Appian: Borgerkrigene

Oversat af Karl Hude (1919)

Tredie Bog.

1. Saaledes var altsaa Gajus Cæsar, der havde indlagt sig store Fortjenester af Romerriget, blevet dræbt af sine Fjender og begravet af Folket; alle hans Mordere led Straf, men hvorledes det gik med de betydeligste af dem, vil ses af denne og næste Bog, der tillige behandler Romernes andre, dermed samtidige Borgerkrige.

2. Antonius var ilde anskrevet hos Senatet i Anledning af Cæsars Begravelse, hvorved Folket var blevet i allerhøjeste Grad ophidset, saaat det tilsidesatte den for nylig vedtagne Amnesti og med Brande angreb Mordernes Huse; men ved et enkelt klogt Træk fik han Stemningen til at slaa om, saaat den blev velvillig. Der var en Amatius, som kaldte sig Marius; han gav sig nemlig ud for at være en Sønnesøn af den gamle Marius og var for dennes Skyld meget yndet af Folket. Da han altsaa ved dette Bedrageri kom i Familie med Cæsar, sørgede han meget over hans Død, byggede et Alter over det Sted hvor Cæsar var blevet brændt, holdt en Bande af frække Mænd og satte stadig Morderne i Skræk. Af disse var de andre sluppet bort fra Byen, og alle de der af Cæsar selv havde faaet Statholderskaber var draget til deres Provinser: Decimus Brutus til det transalpinske Gallien, Trebonius til Lilleasien og Tillius Cimber til Bithynien; men Cassius og Marcus Brutus, som Senatet var allermest interesseret for, var ganske vist ogsaa af Cæsar valgt til Statholdere for det næste Aar, men da de stadig var Byprætorer, forblev de nødtvungne i Byen og søgte som Prætorer ved Anordninger at vinde Kolonisterne, idet de baade imødekom deres andre Ønsker og tillod dem at sælge deres Lodder, skønt Loven forbød Salg indenfor en Frist af 20 Aar.

3. Netop disse to hed det sig at Amatius endogsaa vilde stræbe efter Livet, naar Lejlighed bød sig. Idet Antonius altsaa benyttede sig af dette Rygte om Efterstræbelser, lod han som Konsul Amatius fængsle og dræbe uden Lov og Dom, en meget dristig Handling. Senatet undrede sig nok derover og fandt det voldsomt og lovstridigt, men tilegnede sig med Glæde Fordelen derved, fordi de mente at Brutus og Cassius aldrig kunde være sikre uden en saadan Dristighed. Men Amatius' Tilhængere og de øvrige Borgere, som baade savnede ham selv og var forbitrede over det skete, fordi netop Antonius, som Folket ærede, havde gjort det, vilde ikke lade sig tilsidesætte ; altsaa besatte de Torvet, raabte op, skældte paa Antonius og befalede Embedsmændene istedenfor Amatius at indvi Altret og først af alle ofre til Cæsar der. Da de blev jaget bort fra Torvet af nogle Soldater Antonius havde udsendt, blev de endnu mere forbitrede og skreg op; der var ogsaa nogle der paaviste Fodstykker for Cæsarstatuer som var blevet omstyrtede. Og da en sagde at han ogsaa vilde vise dem det Værksted hvor Statuerne blev lavet om til andre, fulgte de straks med og stak Ild paa det paa viste Værksted, indtil der kom en ny af Antonius udsendt Styrke: saa blev nogle dræbt, mens de forsvarede sig, andre blev fængslede og korsfæstede, forsaavidt det var Slaver, medens de fri blev styrtet ned fra den tarpejiske Klippe.

4. Saaledes var Spektaklerne bragt til Ophør, men Folkets enestaaende Hengivenhed for Antonius var afløst af et tilsvarende Had ; Senatet derimod glædede sig, fordi man mente ikke paa nogen anden Maade at kunne være trygge for Brutus og Cassius. Og da Antonius ogsaa foreslog at hjemkalde Sextus Pompejus, en Søn af Pompejus Magnus, hvem alle endnu savnede, fra Spanien, hvor han stadig bekrigedes af Cæsars Generaler, og at der istedenfor hans Faders Formue, der var blevet konfiskeret, af Statskassen skulde gives ham 50 Millioner Denarer, og at han tillige fra nu af skulde være Admiral, ligesom hans Fader havde været, med Bet til at bruge Romernes Krigsskibe, ligemeget hvor de var, til det paatrængende nødvendige, saa modtog det forbausede Senat med Begærlighed alle Forslagene og holdt Lovtaler over Antonius en hel Dag; de mente nemlig at ingen havde været en bedre Ven af Republiken end Magnus, hvorfor de allermest savnede ham, og Cassius og Brutus, der havde tilhørt Magnus' Parti og dengang været meget skaltede af alle, syntes derved at ville blive sikrede personligt og l'aa gennemført Hensigten med deres Gerning og helt kunne genoprette Republiken, naar deres Parti blev mægtigt. Derfor roste Cicero ogsaa stadig Antonius, og Senatet, der indrømmede at det var for deres Skyld Folket efterstræbte ham, tillod ham at omgive sig med en Vagt, udskrevet blandt Veteranerne der var i Hovedstaden.

5. Hvad enten Antonius nu havde gjort alt i den Hensigt eller han greb Lejligheden som heldig, saa udskrev han Vagten (som han stadig forøgede, saaat den blev paa henved 6000 Mand), ikke blandt de forhenværende menige, som han mente han i Nødstilfælde let kunde faa ogsaa paa anden Maade, men lutter Centurioner, fordi de var skikkede til at kommandere, erfarne i Krig og bekendte med ham fra Krigstjensten under Cæsar; af dem forfremmede han igen nogle til Krigstribuner med de dem tilkommende Værdighedstegn, og disse holdt han i Ære og indviede dem i sine ikke hemmelige Planer. Senatet, som blev betænkelig baade ved det store Antal og Valgmaaden, opfordrede ham til at indskrænke Vaglen til det strengt nødvendige for ikke at vække Uvillie, og han lovede at gøre det, naar Uroen i Folket var blevet dæmpet. Det var blevet vedtaget, at alle Cæsars Regeringshandlinger og Bestemmelser skulde staa ved Magt, og Antonius havde Optegnelserne om det Cæsar havde bestemt og fandt i dennes Sekretær Faberius et lydigt Redskab; da nu ogsaa Cæsar inden Opbrudet havde henvist Ansøgninger af den Slags til Antonius, gjorde han mange Tilføjelser til Fordel for mange og viste Byer, Herskere og sine egne Drabanter Velgerninger; han beraabte sig derved stadig paa Cæsars Optegnelser, men Takken derfor høstede Antonius. Paa samme Maade optog han ogsaa mange i Senatet og imødekom paa andre Maader Senatet, forat de ikke længer skulde gøre Ophævelser over Vagten.

6. Brutus og Cassius havde imidlertid hverken hos Folket eller Veteranerne mødt nogen Forsonlighed, et Anslag som Amatius' mente de godt kunde true dem ogsaa fra en anden, de ængstedes over Upaalideligheden hos Antonius, som nu tilmed havde en Hær, og de saa at Republiken ikke befæstedes ved hvad der skete, men havde ogsaa i den Retning Mistanke til Antonius; de stolede derfor mest paa Decimus, som stod i Nærheden med tre Legioner, og sendte hemmeligt Bud til Trebonius i Lilleasien og Tillius i Bithynien om at de i al Stilhed skulde samle Penge og se sig om efter en Hær. Selv ønskede de jo før jo heller at komme til de dem af Cæsar givne Provinser; men da det endnu var for tidligt dertil og de ansaa det for upassende at forlade deres Byprætur uafsluttet og derved paadrage sig Mistanke for at være forhippede paa at blive Statholdere, bestemte de sig dog nødtvungne til hellere at tilbringe Mellemtiden et eller andet Sted som Privatmænd end fungere som Prætorer i Byen, hvor de hverken følte sig trygge eller nød den forventede Paaskønnelse for hvad de havde gjort for Fædrelandets Skyld. Under disse Forhold gav Senatet, som forstod deres Tankegang, dem det Hverv at sørge for at faa tilført Byen Korn fra hvilke Lande de kunde, indtil Tiden for deres Statholdervirksomhed var kommet. Saaledes handlede Senatet, forat det endelig ikke skulde se ud somom Brutus eller Cassius flygtede; saa stor Omsorg og tillige Respekt havde man for dem, ja, ogsaa de andre Mordere hjalp man især for deres Skyld.

7. Da Brutus og Cassius altsaa havde forladt Hovedstaden, begyndte Antonius, som nu havde en Eneherskers Magt, at se sig om efter en Provins og Kommando til sig selv. Han havde mest Lyst til Syrien, men vidste nok at han var mistænkt og vilde blive det endnu mere, hvis han forlangte noget; Senatet æggede nemlig ogsaa hans Medkonsul Dolabella, som altid havde staaet paa en daarlig Fod med ham, til Opposition imod ham. Da Antonius nu kendte Dolabella som en ung og ærgerrig Mand, fik han ham til at forlange Syrien istedenfor Cassius og den mod Parlherne samlede Hær til en Krig mod Partherne; det skulde han forlange ikke af Senatet (det gik nemlig ikke an), men af Folket ved en Lov. Dolabella, som blev glad derover, stillede straks Lovforslaget, og da Senatet beskyldte ham for at ophæve Cæsars Bestemmelser, sagde han, at Krigen mod Partherne ikke var blevet overdraget nogen af Cæsar, og at Cassius, for hvem Syrien var blevet bestemt, selv først havde ændret en af Cæsars Bestemmelser, idet han havde tilladt Kolonisterne at sælge deres Lodder, inden den lovbestemte Frist af 20 Aar var udløbet; selv skammede han sig ogsaa over at han, Dolabella, blev tilsidesat for Cassius med Hensyn til Syrien. Senatet fik saa en af Tribunerne, Asprenas, til i Folkeforsamlingen at give en falsk Meddelelse om daarlige Varsler, i det Haab at ogsaa Antonius, som var Konsul og Augur og stadig regnedes for en Uven af Dolabella, vilde støtte Tribunen; men da under Folkeforsamlingen Asprenas sagde at der var indtruffet et ugunstigt Varsel noget der plejer at sortere under andre, —, blev Antonius meget forbitret over Asprenas' Opspind og befalede Stammerne at stemme om Dolabella.

8. Saaledes blev Dolabella Statholder i Syrien og fik Kommandoen i Krigen mod Partherne og over den til det Brug af Cæsar samlede Hær og den Styrke som iforvejen var kommet til Makedonien, og nu først var det klart, at Antonius støttede Dolabella. Da dette var sket i Folkeforsamlingen, bad Antonius Senatet om Makedonien, fordi han var sikker paa at man, efterat Syrien var givet Dolabella, vilde skamme sig for at nægte ham selv Makedonien, som tilmed var blevet blottet for Tropper. De gav ham det ogsaa, skønt nødigt og forbausede over at Antonius forinden havde overladt Dolabella den Hær der stod der, men de var dog glade over at Dolabella havde Hæren istedenfor Antonius. Ved samme Lejlighed bad de selv Antonius om andre Provinser til Cassius og Brutus, og disse fik Kyrene og Kreta^ eller, efter andres Beretning, Cassius begge disse, Brutus Bithynien. Saaledes udviklede Forholdene sig i Rom.

9. Octavius, Cæsars Søsterdattersøn, havde for eet Aar været selve Cæsars Ryttergeneral, efterat Cæsar havde indført at lade denne Værdighed gaa paa Omgang mellem sine Venner og derfor undertiden ladt den være etaarig; men da han endnu var ganske ung, havde Cæsar sendt ham til Apollonia ved Adriaterhavet, dels for at studere, dels for at blive uddannet i Krigsvu'scncl, snaal han kunde følge ham paa Krigstog. I Apollonia fik han afvekslende Besøg af forskellige Rytterafdelinger fra Makedonien, som skaffede ham Øvelse, og nogle af Officererne opsøgte ham hyppigt, fordi han var en Slægtning af Cæsar; herved blev han bekendt med Hæren og vandt til en vis Grad dens Hengivenhed, da han modtog alle med Venlighed. Da han var paa sjette Maaned i Apollonia, fik han en Aften Efterretning om at Cæsar i Senatet var blevet dræbt af sine bedste Venner og dem som paa den Tid formaaede mest hos ham. Da der endnu ikke blev fortalt noget om Enkelthederne, svævede han i Angst og vidste ikke, om Mordet skyldtes hele Senatet eller kun Gerningsmændene, og om de allerede enten var blevet straffede eller skulde straffes af Folket eller de muligvis havde Folkets Sympati.

10. I Anledning heraf raadede nogle ham til for sin personlige Sikkerheds Skyld at flygte til Hæren i Makedonien og, naar han fik at vide at Mordet kun var nogle enkelte Mænds Værk, dristigt tage Kampen op med Fjenderne og hævne Cæsar (der var ogsaa nogle af Officererne der lovede at beskytte ham, hvis han kom); men hans Moder og Philippus, som var gift med hende, skrev til ham fra Rom, at han hverken maatte handle i Lidenskab eller endnu føle sig altfor sikker, men huske hvorledes Cæsar, som havde faaet Bugt med alle sine Fjender, var blevet behandlet netop af sine bedste Venner: han skulde hellere bestemme sig for at optræde mere som Privatmand, hvad der var det sikreste, og med Forsigtighed ile til dem i Rom. Bevæget af disse Forestillinger, da han endnu var ukendt med Begivenhederne efter Mordet, tog Octavius Afsked med Officererne og sejlede over Adriaterhavet, ikke til Brundisium (da han nemlig endnu ikke kendte noget til Hæren der, tog han sig i Agt for alt), men til en anden, afsides liggende By ikke langt fra Brundisium ved Navn Lupiæ, og her opholdt han sig i nogen Tid.

11. Da han havde faaet nøjagtigere Underretning om Mordet og Folkets Sorg og desuden Afskrifter af Testamentet og Senatsbeslutningerne, advarede hans Familie ham endnu alvorligere mod Cæsars Fjender, fordi han baade var hans Søn og Arving, og raadede ham til sammen med Arven at give Afkald paa Adoptionen; men han betragtede baade dette og det ikke at hævne Cæsar som vanærende for sig og rejste til Brundisium efter at have sendt Bud iforvejen og ladet undersøge, om der ikke fra Mordernes Side var lagt et Baghold for ham. Da saa ogsaa Hæren der gik ham imøde og hilste ham som Cæsars Søn, bragte han tillidsfuld et Offer og lod sig straks kalde Cæsar. Hos Romerne er det nemlig Sædvane, at de adopterede tilføjer deres Adoptivfædres Navne; men han nøjedes ikke dermed, men ændrede helt baade sit eget og det fra Faderen arvede Navn, saaat han istedenfor Octavius, Octavius' Søn, blev Cæsar, Cæsars Søn, og dette Navn blev han ved at bruge. Straks strømmede der allevegnefra en stor Mængde Mennesker sammen til ham i Egenskab af Cæsars Søn, nogle af Venskab for Cæsar, andre dennes frigivne og Slaver, og sammen med dem andre Tilhængere, dels Folk der var paa Vej til Makedonien med deres Ejendele og Penge, dels Mænd der fra andre Provinser kom med Afgifter og andre Penge til Brundisium.

12. I Tillid saa vel til Mængden af dem der kom til ham som til selve Cæsars Ry og den almindelige Hengivenhed for denne gav han sig paa Vej til Rom sammen med en betydelig Mængde, der voksede for hver Dag ligesom en Strøm; mod aabenlyse Efterstræbelser var han sikret ved Mængden, men netop af den Grundvar han paa sin Post overfor Baghold, fordi næslen alle der omgav ham var nye Bekendtskaber. Hvad Kommunerne angaar, saa var Stemningen i de andre ham ikke helt gunstig; men Gæsars Veteraner, som var fordelte i Kolonier, strømmede sammen fra deres Byer for at hylde den unge Mand, beklagede Cæsar, skældte ud paa Antonius, fordi han lod en saadan Skændselsdaad ustraffet, og sagde at de selv vilde tage Hævn, hvis de havde en Fører; Cæsar roste dem, men skød foreløbig Sagen ud og lod dem gaa dermed. Da han var kommet til Tarracina, omtrent 400 Stadier fra Rom, iik han Meddelelse om .at Syrien og Makedonien af Konsulerne var blevet frataget Cassius og Brutus, som til Trøst derfor havde faaet andre, mindre Provinser, Kyrene og Kreta, desuden om forskellige landsforvistes Tilbagekomst, Pompejus' Hjemkaldelse, Optagelsen af nogle i Senatet paa Grundlag af Cæsars Optegnelser og mange andre Begivenheder.

13. Da han saa kom til Hovedstaden, udtalte hans Moder, Philippus og alle hans andre Formyndere igen deres Frygt paa Grund af Senatets Uvillie mod Cæsar, Beslutningen om at der ikke maatte holdes Rettergang i Anledning af hans Mord og den for Øjeblikket almægtige Antonius' Ringeagt for ham, idet han hverken var gaaet ham imøde som Cæsars Søn eller havde sendt nogen; men han beroligede dem ogsaa med Hensyn hertil, idet han sagde, at han selv som den yngre og Privatmand vilde opsøge Antonius som den ældre og Konsul, og at han ogsaa vilde vise Senatet den skyldige Opmærksomhed. Beslutningen, sagde han, var vedtaget paa et Tidspunkt, da ingen endnu anklagede Morderne; men saasnart en tog Mod til sig og gjorde det, saa vilde baade Folket og Senatet støtte denne Handling som lovmæssig og ligesaa Guderne, fordi den var retfærdig, og maaske ogsaa Antonius. Men hvis han afslog saavel Arven som Adoptionen, vilde det være en Forbrydelse mod Cæsar og en Uret mod Folket, som blev bedraget for Pengeuddelingen. Han endte sin Tale med at sige, at det var hans Pligt ikke blot at udsætte sig for Fare, men endogsaa dø, naar han, som i saa høj Grad var blevet foretrukket fremfor alle af Cæsar, viste sig denne værdig, der havde været dristigst af alle. Derefter citerede han Achilleus' Ord, som han paa den Tid netop havde paa rede Haand, idet han vendte sig til sin Moder, ligesom Achilleus til Thetis :

Gid jeg da dø paa Stand, da det ej sig saa vilde føje,
at jeg beskærmed min myrdede Ven -

og han sagde at dette Ord af Achilleus, og allermest hans Handling, fremfor alt bragte ham udødelig Ære, og selv kaldte han Cæsar ikke Ven, men Fader, ikke Krigskammerat, men Imperator, ikke falden efter Krigens Sædvane, men nedhugget paa skændig Vis i Senatet.

14. Hans Moder, hvis Angst gik over til Glæde, omfavnede ham derefter som alene Cæsar værdig, lod ham ikke tale længere og skyndede paa ham, at han med Gudernes Hjælp skulde iværksætte sine Beslutninger; dog formanede hun ham til foreløbig mere at bruge List og Langmodighed end aabenlys Dristighed. Cæsar bifaldt det og lovede at bære sig saaledes ad; endnu samme Aften sendte han Bud rundt til sine Venner og bad dem møde med Folk næste Morgen paa Torvet. Her henvendte han sig til Antonius' MrodiT Gajus Antonius, som var Byprætor, og sagdr al han modtog Cæsars Adoption; hos Romerne i1 r del nemlig brugeligt, al Adoptioner foregaar med Prætorerne som Vidner. Da Skriverne havde optegnet hans Erklæring, gik han lige fra Torvet hen til Antonius, som opholdt sig paa en Villa som Cæsar havde skænket ham og som havde tilhørt Pompejus. Da Cæsar maatte vente temmelig længe ved Døren, udlagde han ogsaa dette som et Tegn paa Antonius' uvenlige Sindelag; endelig blev han kaldt ind, og der udveksledes Hilsener og de sædvanlige Spørgsmaal om hinanden.

15. Da de saa kom til det hvorom det drejede sig for dem, sagde Cæsar: »Fader Antonius (for baade Cæsars Velgerninger mod Dig og Dit Venskab med ham gør det naturligt for mig at kalde Dig Fader), af det Du har gjort efter hans Død bifalder jeg endel og vil skylde Dig Tak derfor, men andet misbilliger jeg og vil nævne det med den Frimodighed som min Sorg giver mig. Da han blev dræbt, var Du ikke tilstede, idet Morderne opholdt Dig ved Døren, for Du vilde have frelst ham eller med ham udsat Dig for den samme Skæbne; hvis det sidste skulde være sket, saa var det en Lykke at Du ikke var tilstede. Da nogle vilde bevilge dem Æresbevisninger som for et Tyranmord, protesterede Du bestemt, og derfor er jeg Dig meget taknemmelig, selvom Du vidste at Mændene havde besluttet ogsaa at rydde Dig af Vejen, ikke fordi de, som vi mener, i Dig saa en Hævner for Cæsar, men som de selv siger, en Efterfølger i Tyranniet. Og desuden har de ikke været Tyrandræbere uden tillige at være Mordere; derfor flygtede de ogsaa op paa Capitolium ligesom Forbrydere, der søger Ly, flygter til et Tempel eller som Fjender til en Borg. Hvorfor fik de altsaa Amnesti og Ansvarsfrihed for Mordet, undtagen fordi nogle af Senatet og Folket var bestukne af dem? Og Du maatte som Konsul se paa hvad Flertallet mente. Men ogsaa naar Du ønskede det andet, havde Du en Støtte i dit Embede til at straffe en saadan Skændselsdaad og bringe de vaklende paa bedre Tanker. Men Du sendte endogsaa Panter paa Straffriheden, Dine egne Slægtninge, op paa Capitolium til Morderne. Men lad saa være, at de bestukne ogsaa har tvunget Dig til det; men da Folket, efter Oplæsningen af Testamentet og Din egen smukke Tale, i levende Erindring om Cæsar gik med Brande mod Mordernes Huse og af Skaansomhed mod Naboerne aftalte at mødes næste Dag bevæbnede, hvorfor hjalp Du saa ikke Folket og ledede Brandstiftelsen eller Angrebet eller idetmindsle anklagede Morderne, hvis der behøvedes Anklage mod Forbrydere grebne paa fersk Gerning, Du som baade er Cæsars Ven, Konsul og Antonius?

16. Ganske vist blev Marius dræbt efter Din Befaling i Medfør af Din Embedsmagt; men Du tillod Mordere at undslippe og adskillige endda at flygte til Provinser, som de har med Urette efter at have dræbt Giveren. Syrien og Makedonien tilegnede I Konsuler, Du og Dolabella, Jer heldigvis, netop som Forholdene var ved at fæstne sig, og det vilde jeg være Dig taknemmelig for, hvis I ikke straks havde bevilget dem Kyrene og Kreta og tilladt Flygtninge stadig ved Kommandoer at være sikrede til min Skade, og Decimus finder I Jer i har det nærliggende Gallien, skønt han ligesaa godt som de andre har .været min Faders Morder. Men ogsaa dette, vil man sige, har Senatet besluttet; ganske vist, men det var Dig der ledede Mødet og satte Forslagene under Afstemning, Du som snarest af alle burde have protesteret for Din egen Skyld; at give Amnesti viste nemlig blot at man vilde skaane dem, men derimod at bevilge dem Statholderskaber og Æresbevisninger var en Haan mod Cæsar og en Underkendelse af Din Mening. Dette har min Sorg bragt mig til at udtale, maaske i Strid med hvad der passer for min Ungdom og min Respekt for Dig; men jeg har dog fremført det i Betragtning af at Du var en mere intim Ven af Cæsar og af ham blev hævet til den højeste Ære og Magt og maaske ogsaa vilde være blevet adopteret af ham, hvis han havde været sikker paa at Du vilde gaa ind paa at blive en Æneade istedenfor en Heraklide; dette ved jeg nemlig at han var i Tvivl om, medens han talte meget om at gøre Dig til sin Efterfølger.

17. Men hvad Fremtiden angaar, Antonius, saa beder jeg Dig ved Venskabets Guder og ved selve Cæsar, om Du ikke ogsaa vil ændre noget af hvad der er sket (Du kan nemlig, hvis Du vil); i modsat Fald beder jeg Dig ialfald ellers bistaa og hjælpe mig, naar jeg i Forening med Folket og dem jeg endnu har af min Faders Venner straffer hans Mordere, eller, hvis Du tager noget Hensyn til Mændene eller til Senatet, idetmindste ikke lægge mig Vanskeligheder i Vejen. Men nok herom; hvorledes mine personlige Forhold er ved Du, baade med Hensyn til Uddelingen af Pengemidler til Folket som min Fader har bestemt og med Hensyn til den hurtige Udførelse deraf, forat jeg ikke ved at nøle skal forspilde Taknemmeligheden, og forat jeg ikke skal sinke alle de til Kolonierne udskrevne der opholder sig i Byen. Af Cæsars Ejendele, som straks efter hans Drab blev bragt over i Sikkerhed til Dig fra et dengang truet Hus, mener jeg at Du skal beholde Kostbarhederne og hele det øvrige Udstyr og desuden af os modtage alt hvad Du ellers ønsker, medens Du til Uddelingen udbetaler mig det møntede Guld, som han havde samlet til de Krige han paatænkte og som nu vil slaa til for mig til Fordeling mellem 300,000 Mennesker. Hvad jeg ellers har Brug for, det vil jeg, hvis jeg kunde stole paa Dig, maaske laane af Dig eller gennem Dig af Statens Midler, og hvad han ejede skal ogsaa straks blive solgt.«

18. Antonius blev forbauset over denne Tale af Cæsar, hvis Frimodighed og Dristighed han fandt overraskende stor og lidet slemmende med hans unge Alder, og forbitret over at hans Ord ikke viste den passende Ærbødighed overfor ham og især over Kravel om Pengene, svarede han ham ret skarpt paa følgende Mande: »Hvis Cæsar sammen med Arven og Navnet ogsaa havde efterladt Dig, min unge Ven, Herredømmet, saa var det rimeligt at Du krævede mig til Regnskab for min Politik og at jeg stod til Ansvar; men naar Romerne aldrig har givet nogen Herredømmet som Arv, heller ikke nogen af Kongerne (det gør Morderne ogsaa allermest gældende mod Din Fader, idet de siger at de har dræbt ham som Konge, ikke længer som Statens Leder), saa behøver jeg slet ikke at give Dig noget Svar om min Politik, og af samme Grund letter jeg ogsaa Dig for den Byrde, at være mig Tak skyldig for den; jeg har nemlig handlet saaledes ikke for Din Skyld, men for Folkets, med Undtagelse af een Handling og det den baade for Cæsar og Dig allervigtigste. Hvis nemlig jeg for min egen Sikkerheds Skyld og for ikke at paadrage mig Uvillie havde tilladt at der bevilgedes Morderne Æresbevisninger som Tyrandræbere, saa vilde Cæsar staa som en Tyran, og der vilde hverken være Tale om Ry eller nogen Hæder eller Stadfæstelse af hans Beslutninger. Han vilde ikke have faaet sit Testamente godkendt, ikke have haft Søn eller Formue, ja, selve hans Lig vilde ikke have faaet Begravelse, ikke engang en Privatmands; ifølge Lovene bliver nemlig Tyranners Lig ubegravede kastede udenfor Grænserne, deres Minde forbandet og deres Formue konfiskeret.

19. Af Frygt for alt dette kæmpede jeg for at Cæsar skulde opnaa udødeligt Ry og offenlig Begravelse, ikke uden at bringe mig selv i Fare og paadrage mig Uvillie, og det var dels mod energiske og blodtørstige Mænd, som Du allerede har hørt ogsaa havde sammensvoret sig mod mig, dels mod Senatet, der var ildesindet mod Din Fader paa Grund af hans Herredømme. Men jeg var bestemt paa baade at udsætte mig for den Fare og finde mig i enhver Skæbne, hellere end at lade Cæsar blive berøvet Begravelse og Hæder, han der var den mest fremragende af alle sine samtidige, næsten i alle Foretagender den heldigste og den som jeg fremfor alle bør ære. Men netop derved at jeg har udsat mig for disse Farer har ogsaa Du alt hvad Du nu har af Cæsars Herligheder : Slægt, Navn, Anseelse og Formue, og det var rimeligere, at Du var mig taknemmelig derfor istedenfor, skønt Du er meget yngre end jeg, at paatale hvad jeg har undladt for at stille Senatet tilfreds eller for at opveje det jeg søgte at opnaa eller paa Grund af andre Krav eller Hensyn. Men nok herom; Du antyder imidlertid, at jeg ogsaa ønsker Herredømmet - det gør jeg ganske vist ikke, men jeg betragter mig som ikke uværdig dertil og er misfornøjet med at jeg ikke har faaet en Plads i Cæsars Testamente - og det skønt Du indrømmer at jeg har nok i at være en Heraklide.

20. Men hvad nu Dine Krav angaar, saa vilde jeg betragte Dit Forslag om at laane af Statens Midler som Ironi, hvis det ikke var troligt, at Du enduu svæver i Uvidenhed om at Din Fader har efterladt Statskassen tom, idet Indtægterne, fra det Øjeblik da han kom til Magten, blev bragt til ham istedenfor til Statskassen og snart vil blive fundne i Cæsars Formue, naar vi har vedtaget at søge efter dem. Dette vil nemlig slet ikke være uretfærdigt mod Cæsar, som allerede er død og ikke vilde have kaldt det en Uretfærdighed, hvis han endnu i levende Live var blevet affordret Regnskab derfor; forresten vil Du, naar ogsaa mange Privatmænd enkeltvis gør Dig Formuen stridig, se at Du ikke har den ubestridt. De til mig overførte Penge er hverken saa mange som Du formoder, ikke heller er der nu noget deraf hos mig, da Embedsmændene og Magthaverne undtagen Dolabella og mine Brødre straks delte det hele som en Tyrans Ejendom, men ved min Indflydelse lod sig omstemme til Gunst for Beslutningerne om Cæsar; forresten vil ogsaa Du, naar Du faar hvad der er tilovers, hvis Du er fornuftig, give det ikke til Folket, men til de misfornøjede. Disse vil nemlig, hvis de staar paa Din Side, sende Folket ud til Kolonierne; men Folket er, som Du, der netop har studeret den helleniske Litteratur, ogsaa har lært, et Væsen ligesaa ustadigt som Havets Bølge: »den ene kommer, den anden gaar,«x). Derfor har ogsaa hos os Folket altid hævet dem der jagede efter dets Gunst til den højeste Magt, men tilsidst styrtet dem i Grus.«

21. Forbitret over disse Ord, der for Størstedelen var krænkende for ham, gik Cæsar bort, medens han stadig paakaldte sin Fader ved Navn, og han stillede straks al den Ejendom som ved Arven blev hans til Auktion, idet han tilskyndede Folket til at hjælpe ham. Som Følge af denne hans Agitation, da Antonius' Fjendskab mod ham var blevet tydeligt og Senatet straks havde vedlaget en Undersøgelse om Statens Penge, blev de Heste bange for den unge Cæsar paa Grund af hans Faders Velvillie mod Soldalerne og Folket og fordi han nu ved Pengeuddeling kunde vinde Folkets Gunsl og fik saa slor Rigdom, at han efter Flerlallels Mening ikke vilde nøjes med en Privatmands Stilling; endnu mere frygtede de dog for at Antonius skulde gøre Cæsar, som var ung, anset og rig, til sin lydige Ven og før ham tilegne sig den gamle Cæsars Herskerstilling. Andre glædede sig derimod over hvad der skete, fordi de mente at de to vilde staa hinanden i Vejen og tillige at Cæsars Rigdom ved Undersøgelsen om Statens Penge snart vilde forsvinde og Stalskassen derved blive fyldt; man vilde nemlig, antog de, finde de flesfe af Statens Penge hos Cæsar.

22. Desuden anlagde mange af dem Sag mod Cæsar for Ejendomme, med forskellig Motivering; i de fleste Tilfælde anførtes den almindelige Grund, at de hidrørte fra Konfiskation af proskriberede« eller landflygtiges eller dræbtes Gods. Sagen blev anlagt for selve Antonius' eller den anden Konsul Dolabellas Domstol, og ogsaa naar der procederedes for en anden Øvrighed, tabte Cæsar næsten altid Sagen til Bedste for Antonius, skønt han paaviste at Købekontrakterne var udfærdigede til hans Fader af Statsskriveren og henviste til den sidste Senatsbeslutning, hvorved alle Cæsars Handlinger var blevet stadfæstede. Han var under Processerne Genstand for mange Krænkelser og hans Pengetab løb umaadeligt op, saaal tilsidst Pedius og Pinarius, som ifølge Cæsars Testamente skulde have deres Del af Arven, paa deres egne og den unge Cæsars Vegne beklagede sig hos Antonius over denne uretfærdige Behandling, som de sagde stred mod Senatets Beslutning; de mente at han blot burde have fjernet hvad der gik ud paa at forhaane den gamle Cæsar, men ellers stadfæste alle hans Handlinger. Antonius indrømmede nok, at det som nu skete maaske stod i en vis Modsætning til Senatsbeslutningen, og sagde at ogsaa denne var affattet i Strid med hvad man dengang mente: alene fordi Amnestien skulde vedtages var nemlig Bestemmelsen om intet at kuldkaste af Cæsars Handlinger blevet tilføjet, ikke saameget for det sammes Skyld eller for alle mulige Forhold som forat det skulde se godt ud og for at berolige Folket, som var misfornøjet med den første Bestemmelse. Men det var (sagde han) retfærdigere, idet man mere tog Hensyn til Aanden i Beslutningen end til Bogstaven, ikke paa en urimelig Maade at handle til Skade for saamange Mænd, der under de urolige Forhold havde mistet selverhvervede eller arvede Besiddelser, til Bedste for en purung Mand, der uventet havde faaet saa stor en Rigdom, som var erhvervet af en anden og ikke passede for en Privatmand, og nu ikke brugte sin Lykke paa heldig Maade, men optraadte med Frækhed. Dog vilde han skaane dem selv, hvis de skiftede med Cæsar. Dette Svar gav Antonius Pinarius og Pedius, og de skiftede straks, forat ikke ogsaa deres Del skulde gaa tabt under Processerne, ikke for deres egen Skyld, men ogsaa denne Gang for Cæsars ; de kom nemlig kort efter til at give ham det hele."

23. Da en Fest nærmede sig, som Antonius' Broder Gajus Antonius, der ogsaa ellers forvaltede den fraværende Brutus' Prætur, skulde foranstalte paa dennes Vegne, udstyredes den med Ødselhed i det Haab, at Folket vilde blive rørt ved Festen og kalde Brutus og Cassius tilbage. Men Cæsar, som paa sin Side søgte al vinde Mængden, uddelte stadig alle de Penge der kom ind ved Salget til Tribusforstanderne til Fordeling mellem de første, de bedste Medlemmer af Tribus, og han gik rundt til Salgsstederne og sagde til Auktionsholderne, at de skulde raabe alt op til den lavest mulige Pris, dels paa Grund af Processerne, som gjorde alt svævende og usikkert, dels paa Grund af Cæsars Godhed for den menige Mand. Alt dette vakte hos Folket venlige Følelser for ham og tillige Medlidenhed, fordi man fandt Forfølgelsen af ham ufortjent. Og da foruden Arven ogsaa hans private Ejendom, som han havde faaet fra sin Fader Octavius eller andre, alt hans Moders og Philippus' Gods og Arveparten, som han havde forlangt af Pinarius og Pedius, var blevet stillet til Salg for at anvendes til Pengeuddelingen, saaat det saa ud somom Cæsars Formue ikke engang slog til for det alene paa Grund af Forfølgelsen, saa fik Folket, som ikke længere regnede det som en Gave fra den gamle Cæsar, men fra selve den unge, heftig Medlidenhed med ham og roste ham, fordi han fandt sig i saa meget og var saa ædelmodig, og det var øjensynligt at de ikke længe vilde finde sig i Antonius' Overmod overfor ham.

24. Det viste sig ved Brutus' Fest, ved hvilken der udfoldedes den største Pragt; da nemlig nogle, som var lejede dertil, raabte op om at man skulde hjemkalde Brutus og Cassius og de øvrige Tilskuere derved skulde lokkes til at faa Medlidenhed med dem, styrtede Folk ind i Mængde og standsede Festen, indtil de havde bragt de andre til Taushed. Efterat de Forhaahninger Brutus og Cassius havde knyttet til Festen var blevet skuffede ved Cæsars Virksomhed, besluttede de at gaa til Syrien og Makedonien, der jo var blevet bevilget dem før Antonius og Dolabella, og tiltvinge sig Adgangen dertil. Da dette blev bekendt, ilede ogsaa Dolabella til Syrien og undervejs til Asien for at samle Pengemidler der. Antonius mente imidlertid at han til det der forestod vilde faa Brug for en Krigsmagt, og da Hæren i Makedonien baade var den dygtigste og den talrigste - den bestod nemlig af seks Legioner (hvormed var forbundet en Mængde Bueskytter og letbev^ebnede af forskellige Slags, et talrigt Rytteri og et tilsvarende, fuldstændigt Krigstilbehør), som syntes at tilkomme Dolabella, hvem Syrien og Krigen med Partherne var overdraget, fordi ogsaa Cæsar havde haft i Sinde at bruge dem mod Partherne —, saa tænkte han paa at overføre den til sig selv, fordi den ogsaa var nærmest, saaal den ved at sejle over Adriaterhavet straks kunde være i Italien.

25. Med eet dukkede der saa et Rygte op om at Gelerne efter al have hørt om Cæsars Død hærgende gjorde Indfald i Makedonien, og Antonius bad Senatet om Hæren for at tugte Geterne; den var nemlig, sagde han, rustet af Cæsar til Brug mod Gelerne førend mod Partherne og for Øjeblikket var der roligt ved .den parthiske Grænse. Senalet havde nu Mistanke til Rygtet og afsendte nogle Undersøgere; men' Antonius, som vilde slaa deres Frygt og Mistanke ned, fik vedlaget, at det ikke af nogensomhelst Grund maatle være lilladt at stille Forslag eller lade afstemme om en Diklalur eller modlage el Tilbud derom: den der overlraadte en af disse Bestemmelser skulde enhver ustraffel have Lov til at dræbe. Da han især herved havde narret Tilhørerne og truffet Aflale med Dolabellas Repræseiilanler om at overlade ham een Legion, blev han valgt til Overfeltherre for Hæren i Makedonien. Da han nu havde opnaaet hvad han ønskede, sendie han straks i Hast sin Broder Gajus med Senatsbeslutningen til Hæren, og Undersøgerne, der kom tilbage, sagde at de ikke havde set Geterne i Makedonien, men tilføjede, enten sandfærdigt eller instruerede af Antonius, al el Indfald af Gelerne i Makedonien befrygledes, hvis Hæren flyttedes til et andet Sted.

26. Medens Sagerne stod saaledes i Rom, samlede Cassius og Brulus Penge og Tropper, og Trebonius, Slalholderen i Lilleasien, befæstede Byerne for dem, og da Dolabella kom, lod han 'ham hverken komme ind i Pergamos eller Smyrna, men tillod ham blot som Konsul at proviantere udenfor Muren. Da han forbitret angreb Murene uden Resultal, lovede Trebonius at give ham Adgang lil Efesos og sendte, da han straks gik bort lil Efesos, nogle der skulde følge efter ham paa Afstand; men da disse ved Nattens Frembrud saa Dolabella gaa bort og ikke længer befrygtede noget, lod de nogle faa af deres egen Midle blive tilbage for at følge ham og vendte selv tilbage til Smyrna. Den lille Skare blev ved et Baghold omringet og dræbt af Dolabella, som endnu i den samme Nat kom til Smyrna og, da han fandt den uden Forsvar, tog den ved Belejringsstiger. Trebonius befalede Fjenderne, der overraskede vham paa Lejet, at føre ham til Dolabella: han vilde godvillig følge med dem; men en af Centurionerne svarede ham spottende: »Gaa Du bare, naar Du lader Dit Hoved blive her; for vi har Ordre til at bringe ikke Dig, men Dit Hoved!«, og med disse Ord huggede han straks Hovedet af ham. Ved Daggry lod Dolabella det udstille paa Statholderhøjsædet, hvor Trebonius plejede at sidde til Doms, og Soldaterne og desuden alle Trosknægtene i. Hæren, som var forbitrede paa Trebonius, fordi han havde taget Del i Sammensværgelsen og, medens Cæsar blev dræbt, havde opholdt Antonius med Samtale ved Indgangen til Raadhuset, mishandlede baade paa forskellige Maader Kroppen og morede sig med at spille Bold med Hovedet i den brolagte By, saaat det blev skamferet og ødelagt. Saaledes led han først af Morderne Straf.

27. Antonius tænkte imidlertid paa at overføre Hæren fra Makedonien til Italien, og da han ikke kunde finde paa noget andet Paaskud, bad han Senatet om at lade ham ombytte Makedonien med det cisalpinske Gallien, hvor Decimus Brulus Albinus var Statholder; han vidste, at det ogsaa var med dette Gallien som Basis at Cæsar havde faaet Bugt med Pompejus, og troede at det vilde se ud somom Hæren ikke blev kaldt hjem til Italien, men til Gallien. Men Senatet, der betragtede dette Gallien som en mod dem rettet Fæstning, var misfornøjet, og de gennemskuede nu først hans Rænker og angrede at have givet ham Makedonien; de formaacnde af Senatorerne skrev privat til Decimus, at han med Kraft skulde holde fast paa Provinsen og samle flere Tropper og Penge, om Antonius skulde prøve paa at tvinge ham; i den Grad var de bange og forbitrede paa Antonius. Denne tænkte paa ved et Lovforslag at bede Folket istedenfor Senatet om Gallien, saaledes som baade Cæsar tidligere havde faaet den Provins og Dolabella for nylig Syrien, og for at indjage Senatet Frygt befalede han Gajus straks at føre Hæren over Adriaterhavet til Brundisium, en Ordre han beredte sig til at udføre.

28. Imidlertid skulde Ædilen Critonius foranstalte en Fest, og til den vilde Cæsar til Ære for sin Fader skaffe den gyldne Trone og Krans som ifølge Senatsbeslutning skulde opstilles til hans Ære ved alle Fester. Da Critonius nægtede at finde sig i at Cæsar blev æret ved en Fest som han selv bekostede, førte Cæsar ham til Antonius i Egenskab af Konsul, og da Antonius sagde at han vilde henvise Sagen til Senatet, blev Cæsar vred og sagde: »Gør kun det; men saalænge Senatsbeslutningen staar ved Magt, vil jeg opstille Tronen.« Herover blev Antonius vred og forhindrede det, og det samme gjorde han paa en endnu urimeligere Maade ved den følgende Fest, som Cæsar selv foranstaltede og som var indstiftet af hans Fader til Ære for Venus Genetrix, dengang hans Fader ogsaa indviede Templet paa Torvet til hende tilligemed selve Torvet. Især ved den Lejlighed viste der sig hos alle et tydeligt Had til Antonius, som man mente ikke saameget rivaliserede med den nuværende Cæsar som at han utaknemmeligt krænkede den første. Og Cæsar selv løb ledsaget af en Skare ligesom en Livvagt omkring til Borgerne og dem hans Fader havde vist Velgerninger og Veteranerne og bønfaldt dem for at lægge Antonius for Had om slet ikke at bryde sig om ham selv, der godvilligt bar saa mange og saa store Krænkelser, men hjælpe deres Iinperator og Velgører Cæsar, der blev krænket af Antonius; derved vilde de ogsaa hjælpe sig selv, da de ikke kunde være sikre paa noget af det de havde faaet af Cæsar, hvis ikke engang det der var bestemt til Ære for Cæsar selv stod ved Magt. Overalt i Byen sprang han op paa de høje Steder og raabte mod Antonius: »Cæsar skal Du for min Skyld ikke vredes paa eller krænke, han som især har vist Dig de største Velgerninger; men mig kan Du overvælde med Krænkelser ligesaamegel Du vil, men stands Plyndringen af hans Ejendom, indtil Borgerne har faaet Pengeuddelingen og alt det øvrige; jeg vil nemlig, skønt jeg lider Nød, have nok i min Faders Ry, hvis det bliver ubeskaaret, og i Uddelingen til Folket, hvis Du tillader at den finder Sted.«

29. Herefter lød der nu fra alle Sider vedholdende og aabenlyse Klager over Antonius, og da han havde truet Cæsar skarpere og Truslen kom ud blandt Folk, blev alle endnu mere ophidsede, og Krigstribunerne i Antonius' Livvagt, som havde tjent under den første Cæsar og for Øjeblikket var stærkt foretrukne af Antonius, bad ham holde op med Krænkelserne baade for deres og for sin egen Skyld, da han havde tjent under Cæsar og af ham opnaaet sin nuværende Magtstilling. Antonius, som indrømmede Sandheden heraf og respekterede dem der sagde det og tillige paa en vis Maade havde Brug for Cæsars Hjælp hos Folket til at opnaa Gallien, gik ind paa hvad de sagde og svor paa at det ogsaa var ham selv højst ubehageligt, men han maatte afvige fra sin sædvanlige Tænkemaade paa Grund af den purunge Mand, som trods sin Ungdom viste et stødende Hovmod og ikke havde nogen Skamfølelse eller Respekt overfor ældre og Embedsmænd; disse Fejl trængte til at .rettes for selve den unge Mands Skyld, men af Hensyn til dem der stillede disse Krav vilde han selv beherske sin Vrede og vende tilbage til sin tidligere Natur og Tænkemaade, hvis ogsaa den anden afholdt sig fra Yderligheder.

30. Glade herover arrangerede Tribunerne en Sammenkomst, hvori de to gjorde hinanden Bebrejdelser, men endte med at slutte Venskab. Og nu blev Lovforslaget om Gallien straks slaaet op, medens Senatet var meget bange og paatænkte, hvis Antonius sendte det til Senatet, at forhindre Behandlingen deraf, men hvis han uden foregaaende Behandling i Senatet bragte det for Folket, at faa Tribunerne til at protestere. Der var ogsaa dem der foreslog at befri den Provins helt for Herredømmet; i den Grad var man bange for Galliens Nærhed. Men Antonius svarede med at gøre dem Bebrejdelser, hvis de betroede Decimus den, fordi han havde dræbt Cæsar, men ikke stolede paa ham selv, fordi han ikke havde dræbt den Mand der havde erobret den og tvunget den i Knæ, og disse Ytringer udslyngede han aabenlyst mod alle somom de glædede sig over hvad der var sket. Da den bestemte Dag kom, troede Senatet at Centurieforsamlingen vilde blive sammenkaldt; men Antonius og hans Tilhængere havde allerede l Løbet af Natten indhegnet Torvet med Tove og indkaldte Tribusforsamlingen, som var kommet efter Aftale. Og det menige Folk, som var misfornøjet med Antonius, støttede ham dog af Hensyn til Cæsar, som stod ved Indhegningen og bad for ham; dette gjorde han især forat ikke Decimus, hans Faders Morder, skulde styre en vigtig Provins og Hær, desuden ogsaa for at tjene Antonius, som han havde udsonet sig med, og han ventede øjensynligt ogsaa selv at faa noget til Gengæld fra Antonius' Side. Da Antonius havde bestukket Tribunerne, saaat de ingenting sagde, gik Lovforslaget igennem, og nu sejlede Hæren under et velklingende Paaskud over Adriaterhavet til Antonius.

31. Da en af Tribunerne afgik ved Døden, støttede Cæsar Flaminius til at blive valgt istedenfor ham, og da Folket mente at han selv nok havde Lyst til at faa Embedet, men ikke søgte det paa Grund af sin unge Alder, tænkte de paa ved Valget at udnævne Cæsar til Tribun. Men Senatet undte ham ikke denne Stigen i Magt og var bange for at han som Tribun skulde stævne sin Faders Mordere for Folkets Domstol, og Antonius, som ikke tog Hensyn til det for nylig med Cæsar sluttede Venskab, enten for at imødekomme eller trøste Senatet, der var misfornøjet med Loven om Gallien, eller af egen Drift, erklærede i Egenskab af Konsul, at Cæsar ikke maatte forsøge paa noget imod Loven: ellers vilde han anvende sin Magt i hele dens Omfang imod ham. Da Erklæringen var utaknemmelig mod Cæsar og paa engang krænkende for ham og Folket, blev Borgerne forbitrede og det saa ud til en haard Valgkamp, saaat Antonius blev bange og aflyste Valget, idet han nøjedes med de tilbageværende af Tribunerne; men Cæsar, der allerede tydeligt følte sig angrebet, sendte mange Mænd rundt til sin Faders Kolonier for at meddele hvordan han blev behandlet og sondere Stemningen; desuden sendte han til Antonius' Tropper nogle Mænd der under Skin af at bringe Levnedsmidler skulde indlade sig med dem, tale med de dristigste og i Hemmelighed udsprede Smaaskrifter blandt de menige.

32. Medens han var optaget heraf, udbad Krigstribunerne sig atter en Sammenkomst med Antonius og sagde: »Vi, Antonius, og alle de andre der sammen med Dig som Cæsars Soldater grundlagde hans Herredømme og stadig arbejdede for dets Udvikling, vi ved at hans Mordere efterstræber os med ligesaa stærkt et Had og at Senatet ser igennem Fingre med dem ; men da Folket jog dem ud, fik vi atter Mod, fordi vi ser at Cæsar og hans Værk ikke helt mangler Venner eller er overgivet til Utaknemmelighedens Glemsel. Hvad Fremtiden angaar, stolede vi paa .Dig, der baade er Cæsars Ven og efter ham den dygtigste Hærfører af alle og som nu kommanderer over os og fuldtud er os god. Men da Fjenderne rejser Hovedet, med Dristighed tiltvinger sig Adgang til Syrien og Makedonien og samler Penge' og Tropper imod os, og da Senatet sætter Decimus op imod Dig og Du selv helt gaar op i Stridighederne med den unge Cæsar, saa befrygter vi med god Grund at i den kommende Krig, der allerede staar for Døren, Eders Strid skal forene sig med Krigen og vore Fjender faa gennemført Deres Planer imod os. I Betragtning heraf opfordrer vi Dig til, baade af Pietet mod Cæsar og af Hensyn til os, som Du ikke har haft Grund til at beklage Dig over, og fremfor alt i Din egen Interesse, saalænge Du endnu kan, blot at støtte Cæsar - mere behøves ikke i hans Plan om at faa Hævn over Morderne, medens Da straks hersker efter selv at have faaet og skaffet os Tryghed, vi som er bekymrede baade paa vore egne og paa Dine Vegne.«

33. Da Krigstribunerne havde talt saaledes, svarede Antonius følgende: »Hvor stor Hengivenhed og Interesse jeg havde for Cæsar mens han levede, idet jeg viste mig som den dristigste af alle i hans Tjeneste, det kender I nøje, da I deltog i Felttogene og overværede Begivenhederne; hvor stor Yndest paa den anden Side ogsaa han altid viste mig og hvorledes han foretrak mig, det er det ikke rimeligt at jeg selv bevidner. Begge Dele vidste ogsaa Morderne og derfor blev de enige om foruden Cæsar ogsaa at dræbe mig, i den Mening at de ikke kunde gennemføre deres Planer, hvis jeg var i Live. Hvem det saa var der fik dem til at opgive det, saa gjorde han det ikke af Godhed for at redde mig, men forat Tyrandrabet skulde se godt ud, at det ikke skulde hedde sig at de havde ryddet mange af Vejen, fordi de var Fjender, men een, der var Tyran. Hvem kan altsaa^ tro paa at jeg skulde være ligegyldig for min Velgører Cæsar, foretrække Fjenderne for ham og godvillig tilgive mine Efterstræbere Mordet, saaledes som den unge Cæsar tror? Hvorfor har de da faaet Amnesti og Kommandoer? Det vil han nemlig give mig istedenfor Senatet Skylden for. Hør hvorledes det gik til.

34. Da Cæsar pludselig var blevet dræbt i Raadhuset, blev jeg mest af alle grebet af den største Angst, baade paa Grund af mit Venskab med Cæsar selv og fordi jeg ikke nøje kendte Sammenhængen ; jeg gennemskuede nemlig endnu ikke Planen eller hvormange den var rettet imod. Men det gærede i Folket, Morderne besatte med Gladiatorer Capitolium og afspærrede det og Senatet holdt med dem, som det ogsaa nu gør endnu mere aabenlyst, og tænkte paa at hædre Morderne som Tyrandræbere. Hvis Cæsar var kommet til at slaa som en Tyran, saa var alle vi, Tyrannens Venner, visse paa Døden. Medens jeg saaledes var opfyldt af Uro, Bekymring og Frygt i denne Situation hvor det ikke gik an at tage en letsindig Beslutning og heller ikke at vakle, vil I ved nærmere Overvejelse finde at jeg har vist den største Dristighed, hvor det behøvedes, og Behændighed, hvor det gjaldt at forstille sig. Det vigtigste af alt og det hvorpaa Resten beroede var at forhindre Bevillingen af Hædersbevisninger til Morderne, og idet jeg med Fasthed traadte op baade mod dem og mod Senatet, fik jeg dette gennemført med dristigt og voveligt Mod, fordi jeg mente at vi Cæsarianere kun kunde være sikre paa vores Liv, naar Cæsar ikke kom til at staa som en Tyran. Da nu hans Fjender og selve Senatet var betagne af en og samme Frygt for at blive straffet for Manddrab, . naar Cæsar ikke gjaldt som en Tyran, og derfor var meget ivrige, saa gav jeg efter, da Amnestien blev tilbudt istedenfor Hædersbevisninger, forat jeg til Gengæld kunde opnaa hvad jeg ønskede. Og hvor meget og hvor vigtigt var ikke det! At hverken Cæsars Navn, som er mig det dyrebareste af alt, er blevet udslettet eller hans Formue konfiskeret eller Adoptionen, som den unge Cæsar nu gør sig til af, ophævet eller Testamentet erklæret ugyldigt, og at hans Lig er blevet kongeligt begravet, at de ham for længst givne Æresbevisninger bestaar for alle Tider, at alle hans Bestemmelser staar ved Magt og at hans Søn og vi hans Venner, baade Officerer og menige, er sikre paa vort Liv og ansete istedenfor foragtede.

35. Synes I at det kun var lidt eller ubetydeligt jeg forlangte af Senatet til Gengæld for Amnestien eller tror I at Senatet vilde have givet det uden at faa Amnestien? Det havde været forsvarligt ogsaa med Oprigtighed at gøre denne Indrømmelse og for Alvor at skaane Mordere, naar man opnaaede udødelig Ære for Cæsar og Sikkerhed og Frelse for os; dog gjorde jeg det ikke med denne Tankegang, men saaledes at jeg opsatte Straffen. For da jeg havde aftvunget Senatet det jeg først ønskede og Morderne var sluppet fri, somom de saa kunde være sikre, saa fattede jeg atter Mod og søgte at ophæve Amnestien, ikke ved Folke eller Senatsbeslutninger (det lod sig nemlig ikke gøre), men ved indirekte at vinde Folkets Gunst, idet jeg med Begravelsen som Paaskud førte Cæsars Lig ud paa Torvet, blottede Saarene, fremviste Mængden af dem og hans blodbesudlede og sønderrevne Kappe og dvælede ved hans Fortjenester og Kærlighed til Folket, lidenskabeligt for alles Øjne og saaledes at jeg beklagede ham som myrdet, men anraabte ham som Gud. Det var nemlig disse mine Handlinger og Ord der ophidsede Folket, saaat det anstiftede Brande trods Amnestien, faldt ind i Fjendernes Huse og udjog de skyldige af Byen. Og at alt dette skete mod Senatets Villie og til dets Ærgrelse, det viste sig straks derved at de beskyldte mig for at jage efter Folkets Gunst og sendte Morderne ud til Stalholderskaber og Brutus og Cassius til Syrien og Makedonien, hvor der stod store Hære, saaledes at de endda under Paaskud af Omsorg for Kornforsyningen instruerede dem om at bemægtige sig dem før den lovbestemte Tid. Saa blev jeg, som endnu ikke havde en egen Hær, grebet af en endnu større Frygt for at vi skulde komme til at staa vaabenløse overfor saamange der var rustede. Desuden havde jeg Mistanke til min Kollega, som altid havde staaet paa en daarlig Fod med mig og nu lod somom han havde efterstræbt Cæsar og regnede hans Dødsdag for Republikens Fødselsdag.

36. Fordi jeg var saa vanskeligt stillet og ønskede at afvæbne Fjenderne og overføre Tropperne fra dem til os, lod jeg Amatius dræbe og hjemkaldte Pompejus, forat Senatet, vundet herved, igen skulde slutte sig til mig. Og da jeg alligevel ikke stolede paa det, overtalte jeg Dolabella til at forlange Syrien, ikke af Senatet, men af Folket ved en Lov, og støttede hans Krav, forat Dolabella skulde blive en Fjende af Morderne istedenfor deres Ven og forat Senatet, efterat Dolabella havde faaet Syrien, skulde maatte skamme sig over at nægte mig Makedonien. Dog vilde de alligevel ikke have givet mig Makedonien, selv efterat Dolabella havde faaet Syrien, fordi der stod en Hær der, hvis ikke jeg havde overladt Hæren til Dolabella som den der havde faaet Syrien og Krigen mod Partherne. Men Cassius og Brutus vilde de hverken have frataget Makedonien eller Syrien, hvis de ikke havde faaet andre Provinser til dem for deres Sikkerheds Skyld. Der maatte altsaa gives en Erstatning, men se hvor daarlige Provinser de fik i Bytte og hvor blottede for Tropper, Kyrene og Kreta; disse forsmaar ogsaa Fjenderne som ikke sikre for dem og søger at tiltvinge sig Adgang til dem de har mistet. Saaledes var nu ogsaa Hæren overført fra Fjenderne til Dolabella ved Kunstgreb, Intriger og Ombytninger (da Krigen nemlig endnu ikke var erklæret, maatte man følge Lovene); men da dette var sket og Fjenderne havde samlet en anden Hær, havde jeg Brug for Hæren i Makedonien og var i Forlegenhed for et Paaskud.

37. Saa kom der pludselig et Rygte om at Geterne hærgede Makedonien, og da ogsaa dette blev modtaget med Vantro og Undersøgere var blevet afsendt, foreslog jeg, at det hverken skulde være tilladt at stille Forslag om Diktaturen eller lade afstemme derom eller modtage den, naar den blev tilbudt; netop herved lod Senatet sig narre til at bevilge mig Hæren. Nu først betragtede jeg mig som Fjenderne voksen, ikke disse aabenlyse, hvad Cæsar tror, men de talrigere og mægtigere som endnu ønsker at være skjulte. Men efter at have gennemført dette havde jeg en anden af Morderne tilbage i truende Nærhed, Decimus Brutus, som ogsaa styrede et vigtigt Land og en stor Hær; da jeg vidste at han var endnu dristigere, vilde jeg fratage ham Gallien, idet ieg for stadig at bevare Skinnet overfor Senatet lovede at give ham Makedonien i Bytte, som nu var blottet for Tropper. Men da Senatet harmedes og allerede gennemskuede Planen og mange skrev, I ved selv hvilke Breve og hvormange til Decimus og gik saa vidt at de ophidsede de designerede Konsuler, saa besluttede jeg med endnu større Dristighed at faa Provinsen af Folket ved en Lov istedenfor gennem Senatet, og jeg overførte Hæren fra Makedonien til Brundisiuni for at bruge den til det nødvendige, og det vil jeg med Gudernes Hjælp gøre, alt som Forholdene kræver det.

38. Saaledes har jeg, efter den store Frygt som havde behersket os, opnaaet sikker Tryghed for os selv og Selvtillid overfor Fjenderne; efterat disse tydeligt har vist deres Hensigter, er ogsaa Flertallets Interesse for Fjenderne kommet for Dagen. I ser nemlig hvor meget de fortryder hvad de har besluttet og hvor ivrige de er for at fratage mig Gallien, som allerede var givet mig; I ved hvad de skriver til Decimus og paa hvormange Maader de søger at faa de designerede Konsuler til at ændre Beslutningen om "Gallien. Men med de, fædrene Guders Hjælp, med Pietet mod Cæsar og med tapper Bistand af Eder, som ogsaa hjalp Cæsar til Sejren, vil vi hævne ham, idet vi baade vover vort Liv og bruger vor Forstand. Alt dette, Kammerater, ønskede jeg, saalænge det skete, endnu skulde være hemmeligt; nu da det er sket, har jeg fremstillet det for Eder, som jeg i alle Retninger regner for mine Hjælpere med Raad og Daad, og meddel det til de andre, hvis der er nogle der ser mindre klart, kun med Undtagelse af Cæsur, der er utaknemmelig mod mig.«

39. Denne Antonius' Fremstilling overbeviste Krigstribunerne om at han havde gjort det altsammen med haarduakket Fjendskab mod Morderne, saaledes at han narrede Senatet; men alligevel forlangte de at han skulde udsone sig med Cæsar, og de satte deres Ønske igennem, saaat de atter paa Capitolium bragte en Forsoning imellem dem i Stand. Men ikke længe efter angav Antonius hos sine Venner nogle af sine Livdrabanter for at have gaaet Cæsar til Haande i Efterstræbelser mod ham, hvad enten han nu bagvaskede ham eller i Virkeligheden troede det eller havde hørt om dem han havde sendt rundt til Tropperne og paa Grund af Cæsars Opposition mente at han ogsaa efterstræbte hans Liv. Da dette blev bekendt, vakte det straks almindelig Uro, og der opstod Harme; kun faa, der saa dybere i Sagen, forstod nemlig at det var til Gavn for Cæsar at Antonius var i Live, selvom han skadede ham, fordi han var frygtet af Morderne; hvis han nemlig blev dræbt, vilde de med større Dristighed vove alt muligt, især støttede af Senatet. Saaledes formodede de fornuftigere; Flertallet derimod, der saa hvorledes Cæsar hver eneste Dag blev krænket og led Tab, regnede ikke Beskyldningen for usandsynlig, men betragtede det dog som skændigt og oprørende, at Antonius i sit Konsulat var blevet efterstræbt paa Livet. Cæsar løb i rasende Vrede ud til dem, medens Stemningen var saaledes, og raabte at han selv blev efterstræbt af Antonius, der vilde berøve ham hans Gunst hos Folket, det eneste han endnu havde tilbage, og han løb hen til Antonius' Dør, raabte op paa samme Maade, kaldte Guderne til Vidne, udstødte alle mulige Forbandelser og opfordrede ham til at underkaste sig en Voldgift. Da der ingen kom ud, sagde han: »Jeg gaar ind paa at lade Dine Venner være Voldgiftsmænd!« og vilde derpaa løbe ind i Huset; da han blev forhindret deri, beklagede han sig atterr udskældte ham og gav sin Harme Luft overfor Dørvogterne, fordi de hindrede Afsløringen af Antonius. Idet han fjernede sig, kaldte han Folket til Vidne paa at hvis der tilstødte ham noget, saa skyldtes det en Mordplan af Antonius. Da han sagde dette i stærk Lidenskab, indtraadte der et Omslag hos Mængden, og man angrede sin tidligere Mening; der var dog dem der ogsaa nu var mistroiske og ikke rigtig kunde tro paa nogen af dem, og nogle paastod at de begge spillede Komedie, idet de for nylig havde sluttet Forlig i et Tempel og nu satte alt dette i Scene imod deres Fjender; andre troede at Antonius arrangerede det for at faa Lejlighed til at forstærke sin Livvagt eller for at stemme Veteranerne i Kolonierne ugunstigt mod Cæsar.

40. Da Cæsars hemmelige Udsendinge imidlertid havde meldt at Hæren i Brundisium og Veteranerne var vrede paa Antonius, fordi han lod Cæsars Drab uhævnet, og at de vilde hjælpe til, hvis de kunde, saa rejste Antonius i den Anledning til Brundisium. Da Cæsar nu blev bange for at han skulde komme tilbage med Hæren og overvælde ham, medens han var ubeskyttet, rejste han med Penge til Campanien for at overtale Borgerne i de af hans Fader grundlagte Kolonier til at tjene under ham. Han fik først Tilslutning i Calatia, derefter i Casilinum (disse to ligger hver paa sin Side af Capua), og efter at have givet hver Veteran 500 Denarer drog han afsted med henved 10,000 Mand, der hverken var fuldstændigt bevæbnede eller endnu indordnede i Afdelinger, men ligesom kun til personlig Beskyttelse, under een Fane. Da Borgerne i Rom, som allerede var bange for den med en Hær hjemvendende Antonius, hørte at ogsaa Cæsar rykkede frem med en anden, blev nogle grebne af en dobbelt Frygt, medens andre glædede sig ved Tanken om at kunne bruge Cæsar mod Antonius; alter andre, som havde set deres Forsoning paa Capitolinm, troede at det hele var Komediespil, og at Cæsar vilde hjælpe Antonius til Herredømmet mod selv at faa Hjælp mod Morderne.

41. Medens Folkestemningen saaledes var urolig, gik Tribunen Cannutius, som var en Fjende af Antonius og derfor Ven med Cæsar, denne imøde, og efter at have hørt hans Mening meddelte han til Folket, at Cæsar rykkede frem som en erklæret Fjende af Antonius og at man af Frygf for at Antonius skulde opkaste sig til Tyran burde vinde Cæsar for sig, da man for Øjeblikket ikke havde nogen anden Hær. Derpaa førte han Cæsar, som havde bivuakeret 15 Stadier foran Rom ved Mars' Tempel, ind i Byen, og da de var kommet ind, gik Cæsar til Castor og Pollux' Tempel, som nu Veteranerne med Dolke skjulte paa sig omringede, og Cannutius holdt først en Tale mod Antonius. Derpaa mindede Cæsar dem baade om sin Fader og om de Krænkelser Antonius havde tilføjet ham selv, hvorfor han ogsaa havde samlet denne Hær til sin Beskyttelse, og sagde at han i alle Retninger vilde være Fædrelandets lydige Tjener og for Øjeblikket var rede til at tage Kampen op med Antonius.

42. Efterat han havde talt saaledes og derpaa hævet Folkeforsamlingen, var Veteranerne, sona tværtimod troede ..at de var kommet for at stifte Fred mellem Antonius og Cæsar eller ialfald blot for at beskytte Cæsar og .straffe Morderne, ærgerlige over hans Erklæring mod Antonius, der havde været deres General og nu var Konsul; nogle af dem forlangte at vende tilbage til deres Hjem for at bevæbne sig (de kunde nemlig ikke bruge andre Vaaben end deres egne, sagde de), andre lod ogsaa deres virkelige Mening skinne igennem. Cæsar var i Forlegenhed, fordi Resultatet var blevet modsat af hvad han havde ventet, men da han haabede snarere at kunne overvinde deres Modstand ved Overtalelse end ved Tvang, tog han deres Undskyldninger for gode Varer og sendte nogle afsted efter deres Vaaben, andre simpelthen til deres Hjem, og idet han skjulte sin Ærgrelse, takkede han dem allesammen fordi de var mødt, gav dem andre Gaver og sagde at han vilde belønne dem endnu rigeligere, idet han altid brugte dem til det nødvendige mere som sin Faders Venner end som Soldater. Kun 1000 eller 3000 af 10,000 (om Tallet er der nemlig Uenighed) fik han ved disse Ord bevæget til at blive hos sig; de øvrige gik i Øjeblikket ud af Byen, men kom straks til at tænke paa Slidet ved at dyrke Jorden, Fordelene ved Krigstjeneste, Cæsars Ord, hans Villighed til at imødekomme deres Ønsker og de Gunstbevisninger de dels havde faaet, dels haabede paa i Fremtiden, og ustadig som Mængden er, angrede de hvad de havde gjort, og idet de benyttede det velklingende Paaskud, væbnede de sig og vendte tilbage til ham. Han rejste allerede med andre Penge rundt til Ravenna og alle de nærliggende Byer og udskrev stadig flere Tropper, som han allesammen sendte til Arretium.

43. For Antonius var imidlertid at de fem Legioner i Makedonien fire kommet til Brundisium, men af Misfornøjelse med at han ikke havde hævnet Cæsars Drab hilste de ham ikke med Bifaldsraab7 men førte ham hen til Talerstolen, fora t han først skulde rense sig overfor dem med Hensyn til dette Punkt. Antonius, som var vred paa dem for deres Taushed, kunde ikke styre sig, men bebrejdede dem at de var utaknemmelige, skønt han havde overført dem til Italien og befriet dem fra at gaa mod Partnerne, og ikke paaskønnede en saadan Velgerning; han beklagede sig ogsaa over at de ikke selv førte de Mænd til ham som en fræk ung Mand (saaledes kaldte han Cæsar) hnvde udsendt for at forføre dem. Disse skulde han imidlertid nok selv finde; Hæren vilde han føre til det ham bevilgede rige Gallien, og hver af de tilstedeværende skulde faa 100 Denarer. Men Soldaterne spottede over hans Karrighed, og da han blev vred, gjorde de endnu mere Uro og løb fra hinanden. Saa gik han sin Vej efter blot at have sagt: »I skal lære at lystre!«, og efter at have forlangt de oprørske udleverede af Krigstribunerne (i Romernes Hære føres der nemlig stadig Konduitelister for hver enkelt) udtog han efter militær Skik hver tiende og lod ikke hele Tiendedelen, men kun en Del af dem dræbe, fordi han troede paa den Maade snart at kunne sætte dem i Skræk. Men istedenfor Frygt blev der derved snarere opvakt Vrede og Had hos Soldaterne.

44. Da de Agenter Cæsar havde udsendt for at forføre disse Tropper saa dette, udspredte de mere end nogensinde en Masse Smaaskrifter i Lejren med Opfordringer til at forlade den karrige og grusomme Antonius og vende sig til Erindringen om den gamle Cæsar og til den unge Cæsars Hjælp og rundhaandede Gaver. Antonius lod disse Agenter eftersøge ved at udsætte store Belønninger til Angiverne og true enhver der skjulte dem, og da han ikke fik fat paa nogen, ærgrede han sig og mente at Hæren skjulte dem; ogsaa Efterretningen om hvad Cæsar havde gjort i Kolonierne og i Rom gjorde ham urolig. Han traadte atter frem for Hæren og sagde at han for Disciplinens Skyld havde ladet Straffen for hvad der var sket ramme nogle, dog ikke saamange som efter Loven var slrafskyldige, men de vidste godt selv at Antonius hverken var grusom eller karrig. »Men lad det nu, sagde han, være nok med Uvillien, som er tilfredsstillet saavel ved Forseelserne som ved Tugtelserne; de 100 Denarer jeg befalede skulde gives Jer skulde ikke være en Gave (det vilde nemlig ikke svare til Antonius' Lykke), men snarere en Velkomsthilsen ved vort første Møde, og baade heri og i alt andet bør den nedarvede militære Skik følges.« Dette sagde han uden at føje mere til Gaven, forat det ikke skulde se ud somom han, Generalen, havde bøjet sig for Hæren, og de tog imod den, enten fordi de angrede eller af Frygt. Derpaa gav han dem andre Krigstribuner, enten fordi han stadig var vred over Mytteriet eller tilskyndet af en eller anden Mistanke; men de øvrige behandlede han ogsaa ellers venligt, naar han havde med dem at gøre, og lod den ene Afdeling efter den anden drage langs Kysten ad Ariminum til.

45. Efter blandt dem alle at have udsøgt sig en Livvagt bestaaende af de paa Sjæl og Legeme bedste Mænd begav han sig selv til Rom for derfra at drage til Ariminum. Han rykkede ind i Hovedstaden paa en stolt Maade; Rytteriet havde han lagt i Lejr foran Byen, men de andre havde han omkring sig kampfærdige og lod dem om Natten bevæbnede bevogte sit Hus, der gaves dem Feltraab og Vagterne afløste hinanden ligesom i en Lejr. Derpaa sammenkaldte han Senatet for at beklage sig over Cæsars Færd; men ligesom han skulde gaa derind, fik han at vide, at af de fire" Legioner den saakaldte Mars' Legion undervejs var gaaet over til Cæsar, og medens han ventede med at gaa ind og var raadvild, fik han Bud om at ogsaa den saakaldte Fjerde ligesom Marslegionen var gaaet over til Cæsar. Bestyrtet herover gik han nok ind i Raadhuset, men forhandlede ganske kort, somom han havde sammenkaldt dem i en anden Anledning, og gik straks til Byporten og derfra til Byen Alba for at omstemme de frafaldne. Men da man kastede efter ham fra Muren, vendte han om og sendte de andre Legioner 500 Denarer til Mands, hvorefter han med dem han havde selv gik ud til Tibur, iført Feltherredragt; Krigen var nemlig allerede uomtvistelig, da Decimus ikke vilde give Slip paa Gallien.

46. Medens han var her, kom næsten hele Senatet, de fleste af Ridderstanden og de betydeligste af Borgerne for at hædre ham; da disse traf ham i Færd med at edfæste sine tilstedeværende Soldater og de Veteraner der var strømmet sammen (dem var der nemlig ogsaa mange af), svor de ogsaa frivilligt, al de ikke vilde opgive Venskabet og Troskaben mod Antonius, saaat man knap forstod, hvem det var der kort før under Cæsars Folkeforsamling havde spoltet Antonius. Paa en saa ærefuld Maade blev han altsaa fulgt paa Vej til Ariminum, hvor Gallien begynder, og hans Hær bestod, bortset fra Rekruterne, at de tre Legioner der var blevet hentet fra Makedonien (det manglende var nemlig nu ogsaa kommet til ham), og een Legion Veteraner, som, skønt de var gajnle, dog regnedes for at være dobbelt saa gode som de ny udskrevne. Paa den Maade fik Antonius lire Legioner af øvede Folk og desuden de Hjælpetropper som plejer at følge med dem, endvidere Livvagten og Rekruterne. Lepidus med fire Legioner i Spanien, Asinius Pollio med to og Plancus med tre i det fjernere Gallien antoges at ville tage Parti for Antonius.

47. Cæsar havde to der ligeledes var de vigtigste, nemlig de der fra Antonius var gaaet over til ham, een af nyudskrevne Soldater og to af Veteranerne; disse var ikke fuldtallige eller fuldt bevæbnede, men udfyldtes ogsaa med de nyudskrevne. Efter at have samlet dem alle i Alba sendte han et Brev til Senatet. Dette glædede sig ganske vist til en Afveksling paa Cæsars Vegne, saaat man igen inaatte spørge hvem det var der havde fulgt Antonius paa Vej; men de ærgrede sig over at Legionerne ikke var gaaet over til Senatet, men til Cæsar. Dog roste de baade dem og Cæsar og sagde at de snart vilde bestemme hvad de skulde gøre, naar de nye Embedsmænd havde tiltraadt deres Embeder. Det var klart at de vilde bruge dem mod Antonius; men da de endnu ikke selv havde nogen Hær og ikke kunde udskrive Soldater uden at have Konsuler, opsatte de alt til det nye Embedsaars Begyndelse.

48. Cæsars Soldater bragte ham imidlertid Liktorer med Økser og alt Tilbehør og opfordrede ham til at erklære sig selv for Proprælor, saaledes at han havde Anførselen i Krigen og over dem selv, som altid havde staaet under Befalingsmænd. Han takkede dem nok for den viste Ære, men henskød Sagen under Senatet, og da de i den Anledning samlede vilde gaa til Rom, forpurrede han det og hindrede ogsaa Afsendelsen af en Deputation, idet han sagde at ogsaa Senatet af sig selv vilde vedtage dette, »og det saameget mere, hvis de ser Eders Iver og min Nølen«. Da han paa den Maade med Nød og næppe havde fjernet dem og Officererne beskyldte ham for at foragte dem, forklarede han for dem, at Senatet mindre af Velvillie end af Frygt for Antonius og Mangel paa Tropper stod paa hans Side, »indtil vi har faaet Bugt med Antonius og indtil Morderne, som er Senatorernes Venner og Slægtninge, har samlet en Krigsstyrke til dem; fordi jeg forstaar dette, spiller jeg deres Tjener. Lad da ikke os først afsløre Komediespillet; for hvis jeg forinden tiltager mig Magten, vil de beskylde mig for Lovbrud eller Voldsomhed, medens de, hvis jeg holder mig tilbage, maaske selv vil give mig den af Frygt for at jeg skal faa den af Eder«. Efter at have sagt dette overværede han Øvelser af de to Legioner der var løbet over fra Antonius, saaledes at de delte sig imod hinanden og uden at skaan'e sig udførte alle Krigens Gerninger, kun at ingen blev dræbt. Tilfredsstillet ved dette Skue og idet han med Glæde greb Lejligheden, gav han atter hver af dem 500 Denarer og lovede dem, hvis der blev Brug for Krig, 5000 i Tilfælde af Sejr. Saaledes sikrede Cæsar sig ved ødsle Gaver sine Lejetroppers Hengivenhed.

49. Medens dette tildrog sig i Italien, befalede i Gallien Antonius Decimus at gaa over til Makedonien, for derved baade at adlyde Folket og sikre sig selv; men Decimus sendte ham til Svar den ham fra Senatet bragte Skrivelse og lod ham forstaa, at han selv ikke var mere forpligtet til at bøje sig for Folket end Antonius for Senatet. Da Antonius saa fastsatte en Frist efter hvis Udløb han vilde behandle ham som Fjende, foreslog Decimus ham at fastsætte en længere Frist til Fordel for sig selv, fora t han ikke hurtigere skulde blive Senatets Fjende. Antonius, som let kunde have faaet Bugt med ham medens han endnu stod paa Sletten, foretrak nu at rykke frem mod Byerne, og de optog ham. Saa blev Decimus bange for at han slet ikke mere skulde kunne komme ind i nogen af dem og foregav at Senatet ved en Skrivelse kaldte ham til Rom med Hæren, og efter at være brudt op gav han sig paa Vej til Italien, modtaget venligt af alle som en hjemvendende; men da han kom til den rige By Mutina, lukkede han Portene, samlede alle Byens Levnedsmidler for at proviantere, lod alt Kvæg der fandtes slagte og nedsalte af Frygt for at Belejringen kunde trække ud og oppebiede saaledes Antonius' Komme. Hans Hær bestod af en Mængde Gladiatorer og tre Legioner, een af uøvede Rekruter, medens de to allerede tidligere havde tjent under ham og fuldtud var ham tro. Men Antonius rykkede forbitret frem imod ham og begyndte en regelmæssig Belejring af Mutina.

50. Medens Decimus blev belejret, sammenkaldte i Rom ved Aarsskiftet de nye Konsuler Hirtius og Pansa straks efter Ofringerne Senatet i selve Templet mod Antonius. Cicero og hans Venner holdt paa at han straks skulde erklæres for Statens Fjende, fordi han mod Senatets Villie med Vaabenmagt tiltvang sig Gallien som Operationsbasis mod Fædrelandet og fordi han havde overført den Hær, der var givet ham til Brug mod Thrakerne, til Italien; de anførte ogsaa hele hans Handlemaade efter Cæsars Død, hvorledes han i Byen aabenlyst havde ladet sig eskortere af saamange Centurioner og havde omgivet sit Hus med Soldater, der fik Feltraab, somom det var en Fæstning, og i det hele taget var optraadt mere overmodigt end det passede sig for en Embedsmand for eet Aar. Lucius Piso derimod, som repræsenterede Antonius i hans Fraværelse, en af de mest ansete Romere, og alle de andre, der sluttede sig til Piso for hans eller Antonius' Skyld eller efter deres egen Overbevisning, foreslog at stævne ham for Retten, siden det ikke var Skik at domfælde en Mand uden Rettergang og heller ikke sømmeligt at dømme en Mand Dagen efter at han havde været Konsul, tilmed da baade andre og Cicero selv ofte havde holdt lange Lovtaler over ham. Senatsmødet, i hvilket Stemningen omtrent var ligelig delt, trak ud paa Natten, og ved Daggry samledes de paa Raadhuset for at forhandle om det samme; nu havde Ciceronianerne Overvægten, og Antonius vilde være blevet erklæret for Statens Fjende, hvis ikke en af Tribunerne, Salvius, havde foreslaaet at opsætte det til den næste Dag (blandt Embedsmændene gælder den protesterende altid mest).

51. Ciceronianerne udskældte og haanede nu ogsaa denne meget groft, ja de lob ud og ophidsede Folket imod ham og vilde stævne Salvius for dets Domstol; han lod sig imidlertid ikke forskrække og vilde til at løbe ud, hvis ikke Senatet havde holdt ham tilbage af Frygt for at han skulde omstemme Folket ved at minde det om Antonius. De vidste nemlig godt at de var ved at dømme en anset Mand uden Rettergang og at Folket havde givet ham Gallien; men af Bekymring for Morderne var de vrede paa ham som den der først efter Amnestien havde rørt op i deres Forhold. (Derfor vilde de ogsaa først bruge Civsar imod ham; del forstod Cæsar meget godt, men vilde dog ogsaa selv først styrte Antonius.) Ud fra dette Synspunkt var Senatet forbitret paa Antonius; Afstemningen opsatte de ganske vist efter Tribunens Forslag, men de vedtog dog en Anerkendelse af Decimus, fordi han ikke havde rømmet Gallien til Fordel for Antonius, og at Cæsar sammen med Konsulerne Hirtius og Pansa skulde kommandere den Hær han for Øjeblikket havde ; der skulde opstilles en forgyldt Billedstøtte af ham og fra nu af skulde han slemme blandt Konsularerne og have Ret lil al søge Konsulatet ti Aar før den lovbestemte Tid; endelig skulde der til de Legioner der var gaaet over lil ham fra Antonius af Slatens Kasse udbetales ligesaameget som Cæsar havde lovet at give dem efter Sejren. Efter at have vedtaget delle skilles Senalorerne ad, i den Mening at Antonius herved faktisk var erklæret for Statens Fjende og at Tribunen ikke vilde protestere næste Dag; men Antonius' Moder og Hustru, hans Søn, som endnu var ung, og hans andre Slægtninge og Venner løb hele Natten igennem bønfaldende omkring til de mægtiges Huse, og da de ved Daggry gav sig paa Vej til Raadhuset, tryglede de dem, idet de med Klageraab og Jammerskrig kastede sig for deres Fødder og stod i Sørgedragt ved Indgangen og raabte op. Raabene, Synet af dem og den store Forandring i deres Stilling der pludselig var indtraadt begyndte at gøre Indtryk, og grebet af Frygt holdt Cicero da i Senatet følgende Tale.

52. »Hvad der burde besluttes om Antonius, besluttede vi igaar (det hvorved vi ærede hans Fjender indeholder nemlig en Erklæring om at han er Statens Fjende), og Salvius, som er den eneste der opponerer, maa enten være klogere end alle andre eller handle saaledes af Venskab eller fordi han ikke forstaar at bedømme Forholdene. Af disse tre Muligheder er den første meget vanærende for os, hvis alle vi skal staa som mindre kloge end een, og den anden for Salvius selv, hvis han muligvis lader sit Venskab veje mere end Statens Tarv; men hvis han ikke forstaar de nuværende Forhold, saa burde han istedenfor paa sig selv stole paa Konsuler, Prætorer, sine Medtribuner og de andre Senatorer, og vi, der er saa mange i Tal og i Besiddelse af saa stor Værdighed og som baade ved Alder og Erfaring staar over Salvius, vi fordømmer Antonius, og baade i Folkeforsamlinger og ved Domstolene har altid Flertallet størst Ret. Men hvis han ogsaa nu ønsker at høre Grundene, saa skal jeg, ligesom for at minde derom, i al Korthed nævne Hovedpunkterne. Vore Penge tilegnede Antonius sig efter Cæsars Død. Han havde af os faaet Kommandoen i Makedonien, men gik uden vor Bevilling til Gallien. Han havde faaet Hæren til Brug mod Thrakerne, men i Stedet derfor førte han den til Italien mod os. Begge Dele havde han paa en listig Maade bedt os om uden at faa dem, men han gennemførte dem paa egen Haand. I Brundisium organiserede han en kongelig Livvagt omkring sig, og her i Byen blev han aabenlyst eskorteret og om Natten beskyttet af bevæbnede paa militær Vis. Han førte fra Brundisium ogsaa hele den øvrige Hær lige til Hovedstaden, begærlig efter at gennemføre Cæsars Planer; men da den unge Cæsar var kommet ham i Forkøbet med en anden Hær, blev han bange og gik til Gallien for der at have en heldig Operationsbasis mod os, fordi ogsaa Cæsar med det som Udgangspunkt havde tiltaget sig Herredømmet over os.

53. Idet han derfor vilde sætte Hæren i Skræk, forat den skulde følge ham i hele hans lovløse Færd, lod han den decimere, skønt Soldaterne ikke havde gjort Mytteri eller forladt deres Post eller Plads i Krig, de eneste Tilfælde for hvilke Soldalerloven har bestemt saa grusom en Straf, som dog selv i saadanne Tilfælde kun faa nødtvungent har bekvemmet sig til at anvende under store Farer; men han lod for en Ytrings eller Latters Skyld Borgere henrette, og det ikke Folk der var overbeviste om Brøde, men udtagne ved Loddet. Derfor forlod alle de ham der kunde, og I bevilgede dem igaar Gaver som Anerkendelse af deres Handling; de der ikke kunde løbe bort deltager af Frygt i hans Forbrydelser, gaar som Fjender imod Eders Land og belejrer Eders Hær og Eders Statholder, til hvem I skriver at han skal blive i Gallien, medens Antonius befaler ham at rømme det. Er det altsaa os der erklærer Antonius for Fjende, eller er det ikke snarere Antonius der allerede bekriger os, hvad vores Tribun svæver i Uvidenhed om, naturligvis indtil, naar Decimus er faldet, baade det store og tilgrænsende Land og med Landet Decimus' Hær slutter sig til Antonius for at gennemføre hans Planer imod os. Til den Tid, synes det, vil nemlig Tribunen erklære ham for Fjende, naar han er blevet mægtigere end vi.«

54. Inden Cicero endnu var færdig med at tale, gjorde hans Venner en ustandselig Larm og vilde ikke lade nogen Opponent komme til Orde, indtil Piso selv traadte op ; saa faldt baade de øvrige Senatorer til Ro af Respekt for ham og Ciceronianerne styrede sig. Piso sagde følgende: »Loven, forsamlede Fædre, bestemmer at den anklagede selv skal høre Anklagen og efter at have forsvaret sig faa sin Dom, og jeg æsker Cicero, som er saa dygtig en Taler, til at bruge denne Fremgangsmaade. Men da han er uvillig til at anklage Antonius i hans Nærværelse, men i hans Fraværelse . har anført nogle Klagepunkter som de vigtigste af alle og ubestridelige, saa er jeg traadl op for med ganske korte Svar at vise Beskyldningernes Falskhed. Han siger at Antonius efter Cæsars Død har tilegnet sig Statens Pengemidler; men Loven erklærer ikke Tyven for Statens Fjende, men giver ham den bestemte Straf, og da Brutus. Cæsars Morder, i Folkeforsamlingen ogsaa havde fremsat denne Anklage, at Cæsar havde bortødslet Pengene og efterladt Skatkamret tomt, saa foreslog Antonius kort efter at foretage en Undersøgelse deraf, og I gik ind paa hans Forslag og har vedtaget det og lovet Angiverne en Tiendedel til Belønning; den vil vi fordoble, hvis nogen skulde kunne overbevise Antonius om noget i den Retning.

55. Dette være sagt om Pengene; hvad Statholderskabet i Gallien angaar, saa var det ikke os der bevilgede Antonius det, men Folket gav ham det ved en Lov, i Overværelse af selve Cicero, saaledes som del ofte ogsaa har givet andre Provinser og i sin Tid Cæsar netop dette Statholderskab. Og der staar i Loven at Antonius, naar han kommer til den ham givne Provins, skal bekrige Decimus, hvis han ikke rømmer den, og overføre Hæren til Gallien mod den protesterende istedenfor at bruge den mod Thrakerne, som ikke længer er urolige. Men Cicero betragter ikke Decimus som Fjende, skønt han med Vaabenmagt modsætter sig Loven, men derimod Antonius, der støtter Loven. Men hvis han angriber selve Loven, saa angriber han dermed dem der har givet den; dem burde han have omstemt istedenfor først at gaa ind derpaa og bagefter tilsidesætte dem, og han burde ikke betro Landet til Decimus, som Folket udjog paa Grund af Mordet, og nægte Antonius hvad Folket gav ham. Det vidner nemlig ikke om Klogskab at yppe Strid med Folket under de allerfarligste Forhold eller glemme, at ogsaa netop dette tidligere var Folkets Ret, at bestemme hvem der er Ven og hvem Fjende. Ifølge de gamle Love er nemlig Folket alene Herre over Fred og Krig, og gid Folket ikke maa gøre os Bebrejdelser for noget heraf eller vredes paa os, naar del har faaet en Leder.

56. Men, siger han, Antonius har ladet nogle af Soldaterne dræbe. Ja, som Imperator og valgt dertil af Eder, og endnu har aldrig nogen Imperator staaet til Ansvar for det. Lovgiverne betragtede det nemlig ikke som heldigt for os, at Anføreren skulde være ansvarlig overfor Soldaterne, og der gives ikke noget værre i en Hær end Ulydighed, en Forbrydelse for hvilken nogle endogsaa efter en Sejr er blevet henrettede uden at der var nogen der drog dem til Ansvar som havde ladet dem henrette. Og i dette Tilfælde er det heller ikke nogen af deres Familie, men Cicero der rejser Klagemaal, anklager for Drab og vil erklære ham for Statens Fjende istedenfor at nøjes med de for Drabsmænd fastsatte Straffe. Men i hvilken Grad Antonius' Hær var udisciplineret og foragtede ham, kan man ogsaa se af de to Legioner der svigtede ham ; dem vedtog I skulde tjene Antonius, men da de i Strid med Soldaterlovene var løbet over ikke til Jer, men til Cæsar, saa roste Cicero dem alligevel og bevilgede dem igaar Gaver af Statskassen; gid det derved givne Eksempel aldrig maa blive til Skade for Eder. Og Cicero har hans personlige Fjendskab endogsaa bragt til at ræsonnere forkert: han beskylder nemlig Antonius for Tyranni og Tugtelse af Soldater, skønt Mænd der har Tyranplaner altid forkæler Hærene og ikke tugter dem. Men da han heller ikke har betænkt sig paa at lægge Antonius' øvrige Styrelse efter Cæsars Død for Had som tyrannisk, nuvel, saa lad mig paa følgende Maade undersøge hvert enkelt Punkt.

57. Hvem har den Mand, der nu uden Rettergang er i Fare, som en Tyran ladet dræbe uden Rettergang? Hvem har han udjaget af Byen? Hvem har han lagt for Had hos Eder? Eller har han maaske ikke baaret sig saaledes ad med nogen enkelt, men efterstræbt alle i Forening? Naar, Cicero? Var det dengang han fik Amnestien vedtaget, eller at ingen skulde anklages for Mord, eller at der skulde foretages en Undersøgelse om Statens Midler? Eller var det dengang han fik Pompejus, Jeres egen Pompejus' Søn, hjemkaldt eller skaffede ham hans Faders Ejendom godtgjort af Statskassen? Eller dengang han lod den falske Marius dræbe, som han havde grebet i Efterstræbelser, noget som I alle roste og det eneste som Cicero for Jeres Skyld lod være at paatale? Eller dengang han fik vedtaget at ingen maatte stille Forslag eller lade afstemme om en Diktator, saaledes at enhver ustraffet kunde dræbe den der gjorde det? Det er nemlig Antonius' politiske Handlinger i et Tidsrum af to Maaneder, de eneste hvori han var i Byen efter Cæsars Død, medens snart Folket forfulgte Morderne, snart I var bekymrede for Fremtiden ; hvilken bedre Lejlighed end denne havde han, hvis han virkelig havde haft slette Hensigter? Men, indvender man, han regerede ikke. Hvorledes? Regerede han ikke alene, efterat Dolabella var rejst bort til Syrien? Havde han ikke en Hær beredt i Byen, den som vi havde givet ham ? opstillede han ikke Vagter i Byen om Natten ? Lod han sig ikke beskytte af Nattevagter paa Grund af sine Fjenders Efterstræbelser? Havde han ikke en god Grund dertil i Drabet paa Cæsar, som var hans Ven og Velgører og i højeste Grad yndet af Folket ? Havde han ikke en anden, personlig Grund, da hans Liv var blevet efterstræbt af Morderne? Af disse dræbte eller landsforviste han ingen, men tilgav dem, saavidt det var passende, og da man vilde give dem Statholderskaber, satte han sig ikke derimod.

58. Her har I, Romere, Ciceros »vigtigste og ubestridelige Klagepunkter« mod Antonius; men da man til Anklagerne ogsaa føjer Spaadomme og siger at Antonius havde til Hensigt at føre Hæren mod Byen, men blev bange, fordi Cæsar iforvejen havde besat den med en anden Hær, hvorfor betragter Cicero, hvis den blotte Hensigt viser at en Mand er Fjende, saa ikke den som Fjende der kom og lejrede sig i vor Nærhed uden Embedsinsignier? Og hvis Antonius virkelig havde villet, hvorfor kom han saa ikke? Var det fordi han med sine 30,000 organiserede Soldater blev bange for Cæsars 3000 Mand, som var uden Vaaben og uden Organisation og som kun var kommet for at forsone ham og Cæsar, hvem de straks forlod, da de mærkede at han bestemte sig til Krig? Og hvis han var bange for at komme med 30,000, hvorfor kom han saa med kun 1000? Da han med disse gik ud til Tibur, hvormange var vi saa ikke til at ledsage ham og hvormange var vi ikke til at aflægge en Ed som vi ikke blev tvungne til? Og hvormange Lovtaler ofrede Cicero ikke paa hans politiske Virksomhed og Dygtighed? Og hvis Antonius havde saadanne Planer, hvorfor efterlod han os saa selve de Gisler der nu staar foran Raadhuset, sin Moder, sin Hustru og sin unge Søn ? De græder og frygter nu ikke for Antonius' Politik, men for hans Fjenders Herredømme.

59. Dette har jeg nu fremsat for Eder som en Prøve paa Antonius' Forsvar og et Bevis paa Ciceros Inkonsekvens; men jeg vil tilføje for de fornuftige en Formaning til hverken at krænke Antonius eller Folket og ikke bringe Fjendskaber og Farer ind i Staten, saalænge de politiske Forhold endnu er urolige og Midler til hurtig Hjælp mangler, men først naar man i Hovedstaden har samlet en tilstrækkelig Styrke, inden der kommer nogen Uro udefra, saa at sørge for de skiftende Krav og drage hvem I vil til Ansvar, saa I kan gennemføre Beslutningerne. Hvorledes kan dette altsaa lade sig gøre? Det kan det, hvis vi for at bevare Skinnet eller tilfredsstille Folket lader Antonius beholde Gallien, men kalder Decimus med de tre Legioner han har herned og naar han er kommet sender ham til Makedonien, medens vi beholder Legionerne. Og hvis ogsaa de to der faldt fra Antonius er gaaet over til os, saaledes som Cicero siger, saa lad os ogsaa kalde disse fra Cæsar ind til Byen. Naar vi nemlig paa. den Maade er raadige over fem Legioner, kan vi med Fasthed vedtage hvad vi finder rigtigt, uden at være afhængige af Forhaabninger som knyttes til en enkelt Mand.

60. Dette er nu sagt til dem der hører mig uden Uvillie og Lidenskab; men dem der paa Grund af personligt Fjendskab eller Partilidenskab ubetænksomt og uoverlagt ophidser Eder, dem raader jeg til ikke hurtigt og overilet at fælde Dom over betydelige Mænd som kommanderer anselige Stridskræfter og ikke drive dem til Krig mod deres Villie, men mindes baade Marcius Coriolanus og nu for nylig Cæsar; da denne paa lignende Maade anførte en Hær og tilbød os Fredsbetingelser, som vi kunde have været udmærket tjent med, saa tvang man ham ved overilet at erklære ham for Statens Fjende til virkelig at blive det. Vi maa ogsaa tage Hensyn til Folket, som for kort Tid siden angreb Cæsars Mordere, forat det ikke skal se ud somom vi paa Trods af det giver dem Statholderskaber over Provinser, men roser Decimus, fordi han tilsidesætter en af Folket vedlaget Lov, og erklærer Antonius for Fjende, fordi han har faaet Gallien af Folket. Delte bør de fornuftige betænke til Gavn for dem der endnu vakler, og Konsulerne og Tribunerne maa finde Lægedom for Staten i dens Nød.«

61. Saaledes forsvarede Piso Antonius, idet han paa engang kom med Bebrejdelser og skræmmede Senatorerne, og det var afgjort hans Skyld at Antonius ikke blev erklæret for Statens Fjende. Dog gik Forslagel om al han skulde beholde Gallien ikke igennem; Mordernes Venner og Slægtninge hindrede det nemlig af Frygt for at han, hvis Krigen blev standset, skulde hævne Drabet efter at have udsonet sig med Cæsar; derfor søgte de ogsaa stadig at sætte Splid mellem Cæsar og Antonius. Man vedtog at tilbyde Antonius at fa a Makedonien istedenfor Gallien; de andre Befalinger paalagde man, enten ved en stiltiende Overenskomst eller med Villie, Cicero at sætte op og give til Gesandterne der skulde sendes til Antonius. Han ændrede imidlertid Senatsbeslutningen dertil, at Antonius straks skulde gaa bort fra Mutina og overlade Decimus Gallien, og inden en bestemt Frist skulde han begive sig indenfor Floden Rubico, som danner Grænsen mellem Italien og Gallien, og overlade alle sine Forhold til Senatets Afgørelse. Paa en saa lidenskabelig og uredelig Maade affattede Cicero Befalingerne, som ikke var baserede paa et saa heftigt Fjendskab; men, som det synes, var det Guddommen der bragte Uro i Statens Forhold, saaat der maatte indtræde en Forandring, og beredte Cicero selv Ulykke. Og da snart ogsaa Trebonius' jordiske Rester blev bragt til Rom og man fik nøjere Besked om den ham overgaaede Mishandling, erklærede Senatet, uden at der rejstes videre Modstand, Dolabella for Statens Fjende.

62. De til Antonius afsendte Gesandter, som skammede sig over Befalingernes besynderlige Form, sagde intet, men overgav dem blot til ham. Antonius udslyngede forbitret mange Bebrejdelser baade mod Senatet og Cicero og udtalte sin Forundring over at man betragtede Cæsar, Rigets største Velgører, som Tyran eller Konge, derimod ikke Cicero; denne havde Cæsar benaadet da han var Krigsfange, men Cicero foretrak hans Morderefor hans Venner: medens han havde hadet Decimus saalænge han var Cæsars Ven, saa elskede han ham efterat han var blevet hans Morder, og medens han sluttede sig til den der efter Cæsars Død ikke havde faaet Gallien af nogen, saa bekrigede han den der havde faaet det af Folket. »Og af de mig bevilgede Legioner giver han Overløberne Æresgaver, men de trofaste ikke, saaledes at han ødelægger Disciplinen ligesaa meget til Skade for Staten som for mig. Morderne gav han Amnesti, hvortil ogsaa jeg sluttede mig af Hensyn til to agtværdige Mænd; men Antonius og Dolabella betragter han som Fjender, fordi vi holder fast ved det der er givet os. For dette er den virkelige Grund, og hvis jeg opgiver Gallien, saa er jeg hverken Fjende eller Enehersker. Men jeg sværger paa at dette vil gøre en Ende paa Amnestien, som man ikke vil nøjes med.«

63. Efler al have sagt meget i den Retning skrev Antonius som Svar paa Senatsbeslutningen, at han i alle Punkter vilde adlyde Senatet som repræsenterende Fædrelandet, men Cicero, der havde affattet Befalingerne, svarede han følgende : »Folket gav mig ved Lov Gallien, og Decimus, som trodser Loven, vil jeg straffe og kræve til Regnskab for Mordet, ham alene paa alles Vegne, forat ogsaa Senatet endelig engang kan blive renset for Blodskylden, som det nu ved Cicero, der beskytter Decimus, besmittes med.« Saaledes talte og svarede Antonius, og Senatet erklærede straks ham for Fjende og ligeledes den under ham staaende Hær, hvis de ikke forlod ham; Makedonien og selve Illyrien og de Tropper der endnu stod begge Steder skulde Marcus Brutus have Kommandoen over, indtil Forholdene var blevet rolige. Denne havde allerede en egen Hær, forstærket med nogle Tropper han havde faaet af Apulejus, desuden Krigs- og Lastskibe og af Penge hen ved 16000 Talenler og en Mængde Vaaben, som han havde fundet i Demetrias, hvor de forlængst var oplagrede for Gajus Cæsar; alt dette vedtog Senatet nu at han skulde bruge til Fædrelandets Bedste. Man vedtog ogsaa at Cassius skulde styre Syrien og bekrige Dolabella, og alle andre der styrede en romersk Provins eller Hær lige fra Adriaterhavet helt mod Øst skulde adlyde enhver Befaling fra Cassius eller Brutus.

64. Saaledes udstyrede de hurtigt Cassius og Brutus med Hjælpemidler til Krigsførelsen, og Cæsar, som saa alt dette, blev betænkelig, Amnestien mente han havde haft Præget af Barmhjertighed og Medynk med Mænd der var beslægtede og ligestillede med dem selv, og de mindre Statholderskaber var givet dem for deres Sikkerheds Skyld; ogsaa det at de sikrede Decimus Gallien havde kunnet opfattes som et Udslag af Striden med Antonius om Eneherredømmet, det Paaskud man ogsaa havde brugt til al vinde ham selv imod Antonius; men at de nu ogsaa havde erklæret Dolabella for Statens Fjende, fordi han havde dræbt en af Morderne, og havde ombyttel Brutus' og Cassius' Statholderskaber med de største Provinser, givet dem Tropper og Penge i Massevis og udnævnt dem til Kommandanter over alle kommanderende paa den anden Side af Adriaterhavet, det visle tydeligt at de begunstigede Pompejanerne og gik ud paa at ødelægge Cæsarianerne. Han tænkte ogsaa paa hvorledes de havde narret ham selv, i hvem de blot saa en ung Mand: de havde hædret ham ved en Statue og Æresplads og udnævnt ham til Proprætor, medens de i Virkeligheden havde berøvet ham den Hær, der var hans egen; naar han nemlig havde Konsuler til Medanførere, betød Proprætoren ingenting. De Belønninger som var bevilget udelukkende til de Soldater der var faldet fra Antonius betød en Tilsidesættelse af hans egne Soldater, og Krigen bragte i det hele taget ham selv Skam, medens Senatet i Virkeligheden brugte ham imod Antonius, indtil de havde faaet Bugt med denne.

65. Disse Tanker beholdt han imidlertid for sig selv, og da han bragte et Offer i Anledning af den ham givne Værdighed, sagde han til Hæren: »Ogsaa dette har jeg faaet af Jer, Kammerater, ikke nu, men fra det Øjeblik da I tilbød mig Kommandoen; det er nemlig Jeres Skyld at Senatet gav mig denne Værdighed. Derfor maa I vide, at jeg ogsaa vil være Jer taknemmelig for dette og, hvis Guderne giver mig Held, vil gengælde Eder i rigt MaaL« Paa den Maade vandt han Hærens Hengivenhed. Af Konsulerne hvervede Pansa Tropper omkring i Italien; Hirtius delte Hæren med Cæsar og fordrede, som han i Hemmelighed havde faaet Paalæg om af Senatet, som sin Del de to Legioner der var faldet fra Antonius, fordi han vidste al disse udgjorde Kærnen af Hæren, Cæsar gik ind paa alting og efter at have delt Hæren overvintrede de sammen. I Løbet af Vinteren begyndte Decimus at plages af Hungersnød, og Hirtius og Cæsar gik da til Mutina, forat ikke Decimus' af Sult plagede Hær skulde overgive sig til Antonius. Medens denne indesluttede Mulina med stor Kraft, indlod de sig ikke i Kamp med ham med hele deres Styrke, fordi de afventede Pansas Komme, hvorimod der blev leveret talrige Ryttertræfninger; Antonius havde langt flere Ryttere, men Vanskeligheden ved Terrænet, som var gennemgravet af Bjergslrømme, ophævede Fordelen derved.

66. Medens dette gik for sig ved Mutina, lededes Forholdene i Rom under Konsulernes Fraværelse af Cicero, der søgte at vinde Folkets Gunst; han holdt stadig Folkemøder, lod Vaaben forarbejde af Haandværkere, som han fik til at gøre det gratis, samlede Penge ind og paalagde Antonius' Venner meget trykkende Skatter. De betalte beredvilligt for derved at frigøre sig for Mistanke; tilsidst vilde dog Publius Ventidius, som havde tjent under Gajus Cæsar og var Ven med Antonius, ikke længer finde sig i Ciceros Haardhed, men ilede ud til de af Cæsar anlagte Kolonier; her fik han som kendt af Veteranerne to Legioner til igen at tjene under Antonius og skyndte sig til Rom for at fængsle Cicero. Saa opstod der en grænseløs Forvirring, de fleste skaffede i Fortvivlelse deres Koner og Børn bort og Cicero selv flygtede fra Byen. Da Ventidius fik det at vide, forandrede han sin Marchretning for at gaa til Antonius, men da Cæsar og Hirtius spærrede ham Vejen, gik han ind i Picenum, samlede en Legion til og afventede Begivenhedernes Udvikling. Da Pansa med en Hær nærmede sig til Cæsar og Hirtius, sendte disse ham Carsulejus imøde med Cæsars Livvagtskohorte og Marslegionen, forat de skulde hjælpe ham til at komme igennem Passet. Antonius havde ganske vist forsømt Passet, fordi han mente der kun at kunne hindre Fjendens Fremrykning; men da han længtes efter en Kamp og ikke havde Lejlighed til at glimre med sit Rytteri, fordi Sletten var temmelig sumpet og gennemskaaret af Grave, lagde han sine to bedste Legioner i Baghold i Mosen, saaledes at han skjulte dem i Sivene paa begge Sider af Vejen, der var anlagt med Kunst og smal.

67. Da Carsulejus og Paiisa om Natten var kommet igennem Passet og om Morgenen kun Marslegionen og desuden fem Kohorter var gaaet ind paa Chausseen, som endnu var fri for Fjender, og holdt Øje med Mosen paa begge Sider af Vejen, saa vaktes deres Mistanke ved Raslen i Sivene, hist og her saas der allerede Glimt af et Skjold eller en Hjelm, og lige med eet dukkede Antonius' Livvagtskohorte op i deres Front. Marslegionærerne, som var indesluttede paa alle Sider og ikke kunde undslippe, befalede nu Rekruterne, hvis de naaede frem, ikke at tage Del i deres egen Kamp, forat de ikke ved deres Uerfarenhed skulde bringe dem i Forvirring; mod Antonius' Livvagtskohorte stillede de Cæsars, og selv delte de sig i to Afdelinger og gik ud i hver sin Mose under Anførsel dels af Pansa, dels af Carsulejus. Da der var to Moser, var der to Slag, saaledes at do kæmpende ved den mellemliggende Chausse hindredes i al se hinanden, og paa selve Chausseen leverede Livvagtskohorterne et tredie Slag for sig selv. Antonianerne havde til Hensigt at straffe Marslegionærerne for deres Overløben, som de betragtede som Forræderi mod dem selv, medens Marslegionærerne vilde straffe dem, fordi de havde vist Ligegyldighed for dem der var blevet myrdede i Brundisium. De vidste om hinanden, at de udgjorde Kærnen i hver sin Hær, og haabede at kunne afgøre Krigen ved denne ene Kamp; medens Antonianerne skammede sig over med to Legioner at lade sig besejre af een, satte de andre en Ære i alene at faa Bugt med de to.

68. Saaledes gik de løs paa hinanden, opfyldte af Forbitrelse og Ærgerrighed, idet de troede at denne Kamp mere vedkom dem selv end Anførerne, og erfarne som de var, opløftede de hverken noget Krigs-skrig, fordi de ikke ventede dermed at kunne sætte Modstanderne i Skræk, ikke heller udstødte under Kampen nogen noget Raah, hverken sejrrig eller besejret. Da det i Moserne og Gravene var umuligt at omgaa Fjenderne eller løbe frem, stødte de sammen der hvor de stod, og da ingen af Parterne kunde fortrænge de andre, kæmpede de med Sværdene ligesom i en Brydekamp. Intet Hug var virkningsløst, men der gaves Saar, dræbtes og lød kun Stønnen istedenfor Raab ; hvem der faldt blev straks baaret bort, og en anden traadte i hans Sted; Formaninger eller Opmuntringer havde de ingen Brug for, da enhver paa Grund af Erfaringen var sin egen Anfører, og hvergang de blev trætte, trak de sig, ligesom ved en Idrætskamp, lidt tilbage fra hinanden for at trække Vejret, og saa begyndte de igen at slaas. Rekruterne, der kom til, saa med Forbauselse saadanne Bedrifter blive udkæmpede i god Orden og Stilhed.

69. Medens alle saaledes anstrengte sig med overmenneskelig Energi, blev Cæsars Livvagtskohorte fuldstændigt ødelagt; af Marslegionærerne var Carsulejus' Afdeling snarest deres Modstandere overlegne og bragte dem til at vige, ikke med Skam, men langsomt, medens Pansas Afdeling var Genstand for et lignende Tryk; dog stod begge Afdelinger sig ens, indtil Pansa blev saaret i Underlivet af et Kastespyd og maatte bæres bort til Bononia; saa begyndte nemlig hans Folk at vige, først Fod for Fod, senere gjorde de omkring og flygtede rned større Fart. Da Rekruterne saa det, flygtede de uden Orden og med Raab indenfor den Forskansning som Kvæstoren Torquatus havde ladet bygge for dem, medens Kampen endnu stod paa, fordi han mente der vilde blive Brug for den. Rekruterne blev altsaa i Uorden trængt ind i den, skønt de var Italere ligesaa vel som Marslegionærerne; saameget mere betyder altsaa Øvelsen end Afstamningen i Retning af Tapperhed. Marslegionærerne gik ikke indenfor selve Forskansningen for ikke at paadrage sig Skam, men stillede sig hen ved den, og skønt de var udmattede, brændte de dog af Lyst til, hvis nogen angreb dem, at kæmpe paa Liv og Død til sidste Blodsdraabe. Men Antonius holdt sig fra Marslegionærerne, som han ansaa for vanskelige Modstandere, hvorimod han kastede sig over Rekruterne og anrettede et stort Blodbad.

70. Da Hirtius ved Mutina hørte om Slaget, der stod 60 Stadier borte, ilede han afsted med den ene af de Legioner der var faldet fra Antonius. Det var allerede sent paa Eftermiddagen, og de sejrende af Antonius' Hær var ved at vende hjem under Takkesange; saa dukkede, medens de selv var i Uorden, Hirtius op med en hel og usvækket Legion i god Orden. Tvungne af Nødvendigheden stillede de sig igen i Orden og udførte ogsaa glimrende Bedrifter mod disse; men da Modstanderne var friske og de selv trætte, bukkede de under, og de fleste af dem faldt i Kampen mod Hirtius, skønt han af Frygt for Moserne ikke forfulgte dem og ved Mørkets Frembrud gav Slip paa dem. Mosen var i vid Udstrækning opfyldt med Vaaben, Lig og halvdøde eller saarede; der var ogsaa nogle der var usaarede, men ligegyldige paa Grund af Udmattelsen. Efter Antonius' Befaling løb de Ryttere som ledsagede ham omkring og opsamlede dem hele Natten igennem; de satte dem op paa deres Heste enten istedenfor sig selv eller sammen med sig selv eller opfordrede dem til at holde fast i Halen, løbe ved Siden af og paa den Maade se at frelse sig. Saaledes var efter en heldig Kamp Antonius' Krigsstyrke blevet ødelagt ved Hirtius' Tilstedekomst, og han overnattede i en Landsby nærved Sletten uden at være dækket af nogen Vold; Landsbyen hedder Forum Gallorum. Af de andre faldt der paa begge Sider henved Halvdelen, desuden hele Cæsars Livvagtskohorte, men af Hirlius' Soldater kun faa.

71. Næste Dag brod de alle op og gik til Lejrene ved Mutina. Efter det store Nederlag var det Antonius' Hensigt ikke mere at angribe Fjenderne i et stort Slag eller rykke ud ved et Angreb, men kun daglig at plage dem med Hytterne, indtil Decimus, som allerede var bragt til den yderste Hungersnød, havde overgivet sig; Hirtius og Cæsar vilde derimod netop af den Grund levere Slag saa snart som muligt. Da Antonius nu ikke rykkede ud for at møde deres Angreb, gik de over paa den anden Side af Mutina, hvor der paa Grund af Terrænets Vanskelighed blev passet mindre godt paa, for med en stærk Hær at tiltvinge sig Adgang til Byen. Antonius plagede dem ogsaa nu kun med Rytterne; men da de ogsaa kun forsvarede sig mod ham med Rytteri, medens den øvrige Hær gik videre mod sit Maal, blev Antonius bange for at gaa glip af Mutina og førte to Legioner ud; glade herover vendte Cæsarianerne sig imod ham og kæmpede. Saa tilkaldte Antonius andre Legioner fra de andre Lejre, men da disse kom langsomt, fordi de havde faaet Befalingen saa pludseligt og Vejen var lang, sejrede Cæsarianerne i Slaget, og Hirtius styrtede endogsaa ind i Antonius' Lejr, hvor han faldt kæmpende ved Feltherreteltet. Cæsar ilede derind, optog hans Lig og besatte endel af Lejren, men blev kort efter drevet ud af Antonius. Begge Parter tilbragte endda Natten under Vaaben.

72. Efter at have lidt dette andet Nederlag holdt Antonius Raad med sine Venner straks efter Kampen. Disse mente at han burde fastholde sin tidligere Krigsplan, saaledes at han blev ved at belejre Mutina og ikke rykkede ud til Slag: begge Parters Tab, sagde de, havde været lige store, Hirtius var dræbt, Pansa syg, de selv var overlegne i Rytteri og Mutina var kommet i den yderste Hungersnød og vilde straks kapitulere. Saaledes mente hans Venner, og det var det fornuftigste; men Antonius, som allerede var forblindet, var bange for at Cæsar, saaledes som han havde forsøgt den foregaaende Dag, skulde styrte ind i Mutina eller ogsaa forsøge at indeslutte ham, da han havde en større Arbejdsstyrke; »naar derved, sagde han, ogsaa Rytteriet bliver til ingen Nytte for os, vil Lepidus og Plancus foragte mig som overvundet. Hvis vi derimod forlader Mutina, vil Ventidius, som kommer med tre Legioner fra Picenum, straks slutte sig til os, og Lepidus og Plancus vil kraftigt støtte ham.« Dette sagde Antonius, en Mand der under Farer ikke manglede Dristighed, hvorpaa han straks brød op og marcherede ad Alperne til.

73. Efterat Decimus var blevet befriet for Belejringen, vendte hans Frygt sig mod Cæsar, i hvem han efter Konsulernes Fjernelse frygtede en Fjende. Derfor afbrød han før det blev Dag Broen over Floden og sendte i en Baad nogle Mænd til Cæsar, hvem han takkede som den han skyldte sin Frelse; men han forlangte at han, adskilt ved Floden, skulde forhandle med ham med Borgerne som Vidner; han vilde nemlig overbevise ham om at han havde været forblindet, da han af andre havde ladet sig lokke til Anslaget mod Cæsar. Da Cæsar imidlertid svarede Gesandterne i Vrede og afviste den Tak Decimus gav ham (»jeg er nemlig slet ikke kommet for at frelse Decimus, men for at bekrige Antonius, med hvem jeg maaske ogsaa engang kan blive forligt; Decimus derimod forbyder min Natur mig endogsaa blot at se eller tale med ; dog lad ham leve saalænge de i Hovedstaden vil have det«) - da Decimus fik dette Svar, stillede han sig paa Flodbredden, kaldte paa Cæsar ved Navn og oplæste raabende Senatets Skrivelse, hvorved Statholderskabet i Gallien blev ham overdraget, og han forbød Cæsar uden Konsuler at gaa over Floden ind i en anden Provins eller gaa videre mod Antonius, som han selv var stærk nok til at forfølge. Cæsar vidste nok at det var Senatet der gjorde ham saa overmodig, men skønt han blot ved en Befaling kunde have faaet ham i sin Magt, skaanede han ham endnu, gik til Pansa i Bononia og skrev en udførlig Rapport til Senatet; det samme gjorde Pansa.

74. I Rom oplæste Cicero Pansas Skrivelse* for Folket, fordi den kom fra en Konsul, men Cæsars kun for Senatet; i Anledning af Sejren over Antonius foreslog han en Takkefest paa 50 Dage, mere end Romerne nogensinde havde vedtaget i Anledning af Sejren over Gallerne eller nogen anden Krig, endvidere at Konsulernes Hær skulde gives til Decimus, skønt Pansa endnu var i Live (man var nemlig ved at opgive ham); Decimus skulde være eneste Feltherre mod Antonius, og der skulde paa Statens Vegne opsendes Bønner om at Decimus maatte besejre Antonius ; i den Grad var han opfyldt af et usømmeligt Raseri mod Antonius, Desuden vilde han have fastslaaet, at der til de to Legioner der var faldet fra Antonius, somom de allerede havde vundet Sejr, skulde udbetales de 5000 Denarer til Mands som var blevet lovet dem af Statskassen, hvis de sejrede, og at de skulde have Ret til ved Festerne altid at bære en Olivenkrans. Om Cæsar stod der derimod intet i Senatsbeslutningen, ikke engang hans Navn; i den Grad var han straks blevet Genstand for Foragt, fordi man troede at Antonius var knust. Man skrev ogsaa til Lepidus, Planens og Asinius at de skulde bekrige Antonius, saasnart de kom i hans Nærhed.

75. Medens delte foregik i Rom, kaldte Pansa, som var ved at dø af sit Saar, Cæsar til sig og sagde til ham : »Jeg holdt ligesaa meget af Din Fader som af mig selv; men da han var blevet dræbt, kunde jeg ikke hævne ham eller lade være at slutte mig til Flertallet, som Du ogsaa gjorde vel i at bøje Dig for, skønt Du havde en Hær. Da de i Begyndelsen var bange for Dig og Antonius, der ligeledes havde vist sig meget ivrig for Cæsars Parti, glædede de sig over Jeres Uenighed i den Mening at I vilde slide hinandens Kræfter op, og da de saa at ogsaa Du havde en MUT til Din Raadighed, søgte de at vinde Dig som en ung Mand ved smukke, men intetsigende Æresbevisninger. Men da Du netop ved den Lejlighed viste Dig mere stolt og mindre forfængelig end forventet, idet Du ikke modtog den Kommando Hæren tilbød Dig, saa blev de urolige og udnævnte Dig til Feltherre sammen med os, forat vi skulde trække de to dygtigste Legioner bort fra Dig, i det Haab at naar den ene af Jer var besejret, vilde den anden være svagere og isoleret og at de saa efter ham kunde knuse hele Cæsars Parti og bringe Pompejanerne til Magten; det er nemlig Hovedsummen af deres Politik.

76. Jeg og Hirtius udførte det befalede, indtil vi havde ydmyget Antonius' frække Overmod; men naar han var blevet besejret, havde vi i Sinde at forsone ham med Dig, i den Mening at vi kunde gøre Gengæld mod Cæsar ved denne Venskabstjeneste og at det mere end noget andet vilde være nyttigt for Partiet i Fremtiden. Dette kunde vi ikke røbe for Dig tidligere; men nu da Antonius er besejret, Hirtius død og Skæbnen kalder mig bort, har jeg udtalt det i rette Øjeblik, ikke forat Du skal være mig taknemmelig efter min Død, men forat Du, der, som Dine Gerninger viser, er født under en lykkelig Stjerne, kan forstaa baade Din egen Interesse og min og Hirtius' Tankegang og vor tvungne Stilling. Den Hær som Du selv gav os er det rimeligt gives tilbage til Dig, og jeg overgiver Dig den; hvad angaar Rekruterne, saa vil jeg, hvis Du efter at have faaet dem kan fastholde dem, ogsaa overgive dem til Dig, men hvis de er opfyldte af en grænseløs Respekt for Senatet, siden deres Befalingsmænd ogsaa blev sendt for at holde Øje med os, og hvis det vil paadrage Dig Uvillie og før Tiden volder Dig Ulemper, saa vil Kvæstoren Torquatus overtage dem.« Efter at have sagt dette og overgivet Rekruterne til Kvæstoren døde han. Disse overgav Kvæstoren efter Senatets Ordre til Decimus; Hirtius og Pansa gav Cæsar en glimrende Begravelse og sendte paa en ærefuld Maade Ligene til Rom.

77. Samtidig hermed skete der i Syrien og Makedonien følgende. Dengang Gajus Cæsar drog gennem Syrien, havde han ladet en Legion blive der, fordi han allerede tænkte paa Krigen med Partherne; den kommanderedes af Cæcilius Bassus, men Værdigheden indehavdes af Sextus Julius, en ung Slægtning af selve Cæsar, som hengav sig til Udskejelser og paa en usømmelig Maade førte Legionen med sig allevegne. Engang da Bassus gjorde ham Bebrejdelser, fornærmede han ham, og da han senere tilkaldte Bassus og denne adlød trevent, befalede han nogle Soldater at slæbe ham for sig. Saa opstod der Tumult og Haandgemæng, og Hæren, som ikke vilde finde sig i hans Frækhed, skød Julius ned med deres Kastespyd. Straks efter angrede de det og frygtede Straf fra Cæsar; de tilsvor da hinanden, at hvis de ikke fik Tilgivelse og fuld Tillid igen, saa vilde de kæmpe til sidste Blodsdraabe, og efter at have tvunget Bassus til at slutte sig til dem samlede de een Legion til og indøvede den sammen med sig selv. Saaledes beretter nogle om Bassus; men Libo fortæller, at da Bassus havde kæmpet under Pompejus og efter Nederlaget levede som Privatmand i Tyros, forførte han nogle af Legionen, saaat de dræbte Sextus og tog ham selv til Anfører. Hvordan det nu er gaaet til, saa tilbageslog disse Soldater med Kraft Stajus Murcus, som Cæsar havde sendt imod dem med tre Legioner, indtil Murcus tilkaldte Marcius Crispus, Statholder i Bithynien, der kom ham til Hjælp med tre andre Legioner.

78. Medens de nu belejredes af disse, kom Cassius pludselig tilstede og overtog straks saavel Bassus' to Legioner som de seks der belejrede ham, idet Anførerne overgav ham dem af Venskab og underkastede sig ham i Egenskab af Prokonsul; det var nemlig, som jeg før har fortalt, blevet vedtaget at alle skulde staa under Cassius og Brutus. Ogsaa Allienus, som Dolabella havde sendt til Ægypten, kom netop tilbage derfra med fire Legioner, bestaaende dels af Resterne efter Pompejus' og Crassus' Nederlag, dels af dem Cæsar havde ladt Kleopatra beholde. Cassius overraskede ham nu i Palæstina, inden han havde hørt noget, og tvang ham til at slutte sig til ham, fordi han med sine fire Legioner ikke vovede at tage Kampen op med otte. Paa den Maade havde Cassius med eet uventet faaet Raadighed over tolv Legioner, og da Dolabella kom fra Asien med to Legioner og paa venskabelig Maade var blevet indladt i Laodikeia, underkastede han ham en regelmæssig Belejring. Efterretningen herom glædede Senatet.

79. Om Makedonien stredes og kæmpede Gajus Antonius, Marcus Antonius' Broder, som havde een Legion sværtbevæbnede, med Brutus, og da han var ham underlegen, lagde han et Baghold for Brutus. Denne undgik det og lagde selv et Baghold, og da han havde indesluttet Fjenderne, gjorde han dem ikke noget, men paalagde sin egen Hær at hilse paa Modstanderne ; da disse ikke besvarede Hilsenen eller lod sig lokke, lod han dem uskadte gaa bort fra Bagholdet. Efter at have omgaaet dem ad andre Veje indesluttede han dem igen i et Pas og angreb heller ikke denne Gang, men hilste paa dem; saa fik de Respekt for ham som en Mand der skaanede Borgere og fortjente det Ry han nød for Visdom og Mildhed, besvarede hans Hilsen og gik over til ham. Ogsaa Gajus overgav sig og indtog en ærefuld Stilling hos Brutus, indtil han blev grebet i gentagne Forsøg paa at forlokke Hæren; saa blev han dræbt. Saaledes fik ogsaa Brutus, iberegnet hans tidligere Stridskræfter, seks Legioner, og blandt Makedonerne, som han omtalte anerkendende, udskrev han to Legioner, som ogsaa blev indøvede paa romersk Vis.

80. Saaledes udviklede Forholdene sig i Syrien og Makedonien ; i Italien var Cæsar fornærmet over at Decimus istedenfor ham var blevet valgt til Hærfører mod Antonius, men skjulte dog sin Vrede og forlangte en Triumf for sine Bedrifler. Men da han blev tilsidesat af Senatet som en Mand der forlangte mere end han efter sin unge Alder havde Ret til at vente, blev han bange for at han, hvis Antonius blev knust, skulde blive endnu mere tilsidesat, og længtes efter et Forlig med ham, saaledes som ogsaa Pansa paa Dødslejet havde tilraadet. Derfor behandlede han Officerer og menige fra hans opløste Hær med Venlighed, optog dem blandt sine egne eller tillod dem, hvis de ønskede det, at drage til Antonius, for derved at vise at han ikke havde noget uforsonligt Fjendskab med ham, og efter at have lejret sig i Nærheden af Antonius' Ven Ventidius, som havde tre Legioner, og sat ham i Skræk, foretog han ikke noget fjendtligt, men tillod ham paa lignende Maade at blive hos ham selv eller i Sikkerhed gaa til Antonius med sin Hær og beklage hans Kortsynethed med Hensyn til deres fælles Bedste; dette Vink forstod Ventidius og gik til Antonius. Ogsaa en af Antonius' Officerer ved Navn Decius, som var blevet fanget ved Mutina, blev behandlet ærefuldt af Cæsar og fik Lov til, hvis han vilde, at gaa bort til Antonius, og da han spurgte om hvorledes han var stemt mod Antonius, sagde Cæsar at han havde givet fornuftige Folk Beviser nok derpaa, men for ufornuftige vilde det ikke engang nytte, hvis han gav flere.

81. Medens Cæsar overfor Antonius nøjedes med disse Antydninger, skrev han endnu tydeligere til Lepidus og Asinius om Tilsidesættelsen af ham selv og Mordernes pludselige Forfremmelse, idet han søgte at vække Frygt hos dem for at der til Bedste for det pompejanske Parti skulde overgaa enhver af Cæsarianerne enkeltvis en lignende Skæbne som Antonius, der ogsaa havde faaet en ond Skæbne paa Grund af Uforstand og Blindhed overfor denne Fare. Han opfordrede dem til paa Skrømt at adlyde Senatet, men i deres egen Interesse holde sammen, saalænge de endnu kunde, og gøre Antonius Bebrejdelser i den Retning; de burde bære sig ad som deres egne Soldater, som heller ikke naar de var færdige med Krigstogene skiltes forat de ikke skulde være lette at angribe for Fjenderne, men hellere samlede vilde bosættes i et fremmed Land for saaledes at være stærke end splittede hver hvile ud i sin By. Medens Cæsar skrev saaledes til Lepidus og Asinius, plagedes Decimus' gamle Hær af Sygdom, fordi de efter Hungersnøden havde overfyldt sig, og led af Dysenteri; den af Rekruter bestaaende var endnu uøvet. Plancus sluttede sig imidlertid til ham med sin egen Hær, og Decimus skrev da til Senatet, at han vilde jage Antonius der strejfede om fra Sted til Sted.

82. Saasnartsom Pompejanerne hørte om dette, der fremstilledes som noget faktisk, dukkede de op i Massevis og raabte at de nu endelig havde genvundet den gamle Frihed; hver enkelt bragte Takofre, og der blev valgt Decemvirer til at drage Antonius til Ansvar for hans Embedsførelse. Dette var et Paaskud til Ophævelse af Cæsars Bestemmelser; Antonius havde nemlig gjort intet eller meget lidt efter sit eget Hoved, men alt ifølge Cæsars Optegnelser, og da Senatet godt vidste dette, havde det ophævet nogle Bestemmelser naar der var Lejlighed dertil, men haabede nu paa denne Maade at kunne ophæve dem alle. Decemvirerne forordnede saa, at alle straks skulde anmelde og oplyse hvad de havde faaet i Antonius' Embedstid, og de der ikke gjorde det truedes med Straf. Konsulatet for Resten af Aaret istedenfor Hirtius og Pansa søgtes af Pompejanerne, ligeledes af Cæsar, der ikke længer sendte Bud til Senatet, men privat til Cicero, som han ogsaa opfordrede til at blive hans Medkonsul: Cicero skulde som den ældre og mere erfarne forvalte Embedet, medens han selv blot vilde benytte Titelen til at opløse sin Hær paa en pæn Maade, hvad der ogsaa for nylig havde været hans Motiv til at bede om Triumfen. Cicero, hvis Forfængelighed blev smigret derved, sagde at han havde hørt at der hos Provinsslatholderne tænktes paa at faa sluttet en Fred, og han raadede til at forsone en Mand som man havde krænket og som endnu kommanderede en stor Hær og hellere finde sig i at han trods sin Ungdom beklædte et Embede i Byen end støttet paa en Hær var fjendtlig; fora t han imidlertid ikke skulde foretage noget i Strid med Senatets Interesse, foreslog han til Medkonsul at give ham en besindig Mand af de ældre, som kunde være en støt Vejleder for hans Ungdommelighed. Men Senatet lo ad Ciceros Forfængelighed, og han modarbejdedes især af Mordernes Slægtninge, der var bange for at Cæsar som Konsul skulde straffe dem.

83. Da Valget nu af forskellige Grunde flere Gange ifølge Loven maatte udsættes, gik Antonius i Mellemtiden over Alperne efterat have vundet Culleo for sig, som Lepidus havde sat til at bevogte Overgangene, og kom til en Flod hvor Lepidus laa i Lejr, og han dækkede sig hverken med nogen Vold eller Grav, da han mente at være lejret i en Vens Nærhed. Saa begyndte der at knyttes talrige Forhandlinger imellem dem, idet Antonius mindede ham om deres Venskab og forskellige Tjenester han havde vist ham og forestillede ham, at alle Cæsars Venner een for een vilde komme til at dele Skæbne med ham selv, medens Lepidus vel frygtede for Senatet, der havde givet ham Ordre til at bekrige Antonius, men dog lovede ikke med sin gode Villie at gøre det. Lepidus' Soldater, der havde Respekt for Antonius' Værdighed og nu hørte om Underhandlingerne og beundrede hans Lejrs Simpelhed, havde Samkvem med Antonius' Soldater, først i Hemmelighed, derpaa aabenlyst som med deres Medborgere og forhenværende Krigskammerater, og da Tribunerne søgte at forhindre det, brød de sig ikke om dem og slog for at lette Forbindelsen en Skibsbro over Floden; den saakaldte tiende Legion, som Antonius i sin Tid havde udskrevet, forberedte alt for ham i Lepidus' Lejr.

84. Laterensis, en af de fornemme Senatorer, som mærkede dette, advarede Lepidus og foreslog denne, som ikke vilde tro derpaa, at han skulde dele sin Hær i mange Afdelinger og sende dem ud med forskellige Ærinder, forat det kunde vise sig om de var Forrædere eller trofaste. Lepidus delte dem saa i tre Afdelinger og befalede dem at rykke ud om Natten til Beskyttelse for nogle Kvæstorer der skulde komme med Penge. Men efterat Soldaterne i den fjerde Nattevagt havde væbnet sig ligesom til Udrykningen, besatte de de faste Punkter i Lejren og aabnede Portene for Antonius. Han løb straks hen til Lepidus' Telt, idet hele Lepidus' Hær allerede ledsagede ham og bad Lepidus om Fred og Skaansel for deres ulykkelige Medborgere. Lepidus sprang straks ud af Sengen i den bare Tunika, ilede ud iblandt dem og lovede at gøre det; han omfavnede Antonius og undskyldte sig med den Tvang han havde været underkastet. Nogle, mener endda at han bønfaldt Antonius, og han var ganske vist blottet for Energi og Mod, men det har dog ikke fundet Tiltro hos alle Forfattere og er heller ikke troligt i mine Øjne, da Antonius endnu ikke havde gjort noget fjendtligt Skridt overfor ham, saaat han kunde have Grund til at være bange. Saaledes havde Antonius igen hævet sig til et Højdepunkt af Magt og var meget frygtelig for sine Fjender; han havde nemlig den Hær som han havde ført bort fra Mutina og i Forening med den et glimrende Rytteri, undervejs havde Ventidius' tre Legioner sluttet sig til ham, og nu blev Lepidus hans Forbundsfælle med syv Legioner, talrige Hjælpetropper og et betydeligt Krigstilbehør. Af Navn var Lepidus endnu disses Anfører, men det var Antonius der styrede alt.

85. Da Efterretningen herom kom til Rom, indtraadte der igen et mærkeligt og pludseligt Omslag, idet de der for nylig havde været opfyldte af Foragt blev grebne af Frygt, medens hos de andre Frygten afløstes af Dristighed. Decemvirernes Forordninger blev revet ned med Spot, Valget af Konsulerne trak endnu mere ud, og Senatet, som var ganske raadvildt og bange for at Cæsar og Antonius skulde slutte en Overenskomst, sendte i Hemmelighed til Brutus og Cassius to Senatorer Lucius og Pansa, under Skin af at de vilde besøge Festerne i Hellas, om at de skulde komme dem til Hjælp saavidt de kunde, og fra Afrika hjemkaldte det af de tre Legioner der stod under Sextius de to og befalede at den tredie skulde overgives til Corniflcius, som bestyrede den anden afrikanske Provins og holdt med Senatet. De vidste nok, at ogsaa disse havde tjent under Gajus Cæsar, og havde Mistanke til alt hvad der var knyttet til ham, men Nøden trykkede dem saa haardt, hvad der ogsaa fremgik af, at de — af Frygt for at den unge Cæsar skulde slutte en Overenskomst med Antonius - igen ganske usømmeligt valgte ham til Hærfører mod Antonius sammen med Decimus.

86. Men Cæsar ophidsede allerede Hæren til Vrede, baade paa sine egne Vegne, fordi han stadig blev tilsidesat, og paa Soldaternes, der blev sendt paa et nyt Krigstog, førend de for det forrige havde faaet de 5000 Denarer som man havde lovet dem; han opfordrede dem til at sende Repræsentanter og forlange Pengene, og de sendte Centurionerne. Senatet forstod nok at de var blevet instruerede dertil og sagde at det vilde svare dem gennem andre Gesandter. De sendte saa nogle, som de instruerede om at tale med de to Legioner der var faldet fra Antonius, uden at Cæsar var tilstede, og forestille dem at de ikke skulde knylU' deres Forhaabninger til en enkelt Mand, men til Senatet, som alene sad inde med en uforgængelig Magt, og gaa til Decimus, hos hvem de saa vilde faa Pengene udbetalt. Efter at have givet dem denne Instruks kom de straks med Halvdelen af Pengene og valgte til at uddele dem ti Mænd, som de ikke engang supplerede med Cæsar som den ellevte. Gesandterne vendte om med uforrettet Sag, da de to Legioner ikke vilde indlade sig paa at tale med dem uden at Cæsar var tilstede, og denne vilde nu ikke udtale sig gennem Mellemænd eller nøle længere, men traadte selv frem for den samlede Hær, opregnede alle de Krænkelser Senatet havde tilføjet ham selv og Planerne mod alle Gajus Cæsars Tilhængere, som han sagde man vilde knuse een for een, og han gav dem det Raad, at de skulde være bange for deres eget Liv, da de blev overført til en Hærfører der var en Fjende af Partiet og brugt i den ene Krig efter den anden, forat de enten skulde blive ødelagte eller ogsaa komme i Strid med hinanden: det var nemlig ogsaa Meningen med at man, skønt Sejren ved Mutina havde været alles Værk, kun gav de to Legioner Hædersgaverne, forat man kunde vække Splid og Strid imellem dem.

87. »I ved ogsaa, sagde han, hvorfor Antonius for nylig blev besejret, og har hørt hvordan Pompejanerne i Rom har behandlet dem der havde faaet nogle Gaver af Cæsar. Hvilken Sikkerhed har da enten I for de Ejendomme og Penge I fik af ham eller jeg for mit Liv, naar Mordernes Slægtninge paa den Maade spiller Herrer i Senatet? Jeg vil underkaste mig den Skæbne som overgaar mig (for mig er det smukt at lide hvad det skal være, naar jeg blot hævner min Fader); men jeg er bekymret for Eder, saa mange og saa dygtige Mænd, som vover sig i Fare for min og min Faders Skyld. I ved jo at jeg er fri for Ærgerrighed, siden jeg ikke vilde modtage Præturen med Insignier, som I tilbød mig; men jeg ser nu kun een Redning for begge Parter, nemlig hvis jeg ved Eder bliver udnævnt til Konsul. Saa vil nemlig alt hvad min Fader har givet Eder være sikkert, og I vil desuden faa de Kolonier I endnu har tilgode og alle Æresgaver ubeskaarne, og jeg kan, naar jeg har givet Morderne deres Straf, befri Jer for de andre Krige.«

88. Denne Tale fik livlig Tilslutning fra Soldaterne, og de afsendte straks Centurionerne for at forlange Konsulatet til Cæsar. Da Senatet undskyldte sig med hans Ungdom, sagde Centurionerne hvad de var instruerede til, at ogsaa i gamle Dage Corvinus havde været Konsul, skønt han var for ung, og senere Scipionerne, baade den ældre og den yngre, og at Fædrelandet havde haft megen Gavn af alle disses Ungdom. De kørte ogsaa op med de sidste Eksempler, Pompejus og Dolabella, og nævnede at Cæsar selv allerede havde faaet Tilladelse til at søge Konsulatet ti Aar før Tiden. Da Centurionerne fremførte dette med større Frimodighed, var der nogle af Senatorerne der fandt det for galt, at Centurioner talte saa frimodigt, og bebrejdede dem at de optraadte med større Dristighed end det passede sig for almindelige Soldater. Da Hæren fik det at vide, blev Forbitrelsen endnu større, og de bad Cæsar om straks at føre dem til Rom, forat de selv ved et særligt Valg kunde vælge ham til Konsul, og priste uafladeligt den første Cæsar i høje Toner. Da Cæsar saa dem saa ivrige, førte han dem afsted straks efter Forsamlingen, otte Legioner Fodfolk, el tilstrækkeligt Rytteri og all hvad der ellers hørle lil Legionerne. Efter at have overskredet Grænsefloden mellem Gallien og Italien, Rubieo, som ogsaa hans Fader paa lignende Maade først havde overskredet for at begynde Borgerkrigen, delle han hele sin Hær i to Afdelinger; den ene befalede han at følge efter i Ro og Mag, medens han selv ilede afsted med den anden, som var udsøgt, fordi han gerne vilde træffe sine Modstandere endnu uforberedte. Da de mødte nogle Mænd med en Del af de Penge som Senatet havde sendt til Belønning for Soldaterne, blev Cæsar bange for Lejesoldaternes Troskab og sendte i Hemmelighed nogle iforvejen som skulde gøre Mændene bange, og disse flygtede med Pengene.

89. Da Budskabet var kommet til Hovedstaden, opstod der en umaadelig Forvirring og Frygt, Folk løb i Uorden om mellem hinanden og nogle bragte Koner eller Børn eller deres største Kostbarheder ud paa Landet eller hen til de faste Punkter i Byen; da det nemlig endnu ikke var bekendt, at han kun ønskede at faa Konsulatet, bragte Efterretningen om, at en fjendtlig Hær ophidset nænnede sig, dem til at frygte for alt muligt. Senatets Forfærdelse kendte ingen Grænser, da de ikke havde nogen Krigsstyrke i Beredskab, og, som det plejer at gaa under Panik, de gjorde hinanden Bebrejdelser, nogle fordi de paa en krænkende Maade havde frataget ham den Hær han havde haft mod Antonius, andre fordi man havde tilsidesat ham med Hensyn til Triumfen, skønt hans Krav ikke var uberettiget; atter andre klagede over at man havde nægtet ham at foretage Uddelin^ gen af Pengene og ikke engang tilføjet ham som den ellevte; der var ogsaa dem der sagde at selve Belønningerne, derved at de hverken blev givet hurtigt eller fuldstændigt, havde stemt Hæren uvenligt mod dem. Og allermest klagede man over det uheldige Tidspunkt for Kampen, medens Brutus og Cassius var langt borte og endnu ikke færdige med deres Rustninger, hvorimod man havde Fjenderne Antonius og Lepidus paa Nakken af sig; ved Tanken om en Forsoning mellem disse og Cæsar kulminerede Frygten, og Cicero, som hidtil stadig havde færdedes blandt dem, saa man ikke det mindste til.

90. Saa blev pludselig alle Beslutninger fuldstændigt forandrede : istedenfor de 2500 Denarer skulde der udbetales 5000 og det ikke til de to Legioner, men til de otte, og Cæsar skulde foretage Uddelingen istedenfor Decemvirerne og skulde have Lov til at søge Konsulatet i sin Fraværelse. Gesandter ilede ud som i Hast skulde meddele ham dette; men næppe havde de forladt Byen, før Senatet fortrød hvad det havde gjort: man burde ikke saa fejt lade sig forskrække eller uden Blodsudgydelse finde sig i et nyt Tyranni eller vænne dem der ønskede Herredømmet til at bemægtige sig det med Vold eller vænne Soldaterne til ved et Magtsprog at regere Fædrelandet, men efter at have rustet sig, saa godt som Forholdene tillod, gøre Lovene gældende mod Angriberne; man kunde nemlig vente at heller ikke disse, naar Lovene gjordes gældende, vilde angribe Fædrelandet med Vaaben, og hvis de gjorde det, saa burde man finde sig i en Belejring, indtil Decimus eller Plancus kom, og hellere forsvare sig til sidste Blodsdraabe end godvilligt underkaste sig et Tyranni, som fra første Færd var uimodtageligt for Forbedringer; omtalt blev ogsaa de gamle Romeres Følelser for Friheden og hvilke Lidelser de havde underkastet sig under ubøjelig Modstand mod dens Angribere.

91. Da de nu ogsaa hørte at de to fra Afrika hjemkaldte Legioner var kommet ind i Havnen samme Dag, troede de at Guderne æggede dem til Kamp for Friheden; Omslaget i Stemningen var en afgjort Sag og alle Beslutninger ændredes, efterat Cicero atter var dukket op. Hele det værnepligtige Mandskab blev udskrevet og foruden dem havde man de omtalte to Legioner fra Afrika, de til dem hørende 1000 Ryttere og een Legion til, som Pansa havde ladt dem beholde ; alle disse blev delt, saaledes at nogle holdt Højen Janiculum*) besat, hvor man ogsaa havde samlet Pengene, andre Broen over Floden, idet Byprætorerne var fordelte mellem dem; atter andre gjorde Baadene og Skibene i Havnen i Stand til dem og sørgede for Penge, om de skulde blive nødt til efter en uheldig Kamp at flygte over Havet. Medens de opfyldte af Selvtillid saa rask udførte alt dette, haabede de at de paa deres Side kunde sætte Cæsar i Skræk og enten omstemme ham til at udbede sig Konsulatet af dem istedenfor af Hæren eller slaa ham tilbage med Kraft, og Tilhængerne af Modpartiet ventede de nu idetmindste vilde slaa om, naar Kampen drejede sig om Friheden. Men Cæsars Moder og Søster kunde de hverken finde ved aabenlyse eller hemmelige Eftersøgninger, hvad der atter gjorde dem urolige, fordi de derved havde mistet to værdifulde Gisler, og da Cæsarianernes Holdning endnu var ligesaa stiv som før, troede de at de to Kvinder skjulles saa omhyggeligt af dem.

92. Cæsar fik Efterretningen om Senatets ændrede Standpunkt, medens han endnu talte med Gesandterne, som saa, overvældede af Skam, forlod ham og vendte om. Med Hæren, der var endnu mere ophidset, rykkede han hurtigt frem i Angst for at hans Moder og Søster skulde have lidt nogen Overlast; til Folket, som var opfyldt af Uro, sendte han Ryttere med Befaling til at forholde sig rolig, og under almindelig Forbauselse besatte han Egnen udenfor Quirinushøjen, uden at nogen vovede at indlade sig i Kamp med ham eller hindre ham deri. Pludselig indtraadte der igen et mærkeligt Omslag, idet de fornemme løb ud til ham og hilste paa ham; ogsaa Borgerne kom løbende og saa med Glæde Soldaternes gode Disciplin, der varslede Fred. Dagen efter lod han sin Hær blive hvor den var og gik selv til Byen, omgivet af en tilstrækkelig stærk Vagt, og ogsaa nu strømmede Folk ham i Massevis imøde paa hele Vejen og hilste paa ham uden at lade det mangle paa Venlighed eller ydmyg Smiger; lians Moder og Søster bød ham velkommen i Vestas Helligdom sammen med Veslalinderne. De tre Legioner sendte uden at bryde sig om deres Anførere Gesandter til ham og tog hans Parti; af Prætorerne, som anførte dem, dræbte Cornutus sig selv, medens de andre fik Fred og Sikkerhed. Da Cicero hørte om Forliget, opnaaede han gennem Cæsars Venner en Sammenkomst med ham; ved denne forsvarede han sin Optræden og priste i høje Toner Forslaget om Konsulatet, som han selv tidligere havde forelagt i Senatet. Hertil svarede Cæsar blot spottende, at Cicero var den af hans Venner der sidst havde opsøgt ham.

93. Da der imidlertid om Natten pludselig opkom et Rygte om at to af Cæsars Legioner, Marslegionen og den fjerde, skulde være gaaet over til Republikanerne, fordi de mente paa en underfundig Maade at være blevet ført mod deres Fædreland, saa troede Prætorerne og Senatet ganske letsindigt derpaa, skønt Hæren stod lige i Nærheden, og i den Tro at de med disse to Legioner, som var de bedste, kunde staa sig mod Cæsars øvrige Stridskræfter, indtil de fik Forstærkning andetstedsfra, sendte de endnu samme Nat Marius Aquilius Crassus til Picenum for at samle Tropper, og de fik en af Tribunerne, Apulejus, til at løbe omkring og meddele det glade Budskab til Folket. Senatorerne strømmede i Løbet af Natten sammen til Raadhuset, hvor Cicero bød dem velkommen ved Døren; men da Rygtet viste sig at være falsk, lod han sig i Hast bære bort.

94. Cæsar, som lo ad det hele, førte ganske vist sin Hær nærmere til Byen, ud pati Marsmarken, men straffede ved denne Lejlighed ingen af Prætorerne, heller ikke Crassus der var ilet til Picenum, skønt han blev ført til ham i den Slavedragt hvori han var blevet paagrebet, men lod dem alle slippe for at faa Ry for Mildhed ; kort efter blev de dog proskriberede. Af Statens Pengemidler, dels dem der fandtes paa Janiculum eller andetsteds, dels andre som han lod bringe sammen, uddelte han alt, hvad der tidligere paa Ciceros Forslag var blevet bevilget dem, til Soldaterne med 2500 Denarer til hver og lovede at give dem Resien senere. Derpaa forlod han Byen, indtil der paa regelmæssig Maade var blevet valgt Konsuler, og da han selv var blevet valgt sammen med netop den han ønskede, Quinlus Pedius, som liavde skænket ham sin Del af Arven efter Cæsar, gik han igen som Konsul ind i Byen og bragte et Offer; ved denne Lejlighed viste der sig tolv Gribbe for ham, det samme Antal som man fortæller at Romulus saa, da han anlagde Byen. Efter Ofringen lod han sin Adoption forny ved en curiatisk Lov d. v. s. af Folket; man deler nemlig Stammerne i Dele der kaldes Curier, som kan sammenlignes med Fratrierne hos Hellenerne. Hos Romerne anvendes denne Fremgangsmaade meget almindelig med dem der har mistet deres Fader, og de adopterede har omtrent samme Rettigheder som de ægtefødte med Hensyn til deres Adoptivfædres Slægtninge og Frigivne. Gajus Cæsar havde foruden hele sin glimrende Position ogsaa haft mange rige Frigivne, og det var maaske især af denne Grund at Cæsar foruden den tidligere testamentariske Adoption ogsaa ønskede Adoptionen i denne Form.

95. Ved en anden Lov fik han Dolabella erklæret for ikke at være Statens Fjende, og han gav ogsaa en Lov om Søgsmaal for Drabet paa Cæsar. Saa blev der straks fremsat Anklager, idet Cæsars Venner anklagede nogle som Gerningsmænd, andre blot som Medvidere; ogsaa dette blev nemlig brugt overfor adskillige, endda nogle som slet ikke havde været i Byen, dengang Cæsar blev dræbt. Efterat de ved en Bekendtgørelse alle var blevet stævnede til een Dag, blev de allesammen dømt i deres Fraværelse, idet Cæsar overvaagede Domstolene og ingen af Dommerne frikendte dem undtagen een Mand af de fornemme, som der ved den Lejlighed heller ikke blev gjort noget, men kort efter blev ogsaa han proskriberet sammen med de andre. Det hed sig at i disse Dage Byprætoren Quintus Gallius, en Broder til Marcus Gallius der var hos Antonius, havde udbedt sig Statholderskabet i Afrika af Cæsar og, da han ikke fik det, stræbt Cæsar efter Livet; Præturen blev saa frataget ham af hans Kolleger, hans Hus blev plyndret af Folket og Senatet dømte ham til Døden. Men Cæsar befalede ham at rejse til sin Broder, og han synes efter at være gaaet ombord paa et Skib at være forsvundet.

96. Efter at have gjort dette planlagde Cæsar Udsoningen med Antonius, fordi han hørte at Brutus og Cassius allerede havde faaet samlet tyve Legioner og han havde Brug for Antonius mod dem, og han gik fra Rom ud imod Adriaterhavet, men rykkede langsomt frem, da han vilde afvente Senatets Bestemmelser ; efter Cæsars Bortgang søgle Pedius nemlig at overtale dem til ikke at gøre Partifjendskabet ulægeligt, men udsone sig med Lepidus og Antonius. Senatorerne forudsaa nok, at de ikke kunde opnaa en Udsoning der var til Gavn for dem selv eller Fædrelandet, men kun til Hjælp for Cæsar mod Cassius og Brutus, men alligevel bifaldt de Forslaget og gik nødtvungne ind derpaa. De fjendtlige Beslutninger mod Antonius, Lepidus og deres Hære blev ophævede, og der sendtes dem andre, som var fredelige. Cæsar udtalte i en Skrivelse sin Glæde derover, medens han lovede Antonius endogsaa at komme ham til Hjælp mod Decimus, hvis han ønskede det. Senatet svarede ham straks med Anerkendelse og Bifald; Antonius skrev at han selv vilde straffe Decimus paa Cæsars Vegne og Plancus paa sine egne og derpaa forene sig med Cæsar.

97. Medens saadanne Skrivelser udveksledes, sluttede Asinius Pollio sig med to Legioner til Antonius, der forfulgte Decimus, derpaa bragte Asinius en Udsoning i Stand mellem Antonius og Plancus, der med tre Legioner gik over til Antonius, som nu kommanderede en meget betydelig Styrke. Decimus havde ti Legioner, af hvilke de fire krigsdygtigste var ødelagte af Hungersnød og stadig plagedes af Sygdom, medens de seks, der bestod af Rekruter, endnu var uøvede og ukendte med Anstrengelser. Derfor opgav han Kampen og besluttede sig til at flygte til Brutus i Makedonien; han flygtede imidlertid ikke paa denne Side af Alperne til Ravenna eller Aquileja, men da Cæsar færdedes i den Egn, tænkte han at gaa ad en anden, længere og vanskelig Vej, saaledes at han overskred Rhinen og gik igennem Barbarernes mere vilde Egne. Derfor forlod først Rekruterne ham paa Grund af Vanskelighederne og Trætheden og gik til Cæsar, og efter dem gik ogsaa de fire ældre Legioner og den øvrige Mængde over til Antonius med Undtagelse af hans Livvagt af galliske Ryttere. Ogsaa af disse tillod han dem der vilde at drage til deres Hjem, og efter at have givet dem Penge af det Guld han endnu havde drog han mod Rhinen med de 300 der alene var blevet hos ham; men da det var vanskeligt at komme over den med en lille Styrke, blev han ogsaa forladt af disse med Undtagelse af kun ti. Saa anlagde han Gallernes Dragt, da han ogsaa var godt hjemme i deres Sprog, og søgte at undslippe med dem som en Galler, ikke mere ad den længere Omvej, men i Retning af Aquileja, i det Haab at han med sine faa Ledsagere kunde forblive skjult.

98. Da han var blevet fanget af Røvere og lagt i Lænker, spurgte han om hvilken gallisk Hersker Landet tilhørte, og da han hørte at det var Kamilos', som han havde vist mange Velgerninger, befalede han dem at føre ham til denne. Da Kamilos saa ham for sig, viste han ham tilsyneladende Venlighed og bebrejdede dem der havde lænket ham at de af Uvidenhed havde forgrebet sig paa en saa betydelig Mand; men i al Hemmelighed sendte han Bud derom til Antonius. Denne, paa hvem Decimus' Ulykke gjorde et vist Indtryk, kunde ikke bekvemme sig til at se ham, men befalede Kamilos at dræbe ham og sende Hovedet til ham, og da han havde set Hovedet, befalede han de tilstedeværende at begrave det. Saaledes endte Decimus, der havde været Cæsars Ryttergeneral, bestyret det gamle Gallien under ham og for det næste Aar af ham var blevet valgt til Konsul og Statholder i det andet Gallien. Han var efter Trebonius den anden af Morderne der led Straf, omtrent halvandet Aar efter Cæsars Drab; samtidig blev ogsaa Minucius Basilus, ligeledes en af Cæsars Mordere, dræbt af sine Slaver, da han straffede nogle af dem med Kastration.