Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
filosof, levede 384 - 322 fvt., elev af Platon.
|
Overordnet præmis | Alle mennesker | har fornuft |
Underordnet præmis | Sokrates | er et menneske |
Konklusion | Sokrates | har fornuft |
Aristoteles' formulering er ganske vist en lidt anden - men det er altså netop Aristoteles, der som den første gennemtænker, hvordan den slags argumenter skal se ud for at være gyldige. Aristoteles er logikkes grundlægger. I værkerne Om fortolkning og Den senere analytik fører han sine tanker videre til at handle om, hvordan man kan sætte alle disse argumenter sammen til sikker viden.
'Fysik' - naturiagttagelse og forklaring
Universets opbygning og de fundamentale regler for, hvordan alting bevæger sig - forandring og konstans i stoffet - er et andet område, hvor Aristoteles fordyber sig. Han tilslutter sig tanken om, at der er fire grundstoffer i verden: jord, vand, luft og ild, og forklarer alt stof som kombinationer af disse grundstoffer. Jord hører hjemme i midten af universet, ild hører hjemme i yderkanten. Bevægelsen i universet skyldes, at stofferne forvandler sig til hinanden.
Aristoteles tager skarpt afstand fra atomteorien som formuleret af Demokrit.
Jorden er en kugle i midten af universet, planeterne - dvs. også månen og solen - bevæger sig i cirkler rundt om den. Yderst er stjernerne; de sidder fast på universets skal.
Men det væsentlige ved Aristoteles' fysik er hans inddeling af årsager. Der er fire:
Stoflig årsag: | det stof, tingen er lavet af | F. eks. sten |
Udvirkende årsag: | den kraft, der giver tingen dens form | F. eks. en murer |
Formal årsag: | det udseende (i bred forstand), tingen har | F. eks. et hus |
Final (hensigts-) årsag: | det formål, tingen skal opfylde | F. eks. ly for regnen |
Det er Aristoteles' tanke, at denne beskrivelse ikke kun gælder for menneskelige aktiviteter, men også for udviklinger, 'naturen' selv står for. Det giver sig selv, at dette syn er blevet kritiseret meget gennem tiden - fordi det synes at give 'naturen' et formål. Men det er netop derfor, Aristoteles holder fast ved tanken: for når ting vokser, må de jo have en plan - et mål, de vil nå på en eller anden måde. For Aristoteles er naturen formålsbestemt - der sker ikke noget uden grund.
Zoologi
Det er muligt, at Aristoteles holder fast ved tanken om formålsbestemthed, fordi hans primære forskningsområde var dyrene. Dyr vokser og når en voksentilstand - fosterets mål-tilstand er at leve som et selvstændigt dyr, og ungens mål er at blive voksen. Aristoteles har beskrevet et stort antal dyr og gjort sig overvejelser over dem på et væld af områder. Hans resultater havde gyldighed til helt op i 1800-tallet - og hans iagttagelsesevne afkræver stadig fagfolks respekt, selvom hans forklaringsmodeller forlængst er blevet forladt.
Psykologi
Det vanskeligste punkt ved dyr er, hvad der får dem til at fungere som helheder, eller fungere i det hele taget. Aristoteles finder, at det netop er, hvad man forstår ved 'sjæl', psykhe, og beskriver dette livsgivende princip som de levende væseners formale årsag. Hans overvejelser over dette emne i værket Om sjælen hører til de vanskeligste, han har skrevet; de har dog haft en utrolig virkningshistorie, ikke mindst fordi han netop ikke - som Platon - antager, at det er noget udenfor det levende væsen, der gør det levende: livet er noget tingen (det levende væsen) iboende.
Metafysik
Netop dette punkt var dér, Aristoteles mest tydeligt skilte sig ud fra Platon. Hvor Platon havde antaget, at det er noget hinsides alt, vi kender, der i sidste ende giver verden struktur og gør det muligt at erkende noget om den, mener Aristoteles, at verdens struktur ligger inde i den i sig selv - der er ingen 'idé-verden'. Igen har Aristoteles' opgør med Platon sat sig lange, lange spor i europæisk filosofi - der er simpelthen tale om to radikale modsætninger, der f. eks. i hænderne på teologer får verden til at se ud på to helt forskellige måder. Og at det i sidste ende ér Gud, vi taler om, siger Aristoteles selv: det højeste spørgsmål, denne del af filosofien skal svare på, er, hvorfor verden hænger sammen - hvad er den udvirkende og formale årsag til verden som helhed?
Undervejs i denne diskussion må Aristoteles afklare mange andre problemer - som f. eks. hvad 'helhed' overhovedet er for noget - men det egentlige emne er netop 'teologi': tale om Gud (et ord, Aristoteles opfinder til lejligheden). 'Metafysik' er en betegnelse, der er opstået senere, fordi man gerne anbragte værket om 'teologi' efter fysikken - og 'metafysik' betyder netop 'efterfysik'.
Etik
Efter metafysikken har de samme traditionelle udgivere af Aristoteles' værker sat hans overvejelser om, hvad der er menneskets mål som menneske - hans etiske tanker. Et af de mest læselige af hans værker er Den nikomakhæiske etik, der undersøger, hvordan man bør opføre sig som menneske.
Politik
Mennesket er et 'politisk dyr', siger Aristoteles - og mener dermed, at det lever i samfund. Også dette emne har han viet et indgående værk, hvor han diskuterer forskellige styreformer og forskellige pladser, et menneske kan have i samfundet: slave, fri, ung, mand, kvinde. Aristoteles går ind for de kyndiges styre - men går ikke så langt som Platon, der ville have filosofferne til magten ...
Retorik og poetik
Som samfundsborger må man kunne gøre sine synspunkter gældende, og Aristoteles har også skrevet værker om retorik - den kunst at kunne tale til en forsamling og overbevise den, uden at det måske udelukkende er argumenternes sandhedsværdi, der overbeviser dem, men også emotionel eller autoritetsbaseret tale. Også her skiller Aristoteles sig ud fra Platon - der ikke ville kendes ved retorik under nogen omstændigheder.
Aristoteles' mere pragmatiske sindelag giver sig også til kende i hans syn på digtekunst - hvor Platon ønskede den forvist fra virkeligheden, fordi den jo kun var en afspejling af den virkelighed, der i forvejen var en afspejling, mente Aristoteles, at den var en god måde at fremlægge moralske problemstillinger på - og diskuterede i sin Poetik, hvordan en tragedie skal se ud for at blive rigtig god. Også dette værk har haft en utrolig virkningshistorie. Om Aristoteles nogensinde fik skrevet et værk om komedier, er ikke ganske sikkert - det er i hvert fald ikke bevaret.
Men man kan allerede i Umberto Ecos bog Rosens navn se, hvilken fascination Aristoteles har udøvet på al senere europæisk tænkning - Eco selv er lige så interesseret i Aristoteles, som han ved, man var i middelalderen.
Efterliv
Aristoteles har haft en central rolle i europæisk tænkning i næsten alle perioder. Mindst har han måske i virkeligheden betydet i århundrederne efter sin død, den hellenistiske periode. Fra omkring år 100 evt. begynder Platon og hans tanker om en anden, bedre verden at gøre indtryk på romerrigets indbyggere, men samtidig vækkes en interesse for Aristoteles, som så vidt muligt bliver fortolket i parløb med Platon.
Da de store teologiske overvejelser tager fart i middelalderen ved de nye universiteter i Paris og andre steder, fordyber universitetsfolkene sig hurtigt i Aristoteles - langt mere, end de gør i Platon. Især Thomas Aquinas bestræber sig på at fortolke Aristoteles, så man kan bygge en holdbar kristen teologi på ham.
I renæssancen vågner interessen for Platon påny, men der er også mange tilhængere af Aristoteles, og den filosofiske diskussion i århundrederne 1400 - 1700 kan slet ikke forstås uden vedvarende at se tilbage til Aristoteles og Platon.
I nyere tid har Aristoteles' forsøg på at forklare verden indefra vakt filosoffernes interesse, ligesom han indtager en plads som en betydelig logisk teoretiker.
Aristoteles' indflydelse på Europa synes ikke at skulle fortage sig nogensinde.
Siden er stadig (meget) i arbejde. Al kritik er velkommen! Send den pr. e-post: brug linket herunder.
Sidst revideret 11. 5. 2014