Aristoteles: Den nikomakhæiske etik

Titel, dato og form

De værker af Aristoteles (384-322), der er bevaret til vore dage, var ikke beregnet på offentliggørelse. Undertiden har de rent notat-agtig karakter; somme tider er de ret udførligt udtrykt; den 'Nikomakhæiske etik' er af den sidste slags.

Den nikomakhæiske etik er dog en af de bøger af Aristoteles, der er mest tilgængelige, selvom den stadig kræver meget opmærksom læsning. Bogen er hovedværket til kendskabet til Aristoteles' syn på, hvordan mennesket bør være, og hvordan det bør opføre sig overfor andre mennesker.

Hvorfor værket hedder sådan, er uvist (Nikomakhos var Aristoteles' søn); og det er heller ikke helt klart, hvornår bogen er kommet til at have den form og det indhold, den har nu. Værket er delt i 10 'bøger', men ofte fortsætter et emne henover en boggrænse, der derfor virker lidt kunstig. Bøgerne 5-7 findes ordret også i den 'Eudemiske etik' - og det er uklart, hvor disse bøger egentlig hører hjemme. Måske i begge værker.

Indhold

1. bog definerer først, hvad 'etik' er: studiet af, hvordan mennesket bliver lykkeligt. Det er den vigtigste af alle videnskaber. Almindelige menneskers, og Platons, opfattelse af, hvad det gode (liv) er, præsenteres og kritiseres. Det 'menneskelige gode' defineres som 'en aktivitet, ens sjæl har efter sin bedste evne ('areté'); og hvis der er flere af disse evner, så den bedste og mest perfekte af dem.'
I resten af 1. bog undersøger Aristoteles på forskellige måder holdbarheden af sin defintion, og finder den fortræffelig.

2. bog undersøger, hvad en 'dyd' er - et moralsk prisværdigt træk eller tilstand i en person - er. Definitionen kommer til at lyde: 'Dyden er et træk eller en tilstand, der gør det muligt at træffe valg, og som ligger i et middelpunkt relateret til os [som mennesker], defineret rationelt, og på en måde, som en fornuftig mand ville gøre det. Middelpunkt mellem to onder, dels et onde, der består i at gøre for meget, dels et, der består i at gøre for lidt.'
Denne definition prøves så på en række eksempler - f. eks. frygt (for lidt) - mod (middelpunkt) - overmod/dumdristighed (for meget).

3. bog diskuterer først, hvordan man er ansvarlig for sine handlinger.
Herefter begynder en gennemgang af de moralske dyder, der fortsætter til og med bog 4, og måske bog 5.
I 3. bog diskuteres: mod og selvkontrol, med mange bibetydninger og modsætninger.

4. bog fortsætter med en diskussion af rundhåndethed, storsind, mildhed, behagesyge, mellemtilstanden (der ikke har et navn) mellem praleri og forstillelse, takt og beskedenhed - også disse med en mængde andre nærliggende personlige egenskaber behandlet ved siden af.

5. bog handler om retfærdighed. Der sondres mellem flere typer retfærdighed (fordelingsretf., opretningsretf., handelsretf. osv.)

6. bog beskriver hvilke åndsevner en person skal besidde for at kunne tænke etisk, og sætter disse egenskaber i forhold til Aristoteles' begreb om videnskabelighed.

7. bog undersøger først, hvad der gør, at et menneske ikke kan leve op til etiske krav, og glider så over i en diskussion af, om nydelse er noget ondt eller noget godt. For Aristoteles er det lidt af begge dele.

8. - 9. bog handler om venskab. 8. bog bestemmer først de forskellige slags venskaber (af hensyn til nytte, nydelse eller ens dyd), og Aristoteles fortsætter så gennem resten af 8. og hele 9. bog med at behandle en række delproblemer ved venskab, herunder problemer med, hvad et samfund er.

10. bog begynder med en ny undersøgelse af nydelse. Aristoteles vil ikke gøre nydelse til et mål i sig selv, men anerkender, at der er nydelse forbundet med at udfolde det gode liv efter ens evner.
2. del af 10. bog påviser, at det bedste af alle liv er det liv, filosoffen fører, idet han erkender hensigten med sit liv, men at alle mennesker kan leve lykkelige liv i overensstemmelse med deres 'dyd'.

Dyder bliver til ved tilvænning, og Aristoteles slutter med at spørge, hvordan vi sikrer, alle bliver vaelig;nnet til det rigtige. Derfra er vejen kort til at diskutere politiske problemer, og Aristoteles åbner spørgsmålet om den bedste statsforfatning, der dog behandles i et andet værk, 'Politikken'.

Metode og tendens

Overalt i værket ses Aristoteles' metode: først afklarer man, hvad der i almindelighed siges om et emne, så inddrager man andre filosoffers synspunkter, og derefter analyseres begreberne til større klarhed og helst til en form for system.

Der tages hele tiden udtrykkeligt eller skjult stilling til især Platon og Sokrates. Aristotelses forsøger at finde synspunkter, der er mere jordnære end Platons og mindre paradoksale end Sokrates', men deler grundlæggende den opfattelse, at menneskets højeste evne er fornuften.

Den jordnære, commonsense, tilgang til etikken har gjort Aristoteles' værk meget indflydelsesrigt sidenhen, ikke mindst i nyere engelsk moral-filosofi.

Litteratur

Oversættelser
Aristoteles, Den Nikomacheiske Etik, overs. af Niels Møller (1936), rev. af Peter Thielst (1995). - Skolen har et mindre antal af Thielst's reviderede udgave.
Aristoteles Om mennesket; biologi, etik, politik. Red. Gorm Tortzen (1993). - Ss. 43 ff. udvalgte passager af den nikomakhæiske etik ved Troels Engberg Pedersen, der også har skrevet en indledning.
Aristoteles. Med indl., overs. og noter af Anfinn Stigen (1964 og senere).

Sekundærlitteratur
Holger Friis Johansen, Fri mands tale (1984 og sen.) ss 355 ff. (ss. 369 ff. om den nik. etik).
Troels Engberg Pedersen, Antikkens etiske tradition (1996).
Johnny Christensen, Aristoteles (1961 og sen.)