Cassius Dio 56

Oversat af Simon Laursen (2005)

Varus' nederlag i Teutoburgerskoven

Romerne besad visse dele af landet, ikke det hele, men som det nu var blevet undertvunget; derfor har erobringerne heller ikke fundet plads i historien. Romerske soldater lå i lejr om vinteren i området; man samlede befolkningen i byer, og barbarerne omstillede sig til romersk levevis - de holdt torvedage og samledes i fredelige forsamlinger. Men de havde bestemt ikke glemt deres nedarvede skikke, deres vaner begrundet i deres natur eller deres selvstændige livsstil eller deres militære formåen. Sålænge de blev omskolet lidt efter lidt, efter en kontrolleret metode, tog de ikke forandringen af deres liv ilde op eller de lagde ikke mærke til, at de var ved at ændre sig - men da Quinctilius Varus fik kommandoen i provinsen Germanien og styrede deres forhold fra sin embedsposition, tilskyndede han dem til en mere omfattende forandring; han gav dem befalinger, som var de slaver, og opkrævede penge som fra undersåtter, og det tålte de ikke. Lederne længtes efter deres tidligere magt, den brede befolkning fandt den vante orden bedre end det fremmede tyranni. De faldt dog ikke fra åbenlyst; for de kunne jo se, der var mange romere både ved Rhinen og i deres eget land. I stedet tog de godt imod Varus, lovede ham, de ville gøre alt, de fik ordre på, og førte ham længere væk fra Rhinen, ind til kheruskernes land og til floden Visurgus; dér opførte de sig fuldkommen fredeligt og venligt og gav ham forhåbninger om, at de kunne underkaste sig endda uden militær magt.

19. Han holdt derfor ikke sine legioner samlet, som det var rimeligt i en krigstilstand, men fordelte mange af dem blandt de svage, som bad om det, angiveligt til beskyttelse af visse landområder, til pågribelse af røvere, eller til eksorte af transporter. De dybest involverede medsammensvorne, lederne af bagholdet og hele krigen, var blandt andre Arminius og Segimerus, som altid var i Varus' nærhed og ofte var gæster ved hans bord. Han fandt alt i god gænge og ventede sig intet ondt; alle, der nærede mistanke til det, der foregik, og som rådede ham til at tage sine forholdsregler, ikke alene viste han ingen tillid, han kritiserede dem endog for at bekymre sig til ingen nytte og for at tale ondt om germanerne.

Men så rejser sig nogle af dem, der boede langt væk, som de første; det var planlagt, for at Varus på vej imod dem skulle være lettere at angribe for dem under marchen, især fordi han troede, han drog gennem venligtsindet område, og ikke ved et pludseligt angreb fra alle samtidigt skulle kunne værge sig på en eller anden måde. Og sådan gik det. De ledsagede ham under hans fremrykning, men de skiltes fra ham med den opgave dels at skaffe hjælpetropper til veje, dels at komme ham til hjælp hurtigst muligt. I stedet tog de kommandoen over de styrker, der stod klar et sted, lod de soldater, de hver især havde krævet at have hos sig, dræbe og gik til angreb på Varus, der allerede befandt sig i vanskeligt farbart skovterræn. Her viste de sig på en og samme tid som fjender i stedet for undersåtter, og de gjorde mange forfærdelige ting.

20. Bjergene i området var fulde af kløfter, meget uregelmæssige, og træerne stod tæt og var meget store, så allerede før fjenderne kastede sig over dem, havde romerne arbejdet hårdt med at hugge træerne om, bygge veje og lægge bro, hvor det var nødvendigt. De bragte mange vogne og bæredyr med sig, som var det fredstid; ikke så få børn og kvinder og andre former for pleje fulgte dem, så de også, hvad det angår, kunne få en behagelig rejse. Midt i det hele brød kraftig regn og stærk vind ud og splittede dem yderligere; jorden blev glat omkring rødderne og stubbene og gjorde det meget usikkert for dem at gå der, og trætoppene bragte uorden iblandt dem med knækkede og nedfaldne grene. Midt i denne vanskelige situation for romerne omringede barbarerne dem pludselig på én gang på alle sider gennem underskoven, siden de kendte alle stierne; i første omgang beskød de dem på afstand, men da ingen forsvarede sig og mange blev såret, kom de tættere på dem. Siden de ikke var rykket frem i formation, men blandet med vognene og de ubevæbnede, og de ikke let kunne vende sig i nogen bestemt retning, men i hver enkelt situation var færre end deres angribere, led de svære tab, men kunne ikke gøre noget imod det.

21. Der slog de lejr; de satte sig fast på et egnet sted, som det nu var muligt på et skovdækket bjerg. Derefter brændte de de fleste vogne og alt det andet, der ikke var strengt nødvendigt, eller også efterlod de dem blot. Bedre organiserede drog de videre dagen efter, så at de også nåede til et åbent område, dog slap de ikke ud uden blodsudgydelse. De brød op derfra og trængte atter ind i skovene; de forsvarede sig mod deres angribere, men de begik alligevel fejl i netop den henseende; de havde nemlig taget opstilling på et snævert sted, for at rytteri og fodfolk samlet kunne gå til angreb på dem, men de gik ofte fejl både mod hinanden og mod træerne. Den fjerde dag fandt dem på march, og et rasende regn- og stormvejr ramte dem, der hverken tillod dem at komme videre fremad eller blive stående i sikkerhed, men også fratog dem brugen af deres våben. De kunne nemlig hverken bruge deres pile eller deres spyd ordentligt, eller deres skjolde, fordi de var gennemblødte. Fjenderne, der for det meste ikke bar rustning og havde mulighed for uden risiko at angribe og trække sig tilbage, var mindre udsat for dette problem. Desuden var de nu også selv langt flere (for mange af dem, der før havde set tiden an, kom tilstede for at deltage i plyndringerne), mens romerne var stadig færre (for mange var omkommet i de tidligere kampe), og de kunne omringe og nedslagte dem ganske let. Varus og de øvrige ledere blev bange for, at de skulle blive taget levende eller også blive dræbt af deres værste fjender (de var også sårede), og de begik en forfærdelig, skønt nødvendig, ting: de begik selvmord.

22. Da denne melding spredte sig, ophørte al modstand også hos dem, der endnu var i god form; nogle efterlignede deres general, andre kastede deres våben og lod sig dræbe af, hvem der ville. Flugt var ikke mulig, end ikke for dem, der mest ønskede det. Hver eneste mand og hest blev uden risiko hugget ned.

[Håndskrifterne mangler her noget tekst; noget af det er bevaret i andre kilder; det følger her:]

Barbarerne fik kontrol med alle forter på nær et enkelt. Trods en meget aktiv belejring af dette fort, kom de ikke over Rhinen og trængte ikke ind i Gallien. De kunne ikke nedkæmpe fortet, fordi de ikke kendte til belejringsteknik og romerne brugte bueskytter i stort tal, der gjorde stort indhug i barbarernes styrker; mange døde.

Da de senere hørte, at romerne havde sikret Rhinen, og at Tiberius var på vej med en tung styrke, forlod de fleste belejringen af fortet, mens de tilbageblevne forsøgte at kontrollere vejene i en vis afstand, så de ikke led tab ved pludselige udfald fra de indesluttede, i håbet om at kunne tage dem ved manglen på fødevarer. Romerne indenfor forblev på stedet i forventningen om hjælp, sålænge de havde nok føde, men da der ikke kom nogen assistance og de led under sult, afventede de en mørk nat og forlod fortet (soldaterne var i mindretal; de fleste var ubevæbnede). De slap forbi den første og den anden vagtpost, men da de var nær den tredje, blev de afsløret, da kvinder og børn blev ved med at kalde på de voksne mænd på grund af træthed og frygt og mørke og kulde. De ville alle være omkommet eller blevet fanget, hvis ikke barbarerne havde været travlt optagede med at rage bytte til sig. De stærkeste trak i den grad fra, og trompeterne, som ledsagede dem, blæste sammen til angreb og gav derved fjenderne det indtryk, at de var blevet sendt ud af Asprenas. Derfor greb de til flugt, og da Asprenas hørte, hvad der skete, sendte han dem virkelig hjælp. Nogle af fangerne blev siden bragt hjem, købt fri af deres slægtninge; det blev dem tilladt på den betingelse, at de forblev udenfor Italien.

23. Dette skete imidlertid senere. Da Augustus hørte, hvad der var sket Varus, rev han, siger nogle, sin toga i stykker, og følte dyb sorg over de døde, og frygt for Germanien og Gallien. Størst var hans sorg, fordi han ventede, at de ville gå til angreb på Italien og på selve Rom, og der ikke var nogen nævneværdig borgerstyrke tilbage, og de allierede styrker, som var værd at tale om, var blevet ramt af ulykken. Alligevel organiserede han det meste med de forhåndenværende midler, og da ingen af dem, der havde en alder egnet til militærtjeneste, ville lade sig registrere, trak han lod imellem dem, og blandt dem under 35 lod han hver femte, blandt de ældre hver tiende fratage sin formue og idømte dem desuden en æresstraf. Til sidst, da endda særdeles mange ikke engang på dé vilkår viste nogen respekt, lod han nogle henrette. Han lod så mange veteraner og frigivne slaver, som han kunne, uden for lodtrækningen, men fik udskrevet en hær, og sendte den straks sammen med Tiberius til Germanien. Da der var mange gallere og germanere i Rom, nogle af civile grunde, andre som soldater i garden, blev han bange for, at de skulle gøre oprør og lod dem isolere på nogle øer; civilister beordrede han til at forlade byen.

24. Det gjorde han dengang. Alle normale aktiviteter lå stille; man fejrede heller ingen religiøse fester. Men siden kom budskabet, at nogle af soldaterne var blevet reddet, at de tyske provinser var under bevogtning, og at fjende ikke engang turde vise sig ved Rhinen, og Augustus slap fri af sin forskrækkelse og gjorde status.