- romersk politiker og general, 115 - 53 fvt.
Crassus hørte allerede af familiemæssige grunde til den fløj af det romerske senat, der modsatte sig Marius' ambitioner; og under borgerkrigen mellem Marius og Sulla måtte han da også flygte til Spanien i 87 fvt.
Men han vendte tilbage og var med til at genvinde Italien for Sullas parti; og i de efterfølgende proskriptioner oparbejdede han en kolossal personlig formue. Sammen med andre ledende medlemmer af Sullas 'parti' stod han derfor som garant for den samfundsorden, Sulla havde skabt, da denne døde i 79 fvt. Da han havde været prætor, faldt det i hans lod at nedkæmpe slaveopstanden, som Spartacus ledede, men før han kom så langt, kom også Pompejus, hans gamle kampfælle fra Sulla-tiden, tilstede, deltog i kampene og hævdede siden, at sejren egentlig var hans. Det var i året 71 fvt.
Faktisk forholdt det sig sådan, at tiden siden Sullas reformer havde vist, at Rom ikke kunne regeres efter de gamle principper, som Sulla havde forsøgt at genindføre, og de to generaler fandt heldigvis sammen om at stå for en revision af Sullas reformer. De lod sig vælge som konsuler for året 70 fvt. og undgik at komme i åben konflikt.
De næste ti år holder Crassus lav profil; kun i 65 fvt. er han censor, men trods visse ambitioner løber det ud i sandet for ham. Det er ellers en livlig tid i Roms historie - Pompejus erobrer mere eller mindre hele det østlige middelhav, og der ulmer oprør hjemme i Rom. Da Pompejus vender tilbage, møder han så meget modstand fra senatet, at den eneste løsning bliver at slå sig sammen med Crassus igen, og som tredje mand inddrager de den unge politiker Gajus Julius Caesar - og de danner dermed det såkaldte første triumvirat.
Efter at have været konsul i år 59 fvt. drager Caesar til Gallien og udvider romerriget mod vest og nord - og Pompejus havde allerede udvidet det mod øst. Crassus bliver træt af at have rollen som blot pengemand (omend triumviratet må have været en lukrativ affære for ham). Triumviratet knirker i fugerne, men genetablerer sig i 56 fvt.; Pompejus og Crassus bliver konsuler for året 55 - og derefter vil Crassus være statholder i provinsen Syrien og derfra føre krig mod partherne på den anden side af østgrænsen.
Crassus begynder krigen trods alvorlig modstand i Rom - også religionen tages i brug for at stoppe ham. Og operationerne fører til en katastrofe - i 53 fvt. falder Crassus og meget store militære enheder i kamp mod partherne ved Carrhae (i det nordlige Irak). Romerne mistede deres felttegn - ørnene - og der skulle gå over tredive år, til 20 fvt., før det lykkedes kejser Augustus at få dem udleveret igen.
I realiteten var det dog værre for Rom og romerne, at Crassus' død skærpede den konflikt, der allerede længe havde tegnet sig mellem Pompejus og Caesar. Denne konflikt førte til borgerkrigen, der begyndte i 49 fvt. Men det er en anden historie.
|