Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
Cassius Dio 46Oversat af Simon Laursen (2004) [Efter Caesars død var situationen i Rom i meget lang tid stærkt forvirrende. Cæsarmorderne flygtede ret hurtigt fra Rom. Senatet - under ledelse af Cicero - forsøgte så at få kontrol med begivenhederne, men den siddende konsul, Antonius, gjorde, hvad han kunne, for at tage magten. Midt i det hele vendte Caesars arving, Octavian, tilbage til Rom; også han stræbte efter magten og udkommanderede af den grund nogle af Caesars veteraner - så han fik sin egen hær, skønt han var privatperson, hvilket jo var ulovligt. Octavian allierede sig med senatspartiet imod Antonius, og til sidst måtte Antonius trække sig tilbage til Norditalien, hvor han skulle være statholder for året 43. Her fandt han imidlertid en modstander i Decimus Junius Brutus, en af Caesarmorderne, der var statholder for året 44 og ikke ville aflevere kontrollen med provinsen til Antonius. Antonius belejrede ham, men blev slået af senatsstyrker og måtte igen trække sig tilbage - denne gang på flugt.
Indgåelsen af 2. triumvirat54. På den måde døde Decimus [Brutus]. Antonius og Lepidus gav nogle officerer kommandoen i Gallien og ilede selv til Italien mod Octavian med det meste og det bedste af deres hær. De nærede ingen sikker tillid til ham, og de ville ikke skylde ham nogen tjeneste, for så vidt som de havde opnået deres straffrihed og generhvervet deres borgerret ved deres egen hjælp og med egen styrke, ikke takket være ham. Desuden håbede de, at Octavian og folk i Rom ville gøre alt, hvad de ønskede, på grund af deres militære overlegenhed. Med den indstilling drog de frem som gennem venligtsindet territorium - men den skade, det tog, var ikke mindre end under nogen krig på grund af hærens størrelse og råhed. Octavian mødte dem med mange soldater nær Bononia [Bologna], særdeles vel forberedt til at forsvare sig imod dem, hvis han skulle blive udsat for noget voldeligt. Der blev dog ikke brug for våben imod dem - de hadede måske nok hinanden inderligt, men fordi de havde styrker, der stort set afbalancerede hinanden og fordi de ønskede at straffe deres andre fjender med hinandens hjælp først, lavede de en forpligtende aftale. 55. De mødtes ikke alene til deres diskussioner, men med et lige stort antal soldater, på en lille ø i floden, der flyder forbi Bononia, uden at lade nogle andre komme nær nogen af dem. På lang afstand af deres individuelle vagter visiterede de hinanden, for at se, om en af dem havde en dolk i armhulen, og i rolige diskussioner med hinanden lavede de en beediget aftale om alle forhold med henblik på at tage magten og straffe deres fjender, men for at man ikke skulle tro, at de åbenlyst stræbte efter en junta-regering, og for at der ikke skulle være nogen, der følte sig provokeret og der skulle komme modstand fra de andre, aftalte de følgende: de skulle lade sig vælge i fællesskab som triumvirer, der skulle varetage og genoprette samfundet, som beskyttere og redningsmænd; og det skulle ikke være for altid men for en femårig periode, sådan at de administrerede alt, uanset at de ikke gav hverken folket eller senatet nogen indflydelse; de skulle give, hvem de ønskede, alle poster og titler; hver for sig skulle de lade sig overdrage kontrollen med forskellige områder: Octavian skulle have Africa, Sardinien og Sicilien, Lepidus hele Spanien og det narbonensiske Gallien [= Provence], og Antonius resten af Gallien, både den del, der lå syd for Alperne, og den del, der lå nord for det narbonensiske. Den ene del kaldte man som sagt ‘Gallia togata', fordi man fandt den fredelig i forhold til de andre, og fordi de allerede brugte den romerske officielle klædning - den anden kaldte man ‘comata', fordi gallerne her som regel lod deres hår vokse sig langt og derved var til at kende for de andre. 56. Det var deres fordeling af områderne, for at de ikke selv skulle give også de andre indtryk af at stræbe efter al magt, og de aftalte desuden at foretage udrensninger af deres fjender; Lepidus blev udpeget til konsul i Decimus' sted og skulle holde Rom og resten af Italien under kontrol, mens de to andre skulle drage i kamp mod Brutus og Cassius. De bekræftede aftalerne med en ed. Herefter kaldte de soldaterne sammen, for at de skulle høre og bevidne deres aftaler, og sagde i deres taler alt det, det var klogt og sikkert at sige til dem. Og Antonius' soldater fik en datter af Fulvia (Antonius' kone), som hun havde fået med Clodius, lovet væk til Octavian, skønt han var forlovet med en anden - noget, Antonius tydeligvis havde sat i værk. Men han afviste det ikke - han mente heller ikke, at han af forlovelsen ville blive forhindret i forhold til noget af det, han havde tænkt sig at gøre imod Antonius. For han vidste, at f. eks. hans egen fader Caesar havde gjort alt, hvad han ville, mod Pompeius, til trods for sit slægtskab med ham. |
Sidst revideret 1. 7. 2014