Appian: Borgerkrigene

Oversat af Karl Hude (1919)

Fjerde Bog.

Proskriptionerne (1 - 51)

1. Saaledes havde to af Gajus Cæsars Mordere lidt Straf efter at være blevet overvundne i deres egne Statholderskaber, Trebonius i Asien og Decimus i Gallien; men hvorledes Straffen ramte Cassius og Brutus, Hovedmændene for Anslaget mod Cæsar, som beherskede hele Landet fra Syrien til Makedonien og raadede over en stor Krigsmagt, baade Rytteri, Søsoldater og over tyve Legioner Fodfolk tilligemed Skibe og Penge, det skildres i denne 4de Bog af Borgerkrigene. Samtidig hermed blev i Rom de proskriberede eftersøgte, fundne og straffede med de afskyligste Lidelser, saadanne som der hverken berettes om hos Hellenerne under Partikampe og Krige eller hos Romerne selv undtagen under Sulla, den første der proskriberede sine Fjender. Marius lod dem nemlig nok eftersøge og straffede hvem han fandt; men Sulla opfordrede enhver der traf dem til at dræbe dem, idet han udstedte en Forordning, der lovede Morderne store Belønninger og truede dem der skjulte nogen med tilsvarende Straffe. Hvad der angaar Marius og Sulla, er skildret i det Afsnit der behandler dem; her skal de følgende Begivenheder skildres.

2. Cæsar og Antonius, der havde været Fjender, mødtes for at slutte Venskab i Nærheden af Mutina paa en lille og lav Holm i Floden Lavinius, hver med fem Legioner Fodfolk; disse opstillede de overfor hinanden og gik saa hver med 300 Mand hen til Broen over Floden. Lepidus gik selv iforvejen, undersøgte Øen og gav saa med sin Krigskappe dem begge Tegn til at komme. De lod deres Eskorter blive staaende paa Broen tilligemed deres Venner og gik selv hen i Midten paa et synligt Sted; her holdt de tre Mænd Raad, saaledes at Cæsar sad i Midten og præsiderede paa Grund af sin Embedsværdighed. Ved Sammenkomster fra Morgen til Aften to Dage igennem blev de enige om følgende: Cæsar skulde nedlægge Konsulatet og Ventidius overtage det for Resten af Aaret; til Ordning af de indre Forhold skulde der ved Lov oprettes et nyt Embede for Lepidus, Antonius og Cæsar, som de skulde beklæde i fem Aar med samme Magt som Konsuler; dette Udtryk blev det nemlig besluttet at bruge istedenfor Diktatorer, maaske af Hensyn til den af Antonius foranledigede Beslutning der forhindrede Oprettelse af en Diktatur. Triumvirerne skulde straks udnævne de aarlige Embedsmænd i Byen for de fem Aar; Provinserne delte de mellem sig, saaledes at Antonius skulde have hele Gallien med Undtagelse af det der støder op til Pyrenæerne, som man kaldte det gamle Gallien ; dette skulde Lepidus styre og desuden Spanien ; Cæsar skulde have Afrika, Sardinien, Sicilien og de omliggende Øer.

3. Saaledes delte Triumvirerne Styrelsen af Romerriget mellem sig, idet de altsaa kun ventede med Landene Øst for Adriaterhavet, fordi Brutus og Cassius endnu beherskede dem. Cassius og Brutus skulde Antonius og Cæsar bekrige; Lepidus skulde nemlig være Konsul for næste Aar og blive i Hovedstaden af Hensyn til hvad der kunde forefalde der, saaledes at han bestyrede Spanien ved andre. Af Lepidus' Hær skulde han selv beholde tre Legioner til Brug i Rom; syv skulde Cæsar og Antonius dele mellem sig, saaledes at Cæsar fik tre, Antonius fire, forat de begge kunde føre tyve Legioner i Marken. Man skulde allerede nu ægge Soldalernes Sejrslyst, dels ved andre Gaver, dels ved at love dem til Kolonisation atten af de italiske Byer, som udmærkede sig ved Velstand, gode Jorder og smukke Huse og som skulde uddeles til dem med Jorder og Huse, somom de havde erobret dem fra Fjender; de mest bekendte af disse Byer var Capua, Rhegium, Venusia, Beneventum, Nuceria, Ariminum og Hipponium. Saaledes fordelte de de smukkeste Egne i Italien til Hæren, og de besluttede ogsaa at rydde deres personlige Fjender af Vejen, forat de ikke skulde berede dem Vanskeligheder, medens de ordnede Forholdene og førte Krig udenfor Landet. Dette blev bestemt og skrevet ned, og i Egenskab af Konsul oplæste Cæsar det hele for Hærene med Undtagelse af hvem der var bestemt til Døden; Soldaterne jublede og omfavnede hinanden som Tegn paa Forsoning.

4. Medens dette gik for sig, indtraf der i Rom mange frygtelige Jertegn og Varsler. Hunde hylede i Kor ligesom Ulve, et daarligt Varsel, og Ulve løb hen over Torvet (et Dyr der ikke plejer at færdes i Byer); en Okse talte med menneskelig Stemme og et nyfødt Barn raabte; af Gudebillederne svedte nogle, adskillige endda med Blod, og man hørte høje Raab af Mænd, Larm af Vaaben og Hovslag af Heste der ikke saas. Ogsaa Solen gav mange daarlige Varsler, der faldt flere Gange Stenregn og Lynet slog stadig ned i Templer og Gudebilleder. I Anledning heraf sammenkaldte Senatet Offertydere og Sandsigere fra Etrurien; af disse sagde den ældste, at det gamle Kongedømme vilde komme tilbage og alle blive Trælle undtagen ham selv alene, hvorefter han holdt sit Vejr saalænge til han døde.

5. Triumvirerne optegnede imidlertid i Enrum hvem der skulde lide Døden, dels de Stormænd som de havde Mistanke til, dels deres personlige Fjender, saaledes at de indbyrdes udvekslede deres egne Slægtninge eller Venner til Ofre baade dengang og senere; der tilføjedes nemlig stadig nye proskriberede, nogle paa Grund af Fjendskab, andre blot som Følge af at de havde vakt Uvillie eller fordi de var Triumvirernes Fjenders Venner eller Venners Fjender eller særlig rige. De havde nemlig Brug for mange Penge til ' Krigen, da Brutus og Cassius havde faaet bevilget Skatteindtægterne fra Asien, som stadig strømmede ind, og Konger og Satraper bidrog, medens de selv var i Pengeforlegenhed i Europa, især fordi Italien var udpint af Krige og Skatter; derfor paalagde de tilsidst endogsaa den menige Mand og Kvinderne trykkende Skatter og fandt paa nye Afgifter ved Salg og Forpagtninger. Det forekom endda at en blev proskriberet, fordi han ejede et smukt Landsæde eller Hus. Antallet af dem der blev dømt til Døden og Konfiskation udgjorde ialt af Senatet henved 300 og af de saakaldte Riddere henved 2000. Blandt dem var der baade Brødre og Onkler til Triumvirerne og ogsaa nogle af deres Officerer, Mænd som paa en eller anden Maade havde stødt an hos Generalerne eller andre Officerer.

6. Flertallet af dem havde de i Sinde først at proskribere naar de efter Sammenkomsten var kommet til Rom; men tolv eller, som andre siger, sytten Mænd, de mest formaaende, blandt hvilke ogsaa Cicero var, besluttede de straks at rydde af Vejen ved at sende Bødler imod dem. Fire blev dræbt straks ved Gilder eller tilfældige Møder; da de andre eftersporedes og baade Templer og Huse undersøgtes, blev der pludselig Panik, og hele Natten igennem lød der Raab og Folk løb jamrende frem og tilbage som i en erobret By; fordi man nemlig vidste at der blev anstillet en Jagt paa Mennesker, uden at dog nogen af de først dødsdømte var blevet proskriberet, troede enhver at det var ham selv der blev eftersøgt. Saa vilde de i Fortvivlelse stikke Ild, nogle paa deres egne Huse, andre paa de offenlige Bygninger, for blindthen at gøre noget forfærdeligt, inden Døden ramte dem, og det kunde let være sket, hvis ikke Konsulen Pedius var løbet omkring med Herolder og havde bevaret dem til at afvente Dagens Frembrud og faa Vished. Ved Daggry proskriberede Pedius imod Triumvirernes Bestemmelse de sytten som de eneste der regnedes for at være Skyld i de indre Ulykker og de eneste der var dømte; de øvrige gav han offenligt Lejde, da han ikke vidste hvad man havde bestemt. I den paafølgende Nat døde han selv af Udmattelse.

7. Derpaa drog de tre ind i Hovedstaden, hver paa sin af tre paa hinanden følgende Dage, Cæsar, Antonius og Lepidus, med deres Livvagter og hver een Legion Fodfolk. Da de var kommet ind, blev Byen straks opfyldt af Soldater som med deres Faner var fordelt paa de vigtige Punkter, og der blev straks holdt en Forsamling af Folket, som stod omgivet af Soldaterne. Tribunen Publius Titius foreslog at der for et Tidsrum af fem Aar til Ordning af Forholdene skulde indsættes en ny Øvrighed bestaaende af tre Mænd, Lepidus, Antonius og Cæsar, med samme Myndighed som Konsulernes; den kunde man paa hellenisk kalde Harmoster, en Titel som Lakedæmonierne ogsaa gav dem der skulde ordne Forholdene i de undertvungne Stæder. Der blev hverken givet nogen Frist til Prøvelse af Lovforslaget eller berammet nogen Dag til Afstemningen, men Loven blev straks vedtaget. I Løbet af Natten blev der mange Steder i Byen opslaaet Proskriptionslister over yderligere 130 Mænd (foruden de 17) og kort efter over yderligere 150, og til Listerne føjedes der altid nogen, enten Mænd der yderligere blev dødsdømt eller Mænd der tidligere var blevet dræbt ved en Fejltagelse, forat det skulde se ud somom Drabet var berettiget. Det var forordnet at alle de dræbtes Hoveder skulde bringes til Triumvirerne mod en bestemt Belønning; denne bestod for en fri Mand i Penge, for en Slave i Frihed og Penge. Alle skulde give Eftersøgerne Adgang til deres Huse; den der husede eller skjulte en proskriberet eller ikke tillod Eftersøgningen regnedes som en proskriberet; enhver der vilde kunde angive saadanne Handlinger og faa de samme Belønninger.

8. Proskriptionsakten lød saaledes : »Marcus Lepidus, Marcus Antonius og Octavius Cæsar, som er valgte til at ordne og forbedre Statens Forhold, taler saaledes : Dersom ikke de slette Mænd, som saalænge de bad om Naade var ynkværdige, efter at være blevet benaadede troløst var blevet Fjender af deres Velgørere og derpaa havde stræbt dem efter Livet, saa vilde de hverken have dræbt Gajus Cæsar, der af Barmhjertighed skaanede dem som Krigsfanger, giorde dem til sine Venner og i rigt Maal gav dem Embeder, Æresposter og Penge; ikke heller vilde vi være nødte til pludselig at optræde saaledes overfor dem der har krænket os og erklæret os for Statens Fjender. Men da vi nu af deres Efterstræbelser mod os og af Gajus Cæsars Skæbne ser at Sletheden ikke lader sig tæmme ved Mildhed, saa vil vi hellere komme vore Fjender i Forkøbet end selv lide. Ingen maa da betragte vor Færd som uretfærdig eller grusom eller umenneskelig, men betænke hvad der er overgaaet Cæsar og os. Cæsar, som baade var Imperator og Ypperstepræst, som havde kuet- og underlagt Romerne de frygteligste Folkeslag og som først af alle havde vovet sig ud paa det hidtil ubesejlede Hav hinsides Herakles' Støtter og fundet nyt Land for Romerne, han blev midt i Raadhuset, som regnes for helligt, i Gudernes Paasyn dræbt og lemlæstet med treogtyve Saar af dem som han havde taget til Fange i Krig, skænket Livet og tildels indsat til sine Arvinger; de øvrige udsendte efter denne Skændselsdaad de med Blodskyld besmittede, istedenfor at straffe dem, til Kommandoer og Statholderskaber. Ved at misbruge disse har de røvet Statens Midler, samler fra dem en Hær imod os og forlanger af Barbarer, som altid har været Rigets Fjender, en anden Hær til Brug mod os; de Romerne underlagte Byer har de, naar de trodsede dem, afbrændt, nedrevet eller jævnet med Jorden, andre har de ved Trusler tvunget til at bære Vaaben mod os og Fædrelandet.

9. Vi har imidlertid allerede straffet nogle af dem, og de øvrige skal I med Guds Hjælp snart se lide Straf. De vigtigste Opgaver har vi allerede løst eller er i Færd med, Ordningen af Forholdene i Spanien, Gallien og herhjemme; men een Opgave staar endnu tilbage, Kampen mod Cæsars Mordere hinsides Havet. Da vi nu skal til at føre en Krig udenfor Landet til .Forsvar for Eder, saa finder vi det hverken betryggende for vore eller for Eders Forhold at efterlade bag os de andre Fjender, som vil benytte sig af vores Fraværelse og holde Øje med Krigens Chancer, og da vi har saa stor Hast, vil vi heller ikke lade os sinke af disse, men hellere rydde dem alle af Vejen, da det er dem der har begyndt paa Krigen mod os, dengang de erklærede os og de under os staaende Soldater for Statens Fjender.

10. Og medens de uden at tænke paa Gudernes Straf eller Menneskenes Uvillie vilde dræbe saamange Tusinder af Borgere sammen med os, saa vil vi ikke forfølge nogen Mængde eller udvælge alle vore Fjender, alle dem der har stredes med os eller efterstræbt os, og vi vil slet ikke dræbe de rige eller velhavende eller ansete eller saamange som før os en anden Im-perator, der ligeledes ordnede Staten under indre Krig, han som I paa Grund af hans store Lykke kaldte Felix, skønt tre maa have flere Fjender end een; nej, vi vil kun straffe de sletteste og skyldigste af alle. Og dette vil vi gøre ligesaa meget for Eders som for vores egen Skyld; naar vi strides, maa nemlig I, som staar mellem de kæmpende, alle lide Ulykker, og der maa ogsaa gives Hæren en vis Oprejsning, da den er blevet krænket, ophidset og erklæret for Statens Fjende af vore fælles Modstandere. Vi kunde godt paa Stedet paagribe dem som vi har bestemt, men vi foretrækker at proskribere dem istedenfor at paagribe dem, mens de intet aner, og det gør vi for Eders Skyld, forat de ophidsede Soldater ikke skal kunne forgribe sig paa de uskyldige, men, naar de har de skyldige optalte og bestemte med Navn, efter Ordre kan lade de andre være i Fred.

11. I Gudernes Navn da: af dem hvis Navne staar under denne Akt maa ingen huse eller skjule eller bortsende nogen eller lade sig bestikke. Enhver der viser sig at have frelst eller hjulpet eller været i Forstaaelse med nogen, ham regner vi uden Hensyn til Undskyldninger og uden Overbærenhed til de proskriberede. Hovederne skal de der har dræbt dem bringe til os; den frie skal da faa 25,000 Denarer for hver, Slaven personlig Frihed, 10,000 Denarer og Herrens Borgerret; det samme skal ogsaa Angiverne faa. Ingen af de belønnede skal blive indført i vore Optegnelser, forat han ikke skal kunne opdages.« Saaledes lød Triumvirernes Proskriptionsakt.

12. Den første af de proskriberende var Lepidus og den første af de proskriberede Lepidus' Broder Paulus, den anden af de proskriberende var Antonius og den anden af de proskriberede Antonius' Morbroder Lucius; det var fordi disse først havde stemt for at erklære dem for Statens Fjender. Nr. tre og fire var to Slægtninge af de paa en anden Liste proskriberede Konsuler for det næste Aar, nemlig Plancus' Broder Plotius og Asinius' Svigerfader Quintius. Disse var ikke sat foran de andre alene for deres Anseelses Skyld, men snarere for at forfærde og nedslaa alt Haab, at ingen skulde gøre sig Forventninger om at kunne redde nogen. Blandt de proskriberede var ogsaa Thoranius, som efter hvad nogle beretter havde været Cæsars Formynder. Samtidig med Proskriptionen besattes saavel Portene som alle andre Udgange af Byen, ligeledes Havne, Moser, Sumpe og hvad man ellers var bange for kunde bruges til Flugt, eller som hemmelige Skjulesteder; Centurionerne havde faaet Ordre til at gennemstrejfe og undersøge det omliggende Land, og alt dette foregik samtidig.

13. Der forefaldt nu straks baade ude paa Landet og inde i Byen, efterhaanden som de enkelte blev fundet, mange pludselige Fængslinger, Folk blev dræbt paa forskellige Maader og deres Hoveder hugget af, forat man ved at fremvise dem kunde faa Belønningen, og Mænd der tidligere havde været fremragende flygtede paa usømmelig Maade og under mærkelige Former. Nogle gik nemlig ned i Brønde, andre ind i de med Urenlighed opfyldte Kloaker; der var ogsaa dem der krøb ind i Skorstene eller sad ganske tause inde under Tagstenene, som de stuvede sammen. Ikke mindre end Bødlerne frygtede nogle nemlig deres egne Koner eller Børn, fordi de ikke nærede velvillige Følelser mod dem, andre var bange for deres frigivne og Slaver, atter andre for Kreditorer eller Naboer som var begærlige efter deres Ejendomme. Alle hidtil skjulte Følelser af Had brød nemlig nu pludselig frem, og man saa en uhyggelig Forandring i Senatorers Livsforhold, Konsuler eller Prætorer eller Tribuner, Mænd som endnu søgte disse Embeder eller havde beklædt dem; nu kastede de sig jamrende for en af deres egne Slavers Fødder og kaldte en Tjener for deres Redningsmand og Herre. Allersørgeligst var det dog, naar de selv efter at have ydmyget sig saaledes ikke fandt Medynk.

14. Ulykken fremtraadte under alle mulige Former, anderledes end ved Partikampe eller krigerisk Besættelse; man frygtede nemlig ikke, som man gør ved saadanne Lejligheder, sin Modstander eller Fjende, medens man stolede paa sine egne, nej disse var man endog mere bange for end for Bødlerne, fordi de selv intet havde at frygte som under Krig og Partikamp, men pludselig fra Husfæller blev ens Fjender enten paa Grund af et ulmende Had eller for at faa de udsatte Belønninger eller for at bemægtige sig det Guld og Sølv der fandtes i Husene. Derfor blev nemlig straks enhver troløs mod sin Husfælle og foretrak egen Fordel for Medynk med ham, og den trofaste eller velsindede var bange for at hjælpe eller skjule eller være i Forstaaelse med nogen, fordi den samme Skæbne saa truede ham selv. Og det gik nu ganske anderledes end ved de sytten første Ofre: da der nemlig dengang ingen var blevet proskriberet, men enkelte pludselig blev paagrebne, var alle lige bange og hjalp hinanden; men med Offenliggørelsen af Listerne var de proskriberede udleverede til alle, og de øvrige, som var uden Bekymring for sig selv og havde faaet Haab om Fordel, hjalp for Betaling Bødlerne med at jage de andre. Hvad den slore Mængde an-gaar, saa var der nogle der plyndrede de dræbtes Huse, og Fordelen bragte dem lil at glemme de grulige Forhold; de besindigere og skikkelige Mennesker var lamslaaede af Forfærdelse, og især fyldtes de med Forbauselse naar de tænkte paa, at medens andre Samfund var blevet ødelagt ved Partistridigheder og frelst ved Enighed, saa var dette først blevet ødelagt ved Magthavernes Kampe og maatte nu lide den samme Skæbne ved deres Enighed.

15. Nogle døde under Modstand mod deres Bødler, andre uden at ville gøre Modstand mod dem der kun var Redskaber for andre; der var ogsaa dem der sultede sig ihjel, hængte sig og druknede sig eller kastede sig ned fra Tagene eller sprang ind i Ild eller strakte Hals for Bødlerne eller endogsaa hentede dem, hvis de ventede med at komme, medens andre skjulte sig eller tryglede paa en uværdig Maade eller søgte at afvende Ulykken eller købe sig fri; enkelte blev ogsaa dræbt imod Triumvirernes Bestemmelse, ved en Fejltagelse eller som Følge af personligt Fjendskab. Man kunde kende Liget af en ikke proskriberet paa at Hovedet laa ved Siden af; de proskriberedes blev nemlig stillet til Skue paa Torvet ved Talerstolen, hvor man skulde aflevere dem og faa sin Belønning. Men der var andre der viste ligesaa stor Hengivenhed og Trofasthed, Hustruer, Børn, Brødre og Slaver, idet de søgte at redde Ofrene, fandt paa mange Udveje og led Døden sammen med dem, hvis Planerne ikke lykkedes; adskillige dræbte ogsaa sig selv over deres Lig. Af dem der undslap omkom nogle ved Skibbrud, idet Skæbnen helt igennem var dem ugunstig; andre kom uventet tilbage og opnaaede Embeder i Byen, Kommandoposter og Triumfer. I den Grad var den Tid et Bevis paa hvor vidunderlige Ting der kan ske.

16. Og alt dette skete ikke i en almindelig Stat eller i et svagt og lille Kongerige, men den mægtigste af alle Stater, der herskede over saa mange Folkeslag baade tillands og tilvands, blev saaledes rystet af Gud, der, øjensynligt længe forud lagde Grunden til den nu herskende Orden. Lignende Begivenheder var ganske vist sket i den under Sulla og allerede tidligere under Gajus Marius (de vigtigste af Ulykkerne under dem har jeg ligeledes skildret i det Afsnit der handler om dem), og dengang maatte Ofrene tilmed ikke blive begravede; men disse Begivenheder er mærkeligere dels ved de tre Mænds Anseelse, dels især ved den enes Dygtighed som kronedes af Heldet, idet han opbyggede sit Herredømme paa en fast Grundvold og grundlagde den nuværende Herskerslægt, som bærer hans Navn. Det mærkeligste og uhyggeligste heraf og som huskes bedre, fordi det ogsaa er sket sidst, vil jeg nu gennemgaa, ikke alle Enkeltheder (det er nemlig ikke Umagen værd at skildre at Folk simpelthen blev dræbt eller flygtede eller hvorledes nogle, som havde faaet Triumvirernes Tilgivelse, senere kom hjem eller efter Hjemkomsten levede ubemærket), men hvad der som det vidunderligste mest kan gøre Indtryk og gøre den foregaaende Fremstilling troværdig. Stoffet er stort, og mange af Romerne har behandlet det i talrige Enkeltfremstillinger; jeg vil paa Grund af Omfanget nøjes med summarisk at skildre nogle faa Tilfælde af hver Art for at dokumentere hver enkelt og vise Modsætningen til de nuværende lykkelige Forhold.

17. Tilfældigvis blev de første Ofre de endnu fungerende Embedsmænd, og den første der blev dræbt var Tribunen Salvius; Embedet er ifølge Lovene helligt og ukrænkeligt, og dets Indehavere havde meget stor Magt, saaat nogle endogsaa har kastet Konsuler i Fængsel. Denne Tribun var ham der i Begyndelsen havde nedlagt Veto mod at erklære Antonius for Statens Fjende, men senere havde han støttet Cicero i alle Ting. Da han hørte om Triumvirernes Enighed og at de hurtigt nærmede sig til Hovedstaden, indbød han sine Venner til et Gilde, fordi han ventede at han ikke længer ofte kunde være sammen med dem, og da Soldaterne styrtede ind ved Drikkelaget, sprang Gæsterne skrækslagne op; men Centurionen befalede dem at lægge sig ned og være rolige, trak straks Salvius ved Haaret udover Bordet, saalangt det behøvedes, skar. Hovedet af ham og befalede igen Gæsterne roligt at blive liggende, forat de ikke selv, hvis der opstod Tumult, skulde faa en lignende Skæbne. De blev, ogsaa efterat Centurionen var gaaet sin Vej, forfærdede og maalløse liggende til langt ud paa Natten sammen med Tribunens hovedløse Lig. Den næste der led Døden var Prætoren Minucius, der paa Torvet var i Færd med at lede Valget af Embedsmænd: da han hørte om Soldaternes Nærmelse, sprang han op, løb omkring og tænkte paa hvor han skulde skjule sig; saa løb han ind i et af Værkstederne og skiftede Dragt, medens han lod sine Betjente gaa bort med sine Embedsinsignier. Betjentene, som af Respekt og Medlidenhed blev staaende, gjorde det mod deres Villie lettere for Bødlerne at finde Prætoren.

18. En anden Prætor, Annalis, som var i Færd med at hjælpe sin Søn, der søgte Kvæsturen, og agitere blandt Vælgerne, blev ladt i Stikken af de Venner der ledsagede ham og af sine Liktorer, da de hørte at Annalis ogsaa var sat paa Listerne. Han flygtede saa til en af sine Klienter, som udenfor Byen havde et lille, beskedent og ganske uanseligt Hus, og fandt her et sikkert Skjul, indtil hans Søn, der anede at han var flygtet til Klienten, førte Bødlerne til Huset. Af Triumvirerne fik han baade sin Faders Formue og Embedet som Ædil; men da han engang gik hjem fra et Sviregilde, blev han under et Skænderi dræbt af de samme Soldater som havde myrdet hans Fader. Thuranius, der ikke længer var Prætor, men havde været det, og som var Fader til en ung Mand der forøvrigt levede vildt, men havde noget at sige hos Antonius, bad Centurionerne om at vente lidt med det dræbende Hug, indtil hans Søn havde bedt for ham hos Antonius; men de slog en Latter op og sagde: »Han har bedt ham, men om det modsatte !« Den gamle forstod Meningen og udbad sig straks en anden, ganske kort Frist, indtil han havde set sin Datter; da han fik Lov dertil, paalagde han hende ikke at gøre Krav paa Andel i Arven, forat ikke Broderen ogsaa skulde bede Antonius om hendes Liv. Sønnen svirede sin Formue op, blev dømt for Tyveri og maatte gaa i Landflygtighed.

19. Cicero, som efter Gajus Cæsars Død havde faaet saa stor Magt som en enevældig Folkefører kan naa, var blevet dødsdømt tilligemed sin Søn, sin Broder, sin Brodersøn og alle sine Slægtninge, Tilhængere og Venner. Først flygtede han i en Baad, men da han ikke kunde udholde den ubehagelige Søgang, sejlede han ind til en Villa han ejede ved Byen Cajeta i Italien, et Sted jeg har besøgt i Anledning af denne Begivenhed, og holdt sig i Ro. Da Eftersøgerne nærmede sig (der var nemlig ingen som Antonius og alle hans Redskaber søgte ivrigere end ham), fløj nogle Ravne ind i hans Stue, skreg, saaat de vækkede ham af Søvnen, og rev Tøjet af ham, indtil Slaverne, der udlagde dette som et Tegn fra en af Guderne, satte Cicero i en Bærestol og usete igen førte ham ned til Kysten gennem en tæt Skov. Da nu mange løb rundt og spurgte om Cicero var set nogetsteds, sagde de andre af Godhed og Medlidenhed at han var sejlet ud og allerede ude paa Havet; men en Skomager, en Klient af Clodius, som havde været en bitter Fjende af Cicero, viste Centurionen Lænas, som var ledsaget af nogle faa, hvor Stien var. Han løb derhen, og da han saa et langt større Antal Slaver beredte til Forsvar, raabte han med en snild Krigslist: »Centurionerne som er bagved skal frem!«

20. Derover blev Slaverne forskrækkede, fordi de troede der kom flere, og skønt Lænas engang havde vundet en Sag ved Ciceros Forsvar, trak han nu hans Hoved ud af Bærestolen og huggede det af, idet han af Mangel paa Øvelse slog til tre Gange og savede det af; han afhuggede ogsaa Haanden, hvormed han havde skrevet sine Taler mod Antonius, i hvem han saa en Tyran, dem som han for at efterligne Demosthenes kaldte filippiske. Nu styrtede man afsted, nogle til Hest, andre paa Skibe, for straks at bringe Antonius det glade Budskab, og medens han præsiderede paa Torvet, viste Lænas ham paa Afstand Hovedet tilligemed Haanden og rystede det. Antonius blev overordenlig glad, bekransede Centurionen og skænkede ham udover den sædvanlige Belønning 250,000 Denarer, fordi han saaledes havde dræbt hans allerfarligste Modstander og bitreste Fjende. Ciceros Hoved og Haand blev længe hængende paa Torvet foran paa Talerstolen, der hvor Cicero tidligere havde talt til Folket, og endnu flere strømmede sammen som Tilskuere end han før havde haft til Tilhørere. Antonius skal ogsaa ved Maaltidet have ladt Ciceros Hoved sætte paa Bordet, indtil han endelig fik nok af det væmmelige Syn. Cicero, der den Dag idag berømmes for sine Taler og som Konsul havde gjort sig højt fortjent af sit Land, var nu saaledes blevet dræbt og hans Lig blevet skændet; hans Søn var iforvejen blevet sendt over til Brutus i Hellas. Ciceros Broder Quintus blev paagrebet sammen med sin Søn og bad saa Bødlerne om at dræbe ham selv først; da Sønnen bad om det modsatte, sagde Bødlerne at de vilde afgøre Striden mellem dem, delte sig i to Hold, som hver tog sin, og dræbte dem paa et aftalt Tegn samtidig.

21. To Egnatiere, Fader og Søn, omfavnede hinanden og blev dræbt ved eet Hug; deres Hoveder var hugget af, men Kroppene omslyngede endnu hinanden. — Balbus sendte, forat man ikke skulde se dem gaa sammen, sin Søn iforvejen ned til Kysten, forat han skulde flygte, og fulgte ham kort Tid efter i nogen Afstand. Da saa en Mand, enten af Ondskab eller ved en Fejltagelse, fortalte at Sønnen var blevet paagrebet, vendte han tilbage og sendte Bud efter Bødlerne. Imidlertid omkom ogsaa Sønnen ved Skibbrud; paa den Maade forøgede ogsaa Skæbnen den Tids Ulykker. — Arruntius havde en Søn, som ikke kunde bekvemme sig til at flygte uden Faderen; men endelig fik denne ham til at søge Redning, fordi han var ung. Moderen ledsagede Sønnen til Byporten og vendte saa hjem for at begrave sin Mand, der var blevet dræbt; men da hun senere fik at vide at ogsaa Sønnen var omkommet paa Søen, sultede hun sig ihjel. Dette maa være Eksempler paa gode og slette Sønner.

22. To samtidig proskriberede Brødre ved Navn Ligarius holdt sig skjulte i en Ovn, indtil Slaverne fandt dem, og den ene blev straks dræbt; den anden undslap, men da han hørte at Broderen var dræbt, styrtede han sig fra Tiberbroen ned i Strømmen. Da nogle Fiskere havde taget sig af ham i den Mening at han ikke var sprunget i Vandet, men faldet ned, stredes han længe med dem og vilde kaste sig i Strømmen; men da han ikke kunde staa sig mod Fiskerne, opgav han det og sagde: »I redder slet ikke mig, men styrter Jer selv i Ulykke sammen med mig, der er proskriberet.« De vilde alligevel af Medlidenhed redde ham, indtil nogle af Soldaterne der holdt Vagt paa Broen fik Øje paa ham, løb hen og huggede Hovedet af ham. — Af et andet Broderpar kastede den ene sig i Floden; en af hans Slaver eftersøgte i fire Dage hans Lig, og da han endelig fandt det og det endnu var kendeligt, skar han Hovedet af for at faa Belønningen. Den anden, som holdt sig skjult i en Møddingkule, blev angivet af en anden Slave, og Bødlerne nægtede at gaa ind i Kulen, men fik ham ud med Lansestik og huggede uden videre Hovedet af, tilsølet som det var. — En anden, hvis Broder blev paagrebet, løb hen til ham uden at vide, at han ogsaa selv var proskriberet sammen med ham, og sagde: »Dræb først mig!« Centurionen, som havde den nøjagtige Liste, sagde: »Din Fordring er rimelig; for Du staar før ham!« og dræbte dem der-paa begge i den rigtige Orden. Dette kan være Eksempler paa Brødre.

23. En anden Ligarius blev skjult af sin Kone, som kun indviede een Slavinde i Hemmeligheden; da hun blev forraadt af hende, fulgte hun efter Bødlerne som bar Mandens Hoved, idet hun raabte : »Jeg har huset ham, og der er samme Straf for dem der gør det!« Da ingen vilde dræbe eller angive hende, gik hun selv til Myndighederne og meldte sig, og da de holdt sig passive paa Grund af hendes Kærlighed til Manden, sultede hun sig ihjel. Hende har jeg omtalt her, fordi hun var uheldig i sit Forsøg paa at redde sin Mand og fulgte ham i Døden ; dem hvis Trofasthed blev kronet med Held vil jeg nævne ved dem af Mændene der blev frelst. Men der var andre Hustruer der paa en skændig Maade efterstræbte deres Mænd. Til dem hører hun som var gift med Septimius, men var blevet forført af en Ven af Antonius; da hun gerne fra Elskerinde vilde blive Hustru, bønfaldt hun gennem sin Forfører Antonius, og Septimius blev straks tilføjet paa Listerne. Da han fik det at vide, flygtede han til sin Kones Hus, fordi han ikke vidste om sin Skændsel; hun stængede med forstilt Venlighed Døren og passede paa Manden indtil Bødlerne kom, og paa een og samme Dag-blev han dræbt og fejrede hun sit Bryllup.

24. Salassus, som var undsluppet, men ikke vidste hvad han skulde gøre, kom tilbage til Byen ved Nattetid, da Faren syntes mindre truende; hans Hus var blevet solgt, og den eneste der genkendte ham var Dørvogteren, der var fulgt med i Købet; denne tog ham ind i sit Kammer og lovede at skjule og underholde ham saa godt han kunde. Men Salassus befalede ham at tilkalde hans Kone fra hendes Hus; hun lod somom hun var ivrig for at komme, men bange, fordi det var Nat og Slavinderne var upaalidelige, og sagde at hun vilde komme, naar det blev lyst. Da det saa blev Dag, gik hun for at hente Bødlerne, og Dørvogteren, som fandt at hun var for langsom, løb hen til Huset for at skynde paa hende; men Salassus, som efter Dørvogterens Bortgang blev bange for at han vilde svige ham, løb op paa Taget for at holde Udkig, og da han saa ikke Dørvogteren, men sin Kone der kom med Bødlerne, styrtede han sig ned fra Taget. — Fulvius var flygtet til en Slavinde der før havde været hans Elskerinde og som han saa havde skænket Friheden og en Medgift, men trods disse store Velgerninger forraadte hun ham, fordi hun var skinsyg paa den Kvinde Fulvius senere havde ægtet. Dette maa være Eksempler paa slette Kvinder.

25. Samniteren Statius, som i Forbundsfællekrigen havde udrettet meget for Samniterne og paa Grund af sine store Bedrifter og sin Rigdom og fornemme Herkomst var blevet optaget i det romerske Senat, var i en Alder af 80 Aar blevet proskriberet paa Grund af sin Rigdom. Han aabnede da sit Hus baade for Folket og for sine Slaver, saaat alle kunde tage saamegel de vilde, en hel Del kastede han ogsaa selv ud til Folk, og da del endelig var tømt, stængede han del, slak Ild derpaa og brændte sig inde; Ilden hærgede ogsaa en stor Del af Byen. — Capito holdt længe Døren paa Klem og dræbte dem der vilde trænge ind een for een, men blev tilsidst ene dræbt af de mange, der pressede paa, efter selv at have dræbt mange. — Vetulinus samlede ved Rhe-gium en stor Skare, dels af selve de proskriberede og andre der var flygtet sammen med dem, dels fra de atten Byer der var meget misfornøjede med at være lovede til Hærene som Belønning for Sejren. Omgivet af disse dræbte Vetulinus de Centurioner der strejfede om, og da der blev sendt en større Hær imod ham, holdt han alligevel ikke op, men begyndte at forhandle med Pompejus, der var Herre paa Sicilien og optog Flygtningene. Derpaa fortsatte han Krigen med Kraft; tilsidst, efter at have tabt mange Slag, sendte han sin Søn og alle de andre proskriberede der var hos ham over til Messana, medens han selv, da han saa at Fartøjet allerede var langt ude i Strædet, styrtede sig ind imellem Fjenderne og blev hugget ned.

26. Naso, som blev forraadt af en af sine frigivne, der havde været hans Yndling, rev et Sværd fra en af Soldaterne, og efter kun at have dræbt Forræderen strakte han Hals for Bødlerne. En trofast Slave lod sin Herre sætte sig paa en Høj, medens han selv gik ned til Kysten for at leje et Fartøj til ham. Da han ved sin Tilbagekomst saa sin Herre blive dræbt og i Færd med at udaande, raabte han med høj Røst til ham : »Vent et Øjeblik, Herre!«, kastede sig pludselig over Centurionen og dræble ham; efter ham dræbte han sig selv over sin Herres Lig med de Ord: »Nu har Du faaet en Trøst!« Lucius gav sine to mest trofaste frigivne nogle Guldpenge og gik ned til Kysten; men da de løb deres Vej, vendte han om, fordi han havde tabt Modet, og angav sig selv til Bødlerne. — Labienus, der under Sullas Proskription havde paagrebet og dræbt mange, skammede sig nu ved Tanken om at han maaske ikke modigt kunde bære den samme Skæbne; han gik derfor ud af sit Hus, satte sig i sin Armstol og afventede Bødlernes Komme. — Cestius gemte sig en Tidlang paa Landet hos Slaver der var ham hengivne; men da der stadig løb Centurioner omkring med Vaaben eller Hoveder, kunde han ikke udholde den uendelige Angst, men fik Slaverne til at tænde et Baal, forat de kunde sige at de begravede deres Herre som var død; de lod sig narre og tændte det, hvor-paa han styrtede sig i Flammerne. — Aponius, som havde fundet et sikkert Skjulested, kunde ikke finde sig i den daarlige Levemaade, men gik selv ud og lod sig dræbe. En anden sad ganske aabenlyst for at lade sig dræbe, og da Bødlerne nølede, kvalte han sig selv i alles Paasyn.

27. Lucius, som var Svigerfader til den daværende Konsul Asinius, flygtede over Havet, men da han ikke kunde udholde det ubehagelige Stormvejr, styrtede han sig i Vandet. — Da Cæsennius prøvede at flygte fra Forfølgerne og raabte til dem, at han ikke var proskriberet, men blev efterstræbt af dem for sine Penges Skyld, førte de ham hen til Listen, befalede ham at læse sit eget Navn og dræbte ham, mens han gjorde det. — Æmilius, som ikke vidste at han selv var proskriberet og saa en anden blive forfulgt, spurgte den forfølgende Centurion hvem den proskriberede var; Centurionen, som genkendte Æmilius, sagde: »Du og han!« og dræbte dem begge to. — Da Cillo og Decius, idet de forlod Raadhuset, hørte at deres Navne var tilføjede paa Listerne, styrtede de, inden nogen havde angrebet dem, i vild Flugt gennem Byporten, saaledes at deres Løb røbede dem for de Centurioner de mødte. — Icelius, der som Dommer over Brutus og Cassius, medens Cæsar med Militær overvaagede Domstolene og de andre Dommere hemmeligt dømte dem skyldige, var den eneste som aabenlyst frikendte dem, glemte nu helt sit stolte Frihedssind; han sluttede sig til nogle der bar et Lig ud og hjalp dem at bære Baaren. Da Portvagten bemærkede at der var een Ligbærer mere end der plejede at være og ikke havde Mistanke til Bærerne, men undersøgte Baaren, for at se om der ikke var en der spillede død, røbede Ligbærerne at Icelius ikke var deres Fagfælle, og han blev genkendt og dræbt af Bødlerne.

28. Varus, som forraadt af en af sine frigivne var flygtet og løb fra det ene Bjerg til det andet, kom ud i Moserne ved Minturnæ, hvor han holdt sig i Ro og hvilede ud. Da nu Minturnæerne for at eftersøge en Røverbande gennemstrejfede Moserne, blev Varus røbet ved Sivbladene som bevægede sig, og da han var blevet fanget, sagde han at han var en Røver og fandt sig i at blive dødsdømt som saa-dan. Men da de ogsaa vilde pine ham til at angive sine Kammerater, vilde han ikke finde sig i denne nedværdigende Behandling og sagde: »Jeg forbyder Jer, Minturnæere, at pine eller dræbe mig, som har været Konsul og, hvad der er vigtigere for de nuværende Magthavere, er proskriberet; for hvis det er umuligt for mig at undslippe, saa er det bedre at lide Døden af sine Standsfæller.« Da Minturnæerne var vantro og antog at han løj, blev han genkendt af en omstrejfende Centurion, som skar Hovedet af ham, men lod Minturnæerne beholde Kroppen. -Largus blev ude paa Landet fanget af nogle der ikke forfulgte ham, men en anden ; de fik ondt af ham, fordi han var blevet fanget uden at være eftersøgt, og lod ham løbe sin Vej gennem Skoven. Men da han saa blev forfulgt af nogle andre, indhentede han i Løb det første Hold og sagde: »I maa hellere dræbe mig, I som havde Medlidenhed med mig, forat I kan faa Lønnen istedenfor disse.« Saaledes gengældte han i Døden deres Barmhjertighed.

29. Rufus, som havde et meget smukt Hus, der stødte op lil Antonius' Kone Fulvias Hus, havde for længe siden sagt nej til Fulvia, som ønskede at afkøbe ham Huset; nu vilde han endogsaa forære hende det, men blev proskriberet. Da man bragte hans Hoved til Antonius, sagde han at det ikke kom ham ved, og sendte det til sin Kone, som lod det stille til Skue paa Huset istedenfor paa Torvet. — »En anden Mand ejede en dejlig, skyggefuld Villa, hvor der var en smuk, dyb Grotte, og det var maaske ogsaa af den Grund han blev proskriberet. Han sad netop i Grotten og svalede sig; da saa Bødlerne kom løbende, men endnu var noget borte, lod en af hans Slaver ham gaa ind i det inderste af Grotten, tog sin Herres Kjortel paa og lod somom han var ham og var bange, og maaske vilde det være lykkedes for ham at blive dræbt, hvis ikke en af hans Medslaver havde røbet hans List. Da Herren som Følge heraf var blevet dræbt, hørte Folket ikke op med at beklage sig hos Magthaverne, førend det havde opnaaet at Angiveren blev hængt og den der havde villet redde sin Herre frigivet. — Haterius, som skjulte sig, blev angivet af en Slave, som saa, da han straks var blevet fri, overbød hans Sønner, der vilde købe hans Ejendom, og fornærmede dem paa en ydmygende Maade; de fulgte ham grædende allevegne uden at sige noget, indtil Folket blev forbitret og Triumvirerne, fordi han var gaaet for vidt, igen gjorde ham til Slave hos den proskriberedes Sønner.

30. Saaledes gik det med de voksne; men ogsaa faderløse blev ramt af Tidens Ulykker paa Grund af Rigdom. En, der var paa Vej til Skole, blev dræbt tilligemed sin Hovmester, som forsvarede Drengen og ikke vilde give Slip paa ham. Atilius, som lige havde anlagt de voksnes Toga, gik efter Sædvane med et Følge af Venner til Templerne for at ofre, men da han pludselig blev sat paa Listen, løb hans Venner og Slaver deres Vej. Han gik saa, efter at have mistet sit prægtige Følge, ene og forladt til sin Moder, og da hun heller ikke vilde huse ham, fordi hun var bange, vovede han ikke at gøre et Forsøg med en anden, efterat det var glippet med Moderen, og flygtede op paa et Bjerg; dreven af Sult gik han herfra ned til Slettelandet og blev fanget af en Mand der plejede at fange de vejfarende og bruge dem som Slaver. Men da han som en forvænt Dreng ikke kunde taale Arbejdet, løb han med Fodjernene paa ud paa Landevejen og angav sig selv til nogle passerende Centurioner, som saa dræbte ham.

31. Medens dette foregik, fejrede Lepidus en Triumf over Spanierne, og der blev udstedt en Forordning af følgende Ordlyd: »I Gudernes Navn være det alle Mænd og Kvinder befalet at bringe Ofre og holde Fest denne Dag, og enhver som ikke viser sig at gøre dette skal være proskriberet«. Han gik saa i Triumftog til Templerne, idet alle ledsagede ham med muntre Miner og onde Tanker. De proskriberedes Huse blev udplyndrede; Ejendommene var der ikke mange der bød paa, fordi de fleste skammede sig for at være onde mod de ulykkelige og mente, at disses Gods ikke vilde blive til Gavn for dem selv og at det i det hele taget ikke var sikkert at ses i Besiddelse af Guld eller Sølv; man ansaa det heller ikke for farefrit for Øjeblikket at forøge sine Besiddelser, men meget snarere for farligt at besidde noget. Kun de der mødte af Frækhed købte for meget lave Priser, fordi de var ene om Budet. Derfor kom Magthaverne, som havde haabet at dette vilde være nok til Krigsudrustningerne, til endnu at mangle 200 Millioner Denarer.

32. Efter at have meddelt dette til Folket lavede de en Liste paa 1400 Kvinder, som især udmærkede sig ved Rigdom; disse skulde opgive deres Formue og til Krigsfornødenhederne bidrage saameget som Triumvirerne ansatte hver enkelt til; for dem der skjulte noget af deres Ejendom eller opgav forkert var der fastsat Bøder og for dem der angav derom, hvad enten det var frie eller Slaver, Belønninger. Kvinderne besluttede saa at bønfalde Magthavernes kvindelige Slægtninge. Hos Cæsars Søster fik de en god Modtagelse, ligeledes hos Antonius' Moder; men da de blev vist bort fra Antonius' Kone Fulvias Dør, trængte de, forbitrede over Forhaanelsen, ind paa Torvet til Magthavernes Højsæde, og medens saavel Borgerne som Drabanterne spredte sig, sagde de med Hortensia som Ordfører: »Hvad der passede sig for Kvinder som os, der vilde bønfalde Eder, det gjorde vi ved at ty til Eders Kvinder; men nu, da vi af Fulvia har faaet en upassende Behandling, er vi af hende blevet drevet ind paa Torvet. I har allerede berøvet os Forældre, Børn, Mænd og Brødre, fordi I bebrejdede dem at de havde forurettet Eder; men hvis I desuden ogsaa vil berøve os vore Midler, saa vil I bringe os i en Elendigbed, der ikke passer til vor Herkomst, vore Kaar og vort Køn. Hvis I siger at I ogsaa har lidt nogen Uret af os, ligesom af Mændene, saa proskriber ogsaa os ligesom dem; men hvis vi Kvinder hverken har erklæret nogen af Jer for Statsfjende eller nedrevet noget Hus eller ødelagt en Hær eller ført en anden Hær mod Jer eller hindret Jer i at opnaa Embede eller Værdighed, hvorfor rammes vi saa af Straffene, naar vi ikke havde Del i Forbrydelserne?

33. Hvorfor skal vi betale, som hverken har Del i Embeder eller Værdigheder eller Krigsførelse eller i det hele taget i Staten, som I kæmper om, hvad der allerede har skabt saamegen Ulykke? Mon fordi I siger at der er Krig? Men naar har der ikke været Krige, og naar har Kvinder været med til at betale? Dem fritager deres Køn hos alle Nationer, og vore Stammødre har trods deres Køn en eneste Gang betalt, dengang hele Riget og selve Hovedstaden var i Fare paa Grund af Karthaginiensernes Angreb. Og ogsaa dengang bidrog de frivilligt, og ikke af Jord eller Ejendomme eller Medgift eller Huse, Ting uden hvilke frie Kvinder ikke kan leve, men kun af deres personlige Prydelser, og det ikke efter Vurdering eller under Trykket af Angivere eller Anklagere og heller ikke med Tvang eller Magt, men kun saameget som de selv vilde. Hvilken Frygt nærer I da ogsaa nu for Riget eller for Hovedstaden? Lad der komme en Krig enten med Gallerne eller Partnerne: saa vil vi ikke staa tilbage for vore Stammødre i at frelse Staten; men Guderne forbyde at vi i indre Krige nogensinde skulde bidrage eller hjælpe Jer mod hinanden. Vi bidrog heller ikke under Cæsar eller Pompejus, og hverken Marius eller Cinna tvang os eller Sulla, som opkastede sig til Enehersker i Staten — den som I endda siger at I ordner«.

34. Da Hortensia talte saaledes, blev Triumvirerne forbitrede ved Tanken om at Kvinder, medens Mændene bøjede sig, vilde være opsætsige, holde Møder, kritisere Magthavernes Handlinger og, medens Mændene gjorde Krigstjeneste, selv ikke engang betale Penge; de befalede derfor Betjentene at støde dem bort fra Højsædet, men saa lød der ude fra Mængden et Raab, som fik Betjentene til at holde inde og Magthaverne til at opsætte Sagen til den næste Dag. Næste Dag forordnede de, at kun 400 Kvinder istedenfor 1400 skulde opgive deres Formue, men af Mændene skulde enhver gøre det der havde over 100,000 Denarer, uden Forskel Borgere, fremmede, frigivne, Præster og Mænd af alle Nationer, saaat ingen fritoges, med de samme Trusler om Straf og de samme Belønninger for Angiverne, forat de straks kunde laane dem 2 Procent af deres Formue og bidrage et Aars Indtægt til Krigen.

35. Som Følge af Paabudene blev Romerne plagede saaledes, og Soldaterne, som havde tabt al Respekt, gjorde endnu værre Ting. Da de nemlig følte at Magthavernes Sikkerhed, naar de optraadte saaledes, udelukkende beroede paa dem, affordrede nogle dem proskriberedes Huse eller Marker eller Villaer eller hele Formuen, medens andre forlangte at blive adopterede af rige Mænd; der var ogsaa dem der paa egen Haand gjorde andre Ting, f. Eks. dræbte Mænd der ikke var proskriberede og plyndrede uskyldiges Huse. Det gik saa vidt, at selve Magthaverne befalede den ene af Konsulerne paa en eller anden, Maade at skride ind mod det der blev gjort udover Paabudet; han vovede imidlertid ikke at røre ved Soldaterne for ikke at ophidse dem mod sig, men lod nogle Slaver, der i Soldaterdragt deltog i deres Forbrydelser, paagribe og korsfæste.

36. Hermed har jeg nævnet de vigtigste Oplevelser som ramte dem af de proskriberede hvis Skæbne det blev at dø; men hvad nogle uventet oplevede, dels til øjeblikkelig Frelse, dels til at opnaa Værdighed senere hen, det er behageligere for mig at omtale og ogsaa nyttigere for Læserne, saaat de kan haabe paa Frelse, naar de ikke fortvivler. De der var i Stand dertil flygtede til Cassius eller Brutus eller over til Afrika, hvor Cornificius ligeledes forsvarede Republiken; men Flertallet gik til Sicilien, som ligger saa nær ved Italien, da ogsaa Pompejus villigt tog imod dem. Pompejus viste nemlig dengang i det rette Øjeblik den varmeste Interesse for de ulykkelige, idet han baade sendte Herolder omkring, som indbød alle til at komme til ham, og lovede dem der frelste dem, hvad enten det var frie eller Slaver, dobbelt saa store Belønninger som Bødlerne fik; Baade og Lastskibe fra ham mødte dem der kom sejlende, og Krigsskibe sejlede hen til Kysterne, hejsede Signaler for dem der vankede omkring og reddede hvem de traf paa. Selv gik han de kommende imøde og gav dem straks Klæder og alt hvad de behøvede; de dertil skikkede brugte han ogsaa til Kommandoposter i Hæren eller paa Flaaden. Da han senere sluttede Forlig med Triumvirerne, stillede han den Betingelse, at ogsaa disse der havde taget deres Tilflugt til ham blev medindbefattede i Forliget. Saaledes indlagde han sig stor Fortjeneste af sit Fædreland under Ulykken og vandt derved et godt Ry foruden det han havde arvet fra sin Fader og ligesaa stort som dette. Andre, der var flygtet paa anden Maade eller skjulte sig indtil der kom Fred, nogle paa Landejendomme eller i Grave, andre i selve Hovedstaden, holdt Livet oppe i Angst og Frygt. Der saas mærkelige Eksempler paa Hustruers Kærlighed til deres Mænd, Børns Hengivenhed for deres Fædre og Slavers for deres Herrer, saa unaturligt som dette var; de mærkeligste Tilfælde vil jeg omtale.

37. Paulus, Lepidus' Broder, som Centurionerne respekterede som Broder til en Imperator, sejlede uantastet over til Brutus og efter hans Død til Milet; heller ikke da der senere kom Fred, skøttede han om at vende hjem derfra, skønt han blev opfordret dertil. Lucius, Antonius' Morbroder, husede Antonius' Moder som sin Broder, idet hun ikke engang lagde Skjul derpaa, og længe respekterede Centurionerne ogsaa hende som en Imperators Moder. Men da de senere vilde trænge ind i hendes Hus, ilede hun hen paa Torvet og sagde til Antonius, som præsiderede sammen med sine Medregenter: »Jeg angiver, Imperator, mig selv til Dig, fordi jeg har optaget Lucius og stadig har ham hos mig og vil beholde ham, indtil Du dræber os i Forening; der er nemlig sat samme Straf for dem der huser en.« Han irettesatte hende, fordi hun nok var en god Søster, men en ubillig Moder (hun burde nemlig ikke nu have reddet Lucius, men forhindret det, »dengang han vilde erklære Din Søn for Statens Fjende«), men fik dog Konsulen Plancus til at stille Forslag om Lucius' Tilbagekomst.

38. Messala, en fornem ung Mand, flygtede over til Brutus, og da Triumvirerne var bange for hans Energi, udstedte de en saalydende Bekendtgørelse: »Da Messalas Slægtninge har meddelt os, at han slet ikke var i Rom, dengang Gajus Cæsar blev myrdet, være han slettet af Proskriptionslisten«. Han modtog imidlertid ikke Benaadningen; da saa Brutus og Cassius var faldet i Thrakien og deres Hær, som endnu var talrig og havde Skibe, Penge og ikke daarlige Udsigter, valgte Messala til Anfører, tog han ikke mod Valget, men fik dem til at bøje sig for Forholdenes Tryk og gaa over paa Antonius' Parti. Han stod derefter i et fortroligere Forhold til Antonius, indtil han, misfornøjet med at Antonius lod sig beherske af Kleopatra, gik over til Cæsar. Denne udnævnte ham baade til Konsul istedenfor Antonius selv, som blev afsat, dengang han igen erklæredes for Statens Fjende, og sendte ham, efterat han ved Aktion havde været Admiral imod Antonius, mod de oprørske Gallere og lod ham fejre en Triumf, da han havde besejret dem. Bibulus udsonede sig samtidig med Messala med Triumvirerne, var Admiral under Antonius, fungerede ofte som Underhandler mellem Antonius og Cæsar og blev af Antonius udnævnt til Statholder i Syrien, i hvilken Stilling han døde.

39. Acilius flygtede i Hemmelighed fra Hovedstaden ; da en Slave røbede ham for nogle Soldater, fik han ved Løfte om en endnu større Belønning Soldaterne til at sende nogle af deres egen Midte til hans Kone med Legitimationstegn som han selv gav dem. Hun lagde alle sine Smykker frem for dem og sagde, at hun vilde give dem disse i Haab om at de vilde opfylde hvad de lovede, men hun vidste ikke om de vilde gøre det. Hendes Trofasthed blev dog belønnet: Soldaterne lejede baade et Fartøj til Acilius og ledsagede ham til Sicilien. — Lentulus, hvis Kone gjorde Krav paa at ledsage ham paa Flugten og derfor holdt Øje med ham, vilde ikke have at hun skulde dele Faren med ham, men flygtede ubemærket til Sicilien, og da han af Pompejus var blevet udnævnt til General, lod han hende vide at han var i Behold og General. Da hun havde faaet at vide hvor i Verden hendes Mand var henne, flygtede hun ligeledes fra sin Moder, som passede paa hende, sammen med to Slaver; med disse foretog hun som en Slavinde en møjsommelig og af Savn opfyldt Rejse, til hun endelig ved Aftentid sejlede over fra Rhegium til Messina. Da hun uden Vanskelighed havde fundet Generalens Telt, genfandt hun Lentulus ikke som General, men liggende paa Jorden, daarligt plejet og afmagret, nedbøjet af Savnet af hende.

40. Apulejus' Kone truede med at angive ham, hvis han flygtede alene; saa tog han hende med, skønt nødig, men han havde Gavn deraf ved sin Flugt, fordi han ikke vakte Mistanke, idet han rejste aabenlyst med Kone, Slaver og Slavinder. — Antius gemte hans Kone i en Sæk med Sengetøj, som hun lagde paa nogle lejede Bærere, og paa den Maade fik hun ham fra Huset bragt ned til Kysten, hvorfra han saa flygtede til Sicilien. Reginus lod hans Kone om Natten gaa ned i en Kloakledning, og da Soldaterne næste Dag ikke vilde gaa derned paa Grund af Stanken, forklædte hun ham om Natten som Kulsvier og lod ham drive et Æsel belæsset med Kul; selv fulgte hun efter i kort Afstand baaret i en Bærestol. Da en af Soldalerne ved Porten fik Mistanke til Bærestolen og begyndte at undersøge den, ilede Reginus, som blev bange for hende, derhen, og idet han lod somom han tilfældigt var paa Vejen, sagde han til Soldaten at han skulde lade Kvinden være i Fred. Den anden svarede ham først i Vrede, idet han tog ham for Kulsvier, men saa genkendte han ham (han havde nemlig engang tjent under ham i Syrien) og sagde: »Gaa uantastet bort, Imperator! For saaledes er det min Pligt ogsaa nu at kalde Dig!« — Coponius' Kone gik i Forbøn for ham hos Antonius; hidtil havde hun været kysk, men nu afværgede hun een Ulykke ved en anden.

41. Getas Søn lod somom han paa en aaben Plads i Huset brændte sin Fader, som han sagde havde hængt sig, men anbragte ham i Hemmelighed paa en Landejendom han nylig havde købt, hvor den gamle gjorde sig ukendelig ved at binde en Skindlap for det ene Øje. Da der var kommet rolige Forhold, tog han Klappen af; saa var Øjet ødelagt, fordi det ikke var blevet brugt. — Oppius, som paa Grund af stor Alderdomssvaghed vilde blive i Byen, bar hans Søn paa sin Krop, indtil han havde faaet ham ud gennem Porten og bragt ham Resten af Vejen til Sicilien, saaledes at han afvekslende førte og bar ham; der var øjensynligt ingen der fik Mistanke ved at se dem gaa saaledes eller forulempede dem, ligesom man nok ogsaa fortæller at Æneas, der bar sin Fader, blev respekteret af Fjenderne. Folket anerkendte senere den unge Mands Færd ved at udnævne ham til Ædil, og da hans Formue var blevet konfiskeret, saaat han ikke kunde bestride Udgifterne ved Embedet, hjalp Haandværkerne ham uden at tage Betaling med at skaffe hvad der skulde bruges til Festen, og enhver af Tilskuerne kastede saamange Penge han vilde ind paa Scenen, saaat han blev en rig Mand. — Paa Arrianus' Gravmæle stod der ogsaa ifølge hans testamentariske Bestemmelse indhugget denne Indskrift: »Den der hviler her var proskriberet, men hans Søn, der ikke var det, skjulte ham, flygtede sammen med ham og frelste ham«.

42. Der var to Mænd af Navnet Metellus, Fader og Søn; af dem blev Faderen, som var Anfører under Antonius, taget til Fange ved Aktion uden at man kendte ham, medens Sønnen tjente i Cæsars Hær og ligeledes havde været Anfører ved Aktion. Da nu Cæsar paa Samos gennemgik Krigsfangerne, sad Sønnen blandt hans Raadgivere; saa blev den gamle ført frem, uklippet, forkommen, snavset og som Følge deraf ganske ukendelig. Da han i Rækken af Krigsfangerne blev raabt op af Herolden, sprang Sønnen op fra sin Plads, genkendte med Vanskelighed sin Fader og omfavnede ham hulkende; endelig holdt han op at græde og sagde til Cæsar: »Denne Mand har været Din Fjende, Cæsar, jeg Din Hjælper; denne bør have Straf af Dig, men jeg opnaa en Belønning. Jeg beder Dig nu skaane min Fader for min Skyld eller lade mig følge ham i Døden.« Da alle havde ondt af dem, benaadede Cæsar Metellus, skønt han havde været hans bitre Fjende og tit havde afvist Tilbud om store Gaver, hvis han vilde gaa over fra Antonius' til hans Parti.

43. Marcus blev af sine Slaver med Hengivenhed og Held i hele Proskriptionstiden holdt skjult inde i sit Hus, indtil han, da der var givet Amnesti, gik ud af Huset som efter en Landflygtighed. -- Hir-tius flygtede med sine Folk fra Hovedstaden og drog gennem Italien, idet han befriede Fanger, samlede de undløbne og plyndrede Byer, først smaa, senere ogsaa større, indtil han havde faaet samlet en stærk Skare og undertvunget Brullierne; da der saa blev sendt en Hær imod ham, sejlede han med alle dem han havde over til Pompejus. Restio troede at han flygtede alene, men blev uden at mærke det fulgt af en Slave, som han selv havde opfødt og tidligere vist mange Velgerninger, men senere ladet brændemærke som Straf for Slethed. Da Restio nu engang hvilede i en Mose, traadte Slaven hen til ham og satte ham i Skræk ved pludselig at vise sig; men han sagde til sin forfærdede Herre, at han ikke tænkte mere paa de Brændemærker han bar end han huskede de tidligere Velgerninger. Derpaa skjulte han ham i en Hule, tjente som Daglejer og skaffede ham Underhold saa godt som han kunde. Da Soldaterne i Nærheden af Hulen fik en Mistanke med Hensyn til Restios Person og gik hen imod ham, saa fulgte Slaven, som anede Uraad, efter, anfaldt en gammel Mand der gik forbi, dræbte ham og skar hans Hoved af. Da Soldaterne blev forbausede derover og arresterede ham som en vejfarendes Morder, sagde han: »Jeg har dræbt Restio, min egen Herre, som har ladet mig stemple med disse Brændemærker.« Soldaterne tog Hovedet fra ham for Belønningens Skyld og skyndte sig til Hovedstaden uden at faa noget Udbytte deraf, medens Slaven fik sin Herre ud af Hulen og sejlede over til Sicilien med ham.

44. Da Appius hvilede paa en Villa og Soldaterne kom løbende derhen, gav en af hans Slaver ham sine Klæder paa, medens han selv lagde sig paa Lejet, somom han var Herren, og frivillig led Døden istedenfor sin Herre, der stod ved Siden af som en Slave. — Da Menenius' Hus var blevet besat af Soldater, gik en af Slaverne ind i Herrens Bærestol og lod sig bære ud af sine Medslaver, der bistod ham, saaat han frivillig blev dræbt, idet man tog ham for Menenius, medens denne flygtede over til Sicilien. — Vinius havde en frigiven Filemon, der ejede et prægtigt Hus; denne skjulte ham midt i Huset i en Jernkasse, af den Slags man gemmer Kostbarheder eller Bøger i; om Natten gav han ham Mad lige til der kom Fred. — En anden frigiven, der bevogtede sin Herres Grav, bevogtede Herrens proskriberede Søn i Graven sammen med Faderen. — Lucretius, som vankede om med to brave Slaver, maatte af Mangel paa Levnedsmidler søge til sin Kone i Hovedstaden og lod sig, somom han var syg, bære af Slaverne i en Bærestol; da den ene af Bærerne brækkede Benet, gik han med Haanden støttet paa den anden. Da han kom til Byporten, hvor ogsaa hans Fader, som Sulla havde proskriberet, var blevet fanget, fik han Øje paa en Afdeling Soldater der rykkede ud, og forfærdet over dette Sammentræf med Hensyn til Stedet skjulte han sig sammen med Slaven i en Grav. Da saa nogle Gravrøvere gennemrodede Gravene, lod Slaven sig udplyndre indtil Skindet af dem, medens Lucretius slap hen til Porten. Efter der at have ventet paa Slaven og delt sine Klæder med ham kom Lucretius til sin Kone, som saa skjulte ham paa et dobbelt Tag i Mellemrummet; endelig var der nogle der gik i Forbøn for ham hos Triumvirerne. Senere, da der kom Fred, blev han Konsul.

45. Sergius var skjult hos selve Antonius, indtil Antonius fik Konsulen Plancus til at stille Forslag om hans Tilbagekomst. Deraf kom det at Sergius senere hen, under Striden mellem Cæsar og Antonius, da Senatet vilde erklære Antonius for Statens Fjende, var den eneste der aabenlyst stemte imod. Saaledes blev disse frelste. — Pomponius anlagde en Prætors Dragt, klædte sine Slaver ud som Betjente og ilede som en Prætor med Liktorer gennem Byen, idet Betjentene holdt sig tæt op til ham, forat han ikke skulde blive genkendt af andre; ved Porten besteg han et Staten tilhørende Køretøj og drog igennem Italien, medens alle modtog og ledsagede ham som en Prætor der af Triumvirerne var sendt som Fredsmægler til Pompejus ; tilsidst sejlede han ogsaa paa et af Statens Krigsskibe over til ham.

46. Apulejus og Arruntius, der gav sig ud for at være Centurioner og klædte deres Slaver ud som Soldater, styrtede ud gennem Porten, somom de var Centurioner der forfulgte andre; derpaa gik de ad forskellige Veje og befriede Fangerne og samlede de undløbne, indtil de begge havde faaet en ordenlig Styrke, saaat de allerede havde Felttegn, Vaaben og noget der lignede Hære. Medens de hver for sig var paa Vej til Kysten, lejrede de sig engang omkring en Høj og betragtede i stor Angst hinanden. Ved Daggry, da de holdt Udkig fra Højen, bildte de sig begge ind, at de andre var en mod dem udsendt Hær; saa stødte de sammen og kæmpede indtil de endelig opdagede deres Fejltagelse, kastede Vaabnene og jamrende beklagede den onde Skæbne der hele Tiden forfulgte dem. Derpaa sejlede de over Vandet, den ene til Brutus, den anden til Pompejus; den sidste kom tilbage med Pompejus, den første bestyrede Bithynien for Brutus, og da han efter Brutus' Fald havde overgivet Bithynien til Antonius, fik han Lov at komme hjem. — Ventidius blev straks efter at han var blevet proskriberet lagt i Lænker af en af sine frigivne, der lod somom han vilde udlevere ham til Bødlerne; men om Natten udklædte den frigivne Slaverne, som han havde overtalt, som Soldater og førte sin Herre ud, somom det var en Centurion; de rejste gennem hele Italien ned til Sicilien og fik ofte Logis sammen med andre Centurioner, der søgte efter Ventidius.

47. En anden Mand holdt først en af hans frigivne skjult i en Grav; men da han ikke kunde holde Synet af Graven ud, blev han flyttet til et tarveligt Kammer, som man lejede. Da saa en Soldat blev indlogeret i hans umiddelbare Nærhed, kunde han heller ikke udholde den Frygt, og idet hans Fejhed slog over i en vidunderlig Dristighed, lod han sit Haar klippe af og ledede i selve Rom en Skole lige til der kom Fred. — Volusius blev proskriberet som Ædil; da han havde en Ven som var Isisdyrker, bad han ham om hans Dragt, iførte sig de lange linnede Klæder, tog Hundemasken paa Hovedet eg kom saaledes i dette en Isisdyrkers Kostume over til Pompejus. — Sittius fandt Tilflugt hos Calenerne, i hvis By han hørte hjemme og paa hvem han havde ofret meget af en anselig Formue; de eskorterede ham bevæbnede, truede Slaverne og holdt Soldaterne borte fra Murene. Endelig, da Uvejret stilnede af, sendte de ogsaa et Gesandtskab til Triumvirerne for at bede om Naade for ham, og de opnaaede at Sittius lik Lov at blive i sin Fødeby, medens han udelukkedes fra det øvrige Italien. Saaledes var han den første og eneste Mand som var landflygtig i sin Fødeby. — Varro var en Filosof og Historieskriver, som havde udmærket sig baade som Soldat og Feltherre, og maaske var det Grunden til at han blev proskriberet som en Fjende af Eneherredømme. Da hans bekendte satte en Ære i at huse ham og kappedes med hinanden, gik Calenus af med Sejren og husede ham i en Villa, hvor Antonius plejede at tage ind naar han rejste gennem Landet, og der var ingen Slave der røbede at Varro var i den, hverken af Varros egne eller af Calenus' Slaver.

48. Verginius, som var i Besiddelse af en vindende Veltalenhed, forestillede sine Slaver, at hvis de dræbte ham for at faa nogle faa Penge, som de ikke engang var sikre paa, saa vilde de for Eftertiden blive et Bytte for Samvittighedsnag og stor Angst; hvis de derimod reddede ham, vilde de opnaa Ry for Trofasthed, gode Udsigter og senere langt flere og sikrere Penge. De flygtede saa sammen med ham, idet de gav ham ud for at være deres Medslave, og da han undervejs var blevet genkendt, forsvarede de ham mod Soldaterne; han blev imidlertid fanget af Soldaterne og forestillede saa ogsaa dem, at de jo ikke vilde dræbe ham af Fjendskab, men kun for Penges Skyld, men Penge kunde de faa med større Ret og i større Antal, hvis de kom ned til Kysten, »hvorhen min Kone (sagde han) har aftalt med mig at bringe et Skib med Penge«. Ogsaa disse troede ham paa hans Ord og gik ned til Kysten; herhen var Konen ganske vist kommet efter Aftalen, men da det trak ud med Verginius, troede hun at han var sejlet iforvejen til Pompejus og stak i Søen, medens hun dog lod en Slave blive tilbage paa Stranden med Besked. Da Slaven fik Øje paa Verginius, sprang han hen til sin Herre, viste dem Skibet, som endnu var i Sigte, og fortalte om Konen, Pengene og hvorfor han selv var blevet ladt tilbage. Soldaterne troede paa det altsammen, og da Verginius foreslog dem at vente, indtil hans Kone var kaldt tilbage, eller følges med ham til hende for at faa Pengene, gik de ombord i en Baad og ledsagede ham til Sicilien, idet de roede ihærdigt; derovre fik de det lovede og blev stadig ved med at tjene ham, indtil der kom Fred. — Rebilus blev taget ombord af en Skipper, der lovede at føre ham over til Sicilien; saa forlangte Manden Penge og truede med at angive ham, hvis han ikke fik dem. Men Rebilus truede i Lighed med Themistokles i Landflygtigheden med at angive at han havde modtaget Penge for at føre ham bort, saaat Skipperen blev bange og bragte ham uskadt over til Pompejus.

49. Marcus, som var Officer hos Brutus, var ligeledes proskriberet af denne Grund; efter Brutus' Nederlag blev han fanget, men gav sig ud for at være Slave og blev købt af Barbula. Da denne saa at han var flink, satte han ham over hans Medslaver og gav ham Penge at forvalte, og da han i alt muligt viste sig dygtig og forstandig ud over hvad man kunde vente af en Slave, fik han en Anelse om hvordan det hang sammen og gav ham Haab om, hvis han var en af de proskriberede, at han vilde redde ham, hvis han indrømmede det. Da han imidlertid haardnakket benægtede det og lavede en Krønike om sin Herkomst og sit Navn og om tidligere Herrer, tog han ham med til Rom, fordi han ventede at han som proskriberet nødig vilde komme til Rom, men Marcus fulgte alligevel med. Da ved Porten en af Barbulas Venner, som strømmede ham imøde, saa Marrus staa ved Siden af Barbula som Slave, angav han ham i Hemmelighed til Barbula. Denne bønfaldt saa gennem Agrippa Cæsar, og Marcus blev strøget paa Proskriptionslisten, blev Ven med Cæsar og tjente efter kort Tids Forløb ogsaa som Officer ved Aktion imod Antonius. Barbula var ogsaa Officer, men under Antonius, og Lykken vendte sig paa samme Maade for dem begge: efter Antonius' Nederlag blev Barbula fanget og gav sig ud for Slave, og Marcus købte ham, somom han ikke vidste Besked, men efter at have fremstillet det hele for Cæsar udbad han sig og fik Lov til at gøre lige for lige mod Barbula. For disse holdt Ligheden i Skæbne sig ogsaa senere; de beklædte nemlig begge to samtidig Konsulatet i Byen.

50. Balbinus, som undslap, kom tilbage sammen med Pompejus og ikke længe efter var Konsul, kom Lepidus, som Cæsar fra Magthaver gjorde til Privatmand, til at bønfalde under vanskelige Forhold. Mæcenas beskyldte Lepidus' Søn for at efterstræbe Cæsar, og han beskyldte ogsaa hans Moder for at være indviet i Sønnens Planer; Lepidus selv foragtede han øjensynligt som afmægtig. Sønnen vilde Mæcenas saa sende over til Cæsar ved Aktion, medens han af Moderen, forat hun ikke som Kvinde skulde udstaa en Rejses Besværligheder, forlangte en Kaution stillet hos Konsulen for at hun vilde give Møde hos Cæsar. Da nu ingen vilde paatage sig Kautionen, gik Lepidus ofte til Balbinus' Dør eller traadte hen til hans Dommersæde, og da Betjentene stadig jagede ham bort, sagde han endelig: »For mit Vedkommende bevidner ogsaa Anklagerne min Uskyldighed, idet de heller ikke siger at jeg er i Forstaaelse med min Kone eller min Søn, og Dig er det ikke mig der har proskriberet; jeg staar lavere end de proskriberede. Nej, tag Hensyn til Menneskelivets Omskiftelighed og mig der bønfalder Dig, og imødekom mit Ønske, naar jeg vil kautionere for at min Kone vil give Møde hos Cæsar eller beder om at maatte ledsage hende.« Næppe havde Lepidus sagt dette, før Balbinus, som havde ondt af den faldne Storhed, fritog hans Kone for Kautionen.

51. Cicero, Ciceros Søn, var iforvejen blevet sendt til Hellas af sin Fader, som ventede den Slags Begivenheder; fra Hellas kom han til Brutus og efter Brutus' Død til Pompejus, og hos begge opnaaede han en anset Officerspost. Senere udnævnte Cæsar, for at rense sig for Forræderiet mod hans Fader, ham straks til Præst og ikke længe efter til Konsul og til Statholder i Syrien, og det af Cæsar afsendte Budskab om Antonius' Nederlag ved Aktion oplæste denne Cicero som Konsul for Folket og udstillede det paa Talerstolen, der hvor tidligere hans Faders Hoved havde været udstillet. — Appius fordelte hvad han ejede mellem sine Slaver og gav sig med dem paa Vej til Sicilien, men da de blev overfaldet af Storm, satte Slaverne, som var begærlige efter Pengene, Appius i en Baad under Paaskud af at han snarere vilde blive frelst paa den Maade. Det gik nu saaledes, at han selv mod Forventning naaede derover, medens Slaverne led Skibbrud og omkom. — Publius, Brutus' Kvæstor, blev af Antonianerne opfordret til al forraade Brutus, men vilde ikke indlade sig derpaa ; af den Grund blev han ogsaa proskriberet, men kom senere hjem og blev Ven med Cæsar; da Cæsar engang besøgte ham, lod han nogle Billeder af Brutus staa fremme, i hvilken Anledning han ogsaa blev rost af Cæsar. Hermed har jeg, med Forbigaaelse af mange andre Tilfælde, omtrent nævnt de mærkelige Oplevelser som nogle af de proskriberede havde i Retning af Fare eller Frelse.