Augustus: Barndom og ungdom (63 - 44 fvt.)
Den 23. september under Marcus Tullius Cicero og Gaius Antonius Hybridas konsulat - dvs. i år 63 fvt. - fødtes i det fornemme kvarter på højen Palatin i Rom en lille dreng ind i familien Octavius; han kom til at hedde Gaius Octavius som sin far (Augustus kom han først til at hedde langt, langt senere). Familien var ikke 'indfødt' romersk, den hørte egentlig hjemme i en lille by, Velitrae, ca. 40 kilometer sydøst for Rom, men faderen havde som den første i sin gren af familien besluttet sig for at gøre politisk karriere, og derfor havde man også et hus på denne fine, romerske adresse. Karrieren var i god gænge; to år senere skulle Gaius Octavius beklæde embedet som praetor på den fornemste af de otte pladser, der var: han blev praetor urbanus. Derefter overtog han administrationen af provinsen Makedonien, og gjorde også dér et ypperligt stykke arbejde - kun for at dø på vej hjem til Rom for at søge konsulatet, den fornemste af alle poster i Rom.
Man skulle så tro, at den lille drengs muligheder i Rom døde med hans far. Men sådan kom det slet ikke til at gå. For drengens mor, Atia, var datter af en kvinde ved navn Julia, og hun havde en bror, der i 63 kun havde ladet ane, hvilken overvældende karriere han skulle få i romersk politik. Havde det ikke været for denne grandonkel, var den lille Gaius nok aldrig blevet til andet og mere end borgmester i Velitrae. Denne grandonkels navn var Gaius Julius Caesar, og den lille Gaius skulle ende sine dage med titlen Augustus.
Men det var urolige tider i Rom, ja i hele Italien. Da Gaius blev født, var der en revolution under udvikling i Rom, under ledelse af Lucius Sergius Catilina, en ikke længere helt ung politiker af ikke helt fin familie, der på grund af frustrerede ambitioner havde sat sig i spidsen for allehånde utilfredse elementer i Rom - adelsmænd, der af forskellige grunde ikke kunne komme til i magtapparatet, fallerede tidligere professionelle soldater og folk drevet fra deres jord på grund af jordtildelinger til andre veteraner. Catilinas planer blev afsløret i tide af Marcus Tullius Cicero, konsul det år, og oprøret blev kvalt, før det egentlig kom i gang, men at der overhovedet var nok utilfredse elementer i det romerske samfund til at danne en sådan revolutionær gruppe, er jo tegn på en alvorlig krise - det romerske samfund var ikke i balance, langt, langt fra.
Og den catilinariske sammensværgelse var endda kun den ene ende af krisen. I den anden ende var der storpolitiske problemer. Romerriget voksede eksplosivt, hurtigere end systemet egentlig kunne magte. Da Gaius blev født, var Gnaeus Pompeius Magnus netop blevet færdig med at nedkæmpe en af Roms farligste fjender i østen, kong Mithradates af Pontos; operationerne havde igen øget det område, Rom mere eller mindre direkte var nødt til at holde under kontrol, og Pompeius vendte hjem i 62 fvt. i forventningen om en heltemodtagelse. Den fik han bare ikke - lederne i magtens centrum, senatet, var ikke til sinds bare at acceptere hans ny-ordning i øst, og slet ikke at give hans veteraner jord at leve på. Pompeius' veteraner blev derved en sikkerhedsrisiko af samme slags som Catilinas desperadoer.
Mens alt dette stod på, var den lille Gaius' grandonkel Gaius Julius Caesar i Spanien som administrator af Roms territorier dér; han havde brug for penge og administrerede med dette ene mål for øje - og det lykkedes. I 60 fvt. kom han tilbage til Rom for at søge konsulatet. Det var vanskeligere end som så, men Caesar opsøgte Pompeius og dennes gamle ven Marcus Licinius Crassus og fik en ordning i stand - Caesar blev konsul og lovede til gengæld at ordne de problemer, disse to mænd hver især skulle have ordnet. Til gengæld fik Caesar administrationen af provinserne nord for Italien (Gallien og Illyricum) i en femårig periode efter sit konsulat - 58 - 53 fvt. Alle disse aftaler gjorde, at man kalder deres samarbejde for 'Det første triumvirat' - det andet, der var et 'rigtigt' triumvirat, formelt indstiftet, skulle den endnu meget lille Gaius Octavius engang komme til at være medlem af.
Caesar tiltrådte fuld af virketrang og gode idéer sit embede i provinserne, og fik hurtigt nok at tage sig af - det lykkedes ham at få nogle folkestammer nord for grænsen til at provokere ham til angreb, og i de næste 7-8 år erobrede han skridt for skridt hele det nuværende Frankrig og Belgien, lavede afstikkere dybt ind i Tyskland ('Germanien') og over til England ('Brittanien') - og blev stille og roligt vanvittigt rig ...
I Rom så man med nogen utryghed på al denne succes, ikke mindst gjorde Pompeius, især efter Crassus' død i 53 fvt. Men der var også anden uro i Rom; i det hele taget var 50'erne fvt. et uroligt årti i byen Rom - gadekampe mellem halvkriminelle bander blev dagens orden; politiske mord ingen sjældenhed. Det lykkedes til sidst de gamle magthavere at tale Pompeius over på deres side - helt tydeligt i opposition til Caesar.
Midt i alt dette døde lille Gaius' mormor, Julia, Caesars søster. Gaius holdt gravtalen, vel hans første offentlige optræden; onkel Caesar var jo ikke hjemme. Det synes ellers ikke at have været ofte, at Gaius mor Atia lod ham optræde offentligt; faktisk har det heller ikke været ganske uden fare - ikke mindst fordi det godt kan se ud til, at onkel Caesar allerede tidligt har haft et ganske særligt forhold til den unge Gaius Octavius.
Ved årsskiftet 50/49 fvt. brød det bål ud i lys lue, der allerede længe havde glødet - Caesar gik med ordene 'Terningerne er kastet' ud af sin provins og ind i Italien; det var åben borgerkrig. Den unge Gaius var både for ung og for svagelig til at deltage i de første, hårde kampe; men han var med til nogle oprydningsoperationer i Spanien.
Efter sejren i borgerkrigen gik Caesars ambitioner deres skæve gang, om han nu ville være konge eller ej; sikkert er det, at han havde planlagt et felttog i østen, og havde sendt sin unge grandnevø Gaius - nu 17 år gammel - i forvejen til Apollonia, da han blev myrdet den 15. marts 44 fvt. Med onkelens død begyndte en ny fase i Gaius Octavius' liv. Det viste sig nemlig, at han var Caesars hovedarving og ud over en enorm formmue og et gigantisk politisk kontaktnet arvede også Caesars navn - han blev adopteret posthumt af Caesar. Dét var en arv, man lige skulle overveje, om man ville have. Hans mor og hans stedfader var imod, fortæller en kilde (Sueton), men han vedgik både arv - og gæld, der var stor i penge, men større i politiske problemer.
Hans navn var herefter ikke længere Gaius Octavius, men Gaius Julius Caesar Octavianus - det sidste for at kende ham fra adoptivfaderen. Augustus skulle han ikke komme til at hedde i lang tid endnu.