Aristoteles

Aristoteles var ganske vist elev af Platon, men han delte ikke Platons glæde ved det transcendente - Aristoteles tror ikke på Platons idéer. Det er nok det vigtigste, man skal vide om Aristoteles, før man giver sig i kast med at læse hans værk.

Liv

Aristoteles var født i Stageira i Nordgrækenland; hans far, Nikomakhos, var læge knyttet mere eller mindre fast til det makedonske hof. Forbindelsen fik betydning også for Aristoteles selv; da Alexander den Store - før han blev stor - skulle have videregående undervisning, blev Aristoteles kaldt til Makedonien for at varetage den.

Aristoteles kom til Athen allerede i 360'erne, og opsøgte Platon for at følge hans 'undervisning'. Han blev der, til Platon døde i 347 fvt. Herefter forlader Aristoteles Athen for en tid, dels fordi folk med tilknytning til Makedonien ikke var meget populære i Athen på den tid (på grund af Filip af Makedoniens aggressive politik), dels (muligvis) fordi han var skuffet over ikke at blive Platons efterfølger som leder af Akademiet, Platons 'skole'. Det er dog nogenlunde sikkert, at han allerede, mens Platon levede, tog afstand fra Platons idé-lære, så han har måske ikke haft store chancer alligevel.

Han rejste til det nordøstlige Ægæerhav, Assos og Lesbos, og samlede data til sin forskning i zoologi. Her mødte han også Theofrast, der skulle forblive hans gode ven og medarbejder, til han døde, og som fulgte efter ham i ledelsen af den skole, han selv stiftede, da han i 335 vendte tilbage til Athen: Peripatos, 'Søjlegangen', der lå i et offentligt anlæg, 'Lykeion' (heraf senere ordet 'Lycée' for gymnasium på fransk).

Da Alexander den Store døde i 323 fvt., måtte Aristoteles igen fortrække fra Athen; han døde i 322 i Khalkis på øen Euboia.

Værk

Det er en sejlivet myte, at Aristoteles' værker lå gemt i en kælder i et par hundrede år efter Theofrasts død. Der er rigeligt med beviser på, at de var kendt i generationen efter hans død, og filosofferne i dén generation - både Epikur og Zenon, stoicismens grundlægger - diskuterede og udnyttede hans tanker.

Aristoteles har beskæftiget sig med noget nær alt. Han ville have hele verden, fra de største, kosmiske strukturer, til de mindste, mest trivielle bagateller, til at finde en forklaring inden for hans filosofiske begrebsapparat.

Logik

Det er netop med begreberne og vor måde at omgås dem på, at Aristoteles' indsats begynder. En del af hans skrifter handler om logik, om, hvordan man bygger en argumentation op, så den kan holde. Han forsøger at beskrive, hvilke udsagn der overhovedet findes, i værket Kategorierne, og giver en fremstilling af formel logik i Den første analytik. Alle enkelt-ting falder ind under en gruppe, og grupperne er selv dele af andre grupper - og så kan man lave slutninger som denne:

Overordnet præmis	Alle mennesker	har fornuft
Underordnet præmis	Sokrates	er et menneske
Konklusion	Sokrates	har fornuft

Aristoteles' formulering er ganske vist en lidt anden - men det er altså netop Aristoteles, der som den første gennemtænker, hvordan den slags argumenter skal se ud for at være gyldige. Aristoteles er logikkes grundlægger. I værkerne Om fortolkning og Den senere analytik fører han sine tanker videre til at handle om, hvordan man kan sætte alle disse argumenter sammen til sikker viden.

'Fysik' - naturiagttagelse og forklaring

Universets opbygning og de fundamentale regler for, hvordan alting bevæger sig - forandring og konstans i stoffet - er et andet område, hvor Aristoteles fordyber sig. Han tilslutter sig tanken om, at der er fire grundstoffer i verden: jord, vand, luft og ild, og forklarer alt stof som kombinationer af disse grundstoffer. Jord hører hjemme i midten af universet, ild hører hjemme i yderkanten. Bevægelsen i universet skyldes, at stofferne forvandler sig til hinanden.

Aristoteles tager skarpt afstand fra atomteorien som formuleret af Demokrit.

Jorden er en kugle i midten af universet, planeterne - dvs. også månen og solen - bevæger sig i cirkler rundt om den. Yderst er stjernerne; de sidder fast på universets skal.

Men det væsentlige ved Aristoteles' fysik er hans inddeling af årsager. Der er fire:

Stoflig årsag:	det stof, tingen er lavet af	F. eks. sten
Udvirkende årsag:	den kraft, der giver tingen dens form	F. eks. en murer
Formal årsag:	det udseende (i bred forstand), tingen har	F. eks. et hus
Final (hensigts-) årsag:	det formål, tingen skal opfylde	F. eks. ly for regnen

Det er Aristoteles' tanke, at denne beskrivelse ikke kun gælder for menneskelige aktiviteter, men også for udviklinger, 'naturen' selv står for. Det giver sig selv, at dette syn er blevet kritiseret meget gennem tiden - fordi det synes at give 'naturen' et formål. Men det er netop derfor, Aristoteles holder fast ved tanken: for når ting vokser, må de jo have en plan - et mål, de vil nå på en eller anden måde. For Aristoteles er naturen formålsbestemt - der sker ikke noget uden grund.

Zoologi

Det er muligt, at Aristoteles holder fast ved tanken om formålsbestemthed, fordi hans primære forskningsområde var dyrene. Dyr vokser og når en voksentilstand - fosterets mål-tilstand er at leve som et selvstændigt dyr, og ungens mål er at blive voksen. Aristoteles har beskrevet et stort antal dyr og gjort sig overvejelser over dem på et væld af områder. Hans resultater havde gyldighed til helt op i 1800-tallet - og hans iagttagelsesevne afkræver stadig fagfolks respekt, selvom hans forklaringsmodeller forlængst er blevet forladt.

Psykologi

Det vanskeligste punkt ved dyr er, hvad der får dem til at fungere som helheder, eller fungere i det hele taget. Aristoteles finder, at det netop er, hvad man forstår ved 'sjæl', psykhe, og beskriver dette livsgivende princip som de levende væseners formale årsag. Hans overvejelser over dette emne i værket Om sjælen hører til de vanskeligste, han har skrevet; de har dog haft en utrolig virkningshistorie, ikke mindst fordi han netop ikke - som Platon - antager, at det er noget udenfor det levende væsen, der gør det levende: livet er noget tingen (det levende væsen) iboende.

Metafysik

Netop dette punkt var dér, Aristoteles mest tydeligt skilte sig ud fra Platon. Hvor Platon havde antaget, at det er noget hinsides alt, vi kender, der i sidste ende giver verden struktur og gør det muligt at erkende noget om den, mener Aristoteles, at verdens struktur ligger inde i den i sig selv - der er ingen 'idé-verden'. Igen har Aristoteles' opgør med Platon sat sig lange, lange spor i europæisk filosofi - der er simpelthen tale om to radikale modsætninger, der f. eks. i hænderne på teologer får verden til at se ud på to helt forskellige måder. Og at det i sidste ende ér Gud, vi taler om, siger Aristoteles selv: det højeste spørgsmål, denne del af filosofien skal svare på, er, hvorfor verden hænger sammen - hvad er den udvirkende og formale årsag til verden som helhed?

Undervejs i denne diskussion må Aristoteles afklare mange andre problemer - som f. eks. hvad 'helhed' overhovedet er for noget - men det egentlige emne er netop 'teologi': tale om Gud (et ord, Aristoteles opfinder til lejligheden). 'Metafysik' er en betegnelse, der er opstået senere, fordi man gerne anbragte værket om 'teologi' efter fysikken - og 'metafysik' betyder netop 'efterfysik'.

Etik

Efter metafysikken har de samme traditionelle udgivere af Aristoteles' værker sat hans overvejelser om, hvad der er menneskets mål som menneske - hans etiske tanker. Et af de mest læselige af hans værker er Den nikomakhæiske etik, der undersøger, hvordan man bør opføre sig som menneske.

Politik

Mennesket er et 'politisk dyr', siger Aristoteles - og mener dermed, at det lever i samfund. Også dette emne har han viet et indgående værk, hvor han diskuterer forskellige styreformer og forskellige pladser, et menneske kan have i samfundet: slave, fri, ung, mand, kvinde. Aristoteles går ind for de kyndiges styre - men går ikke så langt som Platon, der ville have filosofferne til magten ...

Retorik og poetik

Som samfundsborger må man kunne gøre sine synspunkter gældende, og Aristoteles har også skrevet værker om retorik - den kunst at kunne tale til en forsamling og overbevise den, uden at det måske udelukkende er argumenternes sandhedsværdi, der overbeviser dem, men også emotionel eller autoritetsbaseret tale. Også her skiller Aristoteles sig ud fra Platon - der ikke ville kendes ved retorik under nogen omstændigheder.

Aristoteles' mere pragmatiske sindelag giver sig også til kende i hans syn på digtekunst - hvor Platon ønskede den forvist fra virkeligheden, fordi den jo kun var en afspejling af den virkelighed, der i forvejen var en afspejling, mente Aristoteles, at den var en god måde at fremlægge moralske problemstillinger på - og diskuterede i sin Poetik, hvordan en tragedie skal se ud for at blive rigtig god. Også dette værk har haft en utrolig virkningshistorie. Om Aristoteles nogensinde fik skrevet et værk om komedier, er ikke ganske sikkert - det er i hvert fald ikke bevaret.

Men man kan allerede i Umberto Ecos bog Rosens navn se, hvilken fascination Aristoteles har udøvet på al senere europæisk tænkning - Eco selv er lige så interesseret i Aristoteles, som han ved, man var i middelalderen.

Efterliv

Aristoteles har haft en central rolle i europæisk tænkning i næsten alle perioder. Mindst har han måske i virkeligheden betydet i århundrederne efter sin død, den hellenistiske periode. Fra omkring år 100 evt. begynder Platon og hans tanker om en anden, bedre verden at gøre indtryk på romerrigets indbyggere, men samtidig vækkes en interesse for Aristoteles, som så vidt muligt bliver fortolket i parløb med Platon.

Da de store teologiske overvejelser tager fart i middelalderen ved de nye universiteter i Paris og andre steder, fordyber universitetsfolkene sig hurtigt i Aristoteles - langt mere, end de gør i Platon. Især Thomas Aquinas bestræber sig på at fortolke Aristoteles, så man kan bygge en holdbar kristen teologi på ham.

I renæssancen vågner interessen for Platon påny, men der er også mange tilhængere af Aristoteles, og den filosofiske diskussion i århundrederne 1400 - 1700 kan slet ikke forstås uden vedvarende at se tilbage til Aristoteles og Platon.

I nyere tid har Aristoteles' forsøg på at forklare verden indefra vakt filosoffernes interesse, ligesom han indtager en plads som en betydelig logisk teoretiker.

Aristoteles' indflydelse på Europa synes ikke at skulle fortage sig nogensinde.

Siden er stadig (meget) i arbejde. Al kritik er velkommen! Send den pr. e-post: brug linket herunder.