Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
Cassius DioCassius Dio, muligvis med fornavnet Lucius, levede i perioden umiddelbart efter Roms lykkeligste tid - tiden med 'adoptivkejserne' op igennem 100-tallet evt. Denne tid blev afbrudt, da kejser Commodus, kødelig søn af kejser Marcus Aurelius, overtog magten i 180 evt. Commodus var en tyrannisk og til sidst lettere sindssyg kejser, der elskede at posere som gladiator, og da han blev myrdet nytårsnat 192 har mange åndet lettet op. Et billede af kejseren er tegnet i filmen 'Gladiator'. Det var under dette regime, at den unge Dio tiltrådte sin med tiden meget storslåede karriere i statens tjeneste. Han stammede fra Nikaia i Bithynien i det nuværende Tyrkiet, men hans far havde haft høje stillinger i det kejserlige apparat, og også den unge Dio havde grund til at vente sig stort. Han varetog mange opgaver af både politisk og militær karakter med dygtighed og endte som konsul i år 229 evt. På dette tidspunkt var romerriget dog forlængst holdt op med at basere sig på kun den snævre gammelromerske elite; Dios karriere er ikke noget særsyn. Dio huskes dog ikke for sin politiske rolle, men som forfatter af et stort værk om Roms historie i 80 bøger, hvoraf dog kun en mindre del er bevaret i helhed, andre i referater af senere forfattere. Det er ikke ganske klart, hvornår han begyndte at skrive sit historieværk, men det er mest sandsynligt, han begyndte omkring år 202; arbejdet med at samle stof tog 10 år og selve nedskrivningen yderligere 12. Den lange redaktionsperiode har fuldstændig sløret, hvilke kilder han anvendte; man ved det simpelthen ikke. Ofte er hans fremstilling noget upræcis i detaljen, men han er ofte stærk i analysen af den historiske udvikling og har selvstændige overvejelser om f. eks. personers motiver til deres handlinger. Hans syn på hændelseskæderne kan være overordentlig kynisk; de handlende personer er ofte fremstillet som særdeles brutale og illusionsløst magtfikserede. Men Dio troede fuldt og fast på en guddommelig styring af universet; han tillægger også spådomme og varsler stor betydning - hvad bestemt ikke alle gjorde i antikken. En anden ting, Dio tror fuldt og fast på, er monarkiet (se f. eks. 44. 2). Den afgørende periode i skiftet fra republik til kejserdømme får da også forholdsvis megen plads i Dios værk. Dios fremstilling følger et annalistisk skema, dvs. den går frem år for år, men ikke ganske slavisk; og der holdes mange taler i fremstillingen - disse er naturligvis for det meste formuleret af Dio, men de viderebringer ofte distinkte synspunkter på situationen, og Dio kan ofte karakterisere sine historiske personer med stor ironi. Ironi er i det hele taget et gennemgående træk ved hans fremstilling - svarende til hans illusionsløshed. Både stilistisk og i syn på politisk motivation føler Dio sig tydeligvis nært beslægtet med den store historiker Thukydid fra ca. 400 fvt. For Thukydid var historien en sociologisk disciplin, der skulle vise, hvad mennesker var i stand til, og også Dio griber undertiden chancen for at lade sine personer forelægge mere generelle politiske synspunkter. Mest markant Maecenas i en lang tale til Augustus om indførelsen af kejserdømmet i 52. bog. Sprogligt er Dio ikke nogen mester. Han skriver normalt ret ligefremt, men i (for en græsk tekst) ret lange sætninger, uden mange stilistiske finesser. Som regel er meningen klar, men der kan opstå problemer, når han skal gengive romerske institutioner og begreber. Der findes ikke megen litteratur om Cassius Dio på dansk, eller på noget sprog for dens sags skyld. Det er mærkeligt, siden han er en hovedkilde til mange ting i romersk historie, ikke mindst Augustus. Her på sitet ligger der efterhånden oversættelser af temmelig meget af hans værk, alt sammen fra perioden fra Cæsars død til Augustus' indførelse af principatet. Her er en oversigt med links:
|
Sidst revideret 1. 7. 2014