Cassius Dio 44

Oversat af Simon Laursen (2004)

Mordet på Caesar

1. Cæsar gjorde disse ting for også at føre krig mod Partherne, men et altødelæggende nag trængte ind i visse personer af misundelse over hans succes og had over den højere status, han havde i Rom. Dette nag slog ham dels ihjel, under påberåbelse af en helt ny betegnelse for uhellig berømmelse, splittede hans politik og beredte atter romerne oprør og borgerkrige i stedet for enighed. De påstod at have skaffet Cæsar af vejen og have befriet folket, men faktisk lavede de et hensynsløst komplot imod ham og bragte et samfund i uro, der endelig befandt sig i en god politisk gænge.

2. "Folkestyre" har et smukt navn og synes at bringe alle en vis lige ret på grund af ligheden for loven, men i praksis afsløres det i aldeles ikke at svare til sit navn - omvendt er ‘eneherredømme’ ubehageligt at høre, men er det mest nyttige at leve under. For dels er det lettere at finde én god leder end mange, dels er det, selvom man skulle finde dét vanskeligt, helt nødvendigt at indrømme, at det andet er helt umuligt - for det kendetegner ikke den brede befolkning at besidde egentlig kvalitet. Skulle én dårlig leder komme til magten, er han dog at foretrække frem for en mængde dårlige ledere, som man da også kan finde det bevist både i grækernes og barbarenes historie, ja i romernes egen. For gode resultater har altid været større og flere både på samfunds- og individuelt plan med konger frem for hele befolkninger ved magten, og de ubehagelige begivenheder er færre og mindre under enevælde end under pøbelvælde. Hvis et demokrati har blomstret blot en enkelt gang, har det også nået sit højdepunkt hurtigt, før end det blev stort eller stærkt, så det enten forfaldt til voldshandlinger på grund af dets succes eller til misundelse på grund af dets ambitioner. Et statssamfund, som både selv var så stort og som herskede over det meste og det smukkeste af den kendte verden, som indeholdt mange forskellige personligheder og rummede enorme formuer, som var aktivt (og med held aktivt) på mange måder både privat og offentligt, et sådant samfund kunne umuligt vise rationel selvkontrol under demokratisk styre, og endnu mindre holde sammen i enighed uden den selvkontrol. Havde Marcus Brutus og Gaius Cassius tænkt dette igennem, havde de derfor ikke på vilkår dræbt den omhyggelige leder af samfundet, og de var ikke blevet skyld i tusindvis af ulykker både for sig selv og alle andre mennesker på den tid.

3. Sådan var situationen, og grunden til hans død var den. Men han var jo bestemt ikke uden skyld i tendensen til misundelse og misforståelse, bortset fra at senatorerne med deres nyopfundne og overdrevne hædersbevisninger først havde hævet ham og pustet ham op og så kritiserede og bagtalte ham for det selv samme, at han med glæde tog imod dem og levede i ophøjet stolthed over dem. Der var da situationer, hvor Cæsar tog fejl, ved at acceptere visse af senatets beslutninger om ham, og ved at tro på, at de virkelig anså ham for værdig til dem, men trods alt fejlede dé mest, som begyndte med at vise ham al den ære - som om han fortjente den - og bragte ham i en kritisabel position med alt det, de vedtog. Han turde nemlig ikke afvise det hele, af frygt for, at man skulle mene, han så ned på senatet, men hans sikkerhed var omvendt også i fare, når han tog imod hædersbevisningerne. Overdrivelse af hædersbevisninger og lovtaler gør selv de mest jordnære ligesom luftfyldte, især når rosen synes at være ment for alvor.

...

9. Det var altså Cæsars situation. Deltagerne i sammensværgelsen handlede nu uden tøven; for at han skulle blive forhadt også blandt sine nærmeste venner, omtalte de ham - blandt mange andre ting, der skulle sætte ham i dårligt lys - som ‘konge’, og de blev ved med at tude hinandens ører fulde af navnlig dette ord. Men da han distancerede sig fra betegnelsen og desuden skændte på dem, der gav ham den, uden dog at gøre noget for at gøre hans ubehag ved betegnelsen troværdig, satte de i al hemmelighed en krone på hans statue ved rostra. Og da folketribunerne Gaius Epidius Marullus og Lucius Caesetius Flavus fjernede den, blev han meget vred, selvom de ikke havde sagt noget provokerende imod ham, ja endda havde rost ham i forsamlingen og sagt, at han ikke havde brug for noget af den slags. Han forholdt sig rolig ved den lejlighed, skønt meget harmfuld.

10. Men der var igen nogle, der kaldte ham ‘Rex’ [lat. = ‘konge’], da han til hest var på vej ind i byen fra Albanerbjerget, men han sagde selv, at han ikke hed ‘Rex’, men ‘Cæsar’. Men da de samme tribuner anklagede den første, der havde råbt det, for retten, kunne han ikke længere kontrollere sin vrede; han blev frygteligt vred, som om han blev udsat for et oprør fra de to tribuners side. I første øjeblik gjorde han dem ingen skade, men da de senere offentligt gav til kende, at de ikke trygt kunne udøve deres ret til at tale frit på fællesskabets vegne, blev han ude af sig selv af raseri, lod dem føre for senatet, rejste en anklage imod dem og gennemtvang en afstemning. Han slog dem dog ikke ihjel (hvad der ellers var nogle, der havde dømt dem til), men han lod deres embedsperiode afslutte før tid ved hjælp af Helvius Cinna, deres kollega, og slettede dem af senatet. Senatorerne var glade for dette, eller rettere lod, som om de var, fordi de ikke ville blive tvunget ud i personlig fare ved at sige, hvad de egentlig mente, og uden indflydelse på beslutningerne iagttog de begivenhederne så at sige fra en højtliggende udkigspost - men man kritiserede Cæsar for, at han i en situation, hvor han nødvendigvis måtte vise dem, der havde givet ham konge-titlen, sin vrede, dels havde ladet dém gå, dels havde anklaget tribunerne i deres sted.

11. Efter disse begivenheder fulgte en anden af samme slags ikke længe efter, der gjorde det endnu tydeligere, at han måske nok stødte titlen fra sig i sine udtalelser, men faktisk ønskede at antage den. For da han under Lupercalie-festen forlod ‘Regia’ og satte sig på sin gyldne stol klædt i sin kongelige klædning og med sin strålende, gyldne laurbærkrans om hovedet, tiltalte Antonius ham sammen med sine kolleger i præsteskabet som konge og gav ham en krone på, med ordene: “Denne krone lader folket mig overbringe dig!’ Cæsar svarede, at kun Juppiter var konge i Rom, og lod kronen bringe op på Capitolium uden at lade sin vrede slippe ud; men han lod det også notere i annalerne, at han havde afvist konge-magten, skønt den var blevet ham tilbudt af folket gennem konsulen. Man havde mistanke om, at han havde gjort det efter aftale, og at han bestemt stræbte efter titlen, men ville tvinges til at tage imod den; og han blev genstand for frygteligt had. Derfor opstillede nogle ved valget af embedsmænd de omtalte tribuner til konsul, og de opsøgte privat Marcus Brutus og andre, der havde det rette sindelag, for at overtale dem, og de drev dem videre offentligt.

12. De udnyttede navneligheden mellem Brutus og den berømte Brutus, der drev den gamle kongefamilie, Tarquinierne, ud. De sendte mange løbesedler ud med det indhold, at det var løgn, at han nedstammede fra den berømte Brutus - for han havde ladet begge sine børn, hans eneste, henrette, mens de endnu var unge, og han efterlod sig heller ingen sønnesøn. Ikke desto mindre opdigtede folk et familieforhold, for at han kunne blive drevet til lignende gerninger ud fra en følelse af at høre til den familie, og de appellerede hele tiden til ham med råbet “Oh Brutus, Brutus!” [‘brutus’ betyder ‘sløv’ på latin - råbet har altså kunnet forstås som ‘O du sløve Brutus!’] og føjede til: “Vi har brug for en Brutus”. Og til sidst skrev de på den gamle Brutus’ statue: “Gid du levede” og på den levendes embedssæde (han var nemlig prætor og han havde en plads, hvor han sad, når han styrede retsvæsenet): “Du sover, Brutus!” og “Du er ingen Brutus!”

13. Disse ting overtydede ham om, at han måtte gå efter Cæsar, så meget mere som han havde kæmpet imod ham fra starten, selvom Cæsar siden havde vist ham megen velvilje, og så fordi han som sagt var både nevø og svigersøn til den Cato, der døde i Utica. Den eneste kvinder, der fik kendskab til sammensværgelsen var, siger man, hans kone Porcia. Da han en dag stod og tænkte over alt dette, gik hun hen til ham og spurgte, hvad det var, han havde i tankerne. Da han svarede: “Ikke noget”, og hun fik mistanke om, at han ikke havde tillid til hende på grund af hendes legemes svaghed, at hun altså skulle tale over sig under tortur, selv om hun ikke ville, vovede hun en stor ting. Hun sårede sig i hemmelighed i låret for at prøve, om hun kunne byde smerte trods; og da hun ikke følte smerte kue sig, gik hun uden tanke for såret til sin mand og sagde: “Du har, min kære mand, måske tillid til min sjælsstyrke, til at jeg ikke vil afsløre noget, men du nærer ikke tillid til min krop; og det er måske menneskeligt nok - men jeg har fundet, at også min krop kan tie.” Med disse ord viste hun ham sit lår, forklarede ham årsagen til det, der var sket, og sagde: “Sig nu bare ganske roligt, hvad det er, du holder skjult - mig vil ingen ild, ingen pisk, ingen tænger tvinge til at afsløre noget - jeg er ikke kvinde på den måde. Ja, hvis du stadigvæk ikke stoler på mig, vil jeg hellere være død end leve videre - ellers skal ingen siden regne mig for hverken datter af Cato eller din hustru!”

14. Brutus beundrede sin kone for disse ord og holdt ikke længere noget skjult for hende; han følte sig endda styrket endnu mere og fortalte hende alt. Herefter tog han sin søsters mand Gaius Cassius med, også han skånet af Cæsar og dertil hædret med en prætur. Endelig samlede de også alle andre, der ville det samme som de selv. Det var ikke få; jeg har dog ikke brug for at opregne navnene på de fleste, for ikke at gøre læsningen kedelig, men Trebonius og Decimus Brutus, med tilnavnet Albinus, kan jeg ikke undlade at nævne. Også disse havde fået meget store gunstbevisninger fra Cæsar, og Decimus var endda designeret konsul til to år senere og statholder over Gallien syd for Alperne - og alligevel deltog de i sammensværgelsen imod ham.

15. De var ikke langt fra at blive afsløret, dels fordi der var så mange, der kendte til planen, skønt Cæsar ikke tog nogen oplysning om noget sådant til sig og straffede dem, der meldte ting af den slags, dels fordi de trak tiden ud. De følte trods alt dyb respekt for ham, og de var bange, skønt han ingen livvagt havde længere, for at de skulle blive dræbt af de andre, der altid var i hans nærhed, og de lod tiden gå, så de endda kom i fare for at blive afsløret og slået ihjel. Det var da også sket, hvis ikke de mod deres vilje var blevet tvunget til at fremskynde deres plan. Der gik et rygte, om det nu var sandt eller falsk, som den slags plejer at komme i omløb, om at det såkaldte 15-mandskollegium af præster talte meget om, at Sibyllen havde sagt, at Partherriget aldrig ville blive taget af andre end en konge, og at de derfor ville foreslå, at denne titel blev givet til Cæsar. Det troede attentatmændene var sandt, også fordi man ville pålægge også embedsmændene (som både Brutus og Cassius var iblandt) at deltage i afstemningen, siden den var om så vigtig en sag. Og da de hverken turde tale imod eller kunne holde tanken om at tie ud, satte de planen i gang, før end der kunne diskuteres om sagen overhovedet.

16. De havde besluttet at gennemføre attentatet i senatet. Dels ville Cæsar have den mindste mistanke om at komme ud for noget dér, og altså være lettere at tage, dels ville de have let adgang til sværd bragt ind i kasserne til dokumenter i stedet for skrivetavler, og de andre ville ikke kunne komme til hjælp, siden de var ubevæbnede, mente de. Skulle nogen alligevel vove det, håbede de, at de ville få hjælp af de gladiatorer, som de i forvejen havde samlet i Pompejus’ teater med det påskud, at de skulle optræde i tvekampe. Det var nemlig i en bygning i søjlegangen ved teateret, de skulle holde senatsmøde. Da mødedagen kom, samledes de ved daggry i mødesalen og sendte bud efter Cæsar.

17. Men Cæsar havde modtaget varsler om planen både af nogle spåmænd og i drømme. Natten før han blev myrdet, så hans kone i drømme deres hus ligge sammenstyrtet og hendes mand være blevet såret af nogle og søge tilflugt i hendes skød, og at Cæsar svævede, højt hævet, på skyerne og greb Juppiters hånd. Desuden kom der temmelige mange og ikke ubetydelige tegn til ham - Mars’ våben, der efter gammel skik blev opbevaret i hans hus i hans egenskab af pontifex maximus, lavede om natten megen støj, og dørene i rummet, hvor han sov, åbnede sig af sig selv. Ofringerne, som han lod udføre i den anledning, viste intet gunstigt og fuglene, man spåede efter, rådede ham ikke til at forlade huset. Der var også nogle, der efter mordet på ham lagde betydning i det med det gyldne sæde; da Cæsar kom meget sent, bragte han tjener den nemlig ud af senatet, fordi han troede, der ikke ville blive brug for den mere.

18. Da Cæsar altså lod vente på sig, blev de sammensvorne nervøse for, at mødet skulle blive udskudt (der gik et rygte om, at han ville blive hjemme den dag), og deres plan mislykkes og de selv blive afsløret. Derfor sendte de Decimus Brutus, for at han, der jo forekom at være en endda særdeles nær ven af Cæsar, skulle få ham til at komme. Brutus bagatelliserede det, Cæsar lagde frem, og sagde, at senatet meget gerne så, han kom, og Cæsar lod sig overtale til at tage afsted. Samtidig faldt en buste, han havde sat op i sin entré, ned af sig selv og knustes. Men hans død var en nødvendighed - han regnede ikke det med busten for noget og lyttede ikke til én, der angav planen til ham. Han fik en lille bogrulle af ham, hvori alle forberedelserne til attentatet var nøje beskrevet, men han læste den ikke - han regnede med, at den indeholdt noget, der ikke hastede. Han var i det hele taget så kry, at han spottende sagde til en spåmand, der havde forudsagt ham, at han skulle vogte sig for den dag: “Hvad blev der af de der spådomme? Ser du ikke, at dagen, du frygtede, er kommet, og jeg lever endnu?” Og spåmanden svarede efter sigende kun så meget som: “Jo, den er kommet, men den er ikke forbi.”

19. Da han kom til senatet, holdt Trebonius Antonius beskæftiget udenfor et sted. De havde overvejet at dræbe også ham og Lepidus, men af frygt for at de på grund af mængden af døde skulle blive mødt med den kritik, at de havde dræbt Cæsar for selv at gribe magten og ikke for at befri Rom, som de sagde, havde de valgt at holde Antonius væk fra mordet; Lepidus lå i militærforlægning i nærheden af byen. Trebonius talte altså med Antonius; de andre stillede sig imedens samlet omkring Cæsar (han var let at komme til og ville gerne tale med alle); nogle snakkede med ham, andre bad ham ligefrem om en gunstbevisning, for at han skulle have mindst mulig mistanke. Da tiden kom, gik en af dem hen til ham som for at takke for en tjeneste og trak hans klædning ned fra skulderen - signalet til de sammensvorne. Straks kastede de sig over ham fra mange sider på én gang og sårede ham, så Cæsar på grund af mængden af dem hverken kunne sige eller gøre noget, men dækkede sig til og blev dræbt af mange sår. Det er den hele sandhed - men der er nogle, der har sagt, at han sagde: “Også du, mit barn!” til Brutus, da denne slog til.

20. Der opstod voldsom uro blandt de andre, både dem inden for og dem, der stod udenfor, både i forhold til hændelsens pludselighed, og fordi man hverken vidste, hvem morderne var, hvor mange de var eller hvad de ville, så alle blev bange for deres egen sikkerhed; hver enkelt kastede sig på flugt ad enhver mulig vej og fyldte dem, de mødte, med angst, uden at sige noget klart men blot med råbet: “Flygt, luk og lås!” Folk overalt hørte disse råb fra hinanden, som de nu kom, og fyldte byen med klage; selv ilede de ind i deres værksteder og huse og skjulte sig, selvom morderne skyndte sig over til forum, sådan som de netop så ud, og med deres fagter viste og råbte højt op om, at man ikke skulle være bange. De sagde dette og råbte vedvarende Ciceros navn, men folk stolede ikke på, at de talte sandt, og lod sig ikke let berolige. Først sent og med besvær fattede de mod og faldt til ro, efterhånden som ingen ellers blev myrdet eller arresteret.

21. De mødtes på comitium, og morderne sagde meget imod Cæsar og talte meget for folkestyret; de opfordrede folk til at være ved godt mod og ikke vente sig noget forfærdeligt. De nægtede at have dræbt ham for selv at tage magten eller for personlig vindings skyld; det var sket, for at de kunne leve ordentligt i samfundet, i frihed og med selvbestemmelse. Med den slags argumenter talte de folk til ro, og især ved ikke at forgribe sig på nogen. Af angst for, at nogen skulle lave et mod-attentat imod dem, trak de sig selv tilbage til Capitolium, som for at bede til guderne, og der tilbragte de natten og dagen, der fulgte. Her sluttede også andre af samfundets spidser sig til dem om aftenen, folk, der ikke havde taget del i attentatet, men som ville have del i berømmelsen, der fulgte med det, side de så, at der blev talt meget smukt om dem, og også i de bedrifter, der ventede. Der skete det, at sagen faldt omvendt ud - de fik ikke berømmelsen ved gerningen, siden de ikke havde været med, men faren, der ramte dem, der havde udført den, fik de del i, som om de havde været med i komplottet.

22. Dette så Dolabella og fandt det urigtigt bare at forholde sig i ro; han trådte til som konsul, skønt dette embede endnu ikke var hans, og efter en tale for folket om situationen gik han op til Capitolium. Sådan var billedet, da Lepidus fik melding om, hvad der var sket, og om natten lod forum besætte af soldater; straks ved daggry holdt han en tale mod morderne. Antonius var flygtet straks efter mordet på Cæsar, havde kastet sin embedsdragt fra sig for at forblive anonym og havde holdt sig skjult om natten, men da han erfarede, at morderne var på Capitolium og Lepidus stod på forum, samlede han senatet til møde i Tellus-templet og åbnede en debat om situationen.