|
Oversat af Simon Laursen (2014)
Principatets indførelse
1 Det følgende år var Caesar konsul for sjette gang, og gjorde alt efter meget gammel skik, og især overlod han sin medkonsul Agrippa fasces efter turnus, mens han selv betjente sig af de øvrige. Ved slutningen af sit embede aflagde han eden efter fædrene skik. Om han ellers gjorde det, ved jeg ikke, for han satte Agrippa umådelig højt, ja, han giftede sin niece bort til ham, og når de var i felten sammen, stillede han ham et telt til rådighed magen til sit eget, og feltråbet blev givet af dem i fællesskab. På daværende tidspunkt udførte han embedets opgaver, som man plejede, og gjorde befolkningstallet op. På listerne over borgerne blev han omtalt som princeps senatus, ligesom det var tradition, da republikken havde været i fuld udfoldelse.
Templet for Apollon på Palatium og det hellige område med bibliotekerne omkring det gjorde han færdigt og indviede det. Han afholdt legene, der var vedtaget i anledning af sejren ved Actium, sammen med Agrippa, og afviklede under dem hestevæddeløbet med drenge og mænd fra de adelige familier. Og disse lege fandt sted hvert fjerde år indtil et vist tidspunkt, arrangeret efter tur af de fire præsteskaber, dvs. pontifex'erne, augurerne, septemvirerne og quindecimvirerne. På det tidspunkt blev der også afholdt sportslege på et stadion af træ bygget på Mars-marken, og gladiatorspil med krigsfangerne. Det strakte sig over flere dage, og man standsede ikke, skønt Caesar blev syg, men også i dén situation udfyldte Agrippa også hans rolle. |
2 Caesar betalte for disse fester af egne midler, og da statskassen manglede penge, lånte og forærede han den noget, og til administrationen af disse penge lod han hvert år vælge to mænd blandt de tidligere prætorer. Han uddelte firdobbelt portion af korn til plebs, og han glædede nogle senatorer med penge - for mange af dem var blevet så fattige, at der ikke var nogen, der ville være ædil, på grund af de voldsomme omkostninger; især den domsmyndighed, der lå hos ædilerne, blev overført til prætorerne, som det var sædvane, de tungere sager til praetor urbanus, resten til praetor inter peregrinos. Derudover udpegede han selv praetor urbanus (hvad han gjorde ofte igen). Han annullerede kautioner, der var stillet til statskassen før slaget ved Actium, med undtagelse af byggekontrakter, og de gamle gældsbeviser til det offentlige brændte han. Han afviste at give ægyptiske religiøse riter adgang til selve Rom indenfor pomoerium, og rettede sin opmærksomhed mod templerne. Templer bygget af privatpersoner bød han skulle istandsættes af disses børn eller efterkommere, hvis der var nogen; resten af templerne påtog han sig selv, men han tiltog sig ikke æren for byggeriet af dem, men overlod den til dem, der havde bygget dem.
Siden han havde indført særdeles mange ulovlige og uretfærdige bestemmelser under urolighederne og krigene og især under triumviratet sammen med Antonius og Lepidus, ophævede han alt dette i en enkelt proklamation og satte sit sjette konsulat som grænse for bestemmelsernes gyldighed. Han fik megen respekt og megen ros for dette og fik lyst til at vise også et andet storsindet initiativ, for at blive holdt i endnu højere ære og værdighed - han ønskede at få sit herredømme styrket af en netop villig befolkning for at undgå det indtryk, at han havde tvunget dem, mod deres vilje. Derfor forberedte han nogle af sine nærmeste senatroer og mødte op i senatet i sit syvende konsulat og læste noget i retning af følgende op: |
| 3 "Jeg ved godt, at nogle vil finde det, jeg har valgt at gøre, utroværdigt, forsamlede fædre, for hvad man hver især hører, og som man ikke selv ville gøre, det vil man heller ikke tro på, når der er en anden, der siger det, især fordi alle af misundelse over for deres overmænd er mere tilbøjelige til at nære mistillid til argumenter, der er ud over deres eget niveau. Dertil kommer, er jeg også klar over, at hvis man siger noget åbenbart utroværdigt, virker man ikke alene ikke overbevisende, men man fremstår som svindler. Ja, hvis mit budskab ikke skulle sættes i værk øjeblikkeligt, ville jeg have været meget tøvende med at komme med det, for at jeg ikke skulle få ubehagelig kritik i stedet for taknemmelighed - men nu, hvor realiseringen følger straks, i dag, er jeg ganske sikker på, at jeg ikke alene ikke vil pådrage mig en belastende mistanke om at tale usandt, men at mit omdømme vil udmærke mig over alle andre mennesker.
|
4 At jeg har mulighed for at regere over jer for altid, det ser I selv; enhver modstand i samfundet er enten ophørt efter ret og dom eller kommet til fornuft, fordi der er udvist nåde; al hjælp er blevet tilfredsstillet ved gengæld for de ydede tjenester og styrket ved inddragelse i udviklingen, så der ikke er nogen, der ønsker ændringer i forholdene, og skulle endelig noget sådant være tilfældet, vore ressourcer stadig står til rådighed - og mere til. Mit militær er loyalt og veludrustet; jeg har gode finanser og mange allierede, og frem for alt, både I selv og folket er i høj grad indstillet på villigt at lade jer lede af mig.
Ikke desto mindre skal jeg ikke lede jer længere, og der er ingen, der skal sige, at jeg har gjort alt, hvad jeg har præsteret indtil nu for at blive enehersker. Jeg giver afkald på al magt og leverer jer alt tilbage uden videre, våben, love, provinser, ikke bare alt, hvad I betroede mig, men også alt, hvad jeg selv har erhvervet for jer siden, for at I - ud fra selve denne handling - kan forstå, at jeg ikke engang i begyndelsen nærede noget ønske om herredømme, men faktisk kun ville hævne min faders grusomme mord og redde Rom fra store og gentagne farer. |
| 5 Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde påtaget mig disse opgaver, dvs., jeg ville ønske, at Rom ikke havde haft brug for mig til dette formål, men at I havde levet i fred og fordragelighed i vor egen tid, som også vore forfædre gjorde før i tiden. Men siden det åbenbart var skæbnens vilje, at I skulle drives hertil, at I fik brug for selv mig, så ung jeg endnu var dengang, og satte mig på prøve, gjorde jeg alt med ildhu og usædvanlig modenhed, så længe situationen krævede min indsats, og jeg fik succes ud over mine evner. Der var intet i verden, der fik mig til at vige tilbage fra at yde jer den bedste tjeneste jeg kunne i jeres nød - ingen anstrengelse, ingen bekymring, ingen fjendtlige trusler, ingen bønner fra mine venner, ikke mængden af problemer, ikke mine modstanderes vanvittige adfærd - jeg gav mig uden forbehold i kast med alt, der trængte sig på. Hvordan jeg stred og led, ved I selv. Alt dette har ikke bragt mig nogen fordel på nær, at mit fædreland har overlevet, og jeres forhold er i både god og fornuftig tilstand. Når nu lykken i sin gunst har givet jer fred med ærlighed og samdrægtighed uden fraktioner tilbage med min mellemkomst, skal I tage imod også friheden og republikken, overtag både militæret og provinserne uden tvivl om deres lydhørhed. Vend tilbage til det politiske liv, I var vant til! |
| 6 Lad jer ikke forundre over, at jeg har denne tankegang, når I ser på, hvor moderat, eftergivende og blottet for ambitioner jeg ellers er, og når I tænker efter, at jeg aldrig har accepteret nogen ekstraordinær magtposition eller nogen position, der ikke er tilgængelig for flertallet, uanset at I ofte har vedtaget den slags. I må heller ikke dømme mig skyldig i at være imbecil, fordi jeg trods muligheden for at herske og få så megen magt over så meget land alligevel ikke er rede til at gøre det. Jeg har nemlig følgende opfattelse. Hvis man undersøger sagen ud fra spørgsmålet om retfærdighed, er det mest retfærdige, at I selv styrer jeres egne forhold; undersøger man det ud fra nytten, er det mest gavnlige for mig selv at være fri for problemer og misundelse og attentater, og for jer at leve i et samfund med frihed, ordnede forhold og sammenhængskraft; undersøger man det ud fra den sociale position, ud fra omdømmet, som ofte er grunden til, at mange går i krig og udsætter sig for fare - er det så ikke bedst for mit omdømme at give afkald på så stor magt, er det ikke det ikke bedst efter eget valg at leve som privatperson frem for at bære så tung en byrde, som denne lederposition medfører? Så hvis der er nogen af jer, der ikke tror på, at der findes nogen, der kan både tænke og sige dette her i fuld ærlighed, så må han tro på mig! Jeg kunne opremse mange og store velgerninger, både jeg og min fader har vist jer, og som med god grund kunne foranledige jer til at elske og ære os over alle andre mennesker - men jeg skal ikke fremhæve noget andet, skal ikke give min stolthed udtryk ved andet, end at han ikke ville modtage eneherredømmet, skønt I tilbød ham det, og jeg giver afkald på det, skønt jeg allerede har det. |
| 7 Hvad skulle man kunne sammenligne med det forhold til magten? Erobringen af Gallien, underkastelsen af Pannonien, undertvingelsen af Mysien og omstyrtelsen af Ægypten? Eller Pharnakes, Juba, Phraates, missionen i Britannien, broen over Rhinen? Det er operationer af en størrelse og en art, som end ikke alle vore forfædre i al den tid, der er gået forud, har udført. Men alligevel er det ikke rimeligt at sætte noget af alt det på højde med det, jeg gør nu og her, og heller ikke det faktum at vi med succes har kæmpet borgerkrigene til ende, de største og mest komplicerede, der nogensinde har fundet sted, og har fået dem bilagt med forsoning - hvad der stod os imod har vi undertvunget som enhver anden fjendtlig styrke, det, der bøjede sig, har vi taget vare om som alt, vi ellers er på god fod med - alt sammen sådan, at om skæbnen nogensinde skulle ville, at Rom fik den samme syge, man måtte ønske, at forløbet var det samme. Vi har al den magt og så store ressourcer og så meget held, at vi med eller mod jeres vilje kunne herske alene, og alligevel har vi hverken tabt besindelsen eller fået lyst til eneherredømme, ja, han afviste det endda, da det blev ham tilbudt, og jeg giver det fra mig, skønt jeg allerede har det - det er overmenneskeligt! Det er ikke for at prale, jeg siger det (jeg ville ikke have sagt det fra begyndelsen af, hvis jeg havde tænkt på min personlige fordel), men for at I kan forstå, at trods mange store bidrag til fællesskabet fra os og trods alt, hvad vi for vor egen del er stolte af, er det dette punkt, vi især bryster os af, at hvad alle andre ønsker sig, om de så må øve vold for at opnå det, det opgiver vi endda uden at være tvunget til det. |
| 8 Hvem ville nu kunne vise mere storsind end jeg gør (for nu ikke igen at nævne min fader, der er gået bort), hvem kunne man finde, der er mere begunstiget af guderne end jeg? Jeg har jo, ved Zeus og Herakles, så mange og så gode soldater, rekrutteret både herhjemme og blandt vore allierede, og så loyale mod mig; jeg har kontrol med havet indenfor Herakles' søjler (på nær nogle få steder); jeg har både byer og provinser på alle kontinenter under mig; jeg har ikke længere hverken ydre eller indre fjender, der bekæmper mig; I lever alle fredeligt og samdrægtigt i velstand og, vigtigst, I lyder villigt mit bud - og så træder jeg, på eget initiativ, tilbage fra al den magt og berøver mig selv al denne rigdom. Så hvis Horatius Cocles, Mucius Scaevola, Curtius Rufus, Regulus eller de tre Decius ønskede at bringe sig både i fare og dø for at blive kendt for store beundringsværdige bedrifter, hvad skulle så forhindre mig i at ønske at gøre noget, hvorved jeg i levende live kan overgå både dem og samtidig alle andre mennesker i berømmelse? Ingen her skal tro, at det kun var romere i gamle dage, der stræbte efter at være den bedste og være berømt for det, og at alt mandigt og tappert nu er svundet bort i vor by! Lad ingen nære den mistanke, at jeg vil svigte jer og overlade jer i dårlige menneskers varetægt eller udlevere jer til et pøbelvælde, hvoraf der ikke alene ikke kommer noget godt, men endda alt det forfærdeligste, mennesker nogensinde kan komme ud for. Det er jer, jer de bedste og mest besindige i samfundet, jeg overlader det til. Det andet ville jeg aldrig gøre, ikke om jeg så skulle dø tusind gange eller tage eneherredømmet på mig - dette her gør jeg både for min egen og for Roms skyld. Jeg har slidt og jeg har lidt og kan ikke længere holde til det hverken psykisk eller fysisk; og desuden forudser jeg både den misundelse og det had, visse mennesker nærer mod selv de bedste, og de attentater, der følger af det. Jeg foretrækker derfor at leve som privatmand med berømmelse frem for at regere alene omgivet af fare. Og samfundet kan fungere langt bedre under fleres fælles administration og ikke afhængigt af én mand. |
| 9 Derfor beder og bønfalder jeg jer om ligeledes at bifalde og støtte mig i min beslutning; I må betænke alt, hvad jeg har gjort i krig og fred for jer, og vise mig hele jeres taknemmelighed for det ved at tillade mig endelig engang at opnå et liv i fred og ro, for at I kan forstå også det, at jeg mægter ikke bare at udøve, men også at underkaste mig autoritet, og at hvad jeg har givet ordre om til andre, kan jeg også selv beordres til. Jeg forventer især at kunne leve i tryghed og ikke lide nogen overlast fra nogen, hverken fysisk eller verbalt; så meget stoler jeg på jeres sympati (alt hvad jeg ved). Skulle der endelig ske mig noget - og der sker jo folk mange ting (man kan ikke, især under så store krige og pålagt så store opgaver, behage alle, udlændinge såvel som ens medborgere), foretrækker jeg langt at dø som privatperson, villigt og før den tid, skæbnen har bestemt for mig, frem for at blive endda udødelig som enehersker. Selv dette faktum vil bringe mig stor hæder, at jeg ikke bare ikke dræbte nogen for at erhverve mig denne magt, men sågar endda døde for ikke at blive enehersker - og den, der vover at myrde mig vil få sin straf til fulde af både den guddommelige kraft og af jer! Det var vel også, hvad der skete med min far - man viste ham ære som en gud og han modtog evige hædersbevisninger, og de, der ombragte ham, fik, usle som de var, en ussel ende. Udødelige kan vi jo ikke blive, men vi vinder på en måde også udødelighed ved at leve et smukt liv og få en smuk død. Jeg gør allerede det ene og håber at få det andet, og derfor giver jeg jer nu både militæret, provinserne, finanserne og hele lovgivningen tilbage - blot disse ord, for at I hverken skal miste modet af frygt for opgavens omfang og kompleksitet, eller omvendt i den letsindige tro, at den er ligefrem let at løse, skal komme til at forsømme den. |
10 Og alligevel ville jeg nok ikke tøve med for hvert enkelt større punkt i hovedtræk at antyde, hvad der skal gøres.
Hvad er så det? For det første må I af al magt beskytte den gældende lovgivning; foretag ingen ændringer! For det, der bevarer sin identitet, selv om det ikke er det bedste, er mere gavnligt end evige reformer, selvom de ser ud til at være forbedringer. Hold desuden loven i hævd; gør, hvad den siger, I skal, og hold jer fra, hvad den forbyder, ikke bare i ord, men i gerning, og ikke bare i offentligheden, men også privat, for at I kan blive mødt med anerkendelse og ikke sanktioner. De offentlige embeder, både de civile og de militære, skal I overlade til de bedste og kyndigste til opgaven. I må ikke misunde nogen, og ikke engagere jer i denne eller hins karriere men i Roms sikkerhed og trivsel. Folk, der gør det, skal I vise respekt, og dem, der fører politik på den anden måde, skal I straffe. Stil jeres private ejendom til rådighed for Roms fælles interesser, men hold jer fra de offentlige midler; de er ikke jeres. Beskyt med omhu, hvad der er jeres, og læg jer aldrig efter, hvad der ikke hører jer til. Begå ikke overgreb på jeres allierede og jeres undersåtter og brandskat dem ikke; og I må hverken forgribe jer på eller frygte jeres fjender. Hav altid våben rede, men brug dem hverken mod hinanden eller mod fredelige folkeslag. Giv tropperne tilstrækkelig betaling, så de ikke af afsavn får lyst til andres ejendom, men hold dem under kontrol; oprethold disciplin, så de ikke overskrider deres grænser af mangel på den.
Men hvorfor dog tale så længe og gå ind på hver detalje af, hvad I skal gøre? I kunne jo let selv slutte jer til resten om, hvordan man må gå til værks, af det, jeg har sagt. én ting til og så slutter jeg: hvis I bærer jer sådan ad i politik, vil det gå jer godt, og jeg vil være glad. Det var jo mig, der tog over, da I lå i forfærdelig indre strid, og fik jer til at vise jer, som I er nu. Men kan I ikke klare, hvad det så er, af alt dette, vil I få mig til at fortryde, og I vil igen kaste Rom ud i mange krige og store farer." |
| 11 Under Caesars oplæsning var stemningen blandt senatorerne forskelligartet. Nogle få kendte for det første hans hensigter og gav derfor udtryk for deres støtte; af de andre var der nogle, der fandt Caesars tale mistænkelig, og andre, der stolede på, hvad der blev sagt. Begge parter var derfor lige imponerede, de første over hans dygtighed, de andre over hans budskab, og begge blev ophidsede, de første over manipulationen, de andre over holdningsskiftet. Republikke var der netop nogle, der afskyede for de mange konflikter; de var glade for ændringen i forfatningen og satte pris på Caesar. Derfor var de to siders følelser nok forskellige, men de drog de samme konklusioner. Hvis de stolede på, at det, han sagde, var sandt, kunne de ikke være glade over det - de, der ønskede, hvad der blev sagt, af frygt, og de andre, fordi de havde håbet noget andet. Hvis de ikke troede på ham, vovede de ikke at kritisere ham og vise, han talte usandt - nogle, fordi de var bange, andre, fordi de ikke ville. Derfor gav alle udtryk for, at de troede på ham - nogle fordi de følte sig nødt til det, andre lod bare, som om de gjorde. Gå ind for hans forslag var der ingen, der gjorde; den ene fløj turde ikke, den anden ville ikke. Allerede mens han læste op, var der mange protester, og der fulgte flere endnu; man bønfaldt ham om at beholde magten alene og fremførte alt, hvad der talte for det, indtil han endelig, nødtvungent, påtog sig eneherredømmet. Han udvirkede straks, at hans livvagter fik det dobbelte i sold af almindelige soldater, for at kunne være tryg ved sin garde. Han ønskede på den måde virkelig at konsolidere sin magt. |
| 12 Positionen som leder fik han på den måde gjort sikrere både i forhold til senatet og i forhold til folket. I ønsket om at fremstå som tilhænger af republikken påtog han sig opgaven med tilsyn og ledelse af alt i staten, for så vidt det behøvede særlig opmærksomhed; men han nægtede personligt at ville tage styringen over alle provinser og bevare kontrollen med dem, han styrede, permanent. Han gav provinserne med mindst militær, de fredelige uden krig, fra sig, og tog dem med mest, siden de var ustablie og risikable og enten grænsede op til fjendtligt område eller også i sig selv kunne starte oprør. Argumentet var, at senatet på den måde kunne nyde godt af administrationen af deres provinser uden risiko, mens han selv påtog sig de anstrengede og farefulde; i realiteten gjorde han det, for at senatet med det påskud skulle mangle adgang til våben og være ukampdygtigt, mens han selv alene havde våben og soldater til rådighed. Man besluttede der for at lade følgende provinser høre til folket og senatet: Afrika, Numidien, Asien, Grækenland med Epirus, Dalmatien, Makedonien, Sicilien, Kreta med Libyen omkring Kyrene, Bithynien med Pontos, der støder op til, Sardinien og Baetica; til Caesar fald resten af Spanien, den del, der har hovedkvarter i Tarraco, og Lusitanien, alle gallere, både i Narbo, i Lugdunum, i Aquitanien og belgerne, både dem selv og indvandrerne. Nogle af gallerne, dem, vi kalder germanerne, som bebor hele Belgica langs Rhinen, har givet området navnet Germanien; den øvre del går fra flodens kilder, den nedre del når ud til havet mod Britannien. Disse provinser og Koilesyrien, Fønikien, Cilicien, Kypern og Ægypten var dengang i Caesars lod; senere overlod han folket Kypern og Gallia Narbonensis og fik selv Dalmatien til gengæld. Det samme skete senere med andre provinser, som også fremstillingen vil vise; jeg har opregnet dem sådan, fordi de nu ledes enkeltvis hver for sig, mens de i begyndelsen som regel blev styret både to og tre sammen på én gang. Resten har jeg ikke omtalt, fordi nogle af dem først blev erhvervet senere, mens andre, omend nok undertvunget allerede dengang, endnu ikke blev styret af romerne, men enten blev sat fri til selvstyre eller lagt i hænderne på kongeslægter. De af dem, der siden kom under romersk styre, blev givet til den siddende hersker. |
| 13 Sådan deltes provinserne, men i ønsket om at føre dem endnu længere væk fra den tanke, at han var ude på at blvie enehersker, påtog Caesar sig kun kommandoen over de provinser, han fik, for en ti-årig periode - i den periode lovede han at sætte dem i system, og han lovede frisk , at, dersom de faldt til ro forinden, ville han give dem tilbage før. Dernæst meddelte han for det første, at det var senatorerne selv, der skulle styre hver af de to provinser, med undtagelse af Ægypten (dér havde han som det eneste sted indsat føromtalte ridder af de grunde, jeg har forklaret). For det andet skulle perioden for den ene type være etårig og statholder udvælges ved lodtrækning, medmindre de havde lovligt forfald på grund af antallet af deres børn eller ægteskabelige forhold. De skulle udpeges ved et plenarmøde i senatet og sendes afsted ubevæbnede og klædt i civil; deres titel skulle være prokonsul, ikke bare for de to aftrædende konsuler, men også for de andre statholdere, der blev udvalgt blandt de tidligere prætorer, og for senatorer, der kun havde status som tidligere prætorer. Begge grupper skulle have så mange liktorer, som det var reglen, de havde i Rom, og de skulle anlægge deres insignier straks, så snart de var uden for pomerium og bære dem til enhver tid, indtil de kom tilbage. Sådan var hans instruks. De andre bød han skulle vælges af ham selv og bære titlen 'Augustus' legater pro praetore', selvom de var konsularer. De to betegnelser havde været i brug i lang tid under republikken; rang af 'prætor' gav han til de statholdere, han selv valgte, fordi embedet hørte til krig siden meget gammel tid; rang af 'konsul' gav han de andre, fordi de snarere udøvede deres gerning, hvor der var fred, og betegnede dem prokonsuler. Selve titlerne 'prætor' og 'konsul' bevarede han i Italien; alle, der virkede udenfor, betegnede han som stedfortrædende, promagistrater. Han lod sine egne valgte statholdere bruge titlen proprætor, og han lod dem blive i deres embede i længere tid end et år, som han fandt rigtigt, og de bar uniform og våben, for så vidt som de havde ret til at disciplinere soldaterne. Det er ikke givet nogen anden, hverken prokonsul, proprætor eller præfekt, at bære våben, hvis ikke det er sædvane, at de har mulighed for at lade soldater henrette - men det er tilladt ikke bare senatorer, men også riddere, hvis de har den beføjelse. Sådan forholder det sig. Alle proprætorer har 5 liktorer på samme måde, også de, der ikke er konsularer, og de betegnes efter dette antal [quinquefascalis]. Embedets insignier anlægger begge typer statholder på samme måde, når de går over grænsen til det område, der er tildelt dem, og når deres periode er slut, aflægger de dem straks. |
14 På denne måde, på disse vilkår besluttede man at sende tidligere prætorer og tidligere konsuler ud til hver af de to typer provinser. Kejseren sendte, hvem han ville sende, hvorhen han ville, og mange fik deres statholderskab endnu, mens de var praetorer eller konsuler, hvad der også sker undertiden nu. Af de provinser, som han tildelte senatet, fik konsularerne en særlig forret til Afrika og Asien, mens ex-prætorerne fik resten at deles om; for begge grupper gjaldt det, at han forbød dem at deltage i lodtrækningen før fem år efter deres embedsudløb. En tid lang fik alle berettigede en provins tildelt ved lodtrækning, selvom der var flere af dem, end der var provinser; senere var der nogle, der ikke var gode til at administrere provinser, og også disse blev derfor tillagt kejseren. Det er derfor på en måde også kejseren, der tildeler disse statholderskaber. Kejseren bestemmer, at der skal udloddes til lige så mange kandidater, som der er provinser, og hvem de skal være. Nogle kejsere har sendt udpegede statholdere ud til også de provinser, og har givet nogle til opgave at udøve funktionen i længere tid end et år. Nogle kejsere har givet også riddere ordre til at styre visse provinser i stedet for senatorer.
Det var den praksis, man dengang besluttede om senatorerne, dvs. dem, der havde magt til at lade undersåtterne henrette. Der sendes også folk ud, der ikke kan gøre dette. I folkets og senatets provinser drejer det sig om de kvæstorer, loddet udpeger til det, og 'bisidderne' til dem, der har den egentlige kommando. Det ville jeg synes var den korrekte betegnelse for dem, ud fra ikke deres titel, men deres funktion, som sagt; de andre græske historikere kalder dem for 'ambassadører'. Om denne titel er der sagt tilstrækkeligt i teksten oven for. Hver statholder vælger sig sine egne 'bisiddere', ex-prætorer en blandt personer med samme eller lavere status end dem selv, konsularer tre blandt folk af samme rang, under forudsætning af kejserens godkendelse. Der fandt forskellige reformer sted også på dette område, men siden de hurtigt gik af brug igen, må det være nok at have sagt, hvad der står her. |
15 Sådan foregår det altså med folkets provinser. Til de andre, dvs. kejserens provinser, der har mere en én legion af soldater med borgerrettigheder garnisoneret, sendes der folk til at styre dem under hans overkommando. Han vælger dem selv, som regel blandt de tidligere prætorer og netop også blandt de tidligere kvæstorer eller balndt folk, der har bestridt et andet middeltungt embede.
Militærtribunerne kommer fra ridderstanden; nogle af dem skal gøre karriere i senatet, mens resten ikke skal (forskellen har gjort rede for tidligere i min fremstilling). Kejseren stationerer selv den første gruppe udelukkende ved forlægninger med borgere, den anden også, hvor der er tropper uden borgerret, sådan som det blev bestemt dengang af Caesar.
Procuratorer (det kalder vi de mænd, der samler de offentlige indtægter og udbetaler, hvad de har fået instruks til) sender han til alle provinser, både sine egne og folkets; nogle af dem er fra ridderstanden, andre hentet blandt hans frigivne. Dog opkræver prokonsulerne tribut-skatten fra dem, de styrer. Kejseren giver både procuratorerne, prokonsulerne og proprætorerne visse instrukser, for at de kan tage afsted med veldefinerede opgaver. Desuden besluttede man dengang at udbetale både dem og de øvrige en sum til dækning af deres omkostninger. I gammel tid indgik nogle handelsfolk en kontrakt med statskassen og stillede dem alt, hvad de havde brug for til deres embedsførelse, til rådighed; men under Caesar begyndte de for første gang selv at modtage et bestemt beløb. Beløbet var ikke lige stort for dem alle, men tilpasset efter opgavens krav. Procuratorerne tituleres efter størrelsen af det beløb, de får til rådighed. Det blev ligeledes fastlagt ved lov for dem alle, at de ikke måtte lave udskrivningslister eller opkræve penge ud over det, de havde fået instruks om, medmindre enten senatet vedtog det eller kejseren befalede det. Og når deres afløser ankom, skulle de straks forlade provinsen og ikke trække tiden for hjemkomsten ud, men vende hjem inden for tre måneder. |
16 Sådan blev systemet så at sige lagt til rette dengang. I realiteten var det begyndelsen på Caesars eneherredømme over alle og overalt, for så vidt som han havde kontrol med pengene (i teorien var de offentlige midler adskilt fra hans, men i praksis blev pengene anvendt efter hans skøn) og havde kommandoen over militæret. Da det tiårige imperium udløb, var der endnu fem år, så fem, og efter det ti og igen ti andre, i alt fem gange, som blev vedtaget til ham, så at han herskede livet igennem i en række af tiårs perioder. Derfor har de efterfølgende kejsere holdt en fest hvert tiende år, som om de fornyede deres lederskab igen der, selvom de ikke længere udpeges for en bestemt periode, men én gang for hele livet. Det gør man stadig.
Caesar havde fået meget allerede før, da man debatterede afsværgelsen af eneherredømmet og fordelingen af provinserne - både opstillingen af laurbærtræer foran hans residens og ophængningen af en egekrans ovenover var dengang blevet vedtaget for ham som den evige sejrherre i krig og frelser af borgerne. (Residensen kaldes 'Palatium', ikke fordi navnet blev vedtaget dengang, men fordi Caesar boede på Palatium og havde hovedkvarter der. Hans hus fik en vis berømmelse fra selve højen som helhed, i retning af, at Romulus tidligere havde boet der. Hvor end kejseren opholder sig ellers, får stedet derfor betegnelsen 'Palatium'.) Da han reelt opfyldte disse ting, blev han også tillagt navnet 'Augustus' af både senat og folk. De ønskede at kalde ham noget ganske særligt, og forskellige foreslog og tilsluttede sig forskelligt; Caesar selv havde voldsom lyst til at blive kaldt 'Romulus', men da han fornemmede, at det vakte mistanke om lyst til kongetitlen, stræbte han ikke længere efter det navn, men lod sig kalde ved navnet 'Augustus', der gav associationer til noget større end det rent menneskelige. Alt det mest værdsatte og helligste kaldes nemlig 'augusta'. Det er derfor, man kaldte ham 'Sebastos' på græsk, fra ordet σεβάζομαι, der betyder 'ære som en gud'. |
17 Sådan gik al folkets og senatets magt over til Augustus, og derefter bestod et utvetydigt monarki. For monarki er, hvad det er rigtigst at mene det var, selvom for det meste to eller tre har haft magten samtidig. Selve betegnelsen 'eneherredømme' har romerne fattet et sådant had til, at de ikke kalder deres kejsere hverken 'diktatorer' eller 'konger'. Men siden styreformens højeste magt ligger hos dem, er der ingen diskussion om, at de har konger. For ganske vist findes og besættes embederne, der er bestemt i lovene i almindelighed, endnu (på nær censuren), men alt udføres og administreres som den til enhver tid siddende magthaver ønsker. For at det skal virke, som om de gør det ikke ved arvelig ret, men efter loven, har de med deres titler skabt en illusion om alt, hvad der stod ved magt i Rom under republikken, da de selv bestemte, og kaldes altid prokonsuler, hver gang de overskrider pomoerium, og for at gøre det klart, at de har enevældig magt, tiltales de ’imperator’ overalt, ikke kun de af dem, der har vundet krige, men også alle de andre, i stedet for titlerne ’konge’ eller ’diktator’. Disse titler anlægger de ikke, siden de nu engang er gået af brug i forfatningen, men realiteten understreger de ved betegnelsen ’imperator’. Med deres titler kan de opstille udskrivningslister og samle penge, starte krige og slutte fred, regere både rigets undersåtter og borgerne, altid, overalt og på samme måde, til og med retten til at lade riddere og senatorer henrette også inden for pomoerium, og de har alle andre rettigheder, som det nogensinde har været tilladt konsulerne eller andre indehavere af imperium at have.
Med deres funktion som censorer underkaster de vores livsstil og vort sindelag en kritisk gennemgang; de holder folketællinger og optager nogle i ridderskabet og andre i senatet, og de sletter også nogle, som de selv finder for godt. De har fuld kontrol med alle religiøse forhold i kraft af deres sæde i alle præsteskaber og dertil af deres ret til at give andre sæde i de fleste af dem, og endelig af det faktum, at selv når der er to eller tre, der har kejsermagt samtidig, én af dem er ypperstepræst.
Den såkaldte tribunikiske myndighed, som engang de mest fremtrædende havde, giver dem magt til at bremse ethvert forehavende, en anden måtte have, hvis de ikke bifalder det, og sikrer dem mod overgreb, om de så synes at være blevet forurettet aldrig så lidt enten fysisk eller verbalt, og giver dem ret til at gøre det af med den skyldige uden ret og dom, ja sågar som en religiøs smittefare. At blive egentlig folketribun mener de ville være helligbrøde, forsåvidt som de helt og holdent har stand af patriciere, men al den magt, som folketribunerne havde, tiltager de sig i fuldt omfang, og efter den funktion regner de deres regeringsår, forsåvidt som de får den årligt samtidig med de folketribuner, der måtte sidde i det enkelte år. Alt dette stammer fra republikken, som hver enkelt ting blev praktiseret, og de har overtaget det med disse titler, for at man ikke skal mene, de har en funktion, der ikke er blevet dem givet. |
18 De har dog også fået noget, som ingen romer i gamle dage blev bevilget rent i alle forhold, og som i sig selv havde været nok til at gøre alt det andet muligt for dem. De er nemlig frigjort af lovene, som det hedder på latin; dvs. de er fri for enhver tvungen afgørelse og omfattes ikke af nogen skreven lov. I et sådant omfang har de omgivet hele deres forfatningsmæssige magt med republikanske titler, at de er indehavere af også alle kongernes beføjelser og kun mangler den simple titel. Navnet Caesar og Augustus giver dem ingen særlig magt, men viser hver især deres slægtstilhør og den høje adel, der følger deraf. Betegnelsen ’Fader’ (fædrelandets fader) giver dem måske en slags magt over alle som den, fædre engang havde over deres børn, men den blev ikke til med det formål oprindeligt; den var en hæderstitel givet som en opfordring til kejseren om at vise omsorg for undersåtterne, som var de hans børn, og til dem selv om at ære ham som deres fader.
Dette er antallet og arten af de titler, som magthaverne benytter ifølge loven og traditionen. Nu om dage får de som regel dem alle på én gang på nær censuren, men før i tiden vedtog man dem enkeltvis over tid. Censuren fik nogle kejsere på oprindelig vis, men Domitian fik den på livstid, og det sker stadig. De har opgaven men vælges ikke til den, og de benytter heller ikke titlen, undtagen på folketællinger. |
| 19 Samfundsformen blev på denne måde reorganiseret til det bedre og fik en sundere karakter. Det var vel fuldkommen umuligt for dem at komme ud af kriserne med et republikansk system. Men det, der skete i tiden herefter, kan ikke fortælles på samme måde som det forudgående. Tidligere blev alt forelagt senatet og folket, selvom det skete et sted langt borte; derfor havde alle kendskab til det og mange skrev om det, og følgelig kunne man, selv om nogle kilder i høj grad bar præg af frygt eller sympati, af venskab eller had, altid på en eller anden måde finde sandheden hos de andre forfattere eller i de officielle referater. Men fra dette tidspunkt begyndte det meste at foregå hemmeligt og i fortrolighed, og skulle et og andet være blevet offentliggjort, er troværdigheden lille, fordi man ikke kan lave kildekritik. Man har mistanke om, at alt siges og gøres efter de planer, der er lagt af de til enhver tid siddende magthavere og deres nære medarbejdere. I overensstemmelse med det er der meget, der ikke er sket, der tales meget om, og meget, der i høj grad har fundet sted, der ikke vides noget om, og alt formidles så at sige videre anderledes end det faktisk går for sig. Endelig gør imperiets størrelse og mængden af begivenheder det meget vanskeligt at være præcis. Der er både i Rom tæt med aktiviteter og mange i Roms underlagte områder; militært ser der altid noget, så at sige dag for dag, som ingen ud over de involverede har let ved at få oplysninger om, og de fleste ikke engang har hørt er sket til at begynde med. Derfor vil jeg fremføre alt herefter, som det er nødvendigt at omtale, sådan som det er blevet meddelt officielt, hvadenten det så forholder sig sådan eller på anden måde. Min fremstilling vil dog også indeholde noget af min egen opfattelse, så vidt muligt, hvor jeg har kunnet slutte noget andet end det, man taler meget om, ud fra tegn i det meget, jeg har læst, hørt eller set. |
| 20 Caesar fik altså, som sagt, tilnavnet Augustus, og han fik et ikke ringe varsel straks samme nat. Tiberen gik over sine bredder og oversvømmede hele den del af Rom, der ligger nede i dalen; deraf forudsagde spåmændene, at han skulle vokse sig meget stor og få hele byen under sin kontrol. Der var forskellige, der indyndede sig over al måde, men en vis Sextus Pacuvius (andre siger Apudius) overgik alle andre: ved et møde i senatet viede han sit liv til ham, som man gør i Spanien, og rådede de andre til at gøre det samme. Da Augustus stillede sig i vejen for ham, sprang han ud foran folkemængden foran senatet (han var nemlig folketribun) og tvang dem til at vi deres liv til Augustus; senere, da han gik hjem, tvang han også de andre, på gader og stræder, til det. Deraf kommer det, at vi også i vore dage ved en henvendelse til herskeren plejer at sige: ’Vi har viet vort liv til dig.’ Pacuvius fik endda alle til at ofre ved denne lejlighed, og i en uformel tale til folket sagde han engang, at han havde indsat Augustus i sit testamente som arving på lige fod med sin søn, ikke fordi han ejede noget, men fordi han ønskede at få noget - hvad han også fik. |
21 Augustus arbejdede med stort engagement på alt, som regeringsmagten førte med sig, så meget mere som han havde fået den med alles billigelse, og især gennemførte han megen ny lovgivning. Jeg behøver ikke at gennemgå den nøje lov for lov, med undtagelse af, hvad der befordrer mit værk. Jeg vil gøre det samme med de aktiviteter, der fulgte, for ikke at besvære unødigt ved at forelægge alt muligt, som end ikke specialisterne selv kender i detaljen. I sin lovgivning fulgte han ikke udelukkende sine egne retningslinjer men forelagde undertiden love i folkeforsamlingen på forhånd, for at han kunne høre eventuel kritik og rette loven efter den. Han tilskyndede hvem som helst til at give ham råd, hvis de kunne finde på noget bedre end hans egne forslag, og han gav megen plads til fri debat. Der var også ting, han omformulerede. Som regel inddrog han dog kun en mindre gruppe, konsulerne (eller hans kollega, når han selv var konsul), en repræsentant for hvert af de andre embeder og femten af de øvrige senatorer valgt ved lodtrækning for en seks-måneders periode, så også de øvrige, repræsenteret af dem, kunne mene, de blev inddraget i lovgivningen på en måde. Noget forelagde han også for hele senatet, ud fra den overbevisning, at det var bedre at have forbehandlet det meste og det væsentligste i et mindre forum i fred og ro. Det gjorde han, og undertiden sad han også til doms sammen med dem.
Senatet sad som helhed til doms i sin egen ret som også før i tiden, og det modtog både ambassadører og udsendinge fra såvel folk som konger. Folket og plebejerne blev igen samlet til valg af embedsmænd. Men der foregik intet, som han ikke billigede. Nogle af kandidaterne til embeder udvalgte han selv og indstillede dem til valg, de øvrige, der lå i folkets og plebejernes hænder, sørgede han efter gammel skik for ikke blev erklæret valgt, hvis de var uegnede, eller hvis deres valg var afhængigt af hemmelige aftaler eller bestikkelse. |
22 Som helhed var det måden, han førte regeringen på. Jeg skal nu omtale de detaljer, som det er nødvendigt at erindre om, efter de konsuler, de fandt sted under. Han så, at vejene uden for Rom var vanskelige at benytte på grund af dårlig vedligeholdelse og gav i det omtale år forskellige senatorer ordre til for egne midler at istandsætte forskellige veje; selv tog han sig af Via Flaminia, siden han havde planer om at tage i felten ad den vej. Denne reparation fandt straks sted, og der blev sat statuer op til ham derfor på buen over Tiber-broen og på buen i Ariminum; de andre blev istandsat senere, enten for offentlige midler, siden ingen af senatorerne brød sig om at betale, eller, om man synes, for Augustus'. Jeg kan ikke skelne de to kasser fra hinanden, ikke engang hvis virkelig Augustus lod slå mønter af nogle sølvstatuer af ham selv stillet op af hans venner eller af fremmede folkeslag, for at det skulle kunne ses, at det faktisk var af hans egen formue, han betalte alt det, han sagde, han betalte. Derfor har jeg ingen mening at notere om, hvorvidt en given magthaver har brugt penge fra statskassen til noget, eller han selv har betalt. Ofte er begge dele tilfældet, og hvorfor skulle man regne den slags for enten 'udgifter' eller 'gaver', når både folk og kejser altid benytter både den ene og den anden kasse i fællesskab?
Dette var, hvad Augustus udrettede i den periode, og derefter brød han op for at føre krig i Britannien. Men da han var kommet til Gallien, blev han der; dels så det ud til, at briterne ønskede en fredelig ordning, dels var forholdene i Gallien stadig ikke bragt i orden, siden borgerkrigene var fulgt tæt på erobringen af landet. Han lavede en folketælling og ordnede deres levevilkår og samfundsstruktur. Herefter tog han til Spanien og satte også dette land i system. |
23 Herefter tiltråde han selv sit ottende konsulat sammen med Statilius Taurus, og Agrippa indviede de såkaldte Saepta. Han havde ikke påtaget sig reparationen af en vej men smykkede med stenplader og malerier denne bygning, som Lepidus havde ladet opføre på Marsmarken, omgivet af søjlegange, til afholdelse af tribus-forsamlinger og valg. Agrippa lod bygningen kalde Saepta Julia efter Augustus. Det pådrog han sig ikke bare ikke nogen misundelse for, men høstede respekt hos både ham selv og alle andre (grunden var, at han altid gav de mest hensynsfulde, mest prestigegivende og mest formålstjenlige råd og bidrog til at sætte dem i værk, men ikke et øjeblik gjorde krav på æren for dem, og at han ikke brugte de hædersbevisninger, han fik af ham, til hverken personlig vinding eller personlig forhøjelse, men til gavn for ham selv og for folket).
Cornelius Gallus derimod overskred fuldkommen sine grænser på grund af den respket, der blev ham vist. Han sagde mange tåbelige ting imod Augustus og gjorde desuden mange ting, der pådrog ham ansvar. Han lod opsætte statuer af sig selv i næsten hele Ægypten og lod sine bedrifter indskrive på pyramiderne. For disse forhold blev der rejst anklage mod ham af Valerius Largus, hans ven og ledsager, og han blev forstødt af Augustus som uværdig; han fik endda forbud mod at opholde sig i provinserne. Da det var sket, var der mange andre, der gik efter ham og indgav mange skriftlige anklager; senatet vedtog i plenum, at han skulle arresteres og føres for retten, og at han skulle miste sin formue og gå i landflygtighed. Formuen skulle gå til Augustus, og senatet selv skulle ofre [for Augustus]. Dybt deprimeret over alt dette begik Gallus selvmord.
|
24 Hvor falske folk kan være, blev afsløret også derved, at de dengang drev en mand, de førhen havde indyndet sig hos med smiger, ud i en sådan tilstand, at han følte sig tvunget til at dø for egen hånd, mens de samlede sig om Largus, så snart han begyndte at vinde betydning, uden at ville tøve med at vedtage det samme imod ham, om så skulle være. Proculeius havde det sådan med ham, at han holdt sig for munden og næsen med hånden, da han engang mødte ham, for at vise sine ledsagere, at det var farligt bare at trække vejret, når han var i nærheden. En anden mand, han ellers ikke kendte, opsøgte ham med vidner og spurgte, om han kendte ham; da han svarede nej, lod han erklæringen skrive ind på en tavle, forsåvidt som han trods al sin hensynsløshed ikke med falske anklager kunne ødelægge karrieren for en mand, han ikke kendte i forvejen. Sådan vil folk hellere lægge sig efter de ondskabsfulde manøvrer, nogle udfører, end passe på, hvad der kan ske dem selv.
Sådan var det også dengang med Marcus Egnatius Rufus, en ædil. Han havde udført sit hverv godt og især havde han udført redningsaktioner sammen med sine slaver og nogle mænd, han havde ansat, i de huse, der brød i brand det år. Han fik derfor dække de omkostninger, der fulgte af hans embede, af folket og blev valgt til praetor mod loven, men han fik storhedsvanvid af det og satte Augustus i skyggen ved at udstede en erklæring om, at han overgav byen til sin efterfølger uden nogen skader og i fin form. Det gjorde alle de ledende politikere og især Augustus vrede, og det trak ikke længe ud med at lære ham den lektie, at man ikke skal tænke for meget om sig selv, og ædilerne fik straks ordre til at sikre, at der ikke udbrød brand, og skulle det ske, at slukke ilden. |
25 I samme år blev Polemon, kongen af Pontos, optaget blandt folkets venner og fobundsfæller, og senatorerne fik forret i alle teatre i hele romerriget. Bedst som Augustus var på vej til et felttog mod Britannien, fordi de ikke ville finde en forståelse med Rom, rejste salasserne sig imod ham, ligesom cantabrerne og asturerne åbnede krigshandlinger, og han måtte blive tilbage. Salasserne bor i Alperne, som sagt, og de to andre folk bor i det voldsomste af Pyrenæerne og på sletten op til. Augustus sendte derfor i sit niende konsulat, hvor hans kollega var Marcus Silanus, Terentius Varro mod salasserne. Han faldt ind i deres land fra flere sider, for at de ikke i samlet formation skulle være vanskelige at håndtere, og besejrede dem let, siden de jo mødte dem i små tal; han tvang dem til at indgå en aftale og krævede en vis, aftalt sum penge, som om han ikke ville gøre noget værre. Han sendte derfor soldater ud i alle retninger for at kræve pengene op, men pågreb alle i tjenstdygtig alder og solgte dem som slaver med den betingelse tilføjet, at ingen af dem måtte blive frigivet i en periode på tyve år. Den bedste jord blev givet til nogle af prætorianerne og fik en by ved navn Augusta Praetoria.
Augustus gik selv i felten mod asturerne og cantabrerne på én gang, men de ville ikke overgive sig til ham i tillid til deres fæstninger, og ikke møde ham i kamp, fordi deres tal var mindre, og de for det meste kæmper som bueskytter. De gav ham desuden store problemer, hver gang han relokerede, ved altid at indtage de særligt gunstige positioner og ligge i baghold i dalene og i skovområderne. Augustus var derfor i vildrede med, hvad han skulle gøre. Han blev syg af de fysiske anstregelser og sine bekymringer og vendte tilbage til Tarraco for at ligge syg der. Istedet kæmpede Gaius Antistius imod dem i dette tidsrum og havde god succes, ikke fordi han var en bedre general end Augustus, men fordi barbarerne undervurderede ham, gik til åbent angreb mod romerne og blev besejrede. Således erobrede han noget og Titus Carisius indtog Lancia, asturernes største bosættelse, der var blevet forladt, foruden flere forskellige andre steder. |
| 26 Da denne krig sluttede, hjemsendte Augustus de ældste af soldaterne og lod en by grundlægge til dem i Lusitanien, der hedder Augusta Emerita; for dem, der endnu var i tjenstduelig alder, afholdt han festspil i selve lejrene, som Marcellus og Tiberius stod for, som om de var ædiler. Juba fik noget af Gaetulien til erstatning for hans faders rige, siden de fleste dér var blevet optaget i det romerske system, og Bokkhos' og Boguos' områder. Da Amyntas døde, overlod han ikke hans rige til hans børn, men indlemmede det iblandt provinserne, og på den måde fik Galatien sammen med Lykaonien romersk styre, og de dele af Pamphylien, der tidligere havde været tildelt Amyntas, blev overgivet til deres egen provins. På samme tid forfulgte Marcus Vinicius nogle germanere, fordi de havde pågrebet og dræbt nogle romere, der var rejst ind i deres land for at handle, og således gav også han Augustus titlen 'imperator'. Man vedtog en triumf til ham for både disse sejre og for de øvrige, der blev vundet dengang, men da han ikke ville afholde den, byggede man en triumfbue til ham i Alperne og gav ham ret til at bære triumfatorens dragt og krans hver den 1. januar. Augustus gjorde alt dette i sine krige, og han lukkede Janus-templet, der var blevet åbnet på grund af dem. |
| 27 Agrippa udsmykkede i mellemtiden byen for sine egne penge. Dels byggede han den såkaldte Neptun-søjlegang færdig i anledning af sine søsejre og udsmykkede den med maleriet af Argonauterne, dels byggede han det lakoniske dampbad - træningspladsen kaldte han lakonisk, fordi man mente, at spartanerne på den tid trænede mest indsmurt i olie. Han gjorde det såkaldte Pantheon færdigt; det kaldes vel nok sådan, fordi det rummer gengivelser af mange guder i sine statuer, både af Ares og Afrodite, og efter min mening fordi dets kugleform ligner himlen. Agrippa ønskede at sætte Augustus her også og overlade navnet på bygningen til ham, men da han ikke tog imod nogen af delene, opstillede han en statue af den første Caesar og i forrummet statuer af Augustus og sig selv. Alt dette skete ikke på grund af en prestigemodsætning fra Agrippas side mod Augustus, men på grund af hans åbenlyse sympati for ham og hans vedvarende interesse for folkets vel rettede Augustus ikke alene ikke nogen anklage imod ham for alt dette, men viste ham endda des større ære. For da han af helbredsgrunde ikke selv kunne afholde brylluppet mellem sin datter Julia og sin nevø Marcellus i Rom, holdt han festen in absentia med Agrippa som stedfortræder. Og da det hus på Palatin, der før havde tilhørt Antonius men senere var blevet givet til Agrippa og Messalla, brændte ned, gav han Messalla en større pengegave, men lod Agrippa flytte ind i sit eget hus. Over disse ting var han ikke uden grund ret stolt. Der var også en vis Gaius Thoranius, der fik god omtale ud af, at han som folketribun førte sin far, der ellers var frigiven, ind i teateret og lod ham få plads på de sæder, der var reserveret til folketribuner. Publius Servilius fik også selv et navn ved som praetor at lade 300 bjørne og lige så mange vilde dyr fra Libyen dræbe ved et offentligt festspil. |
| 28 Herefter var Augustus konsul for tiende gang sammen med Gaius Norbanus, og ved nytår aflagde senatet en ed, med understøttelse af hans handlinger. Ved meddelelsen om hans snarlige ankomst (han var blevet forsinket af sit dårlige helbred), kom det frem, at han lovede folket 100 drakhmer (400 sesterts) hver, men han forbød offentliggørelsen af løftet, før senatet havde givet sin tilslutning. De gjorde ham derpå fri af enhver juridisk binding, for at han kunne være helt sin egen herre og hersker over såvel sig selv som over lovene og gøre, hvad han ville, og undlade at gøre, hvad han ikke ville. Dette vedtog man i hans fravær, og da han nåede Rom, skete der andre ting i anledning af, at han var blevet rask og var vendt hjem. Man tilstod Marcellus plads i senatet med rang af praetor og retten til at søge konsulatet ti år før normalt, og Tiberius retten til at gøre det fem år før hvert enkelt embede. Tiberius blev straks udpeget til quaestor, Marcellus til aedil. Antallet af quaestorer stationeret i provinserne for det kommende år slog ikke til, og der blev trukket lod blandt alle, der havde været quaestor de sidste ti år uden at have haft en sådan post. |
29 I Rom skete der dengang disse ting, der er værd at huske. Men cantabrerne og asturerne gjorde oprør, så snart Augustus havde forladt Spanien med Lucius Aemilius som statholder. De sendte bud til Aemilius, før han havde fået nys om noget som helst, og sagde, at de ønskede at yde hæren især korn gratis, og derfor kunne de fange mange soldater, der var ude for at samle kornet sammen, føre dem til egnede lokaliteter og dræbe dem. Men glæden, de fik, blev kort - deres jord blev hærget, deres byer brændt ned og navnlig blev hænderne hugget af alle fanger - og det førte til et alvorligt nederlag.
Mens dette stod på, både begyndte og sluttede et andet felttog af en helt ny art. Aelius Gallus, statholderen i Ægypten, gik i felten mod det såkaldte lykkelige Arabien, som Sabos var konge af. Først var der ingen, der viste sig for ham, men hans fremmarch var alligevel ikke uden vanskeligheder. Ørkenen, solen og vandet, der havde en besynderlig karakter, plagede dem voldsomt, og størstedelen af hæren gik til. Lidelsen var ikke som nogen anden kendt; den slog sig på hovedet og tørrede det ud og gjorde det af med de fleste straks; de, der overlevede, blev så angrebet i benene, uden at den mellemliggende del af kroppen blev berørt, og gjorde stor skade på dem. Der var ingen kur for den, undtagen at drikke og lade sig indsmøre i olie blandet med vin. Det var der kun ganske få af dem, der kunne gøre, for landet giver ikke grobund for nogen af delene, og de havde ikke selv taget rigelige mængder med sig. Under disse vanskeligheder gik barbarerne også til angreb på dem. Indtil da var de blevet de små, når de kom i nærkamp, og havde mistet nogle områder; nu havde de sygdommen som deres forbundsfælle; de generobrede, hvad der var deres, og fordrev de overlevende romere fra deres land. Det var de første romere, og jeg tror de eneste, der er nået så langt ned i Arabien med militære hensigter. De nåede til Athloula, et berømt sted. |
| 30 Augustus blev konsul for ellevte gang sammen med Calpurnius Piso, men blev straks syg igen, så der intet håb var om helbredelse. Han ordnede altså alle forhold i forventningen om at skulle dø. Han samlede alle embedsmænd og de ledende senatorer såvel som riddere, men udpegede ingen efterfølger, skønt alle forventede, at Marcellus ville blive forudbestemt til det. Han talte med dem om de offentlige forhold og gav Piso en bog, hvor han havde skrevet statens styrker og indtægter ned, og Agrippa overlod han sin signetring. Han kunne ikke forrette selv det mest nødvendige, men han blev reddet af en vis Antonius Musa med kolde bade og kolde drikke. Som tak fik han mange penge af både Augustus og af senatet, og han fik tilladelse til at bære ringe af guld (han var ellers frigiven) og skattefrihed for både sig selv og alle andre læger, ikke bare i samtiden med og for eftertiden. Men han blev nødvendigvis straks fanget i at tage æren for gerninger, der rettelig var tilfældets eller skæbnens - Augustus blev nok reddet på den måde, men da Marcellus blev syg ikke længe efter og blev behandlet på samme måde af samme Musa, døde han. Augustus gav ham en offentlig begravelse, holdt den traditionelle mindetale over ham og stedte ham til hvile i det mausolæum, der var under bygning. Han ærede ham ved et mindesmærke i form af et teater, som nok var blevet projekteret af Caesar, men bærer Marcellus' navn, og han befalede, at man ved romer-fest-spillene til hans ære skulle bære en gylden statue, en guldkrans og en sella curulis ind i teateret og anbringe det hele midt mellem de embedsmænd, der afholdt spillene. |
| 31 Det gjorde han senere; straks da han var blevet reddet fra sygdommen, bragte han sit testamente med ind i senatet og ønskede at læse det op; han ville vise folk, at han ikke havde efterladt sig en efterfølger. Han læste det dog ikke op; han fik ikke lov. Men der var særdeles mange, der undrede sig over ham: han holdt af Marcellus som svigersøn og nevø, han gav ham mange hædersbevisninger, især det storslåede arrangement af de festspil, han afholdt som ædil (forum var hele sommeren dækket af solsejl i hovedhøjde, og han lod en ridder og en højadelig kvinde optræde på orkhestra som dansere), men alligevel havde han ikke betroet ham eneherredømmet, men foretrukket Agrippa for ham. Han var således, ser det ud til, endnu ikke tryg ved den unge mands modenhed, og ønskede enten, at folket skulle have sin frihed, eller at Agrippa fik lederskabet efter ham. Han vidste udmærket, at han stod meget højt i deres anseelse, og han ønskede ikke, man skulle få det indtryk, at lederskabet var noget, han betroede til nogen. |
32 Da han var kommet til kræfter, fandt han dog ud af, at Marcellus' forhold til Agrippa på grund af alt dette ikke var hensigtsmæssigt, og sendte straks Agrippa til Syrien, for at der ikke skulle være gnidninger imellem dem eller sammenstød skulle finde sted. Han tog også straks afsted fra Rom, men nåede ikke helt til Syrien; han snarere indtog en mellemposition og sendte sine legater derover, men opholdt sig selv på Lesbos.
Sådan ordnede Augustus alt dette, og han satte tallet på praetorer til ti, fordi han ikke længere så behov for flere; dette skete flere år i træk. De fleste skulle lave, hvad de lavede også før i tiden, men to skulle hvert år stå for finansadministrationen. Da han havde taget sig af dette, tog han til Albanerbjerget og nedlage sit konsulat. Han havde, siden forholdene kom på plads, selv været konsul hele år ad gangen ligesom de fleste af de andre, men nu ville han ikke besætte det igen, for at så mange som muligt kunne blive konsul. Han gjorde det uden for byen for ikke at blive forhindret i det. Det roste man ham for og for, at han til sin afløser valgte Lucius Sestius, der altid havde stået for Brutus' politik, havde deltaget i alle kampe på hans side og endda dengang stadigvæk mindede folk om ham, havde statuer af ham og holdt lovtaler over ham. Augustus fandt ikke kun intet ubehag ved hans venskab og loyalitet mod Brutus, men respekterede det ligefrem. Derfor vedtog senatet, at han skulle være folketribun resten af sit liv, og gav ham retten til at forelægge én sag for det i hvert møde, når han måtte ville, selvom han ikke var konsul det år, og det gav ham ved en engangsvedtagelse permanent prokonsularisk imperium, så han hverken måtte nedlægge sit imperium ved overskridelse af pomoerium eller skulle have det fornyet igen, og tillod ham højere magt i provinserne end statholderne i hver enkelt provins. Siden havde han og har kejserne efter ham haft et vist lovgrundlag for deres tribunikiske myndighed og deres øvrige beføjelser. Titlen folketribun fik Augustus ikke, og ingen anden kejser har haft den. |
33 Jeg mener ikke, de handlede således dengang for at indynde sig hos Augustus, men gav ham disse beføjelser som ægte æresbevisninger. Han plejede at omgås dem, som var de frie, og da Tiridates i egen person og ambassadører fra Phraates kom til Rom vedrørende deres gensidige anklager, førte han dem ind i senatet, og han ombestemte sig efter senatets råd og udleverede ikke Tiridates til Phraates, men sendte hans søn, som han tidligere havde fået som gidsel, ud til ham for at hente krigsfangerne og felttegnene, som var blevet erobret ved Crassus' og Antonius' nederlag, hjem igen.
Samme år efterfulgte Gaius Calpurnius en af de plebejiske ædiler, der var død, skønt han selv tidligere havde været curulisk ædil, hvad der ikke er sket før i mands minde. Under våbenhvilen [latiner-festen] var der hver dag to byforstandere, og en af dem havde posten, selv om han endnu ikke var blevet teenager.
Livia fik skyld for Marcellus' død, fordi han blev holdt mere i ære end hendes egne sønner. Mistanken blev dog gjort usikker af både dette og det følgende år, hvor der var så voldsomme epidemier, at særdeles mange omkom i dem. Man plejer jo gerne at se tegn på den slags; dengang blev en ulv fanget i Rom, brand og storm skadede mange huse, og Tiberen gik over sine bredder, rev træbroen ned og gjorde byen sejlbar hele tre dage.
|
|
|