske roligt mellem dem der søgte dem i Egenskab af Prætorer; men da de hørte om Cæsars uheldige Ofre og Opsættelsen af Mødet, blev de meget urolige. Medens de var i denne Stemning, greb en Mand Cascas Haand og sagde: »Du sagde ikke noget til mig, som er Din Ven, men Brutus fortalte mig det.« Casca blev pludselig forvirret paa Grund af sin onde Samvittighed, men den anden sagde smilende: »Hvor skal Du saa faa Pengene til Ædilitelen fra?«, og Casca aandede atter. Medens Brutus selv og Cassius var betænkelige og talte med hinanden, Irak en af Senatorerne, Popilius Lænas, dem til Side og sagde at han ønskede deres Planer god Fremgang og raadede dem til at skynde sig dermed. De blev nok forvirrede, men bestyrtede som de var, tav de.

116. Da Cæsar allerede var paa Vejen derhen, kom en af hans Venner, som havde hørt noget orn dette Anslag, løbende for at angive hvad han havde hørt. Han traf Calpurnia, og efter blot at have sagt, at han søgte Cæsar i Anledning af noget der hastede, afventede han hans Tilbagekomst fra Raadhuset; han havde altsaa ikke hørt hele Planen til Ende. Artemidoros, som var blevet Gæsteven med Cæsar i Knidos, styrtede ind i Raadhuset, men fandt ham lige dræbt; der var ogsaa en anden som, medens han ofrede foran Raadhuset og lige skulde gaa ind, rakte ham nogle Papirer med Meddelelse om Anslaget, og de blev fundet i Hænderne paa ham som død. Ligesom han skulde stige ud af Bærestolen, kom Lænas, han som kort før havde ønsket Brutus og Cassius Fremgang, hen og talte ivrigt med ham paa Tomandshaand. De blev straks forfærdede ved Synet heraf og fordi Samtalen varede længe, og de udvekslede et Nik som indeholdt en Opfordring til at dræbe sig selv, inden de blev arresterede; men da de i Samtalens Løb saa at Lænas mindre lignede en Angiver end en Mand der bad om noget og tryglede, aandede de atter, og da de efter Samtalen .endda saa ham takke, steg deres Mod. Embedsmændene plejer ved Indtrædelsen i Raadhuset at tage Varsler, og nu var igen for Cæsar det første et Offerdyr uden Hjerte eller, efter andres Beretning, Spidsen paa Leveren manglede. Da Offertyderen sagde at det varslede Død, sagde Cæsar leende, at saadant et Varsel havde han ogsaa faaet i Spanien under Krigen mod Pompejus, og da Offertyderen svarede, at han allerede dengang havde været i Livsfare og at Varslet nu var endnu mere truende, befalede Cæsar ham at ofre igen. Da Ofringen alligevel ikke fik noget gunstigt Udfald, gik han med Foragt for Varslerne ind i Salen, fordi han skammede sig over at lade Senatet vente og hans Fjender under Venskabs Maske skyndede paa ham; hvad der skulde ske med Cæsar; maatte nemlig ske.

117. Medens af de sammensvorne Trebonius blev tilbage ved Døren for at holde Antonius hen med Snak, omgav de andre med Dolke skjult paa sig, som Venner, Cæsar der satte sig i sit Højsæde. Tillius Cimber traadte hen foran ham og bad om Naade for sin landflygtige Broder, og da Cæsar afviste det og bestemt sagde nej, greb Cimber fat i hans Purpurtoga, ligesom for at trygle ham, trak den hen til Halsen og rev i den, mens han raabte: »Hvorfor skynder I Jer ikke, Venner?« Casca, der stod ovenover ham, rettede før nogen anden sit Sværd mod hans Strube, men stødte ved Siden af og ramte ham i Brystet. Cæsar trak Togaen ud af Hænderne paa Cimber, greb fat i Cascas Haand, sprang ned fra Højsædet, vendte sig mod ham og brødes kraftigt med ham. Men medens han var ifærd med det, gennemborede en anden ham med en Dolk i Siden, der paa Grund af Anstrengelse var stærkt spændt; Cassius huggede ham i Ansigtet, Brutus i Laaret og Bucilianus i Ryggen, saaat Cæsar en Tidlang vred og fnysende som et vildt Dyr værgede sig mod dem allesammen, men endelig efter Brutus' Stød, fordi han nu opgav alt, hyllede sig i sin Toga og med Anstand faldt død om ved Pompejus' Statue. Men de sammensvorne mishandlede endda hans Lig, saaat han fik 23 Saar, og mange, der trængte sig frem med deres Sværd, saarede hinanden.

118. Da Morderne havde fuldbyrdet en saadan Skændselsdaad paa et helligt Sted og mod en hellig og ukrænkelig Mand, opstod der straks Panik baade i Raadhuset og over hele Byen, og nogle af Senatorerne blev under denne Forvirring saarede, andre dræbte; ogsaa mange andre, baade Borgere og fremmede, blev slaaet ihjel, ikke efter nogen Plan, men som Følge af Forvirringen og Uvidenhed hos dem der traf paa dem. Gladiatorerne, der fra Morgenstunden var bevæbnede for at optræde i en Kampleg, løb nemlig fra Theatret hen til Indhegningen om Raadhuset, de forfærdede Tilskuere spredte sig med Frygt og Bæven, Butikerne blev udplyndrede; alle lukkede deres Døre og traf Forberedelser til at forsvare sig fra Tagene. Antonius, som mente at være efterstræbt sammen med Cæsar, befæstede sit Hus, og Ryttergeneralen Lepidus, som havde faaet Efterretningen, mens han var paa Torvet, løb over paa Tiberøen, hvor han havde en Legion Soldater, og førte dem hen paa Marsmarken for at have dem mere ved Haanden til at udføre Antonius' Befalinger; han underordnede sig nemlig denne, der baade havde staaet Cæsar endnu nærmere og var Konsul. De overvejede Situationen og havde egenlig Lyst til at hævne Cæsars Mord, men var bange for Senatets Sympati med Morderne og afventede derfor Begivenhedernes Gang. Omkring Cæsar selv havde der ikke været nogen Soldaterstyrke, da han ikke syntes om at have Livvagt; kun de til Embedet hørende Betjente, de fleste at Embedsmændene og desuden en stor Sværm af Borgere og fremmede saavelsom af Slaver og frigivne havde ledsaget ham fra hans Hus til Raadhuset, og da disse allesammen havde taget Flugten, var der kun blevet tre Slaver tilbage, som lagde Liget ind i Bærestolen og i et ujævnt Tempo, siden de var tre, bar den Mand hjem der kort før havde været Landets og Havets Behersker.

119. Morderne havde egenlig tænkt paa at sige noget i Raadhuset; men da alle forlod det, viklede de Togaen om venstre Haand for at have ligesom et Skjold, og med de blodbesudlede Sværd i højre Haand løb de afsted og raabte al de havde dræbt Kongen og Tyrannen. En enkelt satte en Hat paa en Lanse, et Tegn paa Befrielse, og de opfordrede Borgerne til at genoprette Republiken og mindede dem om den gamle Brutus og de Eder man dengang havde svoret mod de gamle Konger. Sammen med dem løb adskillige som havde laant Sværd af andre, Folk som ikke havde været med til Gerningen, men gjorde Krav paa Æren: Lentulus Spinther, Favonius, Aquinus, Dolabella, Murcus og Patiscus; disse fik ikke Del i Æren, men kom til at dele Straffen med de skyldige. Men da Folket ikke sluttede sig til de sammensvorne, var disse raadvilde og bange: selvom Senatet i Øjeblikket var løbet fra hinanden af Uvidenhed og i Forvirring, stolede de dog paa det, fordi det bestod af deres Slægtninge og Venner, som var ligesaa misfornøjede med Tyranniet; men de havde Mistanke til Folket og Cæsars Veteraner, hvoraf mange dengang var i Hovedstaden; nogle var for nylig blevet afskedigede og fordelte til Kolonianlæg, andre var allerede tidligere sendt bort som Kolonister, men havde indfundet sig for at ledsage Cæsar ved hans Udrykning. Desuden frygtede de for Lepidus med hans Hærkorps i Byen og for Konsulen Antonius, at han med Tilsidesættelse af Senatet skulde støtte sig paa Folket og gøre noget slemt mod dem.

120. I denne Stemning ilede de op paa Capitolium sammen med Gladiatorerne. Efter en Forhandling besluttede de at sende Pengegaver rundt til Befolkningen ; de haabede nemlig at naar først nogle havde begyndt at rose deres Gerning, saa vilde ogsaa de andre slutte sig dertil, fordi de elskede Friheden og savnede Republiken. De bildte sig nemlig ind at Folket endnu var strengt romersk, saaledes som de havde hørt at det var under den gamle Brutus, der i sin Tid havde styrtet Kongedømmet, og de forstod ikke at de hermed ventede to ganske modsatte Ting, at de tilstedeværende paa engang skulde være frihedselskende og lade sig købe af dem. Af disse Ting var det ene lettest, da det politiske Liv forlængst var fordærvet. Befolkningen har nemlig længe været blandet ved Tilgang af fremmede, og hos Romerne er den frigivne ligeberettiget med Borgeren, og den der endnu er Slave ligner i sin ydre Fremtræden sin Herre; fraregnet Senatordragten') er nemlig Dragten ens for Slaver og fri; desuden lokker Kornrationen, som kun i Rom gives de fattige, den uvirksomme, tiggende og løse Del af Italiens Befolkning til Rom. Og Mængden af Veteraner, der ikke længer som i gamle Dage rejste hver til sin Kommune, fordi adskillige var bange for at have lagel Del i ulovlige Krige, men i Fællesskab skulde udvandre til Kolonier, hvor de uretfærdigt skulde tilegne sig andres Jord og Huse, denne Mængde havde nu Kvarter i Templerne og Helligdommene under eet Samlingsmærke og een Fører for Kolonianlæget; deres Ejendele havde de allerede solgt, fordi de nu skulde udvandre, og de lod sig let købe til hvad det skulde være.

121. Derfor havde de sammensvorne straks uden Vanskelighed, da der var saamange Mænd af den Slags, faaet samlet en Mængde paa Torvet; skønt disse var betalte, vovede de ikke at rose det skete, fordi de frygtede for Cæsars store Anseelse og de andres Planer, men de raabte paa Fred som noget der var i alles Interesse og opfordrede hyppigt Embedsmændene til at værne om den; det var noget de fandt paa til Frelse for Morderne, da der nemlig ikke kunde tænkes Fred, hvis disse ikke fik Amnesti. I denne Situation viste sig først Prætoren Cinna, som var besvogret med Cæsar, og efter uventet at være traadt midt ind iblandt dem afførte han sig sin Prætordragt, somom han foragtede denne Gave fra Tyrannen, kaldte Cæsar Tyran og Morderne Tyrandræbere, forherligede deres Gerning som ganske lig Forfædrenes og foreslog at kalde Mændene ned fra Capitolium og hædre dem som Velgørere. Saaledes talte Cinna; men de betalte Folk, der ikke saa de ufordærvede af Borgerne slutte sig til dem, kaldte ikke Morderne ned og nøjedes med at gentage deres Opfordring til at bevare Freden.

122. Men da ogsaa Dolabella, en bekendt ung Mand, som af Cæsar var valgt til at være Konsul for Resten af Aaret, naar han selv havde forladt Byen, ganske vist iførte sig Konsuldragten og anlagde Embedsinsignierne, men derpaa i Lighed med Cinna rakkede ned paa den der havde givet ham disse og lod somom han havde været indviet i Planen og mod sin Villie kun ikke været med til Udførelsen (nogle siger at han endogsaa foreslog at den Dag skulde regnes som Byens Fødselsdag), saa fik ogsaa de betalte Mod, fordi baade en Prætor og en Konsul holdt med dem, og kaldte de sammensvorne ned fra Capitolium. Disse glædede sig ganske vist over Dolabellas Optræden og mente at kunne bruge denne unge Mand, der baade var bekendt og Konsul, mod Antonius; men de eneste der kom ned var dog Cassius og Marcus Brutus, hvis Haand var blodbesudlet; Cassius og Brutus havde nemlig samtidig rettet Stød mod Cæsar. Da de var traadt frem for Mængden, talte ingen af dem ydmygt; de roste hinanden, somom deres Gerning ubestridt var god, priste Staten lykkelig og udtalte sig især til Gunst for Decimus, fordi han i det rette Øjeblik havde skaffet dem Gladiatorerne. De opfordrede Folket til at efterligne Forfædrene, der havde styrtet Kongerne, som ikke havde tiltaget sig Magten med Vold, men var lovligt valgte, og foreslog at tilkalde Sextus Pompejus, der var en Søn af Pompejus Magnus, som havde kæmpet mod Cæsar for Republiken, og stadig bekrigedes af Cæsars Generaler i Spanien, og Tribunerne Cæsetius og Marullus, som af Cæsar var blevet berøvet deres Embeder og levede i Landflygtighed.

123. Efter at have talt saaledes gik Cassius og Brutus igen op paa Capitolium, fordi de endnu ikke følte sig sikre; men blandt deres Venner og Slægtninge, som nu først kunde komme ind til dem i Templet, valgtes der nogle 'til paa deres Vegne at forhandle med Lepidus og Antonius om Enighed, Sikring af Friheden og Forebyggelse af de Ulykker der vilde komme over Fædrelandet, hvis de ikke var enige. Herom bad Gesandterne, idet de ikke roste Gerningen (det vovede de nemlig ikke blandt Cæsars Venner), men holdt paa at man skulde finde sig i det skete, dels af Medlidenhed med dem der havde handlet ikke af Had, men af Kærlighed til Fædrelandet, dels fordi de beklagede om Byen, der allerede var blevet affolket ved vedholdende Partikampe, i Tilfælde af en ny skulde miste de gode Mænd der endnu var tilbage. Det var heller ikke rigtigt, sagde de, hvis de havde Fjendskab med nogle, saa at udkæmpe det under Statens Farer, men langt snarere for Statens Skyld at lade det private hvile eller, hvis man var ganske uforsonlig, opsætte det for Øjeblikket.

124. Antonius og Lepidus ønskede ganske vist al hævne Cæsar, enten af Venskab eller for Edernes Skyld, eller ogsaa fordi de tragtede efter Magt og mente at alt vilde blive lettere for dem, naar saamange betydelige Mænd paa engang blev ryddede af Vejen ; men de var bange for deres Venner og Slægtninge og det øvrige Senat, som havde Sympati for dem, og især for Decimus, der af Cæsar var valgt til Statholder i det transalpinske Gallien, hvor der stod en stor Hær. Derfor besluttede de at afvente Begivenhedernes Gang og prøve om de ved List kunde lokke Decimus' Hær, som de uafladelige Anstrengelser allerede havde gjort modløs, over til sig. Efterat de havde fattet denne Beslutning, gav Antonius Gesandterne følgende Svar: »Af privat Fjendskab vil vi ingenting gøre; men af Hensyn til Blodskylden og den Ed vi alle har aflagt til Cæsar om at ville beskytte hans Person eller hævne ham, hvis der overgik ham noget, var det rigtigt at fjerne de besmittede og leve sammen med færre, men uplettede, hellere end alle blive hjemfaldne til Forbandelserne. Imidlertid vil vi af Hensyn til Jer, som har den Mening, overveje Sagen sammen med Jer i Senatet og mene, at det som I i Fællesskab bestemmer vil være forsvarligt for Staten.«

125. Saa forsigtigt var hans Svar, men Gesandterne takkede ham og gik bort opfyldte af Haab og Tryghed; de stolede nemlig paa al Senatet vilde støtte dem fuldtud. Men Antonius befalede Øvrighedspersonerne at holde Vagt i Byen om Natlen, saaledes at de med Mellemrum sad paa deres Embedsstole for alles Øjne ligesom om Dagen, og overalt i Byen brændte der Baal. Hen imellem dem løb hele Natten igennem til Senatorernes Huse Mordernes Slægtninge med Opraab til Bedste for dem og Republiken, og paa lignende Maade optraadte Kolonisternes Førere, der udstødte Trusler, hvis man ikke vilde sikre dem de Jorder der allerede var givet eller lovet dem. Den mest uforfærdede Del af Borgerne begyndte nu ogsaa at faa Mod igen, da de hørte hvor faa Gerningsmændene var, Mindet om Cæsar vaagnede hos dem og Stemningen blev delt. I Løbet af den samme Nat overførtes ogsaa Cæsars Penge og Regeringspapirerne til Antonius' Hus, enten fordi Cæsars Hustru lod dem bringe fra hans under disse Forhold udsatte Hus til Antonius', som var mindre truet, eller paa Antonius' Befaling.

126. Samtidigt hermed udstedtes der om Natten et Edikt fra Antonius, hvori han sammenkaldte Senatet endnu før Dag i Tellus'*) Tempel, som laa ganske nær ved hans eget Hus; han vovede nemlig hverken at gaa ned til Raadhuset, som ligger ved Foden af Capitolium, fordi Morderne havde Gladiatorerne til Hjælpere, ikke heller havde han Lyst til at føre Tropper ind i Byen, hvorved der kunde opstaa Uro; det gjorde Lepidus alligevel. Da Dagen gryede, strømmede Senatorerne sammen i Tellus' Tempel, deriblandt Prætoren Cinna, der igen bar Prætordragten, som han den foregaaende Dag havde kastet fra sig som en Gave fra Cæsar; men da nogle af de ikke bestukne og af Cæsars Veteraner saa ham, begyndte de at kaste med Sten efter ham og forfølge ham af Forbitrelse over at han, skønt en Slægtning af Cæsar, havde været den første til at omtale ham haanligt, og da han tyede ind i et Hus, bar de Brænde sammen og var paa Veje til at brænde ham inde, hvis ikke Lepidus var kommet til med Soldater og havde hindret det. Dette var det første frimodige Udslag af Stemningen efter Cæsars Død, og saavel de betalte som Morderne selv blev bange derfor.

127. I Senatet var der kun faa som var fri for Partilidenskab og følte Harme; Flertallet søgte paa forskellige Maader at støtte Morderne. Først foreslog de, at de med sikkert Lejde skulde give Møde og forhandle sammen med dem, saaat de fra ansvarlige blev Dommere. Antonius lagde ingen Hindringer i Vejen, da han vidste at de ikke vilde komme, og det gjorde de heller ikke. Saa var der nogle som for at føle sig for hos Senatet med stor Dristighed ligefrem roste deres Gerning, kaldte Mændene Tyranmordere og foreslog at hædre dem; andre talte mod Æresbevisningerne med den Motivering, at de heller ikke selv ønskede dem eller havde gjort det med det Formaal, og holdt paa at man blot skulde anerkende dem som Velgørere; atter andre vilde ogsaa stryge Anerkendelsen og foreslog blot at skaane dem. Disse Grupper brugte saadanne Kunstgreb og afventede, hvilket af Forslagene Senatet vel først vilde gaa ind paa, i det Haab at de efterhaanden let kunde faa dem med til det øvrige; de upartiske derimod, der væmmedes ved Gerningen som en Blodskyld, havde af Respekt for de fornemme Familier ikke noget imod at skaane dem, men harmedes ved Tanken om at de endogsaa skulde æres som Velgørere. Herimod indvendtes der, at man ikke, naar man skaanede dem, burde nægte dem rigelige Midler til at sikre sig, og da en sagde, at en Anerkendelse af disse indeholdt en Fordømmelse af Cæsar, vilde de ikke længer vide af at man tog mere Hensyn til den døde end til de overlevende. Da en anden ganske rolig ytrede, at man af disse to Ting absolut maatte gøre det ene, enten stemple Cæsar som Tyran eller skaane disse af Barmhjertighed, saa greb de andre denne ene Mands Ytring og forlangte at der skulde gives dem Lejlighed til under Ed at stemme om Cæsar, og hvis de vilde slemme upartisk, saa maatte ingen bebrejde dem det de af Tvang havde bevilget Cæsar, da han allerede var Hersker; intet heraf havde de nemlig bevilget frivilligt eller førend de var bange for deres Liv, da Pompejus var dræbt og efter ham utallige andre.

128. Men da nu Antonius, som fulgte Forhandlingen med spændt Opmærksomhed, saa at der var forebragt et rigt Stof til Diskussion for og imod, besluttede han at forpurre deres Plan ved hos dem at vække Frygt og Bekymring for dem selv. Da han nu vidste at af selve Senatorerne et stort Antal af Cæsar var valgt til Embederne i Byen, Præsteskaberne og Kommandoer i Provinserne eller over Hærene for den følgende Tid (da han skulde ud paa et langvarigt Krigstog, havde han valgt dem for fem Aar), paabød han som Konsul Taushed og sagde: »De der forlanger Afstemning om Cæsar maa vide een Ting forud, at hvis han har været Embedsmand og ved Valg er blevet Leder, vil alle hans Handlinger og Bestemmelser staa ved Magt; men hvis det derimod slaas fast at han med Magt har gjort sig til Enehersker, saa kastes hans Lig uden Begravelse udenfor Byens Omraade og alle hans Handlinger bliver ugyldige. De angaar, for at sige det i Korthed, ethvert Land og ethvert Hav, og paa de fleste Omraader vil vi, selvom vi ønskede at ophæve dem, ikke kunne gennemføre det, som jeg om lidt skal vise; men hvad der alene staar i vor Magt, fordi det angaar os alene, det vil jeg forelægge for Eder før det andet, forat I paa det lette kan danne Jer en Forestilling om det vanskeligere. Vi selv har nemlig næsten allesammen fungeret som Embedsmænd under Cæsar eller gør det endnu efter hans Valg, eller ogsaa er vi valgte til Embedsmænd i Fremtiden; som I ved, fordelte han nemlig baade de aarlige Embeder i Byen og Kommandoerne i Provinserne og over Hærene for de næste fem Aar mellem os. Om I altsaa frivilligt vil opgive disse (det er I nemlig mest Herrer over), dette opfordrer jeg Jer til at afgøre først; saa skal jeg forelægge det øvrige.«

129. Da han havde udkastet denne Brand imellem dem og drejet Diskussionen fra Cæsar om til dem selv, forholdt han sig passiv; men de sprang straks allesammen op og raabte, at de ikke vilde underkaste sig nye Valg og blive afhængige af Folket istedenfor med Sikkerhed at beholde hvad de havde faaet. For nogles Vedkommende var der ogsaa for lav Alder eller en anden Hindring for Valg tilstede, saaat de blev mere betænkelige, og af disse lagde selve Konsulen Dolabella for, da det ikke syntes muligt for ham, som kun var 25 Aar, at blive Konsul ved et lovmæssigt Valg. Medens han den foregaaende Dag havde spillet delagtig i Sammensværgelsen, gjorde han nu en brat Volte og rettede Bebrejdelser mod Flertallet, fordi de ved et Forslag om at ære Morderne vilde berøve Embedsmændene deres Embeder, forat Skaansomheden mod hine kunde tage sig bedre ud. Andre trøstede nu baade Dolabella og de øvrige med at de, støttede paa Folkets Gunst, straks vilde udnævne dem til de samme Embeder og at der ikke skulde foregaa et Skifte af Embedsmænd, men blot af Valg fra den vilkaarlige til den mere lovmæssige Form: detle, sagde de, vilde endda være til Hæder for dem, naar de paa samme Maade blev foretrukne under Eneherredømme og Demokrati. Og endnu mens dette blev fremført, var der adskillige af Prætorerne der aflagde deres Embedsinsignier for at lokke Opponenterne i en Fælde; det skulde se ud somom ogsaa de sammen med de øvrige vilde faa dem igen paa mere lovmæssig Maade. Men de gik ikke i Fælden; de vidste nok, at de ikke længer kunde være Herrer over dette Valg.

130. Paa dette Punkt af Forhandlingen gik Antonius og Lepidus ud af Raadhuset; der var nemlig forlængst stimlet Folk sammen, som kaldte paa dem. Da man saa dem staa ovenover Forsamlingen og der omsider var blevet Stilhed, raabte en enkelt, enten af sig selv eller paa Bestilling: »Vogt Jer for at faa den samme Skæbne!« Antonius trak en Flig af Tunikaen til Side og viste ham Harnisket indenfor, idet han saaledes ophidsede de tilstedeværende ved at vise dem at ikke engang Konsuler kunde vide sig sikre uden Vaaben. Da nogle andre raabte paa Hævn over Gerningen og Flertallet bad om Fred, sagde han til de sidste: »Det overvejer vi netop, hvorledes vi skal faa Freden og den kan bestaa; for det er vanskeligt at sikre den, siden heller ikke Cæsar havde nogen Nytte af alle Ederne og Forbandelserne.« Derpaa vendte han sig til dem der raabte paa Hævn, roste dem som Mænd der holdt strengere paa Ret og Fromhed og sagde: »Selv vilde jeg stille mig paa Jeres Side og være den første til at raabe paa det samme, hvis jeg ikke var Konsul, i hvilken Stilling man tænker mere paa det der siges at være til Gavn end paa det retfærdige; det formaner nemlig de derinde os til. Saaledes skaanede nok ogsaa Cæsar selv af Hensyn til Statens Tarv dem af Borgerne han tog til Fange i Krigen, de som saa dræbte ham.«

131. Da Antonius saaledes vendte og drejede sig til begge Sider, forlangte de der vilde have Hævn at Lepidus skulde hævne Cæsar, og da han vilde til at sige noget, bad den Menneskemængde der stod længere borte ham om at komme ned paa Torvet, forat alle lige godt kunde høre ham. Han gik straks derned, i den Mening at Stemningen allerede var ved at slaa om, traadte op paa Talerstolen og stod længe og sukkede og græd for alles Øjne; endelig tog han sig sammen og sagde: »Igaar stod jeg sammen med Cæsar her, hvor jeg nu er nødt til at spørge angaaende deri dræbte Cæsar, hvad I ønsker.« Da mange raabte: »At Du skal hævne Cæsar!«, svarede de betalte med at raabe: »Fred for Staten!« Til de sidste sagde han: »Det ønsker vi, men hvilken Fred mener I ? eller hvilke Eder skal sikre den ? For vi svor alle de højtideligste Eder til Cæsar og traadte dem dog under Fødder, vi som gælder for de bedste af dem der svor.« Dernæst vendte han sig til dem der krævede Hævn og sagde: »Cæsar er gaaet bort fra os, en i Sandhed hellig og dyrebar Mand, men vi undser os for at berøve Staten de øvrige Borgere. Dette overvejer vore Baadgivere, og saaledes mener Flertallet af dem.« Da der atter blev raabt: »Saa hævn ham alene!«, sagde han: »Det ønsker jeg, og selvom jeg er alene, gør jeg Ret deri; men ikke jeg og I alene bør ønske det eller være ene om at gøre Modstand.«

132. Da ogsaa Lepidus snoede sig paa denne Maade, begyndte de betalte, som vidste at han var ærgerrig, al rose ham og talte om at vælge ham til Cæsars Efterfølger som Ypperstepræst. Det gjorde Indtryk paa ham og han sagde: »Lad mig se I husker dette ogsaa senere, hvis jeg synes at være værdig dertil.« Da de betalte saa endnu dristigere gjorde Krav paa Freden, sagde han: »Vel er det syndigt og lovstridigt, men dog vil jeg gøre hvad I ønsker.« DiTpaa lob lian op i Raadhuset, hvor Dolabella hele Tiden havde slaaH og iisomineligl kæmpet for sit Embede; Antonius, som samtidig afventede hvad der foregik blandt Folket, saa leende paa ham; de kom nemlig daarligt ud af det med hinanden. Da han nu havde faaet nok af at se paa ham og der heller ikke fra Folkets Side var vist større Iver, besluttede han, tvunget af Nødvendigheden, at skaane Morderne, idet han skjulte at det var af Tvang og gjorde det som en stor Naade, men samtidig ved et Kompromis stadfæste Cæsars Regeringshandlinger og gennemføre hans Planer.

133. Han paabød da Taushed og tog igen Ordet: »Saalænge I, forsamlede Fædre, talte om de Borgere der har forset sig, blandede jeg mig ikke ind; men overfor Kravet om en Afstemning om Cæsar istedenfor om dem har jeg hidtil nævnt een af Cæsars Handlinger, og denne ene har fremkaldt saa heftige Kampe mellem os, og det med Rette; hvis vi nemlig nedlægger Embederne, saa indrømmer vi dermed, at vi, saa mange og saa betydelige Mænd, ufortjent har opnaaet dem. Og nu maa I betænke, hvor mange Dele af Riget der slet ikke let vil bøje sig, og tælle dem sammen efter Byer, Provinser, Konger og Fyrster; for saa at sige næsten alt fra Øst til Vest, hvad Cæsar underlagde os med Magt og Kraft, ordnede og sikrede han ved Love, Velgerninger og Begunstigelser. Hvem af disse tror I vil finde sig i at miste hvad de har faaet, hvis I ikke vil opfylde alt med Krige, I der til Bedste for Fædrelandet, som I kalder saa svagt, ønsker at skaane de blodbetyngede? Og jeg vil ikke tale om det der endnu staar fjernere med Hensyn til Farer og Ængstelser; men hvad der ikke blot er os nær, men lever sammen med os i selve Italien, de der har faaet Belønninger for Sejrene og i Mængde med deres Vaaben, ganske som i Krigen, med den samme Organisation er fordelte til Kolonianlæg af Cæsar - og af dem er der endnu i Tusindvis her i Byen hvad tror I de vil gøre, hvis man berøver dem de Byer og Lande som de har faaet eller venter at faa? Herom har allerede den forregaaende Nat givet Eder en Forestilling.

134. Da I nemlig bad for dem der har forset sig, løb de imod Eder med Trusler; tror I saa Cæsars Veteraner vil finde sig i at hans Lig bliver slæbt afsted, mishandlet og henkastet ubegravet (ifølge Lovene gælder nemlig ogsaa dette for Tyranner)? og at de vil føle sig sikre paa Galleres og Britanneres Ejendom, som de har faaet, hvis Giveren bliver haanet? Og hvad tror I at selve Folket vil gøre, ogltalerne? og hvor stor Uvillie baade fra Mennesker og Guder vil ikke ramme Eder, naar I haaner den Mand der har udvidet Eders Herredømme indtil Oceanet, til ukendte Lande? og vil man ikke snarere klage over og fordømme vor store Uretfærdighed, hvis vi anser det for rigtigt at ære dem der i det forsamlede Senat, for Gudernes Øjne har dræbt en Konsul i Raadhuset, en Præst paa et helligt Sted, men kaste Vanære paa den der paa Grund af sin Tapperhed endogsaa er æret af Fjenderne? Dette, der baade er syndigt og uigennemførligt for os, raader jeg altsaa til helt at lade være med; derimod foreslaar jeg at stadfæste Cæsars Handlinger og Beslutninger, og hvad angaar dem der har forbrudt sig, saa paa ingen Maade rose dem (det er nemlig syndigt og uretfærdigt og stemmer heller ikke med at stadfæste Cæsars Handlinger), men skaane dem blot af Barmhjertighed, hvis I vil, af Hensyn til deres Slægt og Venner, hvis da disse vil indrømme, at de paa deres Vegne modtager ogsaa selve dette som en Velgerning.«

135. Da Antonius med Kraft og heftig Lidenskab havde udtalt dette, blev der under almindelig Passivitet og Tilfredshed vedtaget en Beslutning af det Indhold, at der ikke skulde holdes Rettergang i Anledning af Cæsars Drab, men alle hans Handlinger og Beslutninger skulde staa ved Magt, »da det gavnede Staten«; Tilføjelsen heraf fik nemlig Vennerne af dem der blev skaanede sat igennem til Betryggelse for dem, fordi der deri laa, at Bevarelsen af Cæsars Foranstaltninger ikke saameget skyldtes at de var retfærdige som Nyttehensyn, og Antonius føjede dem heri. Da dette var vedtaget, forlangte alle Førerne for Kolonisterne, at der foruden den almindelige Beslutning skulde vedtages en anden, særlig om dem selv, hvorved Kolonianlægene blev stadfæstede, og Antonius hindrede det ikke, da han havde vist Senatet hvad der kunde befrygtes; altsaa vedtoges denne Beslutning og en anden af samme Indhold om dem der var draget ud som Kolonister. Da Mødet derefter var hævet, blev Lucius Piso, hos hvem Cæsar havde deponeret sit Testamente, omringet af nogle, der opfordrede ham til hverken at fremlægge Testamentet eller lade Begravelsen være offenlig, forat det ikke skulde give Anledning til Spektakler. Da han ikke vilde gaa ind derpaa, truede de med at stævne ham, fordi han forholdt Folket saa stor en Formue, der var blevet Statens, hvorved de altsaa igen stemplede Cæsar som Tyran.

136. Da Piso nu protesterede heftigt og havde bedt Konsulerne samle Senatorerne, som endnu ikke var gaaet bort, sagde han: »De der siger at de har dræbt een Tyran tyranniserer os nu allesammen istedenfor een: de vil hindre mig i at begrave Ypperstepræsten, truer mig, hvis jeg fremlægger Testamentet, og vil ogsaa have hans Formue konfiskeret som en Tyrans. Hans Foranstaltninger med Hensyn til disse Mænd er blevet stadfæstede; men hvad han bestemte med Hensyn til sig selv efter Døden, det vil Folk nu gøre ugyldigt, og det er ikke længer Brutus eller Cassius, men de der ophidsede ogsaa disse til at dræbe ham. Begravelsen er I raadige over, men over Testamentet jeg, og jeg vil aldrig forraade det mig betroede, førend man ogsaa dræber mig.« Da der nu opstod Larm og hørtes Udbrud af Harme fra alle, især fra dem der lianbede ogsaa selv at faa noget ved Testamentet, blev det vedtaget at offeiiliggøre Testamentet og lade Begravelsen være offenlig. Derefter hævedes Senatsmødet.

137. Da Brutus og Cassius hørte hvad der var sket, sendte de Bud rundt til Mængden og opfordrede dem til at komme op til dem paa Capitolium. Da mange hurtigt var strømmet sammen, sagde Brutus: »Her forhandler vi med Eder, Borgere, vi som igaar gjorde det paa Torvet; vi er hverken tyet herop som til et Tempel (for vi har ikke forbrudt os) eller som til en Fæstning, da vi lægger vores Skæbne i Eders Haand, men den Skæbne der brat og ufortjent overgik Cinna har tvunget os dertil. Jeg har hørt at vore Fjender bagvasker os som Mænd der har brudt vores Ed og staar i Vejen for en sikker Fred; hvad vi har at sige herom, det vil vi, Borgere, sige blandt Eder, med hvem vi i vor frie Stat ogsaa vil forhandle det øvrige. Efterat Gajus Cæsar fra Gallien var draget mod sit Fædreland paa Fjendevis og Pompejus, Republikens bedste Ven, havde faaet den Skæbne han fik og efter ham en Mængde andre gode Borgere, forjagne til Afrika og Spanien, havde fundet Døden, saa gav vi Cæsar, der med Grund var bange og ikke følte sig sikker som Tyran, paa hans Bøn Amnesti og besvor den. Men hvis det han paalagde os at sværge var, at vi ikke blot taalmodigt vilde finde os i det forbigangne, men godvilligt vilde trælle i Fremtiden, hvad vilde saa de have gjort der nu efterstræber os? Jeg tror nemlig at de som Romere hellere vilde vælge at lide Døden mange Gange end frivilligt ved Ed binde sig til at trælle.

138. Hvis Cæsar altsaa ikke gjorde yderligere i Retning af Trældom, saa har vi brudt vores Ed; men naar han faktisk hverken overlod Eder at træffe Bestemmelse om Embederne i Byen eller Statholderskaberne eller Kommandoposter eller Præsteskaber eller Kolonier eller andre Æresposter, og naar intet blev drøftet af Senatet eller stadfæstet af Folket, men Cæsar paa alle Omraader var almægtig og han ikke engang blev led ved de fortvivlede Forhold som i sin Tid Sulla, der dog efter at have udryddet sine Fjender tilbagegav Jer Republiken, medens Cæsar, før han drog ud paa et nyt, langvarigt Krigstog, foregreb Eders Valg af Embedsmænd for fem Aar, hvad var saa det for en Frihed, hvor der ikke længer var Gnist af Haab? Og nu Folkets Talsmænd, Cæsetius og Marullus? blev ikke disse, som havde et helligt og ukrænkeligt Embede, forsmædeligt jaget bort? Forfædrenes højtideligt besvorne Lov tillader ikke engang at stævne dem der endnu er Tribuner, men Cæsar jog dem bort uden engang at have stævnet dem. Hvem er det altsaa der har forbrudt sig mod ukrænkelige Mænd? Eller var Cæsar hellig og ukrænkelig, han som vi ikke gav denne Hæder frivilligt, men af Tvang og først da han havde angrebet sit Fædreland med Vaabenmagt og dræbt saamange udmærkede gode Borgere, medens vore Fædre under en fri Forfatning uden Tvang svor, at Tribunembedet til evige Tider skulde være helligt og ukrænkeligt, og forbandede den der krænkede det? Og hvor samledes Rigets Skatter og Regnskaber? Hvem aabnede mod vor Villie Skalkamret? Hvem forgreb sig paa de urørlige og med Forbandelser belagte Pengemidler og truede en anden Tribun, der vilde forhindre det, med Døden?

139. Men, siger de, hvilken Ed kan der endnu tænkes til Betryggelse af Freden ? Hvis ingen optræder som Tyran, saa behøves der slet ingen Eder — for det behøvede vore Fædre heller aldrig; men hvis en anden har Lyst til Tyranni, saa gælder der for Romere intet Løfte og ingen Ed overfor en Tyran. Og dette erklærer vi endnu mens Faren truer os og vil vi altid erklære for Fædrelandets Skyld; for ogsaa da vi hos Cæsar havde Sikkerhed og nød Ære, foretrak vi Fædrelandet for vor egen Ære. — Man bagvasker os ogsaa i Anledning af Kolonierne, idet man ophidser Eder. Hvis der nu er nogen tilstede af de nuværende eller vordende Kolonister, saa gør mig den Tjeneste og giv Jer tilkende.«

140. De mange havde givet sig tilkende, fortsalte han: »Det var rigtigt af Jer, Mænd, at komme sammen med de andre. Men I, som faar den fortjente Ære og Fordel fra Fædrelandet, bør gengælde lige med lige. Folkel gav Cæsar Jer til Kamp mod Gallere og Britannere, og I burde for Eders Bedrifter opnaa Ære og Belønninger; men Cæsar, som havde bundet Jer ved Eder, førte Jer meget mod Jeres Villie mod Byen og senere, skønt I var ligesaa betænkelige, lil Afrika mod de bedsle af Borgerne. Hvis I nu kun havde gjorl det sidste, saa vilde I maaske skamme Jer ved at forlange Belønninger for den Slags Ting; men da ingen Misundelse eller Eftertid eller menneskelig Glemsel vil stille Jeres Bedrifter mod Gallerne og Britannerne i Skygge, saa faar I Belønningerne for dem; saadanne gav Folket ogsaa Fortidens Veteraner, saaledes al del aldrig log Land fra sine egne eller fra uskyldige eller tog fra nogle og uddelte fil andre eller mcnlc al Ejerskifte maatle ledsages af Urelfærdigheder, og naar de havde faael Bugt med Fjenderne, fratog de heller ikke disse hele Landet, men forelog en Deling og bosatte Veteranerne i en Del deraf, forat de skulde holde Vagt over dem der havde begyndt Krig; undertiden, naar det erobrede Land ikke slog til, uddelte de ogsaa Statens Land eller købte andet. Paa den Maade plejede Folket at bosætte Jer uden Ulempe for nogen; men Sulla og Cæsar, der med Vaabenmagt var faldet ind i Fædrelandet, som var det et Fjendeland, og havde Brug for Garnisoner og Drabanter mod selve Fædrelandet, de sendte Jer hverken hjem til Kommunerne eller købte Jord til Jer eller gav Jer de proskriberedes, ikke heller gav de til Trøst dem der mistede deres Jord Værdien i Penge, skønt de havde mange dels fra Skatkamret, dels fra de proskriberede, men paa Krigervis og Røvervis fratog de Italien, der intet havde forbrudt eller begaaet, baade Jorden og Husene, Gravene og Helligdommene; dem plejede vi ikke engang at fratage fremmede Fjender, men kun at paalægge dem at svare Tiende af Afgrøden.

141. De to uddelte derimod til Jer Jeres Landsmænds Ejendomme, de Mænds der havde sendt Jer under selve Cæsar mod Gallerne, fulgt Jer paa Vej og opsendt mangen en Bøn for Jeres Sejr. Og de bosatte Jer paa disse Ejendomme samlede med Faner og militær Organisation saaledes at I hverken kunde leve fredeligt eller være trygge for de fordrevne; den husvilde, der var berøvet sin Ejendom, maatte nemlig vanke om og lure paa en Lejlighed til at overfalde Jer. Men det var netop hvad Tyrannerne helst ønskede, ikke at I skulde faa Jord, som de nemlig ogsaa paa anden Maade kunde have givet Jer, men at I, naar Fjender lurede paa Jer, altid skulde være paalidelige Vogtere af de Mænds Herredømme som var Eders medskyldige i denne Uret; for Velvillie mod Tyranner skabes hos Drabanter ved fælles Uret og fælles Frygt. Og dette, I Guder, kaldte de Kolonisation, skønt der dermed var forbundet Sorg for Landsmænd og Fordrivelse af uskyldige. Men de gjorde med Forsæt Jer til Fjender af Jeres Landsmænd i deres egeninteresse; vi derimod, hvem Statens nuværende Ledere siger at de skaaner af Barmhjertighed, vi sikrer Jer og vil for bestandig sikre Jer selve denne Jord og tager Guden her til Vidne. I har og skal beholde hvad I har faaet, og der er ikke Tale om at nogen vil tage dette fra Jer, ikke Brutus, ikke Cassius, ikke alle vi der vovede os i Fare for Eders Frihed. Og det eneste der kan ankes over ved Sagen, det vil vi afhjælpe, hvad der paa engang vil blive et Middel til at bringe Udsoning mellem Jer og Jeres Landsmænd og allerede nu er meget velkomment for disse at høre; dem vil vi nemlig straks af Statens Midler ved første Lejlighed erstatte den dem fratagne Jord, forat I ikke blot kan være sikre paa Kolonien, men ogsaa være fri for Misundere.«

142. Disse Ord af Brutus vandt Bifald som ganske rigtige hos alle, baade straks i Forsamlingen og senere i mindre Grupper; man beundrede Mændene som uforfærdede og sande Folkevenner, blev velvilligt stemt overfor dem og lovede at støtte dem næste Dag. Ved Daggry sammenkaldte Konsulerne en Folkeforsamling; heri oplæstes Senatsbeslutningerne, og Cicero tilføjede en lang Lovtale over Amnestien. De glade Borgere kaldte Cassius og hans Fæller ned fra Capitolium, og da disse forlangte at der foreløbig skulde gives dem Gisler, sendtes Antonius' og Lepidus' Sønner derop. Da Brutus og Cassius viste sig, lød der Bifaldsklap og Raab, og da Konsulerne ønskede at sige noget, fandt man sig ikke deri, men befalede dem først at byde dem velkommen og udsone sig med dem. Dette skete saa, og Konsulerne blev stærkt rystede af Frygt eller Misundelse ved Tanken om at Morderne maaske ogsaa ellers vilde faa mere Magt i Staten end de selv.

143. Nu saa man Cæsars Testament blive bragt derhen, og Mængden raabte at det straks skulde læses op. Deri havde Cæsar adopteret sin Søsterdatters Søn Octavius, og der var givet Folket hans Haver til offenlig Park og for hver af de Romere der endnu var i Byen 75 Denarer. Herved vaktes atter Folkets Vrede, da de før havde hørt ham anklage som en Tyran, men nu hørte en Folkevens Testament, og især fandt de det sørgeligt, at en af Morderne, Decimus Brutus, var indsat som adopteret Sekundærarving (Romerne plejer nemlig at tilføje Sekundærarvinger for det Tilfælde at de egenlige Arvinger ikke kommer til at arve); dette pinte dem endnu mere, og de ansaa det for skammeligt og skændigt, at ogsaa Decimus, som var adopteret af Cæsar, havde stræbt ham efter Livet. Og da Piso nu ogsaa lod Liget bære ind paa Torvet og en umaadelig Menneskemængde med Vaaben var strømmet sammen for at holde Vagt ved det og det under Raab og med ødsel Pragt var blevet fremstillet paa Talerstolen, saa lød der igen i lang Tid Jammerskrig og Klager, og de bevæbnede larmede med deres Skjolde og begyndte at angre den givne Amnesti. Da Antonius saa hvordan Stemningen nu var, opgav han ikke Ævred, men valgt som han var til at holde Ligtalen i Egenskab af den afdødes Medkonsul, Ven og Slægtning (paa mødrene Side var han nemlig i Familie med Cæsar) begyndte han igen sit Dobbeltspil og holdt følgende Tale.

144. »Det er ikke rigtigt, Borgere, at Ligtalen over saa stor en Mand lyder kun fra mig, en enkelt Mand, istedenfor fra hele Fædrelandet; derfor vil jeg oplæse hvad I allesammen uden Forskel, baade Senatet og sammen med det Folket, af Beundring for hans Storhed bevilgede ham i levende Live, idet jeg taler ikke som Antonius, men paa Eders Vegne.« Derpaa læste han det op med et alvorligt og bedrøvet Ansigtsudtryk, men saaledes at han med Stemmen fremhævede hver enkelt Ting og dvælede ved det hvormed man mest havde forherliget ham i Beslutningen, Benævnelserne hellig og ukrænkelig, Fædrelandets Fader, Velgører, uforlignelig Leder. Ved hvert af disse Udtryk vendte Antonius Blikket mod Cæsars Lig, pegede derpaa og supplerede sin Tale med at henvise til Gerningen; ved hvert tilføjede han ogsaa en kort Bemærkning, en Ytring af Medynk og Harme i Forening, idet han, hvor Beslutningen kaldte Cæsar »Fædrelandets Fader«, tilføjede: »Se her et Vidnesbyrd om Mildhed!«, og hvor der stod: »hellig og ukrænkelig« og »sikker er ogsaa enhver anden som tyr til ham«, sagde han: »Ikke en anden, der har taget sin Tilflugt til denne, men selve den ukrænkelige og hellige er det I her ser dræbt, uden at han som en Tyran havde tiltvunget sig disse Ærestitler, som han ikke engang bad om. Altsaa er vi slaviske, at vi giver uværdige en saadan Hæder, skønt de ikke engang beder derom ! Nej, I, trofaste Borgere, frier os for Beskyldningen for at være slaviske, idet I ogsaa nu viser den afdøde en saadan Hæder.«

145. Derpaa oplæste han Ederne om at de visselig alle af al Magt vilde beskytte Cæsar og hans Person eller, hvis nogen efterstræbte ham, være forbandede, hvis de ikke hjalp ham. Paa dette Punkt hævede han allermest Stemmen, og med Haanden løftet op mod Capitolium sagde han: »Jupiter, vore Fædres Gud, og I andre Magter! Jeg er rede til at hjælpe, saaledes som jeg svor med en Forbandelse; men da mine Standsfæller mener at det vedtagne vil være til Gavn, saa beder jeg til, at det maa være det.« Da der fra Senatet, som denne Ytring tydeligt nok var møntet paa, lød Knurren, søgte Antonius at glatte ud og trak i Land ved følgende Ord: »Hvad der er sket, Borgere, synes ikke at være noget Menneskes, men en eller anden Guddoms Værk, og vi bør se mere paa Nutiden end paa Fortiden, da Fremtiden lur os er svanger med store Farer, saaat vi let kan glide tilbage lil de gamle Stridigheder og alt hvad

146. Efter disse Ord trak han, som i en guddommelig Inspiration, sin Toga i Vejret, opkiltede den for at faa Hænderne fri og traadte ligesom paa en Scene hen til Baaren; idet han snart bøjede sig ned over den, snart rejste sig, besang han ham først som en himmelsk Gud og løftede for at vise at han var blevet en Gud Hænderne mod Himlen, medens han samtidig med rivende Fart opregnede hans Krige, Slag, Sejre, alle de Provinser han havde udvidet Riget med og alt det Bytte han havde sendt hjem, saaledes at han priste hver enkelt Bedrift og stadig raabte: »Han er den eneste der ubesejret gik ud af alle Kampe. Og Du (sagde han) er ogsaa den eneste der har skaffet dit for 300 Aar siden krænkede Fædreland Hævn, idet Du tvang vilde Folk i Knæ, som er de eneste der er faldet ind i Rom og har stukket det i Brand.« Efter med mange andre Ord at have forherliget ham gik han fra Lidenskab over til Klage, jamrede over sin paa skammelig Vis dræbte Ven, græd og svor at han vilde ofre sit Liv for Cæsars, og idet han helt lod sig henrive af sine Følelser, blottede han Cæsars Lig og fremviste, løftet paa en Stang, Kappen, som var gennemhullet af Stikkene og vædet med Imperatorens Blod; grebet heraf istemte Folket ligesom et Kor en Klagesang sammen med ham og gik fra Medlidenhed atter over til Vrede. Og da der efter Talen af Kor efter nedarvet Skik blev afsunget andre Klagesange med fornyet Fremstilling af hans Bedrifter og ulykkelige Skæbne og i disse Klager Cæsar selv syntes ved Navn at nævne alle dem af sine Fjender han havde vist Velgerninger og om selve Morderne tilføjede ligesom forbauset: »At jeg endog har skaanet disse, som skulde myrde mig!«, saa fandt Folket sig ikke længer deri, oprørt over at alle hans Mordere, ene med Undtagelse af Decimus, skønt de som Krigsfanger efter Kampen med Pompejus istedenfor at faa Straf var blevet forfremmet til Embeder og Statholder- og Kommandoposter, havde stræbt ham efter Livet, medens Decimus endogsaa var blevet anset for værdig til Adoption.

147. Da Stemningen var blevet saaledes og man var lige ved at gaa over til Voldshandlinger, løftede en et Voksbillede af selve Cæsar op over Baaren (Liget, der laa paa Ryggen, kunde nemlig ikke ses),; ved en Maskine kunde det drejes til alle Sider, og man saa 23 Saar, som paa umenneskelig Maade var tilføjet ham over hele Kroppen og i Ansigtet. Borgerne, som ikke længer kunde udholde dette ynkværdige Syn, udstødte et Jammerskrig, opkiltede deres Kapper, stak Ild paa Raadhuset, hvor Cæsar var blevet dræbt, og løb rundt og eftersøgte Morderne, som for længst var flygtet bort. Vreden og Sorgen havde gjort dem i den Grad rasende, at de som vilde Dyr sønderrev Tribunen Cinna paa Grund af Navneligheden med Prætoren Cinna, der havde talt mod Cæsar, uden at ville høre Tale om Navneligheden ; der blev ikke fundet noget af hans Legeme som kunde begraves. De begyndte ogsaa at stikke Ild paa de andres Huse; da Beboerne forsvarede sig tappert og Naboerne bad for dem, lod de ganske vist være med det, men truede med at komme igen næste Dag med Vaaben.

148. Morderne var altsaa i Hemmelighed flygtet ud af Byen; men Borgerne vendte tilbage til Cæsars Baare og bar Liget op paa Capitolium, i den Mening at det var rigtigt at begrave ham i et Tempel og hensætte ham blandt Guderne. Da Præsterne imidlertid forhindrede det, førte de det tilbage til Torvet, der hvor Romernes gamle Slot8) ligger, bar Træstykker, Bænke (som der fandtes mange af paa Torvet) og alt af den Slags sammen, kastede det kostbare Tilbehør til Begravelsen derpaa, ja nogle lagde endda Kranse fra dem selv og Udmærkelsestegn i Mængde ovenpaa; saa stak de Ild derpaa, og hele Folket blev Natten igennem ved Baalet, der hvor der først blev rejst et Alter og nu er et Tempel for selve Cæsar, som nyder guddommelig Dyrkelse. Hans Adoptivsøn Octavius, der istedenfor antog Navnet Cæsar og som Statsmand fulgte i hans Fodspor, befæstede nemlig i højere Grad det endnu den Dag idag herskende Regimente, som hin havde grundlagt, og ophøjede sin Fader til Dyrkelse som en Guddom; hertil ophøjer ogsaa nu efter det givne Eksempel Romerne deres Herskere efter Døden, medmindre vedkommende har været tyrannisk eller regeret daarligt, medens de tidligere ikke engang i deres levende Live vilde lade dem kaldes Konger.

149. Saaledes døde Gajus Cæsar paa Idus Martiæ, omtrent midt i Maaneden Anthesterion, en Dag som Spaamanden havde forudsagt ham at han ikke vilde overleve. Cæsar sagde drillende til ham om Morgenen: »Nu er Idus kommet!«, den anden svarede uforfærdet: »Ja, men ikke forbi!«; men uden at bryde sig om Spaamandens saa tillidsfuldt udtalte Forudsigelser eller andre Varsler, som jeg før har omtalt, gik han ud og blev dræbt i sit 56de Aar, en Mand som helt igennem havde haft Lykken med sig, et Geni der havde gennemført store Planer og med Rette sammenlignet med Alexander. Begge var de nemlig de ærgerrigste af alle, enestaaende Feltherrer, hurtigst til at iværksætte deres Beslutninger, mest forvovne overfor Farerne, skaanselløse med deres Person, og de stolede ikke mere paa deres Feltherredygtighed end paa Dristighed og Lykke. Den ene af dem drog midt i den hede Sommer gennem en lang Ørken til Ammons Helligdom og ilede paa en vidunderlig Maade igennem den pamfyliske Bugt, medens Havet var veget tilbage, idet Guddommen baade holdt Havet tilbage for hans Skyld, indtil han var kommet igennem, og lod det regne for ham paa Marchen over Land. I Indien befor han et hidtil ubesejlet Hav, var den første til at gaa op paa en Belejringsstige, sprang alene ind i en fjendtlig Fæstning og fik 13 Saar. Stadig ubesejret tilendebragte han hver Krig i næsten kun eet eller to Slag, idet han overvandt mange Barbarfolk i Europa og undertvang Hellenerne, et frihedselskende Folk, vanskeligt at beherske og som roste sig af før ham kun at have staaet under Filip, som endda kun havde Titel af Overfeltherre, og det for en kort Tid; Asien ilede han næsten helt igennem. For at samle Alexanders Lykke og Magt i en Sum: han erobrede alt det Land hun sa:i, og døde medens han tænkte paa det øvrige og lagde Planer derom.

150. For Cæsar veg Adriaterhavet, der midt om Vinteren blev farbart og roligt, og for at kæmpe med Britannerne satte han over det vestlige Ocean, der endnu ikke havde været besejlet, og befalede Styrmændene at sætte Skibene op paa Britannernes Klitler og lade dem knuses.a) En anden Gang trodsede han alene om Natten Søgangen i en lille Baad og befalede Styrmanden at lade staa til for Vinden og stole mere paa Cæsars Lykke end paa Havet. Ofte styrtede han alene først ind paa Fjenden, medens alle andre var bange, og 30 Gange alene i Gallernes Land leverede han Slag, indtil han havde undertvunget deres 400 Stammer, som var i den Grad frygtede af Romerne, at der i Loven om Præsters og Oldinges Fritagelse for Krigstjeneste stod: »medmindre en gallisk Krig truer« ; i saa Fald skulde nemlig ogsaa Oldinge og Præster gøre Krigstjeneste. Da han i den alexandrinske Krig var blevet afskaaret fra de andre og stod hjælpeløs paa en Bro, kastede han sin Purpurkappe, sprang i Søen, og medens Fjenderne søgte efter ham, svømmede han længe skjult omkring under Vandet, saaledes at han kun en Gang imellem dukkede op for at trække Vejret, indtil han traf paa et med Venner bemandet Skib; saa rakte han Hænderne frem, gav sig tilkende og blev reddet. Da han var kommet ind i den her skildrede Borgerkrig, enten paa Grund af Frygt, som han selv sagde, eller af Lyst til Herredømmet, stødte han sammen med sin Tids bedste Feltherrer og med mange og store Hære, ikke længer af Barbarer, men af Romere, der havde udført heldige og glimrende Bedrifter; dem alle fik han Bugt med, hver enkelt i eet eller to Slag ligesom Alexander, dog ikke saaledes at hans Hær ligesom dennes altid sejrede: de led et afgjort Nederlag i Gallien, dengang den store Ulykke ramte dem under Legaterne Cotta og Titurius, i Spanien blev de indesluttede af Petrejus og Afranius ganske som belejrede, ved Dyrrhachion og i Afrika flygtede de ligefrem og i Spanien satte den unge Pompejus Skræk i dem. Men Cæsar selv var uforfærdet og førte enhver Krig sejrrig til Ende, og Romernes Rige, som allerede strakte sig over Land og Hav fra det yderste Vesten lil Floden Eufrat, underlagde han sig dels med Magt, dels med det gode, langt sikrere og fastere end Sulla og gjorde sig til deres Konge mod deres Villie, selvom han ikke modtog Kongetitelen. Ogsaa han blev dræbt medens han lagde Planer til nye Krige.

151. De lignede ogsaa hinanden deri, at deres Hære var ivrige, dem hengivne og vilde som Dyr til at slaas, men paa den anden Side tit trodsige og opsætsige paa Grund af Anstrengelserne; efter deres Død blev de paa samme Maade dybt savnede og ophøjede til guddommelig Dyrkelse. De var ogsaa begge to udmærket skabte og smukke, og de slammede begge fraZeus: den ene gennem Aiakos og Herakles, den anden som Efterkommer af Anchisesa) og Afrodite. Medens de overfor deres Modstandere var meget sejrslystne, var de meget hurtige til Forsoning og overbærende overfor de besejrede, ja, foruden at skænke Tilgivelse viste de dem Velgerninger og havde ikke Tanke for andet end Sejren. Disse var Lighedspunkterne; forresten byggede de ikke paa det samme Grundlag af Magt i deres Stræben efter Herredømmet: den ene støttede sig paa en af Filip organiseret Kongemagt, den anden begyndte som Privatmand, ganske vist fornem og anset, men meget blotlet for Penge.

152. De var ogsaa begge ligegyldige for Varslerne angaaende dem og blev ikke vrede paa Spaamændene der forudsagde dem Døden, og selve de Varsler de fik var ofte baade ens og fik det samme Udfald ; for begge var nemlig to Gange Leveren uden Spids, hvad der første Gang varslede en alvorlig Fare, for Alexander i Oxydrakernes Land, da han foran sine Makedonere var steget op paa Fjendernes Mur og Stigen brast, saaat han stod hjælpeløs deroppe; han sprang da dristigt ind i Byen mod Fjenderne, blev haardt saaret i Brystet og af en meget tung Morterstøder i Halsen, faldt om og blev med Nød og næppe reddet af Makedonerne, som af Frygt havde sprængt Byporten. For Cæsar var det i Spanien, da hans Hær var grebet af Skræk overfor den unge Pompejus og trykkede sig ved at begynde Slaget; da sprang han foran alle frem i Mellemrummet mellem Hærene og opfangede 200 Lanser med sit Skjold, indtil han ligeledes blev reddet af Hæren, som grebet af Skam og Frygt ilede til. Saaledes varslede det første Varsel af den Slags dem Dødsfare og det andet selve Døden. Da nemlig Spaamanden Peithagoras ofrede for Apollodoros, som frygtede Alexander og Hefaistion, sagde han til ham at han ikke skulde være bange, da de begge snart vilde være borte, og da Hefaistion kort efter døde, blev Apollodoros bange for at der skulde lægges Planer mod Kongens Liv og fortalte ham Spaadommen. Han spurgte smilende Peithagoras selv hvad Varslet betød, og da han sagde at det betød Døden, smilede han igen og roste dog baade Apollodoros for hans Hengivenhed og Spaamanden for hans Oprigtighed.

153. Da Cæsar for sidste Gang vilde gaa til Raadhuset, fik han, som jeg for nylig har fortalt, det samme Varsel, og spottende sagde han, at det havde han ogsaa faaet i Spanien. Da Offertyderen sagde at han allerede dengang havde været i Fare og at Varslet nu var endnu mere dødbringende, gav han noget efter overfor hans Oprigtighed og lod igen ofre, indtil han endelig, ærgerlig over Forsinkelsen ved Ofringen, gik ind i Raadhuset og blev dræbt. Paa samme Maade gik det ogsaa Alexander. Da han nemlig paa Hjemvejen fra Indien vilde rykke ind i Babylon med Hæren og allerede nærmede sig, opfordrede Chaldæerne ham til foreløbig at opsætte Indtoget; da han svarede med det bekendte Trimeter:

Bedst er af Spaamænd den der heldigst spaar,

opfordrede Chaldæerne ham paany til idetmindste ikke at føre Hæren ind med Ansigtet vendt mod Vest, men gaa en Omvej og rykke ind i Retning af Øst. Han skal have givet efter paa dette Punkt og prøvet at gaa en Omvej, men ærgerlig over en Sø og en Mose tilsidesatte han tilsidst ogsaa den anden Advarsel og gik ind med Ansigtet mod Vest. Da han saa var draget ind og sejlede ned ad Eufrat til Floden Pallakottas, som optager Eufrat og fører den ud i Moser og Søer, saaat den ikke kan vande det assyriske Land da han altsaa tænkte paa at aflede denne Flod og sejlede ud i denne Hensigt, skal han have spottet Chaldæerne, fordi han frelst baade var kommet ind i Babylon og sejlede ud derfra; men han skulde, da han kort efter var kommet tilbage, finde Døden i den By. Paa lignende Maade spottede ogsaa Cæsar; da Offertyderen nemlig, havde forudsagt ham hans Dødsdag, at han ikke skulde overleve Idus Martiæ, drillede han ham, da Dagen var kommet, med at sige, at nu var Idus der - og saa blev han dog dræbt samme Dag. Saaledes spottede de paa samme Maade over Varslerne angaaende dem, uden at blive vrede paa Spaamændene, men faldt dog som Ofre for Spaadommenes tvingende Nødvendighed.

154. De var ogsaa interesserede for højere Dannelse, saavel deres eget Lands som den helleniske og udenlandske : Indernes Kultur studerede Alexander ved at udspørge Brahmanerne, der i Indien regnes for indsigtsfulde i de guddommelige Ting og vise, ligesom i Persien Magerne, Ægypternes Cæsar, da han var i Ægypten og satte Kleopatra paa Tronen. Derfor indførte han ogsaa i Ting der ikke vedkom Krig mange Forbedringer hos Romerne, og Aaret, som endnu var uregelmæssigt paa Grund af de nu og da tilføjede Skudmaaneder (det regnedes nemlig efter Maanen), ordnede han efter Solens Omløbstid ligesom hos Ægypterne. Han havde ogsaa den Lykke, at ingen af hans Mordere undslap, men alle fik deres fortjente Straf af hans Søn, ligesom Filips af Alexander; hvorledes, ses af de følgende Bøger.