ARISTOFANES "SKYERNE"
Personerne: |
Strepsiades, gammel attisk bonde
Feidippides, hans søn
Xanthias, hans slave
En student, hos Sokrates
Sokrates, vismand
Kor af skyer
Ret
Uret
1. kreditor
2. kreditor
Student 1
Student 2
|
RESUME
Strepsiades kan ikke sove (hans navn betyder 'den der ligger og vender og drejer sig'); han ligger og spekulerer på hvordan han skal komme ud af sin gæld, som han har pådraget sig på grund af sin søns altopslugende interesse for heste. Sønnen Feidippides ('lille fedtehest'; han har fået det navn ved et kompromis med hans fine mor, der ville have at han skulle hedde noget med -ippos) har ikke den slags problemer; han sover og drømmer - om heste. Så får Strepsiades en idé: han må overtale sønnen til at gå i lære hos Sokrates (der er berømt for sin evne til at gøre 'sort til hvidt'); på den måde vil han kunne klare sine kreditorer! Men Feidippides er ikke med på idéen: han ville jo blive til grin for sine rytterkammerater, hvis han viste sig som en bleg student. Altså må Strepsiades selv gå i gang.
Han banker på skolens dør (den har det fine navn 'Problematorium for højere bevidsthed'). En student lukker op; han fortæller om Sokrates' og hans studenters mageløse opfindsomhed, fx at de kan skaffe studenterne mad ud af den bare luft: det begejstrer Strepsiades, han er på rette vej! Så får han øje på Sokrates selv der svæver hævet op i en kurv; Strepsiades bliver optaget som elev, men forinden må han indvies i mysterierne. Først må han forstå at alle andre guder end skyerne er afskaffet; de bliver anråbt af Sokrates og kommer ind som koret.
Nu gennemgår Sokrates den nyeste naturvidenskab for sin forbløffede student: Alt sker 'med nødvendighed', al den gamle snak om guderne er vrøvl. Den nybagte studerende må love for fremtiden kun at tro på Chaos (rummet), Skyerne og Tungen (dvs. naturfilosofien og talekunsten), de tre og ikke andre. Til gengæld garanterer skyerne ham at han ikke blot vil blive sin gæld kvit, men også få en indbringende virksomhed som sofist. Men først må han klæde sig af og lade sig indvie.
(Under parabasen, som er en afbrydelse af handlingen, hvor digteren henvender sig direkte til publikum, må vi tænke os at Strepsiades modtager undervisning bag scenen)
Strepsiades har svært ved at huske alt det han skal lære - Sokrates er desperat over hans dorskhed og dumhed. Et forsøg på at lære metrik og grammatik mislykkes, og så får Strepsiades besked på at lægge sig på den hellige filosofa og selv spekulere på en løsning af sit problem. Selvmord er den sidste udvej han finder på - og Sokrates er hovedrystende. Strepsiades bliver vist bort fra skolen.
Skyerne råder ham til igen at prøve at overtale Feidippides. Noget har han dog lært, og det lykkes ham ved nogle sokratiske fif at overtale sønnen. Han er jo også nærmest til at løse de problemer han selv har skabt!
Nu kommer Ret og Uret på scenen; i en konkurrence (agón, et fast led i den ældste græske komedie) skal de kæmpe om, hvem af de to der skal være Feidippides' lærermester. Ret må til sidst give op; fisseletterne, resultatet af den sofistiske opdragelse, er i overtal, også blandt publikum. Så det bliver Uret der tager sig af den unge Feidippides, som endnu er temmelig mistroisk.
(Under den anden parabase, hvor korføreren taler til publikum, modtager Feidippides undervisning bag scenen.)
Og nu lykkes undervisningen. Sokrates er stolt over resultatet og Strepsiades jubler. Nu skal det fejres ved et festmåltid; forinden demonstrerer Feidippides sin kunnen ved at afvise to kreditorer - med sokratisk "visdom" og regulær vold. Festen foregår medens koret synger om at der venter sofister en ubehagelig overraskelse - og pludselig kommer Strepsiades hylende ind på scenen: hans søn har banket ham! Da han bliver spurgt om omstændighederne, fortæller han at de under middagen er kommet op at skændes om den litterære og musikalske underholdning - sønnen har afvist de gode gamle digtere og forlangt noget moderne af Euripides.
I den anden agón beviser Feidippides, at en søn har ret, ja pligt til at slå sin fader. Strepsiades kan intet stille op og retter sin vrede mod skyerne. Og nu afslører de deres sande væsen: det var for at narre den gamle svindler de fik ham til at tro på Sokrates! Strepsiades får sin gamle gudetro tilbage, og af Hermes får han det råd at sætte ild på Problematoriet. Sokrates og Chairefon og studenterne bliver røget ud og jaget bort. Strepsiades har fået hævn, men hans problemer er jo ikke blevet løst! Og således slutter komedien.
|
|