Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
Om kransen for skibskommandoenEn tale af Demosthenes (51)De nærmere omstændigheder ved denne tale er kun kendt fra talen selv. Talen er ret sikkert holdt af Demosthenes selv, formentlig i 360 fvt. Det fremgår af talen, at den talende har fået den opgave at stå for vedligeholdelsen og søsætningen af et krigsskib, en triere; den slags opgaver tilfaldt velhavende borgere som en slags beskatning. En sådan opgave kaldtes en leitourgía, og mange opfattede den som en stor ære. Rådet, der stod for flådens drift, havde udlovet en præmie, en krans (til at have på hovedet), til den, der først fik sit skib klargjort. Demosthenes mener at have vundet denne præmie, men der er blevet nedlagt protest mod hans sejr af andre deltagere i konkurrencen. Disse deltagere er desværre anonyme, men de synes at have været betydende borgere i byen, at dømme efter den opbakning, de fik. Talen er Demosthenes indlæg i den sag, der førtes for rådet, for at få afgjort spørgsmålet. Demosthenes retter grove anklager imod dem; om anklagerne er berettigede, kan vi ikke vide, men de må have været troværdige - et billede af en virkelighed, tilhørerne kunne acceptere. Talen er en vigtig kilde til både praktiske forhold omkring flåden og til mange misforhold i athenæernes udførelse af deres pligter. Høje råd! Hvis vedtagelsen havde fastlagt, at kransen skulle tilfalde den, flest lagde et ord ind for, ville jeg have været en tåbe, om jeg havde regnet med at få den – siden Kephisodotos er den eneste, der har lagt et ord ind for mig, og der er en hel masse for dem. Men faktum er, at folket gav ordre til, at kassereren skulle give kransen til den, der først stillede med et kampklart skib, og det var det mig, der gjorde – så derfor kræver jeg, at det er mig, der får kransen på. (2) Jeg undrer mig også lidt over, at de først var ligeglade med deres skib, og så bagefter er stillet med deres advokater. Jeg synes, de er gået helt galt af, hvad sagen er; de tror vist, at I ikke nærer taknemmelighed mod dem, der gør deres pligt, men mod dem, der siger, de gør. De har en helt anden opfattelse af jer, end jeg har – og allerede af den grund burde I vel rimeligvis behandle mig med større sympati. Det er jo åbenlyst, at jeg har højere tanker om jer, end de har. (3) Det var kun ret og rimeligt, mine herrer athenæere, om de, der mener at have krav på en krans fra jer, påviste rimeligheden af kravet og ikke kun rakkede ned på mig. Siden de nu lader være med det ene og gør det andet, skal jeg vise, at de lyver om begge dele – både når de priser sig selv i høje toner, og når de tilsværter mig, og jeg vil tage udgangspunkt i, hvad hver af de to parter har gjort. (4) I havde formuleret den vedtagelse, at hvem der ikke havde lagt sit skib til kaj før den sidste i måneden, skulle arresteres og fængsles, og I havde fået den bekræftet. Jeg var den første, der lagde til, og derfor fik jeg kransen af jer; d’herrer havde ikke engang sat skibet i vandet, og de stod derfor til fængsel. Ville det ikke være helt absurd af jer, hvis I skulle give en krans til folk, der har udsat sig for en sådan straf? (5) Og udstyret, som byen skal stille til rådighed, lagde jeg selv ud for; jeg tog ikke noget fra de offentlige depoter. Men de brugte, hvad der var, og havde ingen personlige udgifter til dette formål. De ville heller ikke kunne påstå, at de testede skibet før mig. Før de havde så meget som rørt ved deres skib, var mit fuldt bemandet, og I så alle, at skibet blev testet. (6) Jeg fik også det stærkeste hold roere, fordi jeg betalte langt flest penge. Havde d’herrer fået et dårligere, var det jo ikke så slemt; men faktisk har de nu ikke hyret noget overhovedet, fordi de tingede om betalingen. Men det kan da ikke være rimeligt, at de fik bemandet skibet senere og alligevel nu får kransen, som om de var de første, der stillede med et skib! (7) Jeg tror, at I godt kan se, at det ville være mest retfærdigt, at I gav mig kransen, også uden at jeg selv siger noget. Men at d’herrer som de eneste slet ikke kommer i betragtning til kransen, det vil jeg nu gøre rede for. Og hvordan kan jeg nu gøre det klart? Af deres egne handlinger! De fandt den, der ville påtage sig kommandoen over skibet for den mindste betaling, og gav den opgave, de havde fået, i udbud. Det kan da kun være urimeligt, hvis man på den ene side unddrager sig omkostningerne, og på den anden side gør krav på en del af de hædersbevisninger, der følger af disse udgifter! Og på den ene side anklager overtageren for ikke at have lagt skibet for anker, og så nu, på den anden side, afkræver jer et bevis for jeres taknemmelighed for vel udført tjeneste! (8) I må, mine herrer athenæere, undersøge, hvad der er retfærdigt, ikke bare på baggrund af denne situation, men også på baggrund af, hvad I før har gjort med folk, der har gjort det samme som d’herrer her. Da I tabte søslaget til Alexander, gav I jo de trierarkher, der havde givet deres kommando i udbud, skylden for, hvad der var sket, og lod dem fængsle ved en afstemning, der fandt dem skyldige i ikke at have taget vare på deres skibe og at være deserteret, at have forladt deres post. (9) Anklagen blev rejst af Aristophon, og I sad selv til doms; havde I ikke næret en mere moderat vrede end deres forbrydelse, havde intet forhindret en dødsdom. Men vel vidende, at det er det samme, de selv og de, jeg lige nævnte, har gjort, er d’herrer alligevel ikke bekymrede over, hvad de her i denne forsamling burde straffes for, nej, de taler offentligt andre ned og kræver selv at få kransen. Men tænk lige engang over, hvordan jeres tankegang ville se ud, hvis det skulle se ud, som om I først havde dømt nogle til døden – og så havde hædret andre med en krans, med samme begrundelse! (10) Det er ikke bare, hvis I gjorde det, at man kunne få indtryk af, at I tager fejl, men også hvis I endda ikke straffer dem, der har gjort den slags, når I nu kan. Det er nemlig ikke, når I tillader noget i jeres varetægt bliver ødelagt, der er noget at blive vred over, men i det tilfælde, at det ellers er i god stand, men I så overser, at de, der har ansvaret for det, for personlig vindings skyld ikke udviser passende omhu med at vedligeholde det. Der er ingen her, der skal protestere mod disse ord, selvom de synes hårde; man skal rette sin kritik mod dem, der netop har gjort det her – for det er deres skyld, ordene er, som de er. (11) Jeg personligt spekulerer over, hvad grunden kan være til, at d’herrer vil have alle søfolk, der deserterer, fængslet og straffet. Søfolk får hver 30 drakhmer. Men de trierarkher, der ikke selv går ombord på skibet, gør I ikke det samme med – og de har hver fået 30 miner til søsætningen. Er det virkelig sådan, at hvis en fattig mand forser sig af nød, er han hjemfalden til den strengeste straf, men når en rig mand gør det samme for personlig vindings skyld, slipper han straks for tiltale? Hvad blev der lige af ’Alle er lige for loven’ og ’Vi lever i et demokrati’, når I forvalter det her på den måde? (12) Jeg mener desuden, at det ikke hænger fornuftigt sammen, at en taler, der stiller et lovstridigt forslag, mister en del af sine personlige rettigheder, når han bliver dømt for det for tredje gang, mens folk, der ikke har har talt mod loven, men handlet mod loven, ikke får nogen straf. Faktisk vil I nok alle sammen mene, at mildhed over for den slags er at opfordre alle andre til at overtræde loven. (13) Siden jeg nu er trådt op foran jer, vil jeg endelig gerne gennemgå konsekvenserne af den slags for jer. Når overtageren af kommandoen over et krigsskib står til søs, plyndrer han alle mennesker og høster alle sine personlige fordele, men straffen for hans handlinger rammer en eller anden tilfældig athenæer. Vi er de eneste, der ikke kan rejse nogen steder hen uden diplomatisk status på grund af bortførelser og røverier, disse mænd har begået. (14) Så ser man virkeligheden i øjnene, må man erkende, at den slags krigsskibe til søs mere belaster end gavner jeres sag. En kaptajn, der repræsenterer Athen, kan ikke gøre regning på at berige sig af de fælles midler, men må forvente at måtte udbedre byens materiel for egne penge, hvis det, I har brug for, skal stå til rådighed. Men hver mand, der står til søs, har den modsatte opfattelse – og konsekvenserne af deres karakterbrist bliver jo også faktisk udbedret til stor ulempe for jer. (15) Og det er der faktisk gode grunde til. I har jo givet, hvem der måtte ønske det, mulighed for kriminelle aktiviteter, hvis de ellers undgår at blive afsløret, og bliver de alligevel fanget, slipper de for tiltale – er man ligeglad med sit omdømme, har man altså frihed til at gøre, hvad man vil. Privatpersoner, der lærer det her på den hårde måde, siger vi har været uforsigtige med at træffe deres forholdsregler – men jer, der selv om I allerede ofte har måttet betale dyre lærepenge, end ikke er på vagt – hvad skal man sige om jer? (16) Det er så på sin plads også at sige noget om dem, der har lagt et ord ind for dem. Der er jo nogle, der er meget sikre på, at de har lov til at gøre og sige lige, hvad de vil her i rådet. Nogle af dem, der stod sammen med Aristophon om at rejse sag mod dem, der havde givet deres skibskommando i udbud, og var meget hårde i sproget mod dem, siger nu, I skal give d’herrer kransen. De afslører sig selv i én af to ting – enten var deres anklage dengang ren chikane og foragt for lov og ret, eller også har de fået betaling for at støtte min modpart nu. (17) De opfordrer jer til at vise dem jeres sympati – som om det handlede om en gave og ikke om en præmie, eller som om I viser folk opmærksomhed med belønninger af den art, når de ikke viser jer nogen respekt. Den største hæder bør være en belønning til dem, der yder, hvad de skal. Men de er endnu mere ligeglade med den offentlige mening; de mener helt og holdent, at alt bare er biomstændigheder ved deres mulighed for at tage for sig, i sådan en grad, at de ikke bare vover offentligt at formulere sig stik imod, hvad de før har sagt, men endda modsiger sig selv lige nu og her. På den ene side siger de, at folkene på det skib, der vinder kransen, skal være skibets eget mandskab, og på den anden opfordrer de til at give kransen til dem, der har unddraget sig deres pligt som skibets trierarkh. (18) De påstår, at ingen var før færdig med klargøringen end d’herrer, og siger, I skal give os begge kransen, hvad der ikke er, hvad vedtagelsen siger. Jeg er lige så langt fra at ville gå med til det, som jeg er fra at have givet min kommando i udbud. Jeg ville aldrig finde mig i det første, og jeg har ikke gjort det andet. De prøver godt nok at få det til at se ud, som om de taler retfærdighedens sag, men de gør mere ud af det, end nogen af jer ville gøre, hvis I ikke fik noget for det – som om de skal være deres løn værd snarere end forklare deres synspunkt. (19) Det er ligefrem, som om de ikke deltog i et politisk fællesskab – hvor enhver, der vil, har mulighed for at tale – men selv beklædte et eller andet særligt priviligeret præsteskab! De får de skrækkelig ondt, når nogen her taler retfærdighedens sag, og kalder ham for arrogant. Det er så galt med deres ubehøvlede fremfærd, at de tror, at bare de kalder en uerfaren taler uforskammet, anser man straks dem selv for fine folk i alt, hvad de går og laver. (20) Takket være d’herrers taler i offentligheden er der meget, der ikke går bedre, men heldigvis er der dem, der mener, man må komme med de retfærdige modargumenter, og ikke alt er tabt. Med folk af den art til at tale deres sag og med så stor risiko for dårlig omtale fra folk, der måtte ville det (en risiko, de er helt klar over), har de alligevel besluttet sig for denne debat og har vovet at tale ondt om andre, selvom de skulle være glade, om det ikke er dem selv, det går ud over. (21) Der er ingen, der mere end medlemmerne af dette råd kan holdes ansvarlige for d’herrers arrogante foragt for lov og ret. I lader jer fortælle af dem, der taler for dem, og som I ved gør det for penge, hvad man skal mene om dem hver især; I undersøger det ikke selv. Men det ville jo være tåbeligt at regne disse advokater selv for de dårligste borgere, der er, men finde deres højtbesungne klienter gode og nyttige, ikke? (22) De gør alt i egen interesse og er lige ved at annoncere med de tjenester, de tilbyder i offentlige anliggender. De forlanger, I skal give kransen til, hvem de måtte ønske, eller ikke give den, og tiltager sig derved større betydning, end jeres egne beslutninger har. Jeg for min del anbefaler jer, mine herrer, at undgå at lade ambitionen om at høste hæder og ære, udvist af folk, der villigt betaler, hvad det koster, være afhængig af disse advokaters grådighed. Gør I ikke det, vil I erfare, at alle vil udføre jeres ordrer med så små omkostninger som muligt, og så for store summer hyre folk, der lyver skamløst på deres vegne. Oplysninger
1: Hvem Kephisodotos er, er usikkert. Enten en ledende militærperson, Demosthenes havde forbindelse med, eller en politiker.
|