Cassius Dio 45

Oversat af Simon Laursen (2004)

Octavian i den første tid efter mordet på Caesar

1. Det var Antonius' aktiviteter. Gaius Octavius Caepia (sådan hed sønnen af Atia, der var datter af Caesars søster) kom fra Velitrae i volskerlandet; han havde mistet sin fader Octavius og var så vokset op hos sin mor og hendes anden mand Lucius Philippus. Da han voksede til, boede han hos Caesar. Han var jo barnløs og satte store forhåbninger til ham, holdt meget af ham og viste ham megen venlighed, så han også ville gøre ham til arving af både hans navn, hans formue og magten, så meget mere som Atia insisterede på, at hun havde fået ham med Apollon, fordi hun under en slummer engang i hans tempel havde ment, hun havde haft omgang med en slange og fødte til en termin, der passede dertil. Før han blev født, drømte hun, at hendes indvolde blev bragt op i himlen og blev bredt ud over hele jorden, og samme nat drømte Octavius, at solen stod op af hendes skridt. Barnet var knap nok født, før senatoren Nigidius Figulus spåede ham enemagt; han var den bedste i sin tid til at gennemskue himmelens struktur og forskellenen i stjernernes tilling, alt hvad de gør hver især og i indbyrdes forbindelse både tæt på hinanden og på stor afstand; og derfor blev han også anklaget for at udføre visse forbudte handlinger. Nigidius møde dengang Octavius, der var mødt for sent i senatet på grund af sit barns fødsel (der var netop møde), og spurgte om årsagen til forsinkelsen. Da han havde hørt den, råbte han højt: “Du har født os en tyran!”, men da Octavius blev bange over det og ville dræbe barnet, holdt han ham tilbage og sagde, at barnet umuligt kunne komme ud for sådan noget. Det var, hvad der blev sagt ved den lejlighed.

2. Under hans opvækst på landet snappede en ørn et stykke brød ud af hænderne på ham og fløj højt op med det, men derefter fløj det ned og gav ham det tilbage. Mens han som dreng boede i Rom, drømte Cicero, at han blev sænket ned på Capitolium fra himlen i gyldne lænker og fik en pisk af Juppiter. Han vidste ikke, hvem det var, men mødte ham tilfældigvis dagen efter netop på Capitolium, genkendte ham og fortalte sine ledsagere om drømmen. Og uden nogensinde at have set Octavius drømte Catulus, at alle de fornemme unge gik i procession på Capitolium til Juppiter, og under processionen lod guden en statuette af Rom falde ned i hans skød. Slået af denne drøm gik han op på Capitolium for at bede til guden. Her fandt han Octavius, der var komme derop af andre grunde, sammenlignede hans ansigt med drømmen og fik sandheden af det, han havde drømt, bekræftet. Da han senere kom i puberteten, skulle tiltræde sit rekrutår og trak i mandstoga, gik hans tunica op på begge sider fra skuldrene og ned, og klædningen faldt ned til fødderne. Ikke alene bragte dette ikke i sig selv et tegn på, at det varslede noget godt, men det bekymrede også de tilstedeværende, at det var sket netop første gang, han tog mandstoga på. Ordene “Jeg vil lægge mig al senatorisk hæder for fode!” faldt Octavian i munden - og sådan gik det jo netop også. Caesar fattede store forhåbninger for ham på grund af dette. Han lod ham overføre til patricierne og uddannede ham til en lederstilling - alt, hvad man har brug for, når man skal administrere en sådan magt godt og ordentligt, underviste han ham omhyggeligt i. Han blev trænet i retorik, ikke kun på latin men også på dette sprog; han fik hård fysisk træning i felten og fik en tilbundsgående skoling i politik og lederskab.

3. Denne Octavius befandt sig på tidspunktet, hvor Caesar blev myrdet, i Apollonia ved det joniske hav som en del af sin uddannelse (han var blevet sendt i forvejen med henblik på Caesars felttog mod partherne). Da han hørte om begivenhederne, følte han dyb smerte, som rimeligt var, men vovede ikke at tage afgørende skridt med det samme. Han havde endnu ikke hørt, at han i testamentet var blevet adopteret og indsat som arving, og desuden meldtes det, at folket i første omgang havde tilsluttet sig det skete. Men da han satte over til Brundisium, hørte han om testamentet samtidig med skiftet i folkets opfattelse og tøvede ikke længere; navnlig fordi han både havde mange penge og en mængde soldater, der var sendt afsted sammen med ham, antog han omgående navnet Caesar, vedgik arven og engagerede sig i situationen.

4. Nogle fandt dengang, han havde handlet overilet og risikabelt, men senere, da det var gået godt og han havde fået succes, fik det navn af mod. Der er jo mange, der har gjort tåbelige forsøg, der har fået ry for dygtig planlægning, fordi de havde held med deres plan; andre har truffet de optimale valg og alligevel gjort sig fortjent til betegnelsen idioter, fordi de ikke havde succes. Hans handlinger var usikre og risikable, fordi han i en alder, hvor han kun lige ikke længere var barn (han var 18) og med fuld klarhed over, at overtagelsen af både arv og slægt var såvel provokerende som ansvarstung, alligevel gav sig i kast med de ting, som Caesar blev myrdet for (og der var ikke blevet taget hævn for mordet), og han viste ingen frygt for hverken morderne eller for Lepidus eller Antonius. Hans vurdering var bestemt ikke dårlig; han klarede sig jo. Men der var klare tegn fra guddommeligt hold på, hvilket kaos der skulle opstå på grund af hans handling; da han var på vej ind i Rom, lå der en stor og farverig tågering omkring solen.

5. Sådan gav altså den unge mand, tidligere kaldet Octavius, men da allerede Caesar og senere Augustus, sig i kast med problemerne, og han behandlede dem og førte dem til afslutning mere ungdommeligt halsløst end nogen voksen mand og mere roligt eftertænksomt end nogen gammel, erfaren politiker. Først ankom han til Rom som privatperson, med kun et lille følge, uden nogen iscenesættelse, som om han kun ville overtage sin arv; han viste ingen tegn på, at han følte ubehag ved det, der var sket, og ville tage hævn for det. Antonius undlod han ikke alene at afkræve, hvad han havde stjålet, men han ligefrem viste ham respekt, skønt Antonius havde svinet ham til og havde arbejdet imod hans interesser. Både i ord og i gerning skadede han Octavian på mange måder, men værst var det, at han ganske vist viste iver for at forelægge den lov for curie-forsamlingen, ifølge hvilken Octavians optagelse i Caesars slægt og ejendom skulle finde sted, men fik den udskudt med hjælp fra nogle folketribuner, for at han ikke skulle bruge formuen til noget stort og vigtigt og i det hele taget stå noget svagere, så længe han endnu ikke lovformeligt var søn af Caesar.

6. Octavian var vred over disse ting, men beherskede sig, siden han ikke kunne tale åbent uden stor risiko, før end han havde vundet folket for sig - det var dét, forstod han, der havde gjort hans fader stor. Han vidste, at folk i almindelighed var vrede over hans død, og han håbede at kunne gøre sig gældende som hans søn, og da han gjorde den iagttagelse, at folk foragtede Antonius for hans kommando over rytteriet og for hans manglende straf over morderne, forsøgte han at få en post som folketribun for at få en base i embedet og for at få fat i den magt, der fulgte med det. Han lagde sig derfor efter Cinnas plads, der jo var tom, og da han blev bremset af Antonius' folk, gav han ikke efter men overtalte tribunen Tiberius Carnutius til at føre ham frem for folket, med den gave, Caesar havde testamenteret til det, som påskud. Han holdt en tale med det, der passede, lovede dem at ville udbetale beløbet straks og stillede dem andre, store ting i udsigt. Der var nogle, der havde påtaget sig at afholde festen i anledning af færdiggørelsen af Venus-templet, men de forsømte festen (ligesom forresten hestevæddeløbet ved Parilia-festen). Octavian holdt derfor festen for at underholde folket for sine egne midler, som det også passede sig på grund af slægtskabet. Ved den lejlighed undlod han at bringe Caesars gylde stol eller hans krans besat med ædelsten ind i teateret, som det ellers var blevet vedtaget, af frygt for Antonius.

7. Men der viste sig en stjerne på den nordlige himmel ved aftenstid gennem alle disse dage, og skønt nogle kaldte den en komet og sagde, at den vel forudsagde, hvad den slags plejer at forudsige, troede folk i almindelighed ikke på dem. I stedet viede de den til Caesar og sagde, han var blevet gjort udødelig og indlemmet i stjernernes tal. Octavian greb modigt chancen og satte en statue af Caesar op i Venus-templet med en stjerne over hovedet. Siden ingen forhindrede dette af frygt for det brede folk, gennemførtes der da også andre lignende ting af det, der var vedtaget for at hædre Caesar: de gav juli måned dens navn, og ved visse religiøse sejrsfester ofrede de én dag i hans navn. Og derfor sluttede soldaterne villigt op omkring Octavian, især fordi nogle af dem havde fået økonomiske incitamenter. Rygtet gik, og man mente, der vil ske noget nyt, især om at Antonius havde afvist ham fra en ophøjet position, synlig for alle, i domstolen, som han havde plejet at sidde under hans far; han ville blot have en personlig samtale, men Antonius lod ham trække ned og føre bort af lictorerne.

8. Det ophidsede alle voldsomt, og ikke mindst fordi Octavian ikke længere viste sig på forum, for at vække Antonius' skinsyge og for at lokke folket over på sin side. Antonius blev bekymret og sagde engang til sine ledsagere, at han da ikke nærede nogen antipati imod Octavian, ja endda skyldte ham sympati, og at han var villig til at blive al mistanke blot. Disse ord blev meldt til Octavian, og de mødtes for at tale sammen; nogle mente, de var kommet overens (de kendte hinandens opfattelse ganske nøje, mente ikke, det var rette tid til at kritisere hinanden, og indgik derfor et kompromis i en aftale om fælles fodslag) - og de forholdt sig da også i ro nogle dage, men derefter distancerede de sig fra hinanden igen i indbyrdes mistanke, hvad enten det nu var udtryk for sande overvejelser eller falske oplysninger, som det plejer at ske i den slags forhold. Når man kommer i konflikt på baggrund af intensivt had, har man mistanke til meget, der sker ved et rent tilfælde; man tager under ét alt til indtægt for det fjendskab, man allerede har, som om det skete med vilje og med ondskabsfulde hensigter. Og de neutrale bliver inddraget i konflikten - parterne meddeler dem nemlig visse ting under foregivende af velvilje og sætter dem under pres. Viljen til, at alle med magt skal være hinandens fjender er stærkest og glæder sig derfor over deres fjendskab og giver dem særligt gode råd. Et ondskabsfuldt rygte lader sig meget let narre af ord, der er kommet af et venskab uden mistro. På den måde blev også de bestyrket i deres fjendskab, så meget desto mere som de ikke stolede på hinanden i forvejen.

9. Da Antonius så Octavian vokse, forsøgte han at lokke for folket, for at se, om han kunne trække folk væk fra ham og få dem over til sig selv, og han lod sin bror Lucius Antonius, der var tribun, stille forslag om at dele megen jord ud, især i de pontiske sumpe, siden de var blevet drænet og nu kunne dyrkes. Der var tre brødre Antonius, og de havde alle embeder samtidig. Marcus var konsul, Lucius folketribun og Gajus prætor. Derfor kunne de holde hele den romerske administration, både af allierede og undersåtter, under kontrol på nær de fleste af morderne og nogle enkelte andre, de anså for deres venner, og de kunne indsætte andre på posterne i stedet for dem eller give nogen ordre til at blive på deres post i længere tid, imod Caesars bestemmelser. Marcus' bror Gajus overtog Makedonien, som ved lodtrækning var tilfaldet Marcus, og Gallien syd for Alperne, som var blevet tildelt Decimus Brutus, tog han selv med de styrker, der var sendt i forvejen til Apollonia, fordi Gallien var stærkest både i soldater og ressourcer. Dette blev vedtaget, og skønt den af Caesar var blevet givet generelt, blev amnestien til Sextus Pompejus bekræftet (han havde allerede stor magt); man vedtog også at udbetale, hvad statskassen havde taget af hans fædrene arv i guld og sølv. For Antonius, der havde taget det meste af hans jord i besiddelse, lagde ikke an til at aflevere den.