DEMOSTHENES

Demosthenes var født i 384 fvt. og døde i 322 fvt. Han var politiker i det athenske demokrati og taler; som taler regnes han for en af de største nogensinde. Hans kamp for Grækenlands frihed imod kong Filip af Makedonien har også sikret ham en plads i historien, selvom han i sidste ende tabte denne kamp.

Barndom og ungdom

Demosthenes' far var en velstående forretningsmand, men faderen døde, da sønnen kun var syv år gammel, og han voksede op hos sin mor sammen med en yngre søster. Meget tyder på, at drengen blev noget overbeskyttet; han var også svagelig og synes at have haft en talefejl. Formuen kom i mandlige familiemedlemmers varetægt, men de forvaltede den dårligt - måske svindlede de - og da Demosthenes blev myndig, måtte han kæmpe hårdt i retssalene for at få bare en del af sin arv udbetalt. Talerne i disse arvesager er de første, han holdt.

Den erfaring, han fik med sine egne retssager, brugte han derefter som logograf; han skrev taler, som andre skulle holde i deres egne sager. Det har været en givtig forretning; Demosthenes blev en velstående mand.

Som det forventedes af velstående personer i Athen, stillede han sig formue til rådighed for byen i form af liturgier. I en tale fra ca. 360 fvt., Om kransen for kommandoen, forsvarer han sin ret til at modtage en anerkendelse, en krans til at have om hovedet, for at have søsat et krigsskib, en triere, som den første. I denne tale kritiserer han sin modpart hårdt for ikke at vise samme samfundssind, som han selv gør.

I løbet af 350'erne fvt. skrev Demosthenes en række politiske taler, som han ikke selv skulle holde, men som fremtrædende, ældre politikere anvendte i deres politiske kamp i retssager mod andre politikere. Politik blev i høj grad ført i domstolene, ikke kun i folkeforsamlingen. Men samtidig begyndte han efterhånden at tale i folkeforsamlingen selv.

Politisk karriere; kampen mod Filip

Det var ikke normalt at offentliggøre sine politiske taler, og de (ret mange) politiske taler, vi har fra Demosthenes' hånd, er i et vist omfang bare kladder, og næppe nogen af dem er kommet til os i den form, de blev holdt. Men de er helt sikkert meget tæt på, hvad han sagde, og gengiver altid, hvad han selv troede på.

Fra 350'erne er bevaret nogle tekster, beregnet på brug i folkeforsamlingen. De handler mest om udenrigspolitik, det område, Demosthenes ønskede at gøre sig gældende på. Han talte for, at Athen skulle engagere sig til fordel for Megalopolis, der var truet af Sparta, og støtte demokraterne på Rhodos, der ville vælte det oligarki, der sad på magten på Rhodos. Han frarådede, at man engagerede sig i kamp mod Perserriget, og foreslog ændringer i den måde, man skaffede penge til forsvaret på. Men der er ikke noget, der tyder på, at Demosthenes blev hørt; han var sikkert for ung og havde for dårlige forbindelser i politik. Hans ønske om en mere aktiv udenrigspolitik var heller ikke populært i denne periode; Athen havde netop mistet sin magtbase i forbundsfællekrigen (357-5 fvt.), hvor netop Rhodos og flere andre byer havde forladt det andet attiske søforbund, hvis formål var at holde Sparta i ave. Men Sparta var ikke længere nogen alvorlig trussel, og under ledelse af Euboulos forsøgte man i Athen at få styr på byens finanser. Tiden var ikke til udenrigspolitik.

Fra 351 fvt. og i årene, der fulgte, begyndte Demosthenes at rette sin opmærksomhed mod kong Filip af Makedonien. Filip var blevet konge af Makedonien i 360 fvt. på et aldeles desperat tidspunkt af landets historie, men han havde langsomt, men sikkert bragt landet på fode igen. I den proces var han raget uklar med Athen, der havde erklæret ham krig i 357 fvt., fordi han ikke ville udlevere Amphipolis; men den krig skete der ikke noget i som følge af Euboulous' politik. Men Filip havde også involveret sig i den hellige krig, som Theben og Thessalien (kort) førte mod fokæerne, og denne krig bragte ham tæt på det centrale Grækenland. Hans magt var vokset kolossalt; han havde nu også store dele af Thrakien under kontrol. Demosthenes mente, det var på tide at inddæmme hans vækst.

I året 348 angreb Filip byen Olynthos, den ledende by på halvøen Khalkidike, der skyder ud fra Makedonien. Demosthenes havde forudset Filip aggressive adfærd (i den første filippiske tale), og udfoldede sin modstand mod ham i sine tre olynthiske taler. Filip endte med at jævne Olynthos med jorden (bogstavelig talt), trods Athen faktisk til sidst forsøgte at hjælpe. Det var ikke Demosthenes' taler, der overtalte athenæerne til at hjælpe; på mange måder er disse taler rettet mere mod de ledende kredse i Athen end mod Filip. Demosthenes siger selv, at hans første betydende indsats i folkeforsamlingen var hans modstand mod Athens indgriben på naboøen Euboia, der også fandt sted i 348 fvt. og endte i et pinligt nederlag for Athen.

Fra midten af 340'erne er Demosthenes' stemme i Athen derfor stærkere; han deltager i den forhandlingsdelegation på 10 mand, der i 346 fvt. sendes til Filip for at afslutte krigen om Amphipolis, og advarer ved hjemkomsten mod at slutte fred på Filips betingelser. Filip afslutter samtidig den hellige krig og ender også med betydelige strategiske fordele, så historien gav Demosthenes ret - selvom det ikke er sikkert, at han selv var klar over det så tidligt, som han senere hævder, han var. Philokrates-freden blev afslutningen af krigen om Amphipolis kaldt, efter en politiker, Philokrates, der blev anklaget og dømt for at have handlet landsforræderisk ved forhandlingerne; Demosthenes forsøgte selv at anklage en anden forhandler, Aiskhines, men Aiskhines blev ikke dømt. Bå anklage-tale og forsvars-tale er bevaret og giver et fascinerende indblik i, hvordan Athens udenrigspolitik formede sig.

I slutningen af 340'erne blev det helt tydeligt, at Filip var en kolossal trussel for Grækenlands frihed, og Demosthenes blev efterhånden en af de centrale figurer i Athens udenrigspolitik. De sidste (bevarede) filippiske taler er meget lange og muligvis beregnet på udgivelse; det vil sige, de skulle læses af andre end de athenæere, der havde hørt dem i folkeforsamlingen. Demosthenes rejser meget i Grækenland i denne periode og skaber sig et bredt netværk i de græske byer. Hans forsøg på at få alle til at fokusere på Filip mislykkes dog; mange grækere er stadig mere bekymrede ved Sparta og Persien. Da det endelig kommer til krig mod Filip igen, er det derfor ikke alle græske byer, der møder ham i det afgørende slag ved Khaironeia i 338 fvt., og grækerne taber. Til minde om dette nederlag stillede de en løve op; den er nu stillet op igen og let restaureret (se billede).

Efter nederlaget ved Khaironeia

Filips reaktion mod Athen var mild (og meget hård mod Theben), men Demosthenes holdt alligevel lav profil i de kommende år. Til sin store stolthed blev han dog valgt til at holde mindetalen over de faldne fra Athen. Hans modstandere, navnlig Aiskhines, forsøgte at gøre en ende på hans karriere som politiker ved at anklage ham for alle mulige misforhold, men Demosthenes blev altid frikendt. Den afgørende retssag faldt i 330 fvt., hvor Aiskhines anklagede Demosthenes for uretmæssigt at have ladet sig bekranse som tak for sin indsats, og Demosthenes forsvarede sig i sin vel nok mest berømte tale, Kranstalen, hvor han redegjorde for sin politik i sin helhed. Aiskhines tabte sagen så markant, at han mistede sine borgerlige rettigheder og gik i eksil på Rhodos.

Demosthenes havde altid gjort sig til talsmand for de strenge demokratiske værdier; ingen enkeltperson måtte få alt for megen magt. Derfor protesterede han mod de nye, magtfulde finansfolk, der styrede kulturkassen, og han var sikkert en af bagmændene bag Areopagos-rådets rolle som garant for demokratiets sundhed. I en række sager ført for Areopagos-rådet efter Khaironeia faldt afgørelsen da også ud til Demosthenes' fordel. Men da han selv, i 323 fvt., blev anklaget for at have tilegnet sig offentlige midler i den såkaldte Harpalus-affære, dømte Areopagos-rådet ham skyldig og han måtte gå i eksil.

Efter mordet på Filip i 336 fvt. gjorde Theben oprør mod makedonerne og blev stort set tilintetgjort; Athen holdt sig tilbage, ikke mindst takket være Demosthenes. Men da Alexander den Store døde i 323 fvt. gjorde også Athen oprør. Demosthenes blev kaldt tilbage til Athen og arbejdede hårdt for Athens frihed. Men grækerne tabte denne kamp for friheden (den lamiske krig), og derefter krævede makedonerne også Demosthenes udleveret. Han flygtede til den lille ø Kalauria overfor Athen (nuv. Poros, et populært turistmål), hvor makedonerne fandt ham i en helligdom for Poseidon. Før de kunne føre ham bort, begik han selvmord ved gift.

Demosthenes' talekunst

Det er vanskeligt at bringe Demosthenes' retorik på en simpel formel. Han mestrede både den simple fortælling, tung følelsesmanipulation og indtrængende rational argumentation, hvad den retoriske teori kalder narratio, pathos og logos. Hans evne til at tegne en personkarakteristik, ikke mindst af sig selv (ethos) er også suveræn. Han varierer frit og ofte meget brat mellem disse facetter af talekunsten. Hans sprog er krævende; sætningerne kan være lange og vanskeligt konstruerede. Han undgår de meget balancerede sætninger, nogle retorikere (især Isokrates) argumenterede for. Hans sætninger kan virke som overfald. Hans sprog er ikke poetisk eller metaforisk; når han endelig bruger metaforer, er de korte og ligger tæt på sammenligninger. Undertiden bruger han ord, som senere læsere fandt vulgære og følte sig chokerede over; men det sker kun sjældent i de tekster, vi har bevaret. Måske var hans sprog 'friere' på selve talerstolen - for det er som optrædende taler, Demosthenes gjorde størst indtryk.

En anekdote fortæller, at han engang blev spurgt, hvad der var de tre vigtigste elementer i talekunsten. Hans svar var: 'Performance, performance og performance.' Hans 'sceneoptræden' vakte hans modstanderes afsky - en forekom dem uværdig. Hans lange sætninger har derfor nok været brudt op og ledsaget af håndbevægelser og andre kropslige tilkendegivelser; det har gjort det lettere at følge dem (ved læsning af Demosthenes skal man bryde sætningerne op i mindre dele, kola, ental: kolon, og ikke tænke i hele sætninger). Et element af denne kropslige måde at tale på er det, at han ofte henvender sig direkte til sine tilhørere, og han ofte lader tilhørerne bryde ind; talerne kan stedvis få karakter af dialog.

Efterliv

Det er naturligvis fra teksterne, Demosthenes' senere berømmelse stammer. Det er ikke ganske sikkert, hvordan disse tekster blev opbevaret i hans samtid, men det er sikkert, at de blev optaget i det store bibliotek i Alexandria i begyndelsen af 200-tallet fvt., og at mange tekster, der ikke er af Demosthenes, er inkluderet i samlingen. Navnlig af taleren Apollodoros, der samarbejdede tæt med Demosthenes, er der bevaret mange taler i samlingen. Det faktum, at teksterne kom til Alexandria, viser, at Demosthenes allerede tidligt blev anset som en stor forfatter. At der er mange 'uægte' tekster imellem, kunne skyldes, at de, der solgte disse tekster til biblioteket, kunne få en højere pris, hvis bibliotekarerne troede, de var af Demosthenes. Alle de tekster, vi har af Demosthenes, er kommet til os via biblioteket i Alexandria. I senantikken og i byzantinsk tid læste man Demosthenes som skoleforfatter; han var og blev den største taler, man kendte. Der er derfor enorme mængder af håndskrifter af Demosthenes, også mange rester af håndskrifter på papyrus-stumper fundet på lossepladserne i Ægypten.

Det svarer ganske nøje dertil, at der er bevaret en stor mængde buster, der forestiller Demosthenes. Det har været populært at have ham stående i stuen eller i biblioteket. Alle disse buster går tilbage til en statue fra 280 fvt. Demosthenes politiske karriere var omtumlet; i levende live var han ligeså forkætret, som han var forgudet. Men som det så ofte sker - efter hans død mindedes alle ham med respekt. I 280 fvt. satte man en mindestatue af ham på torvet i Athen. Statuen, der var lavet af billedhuggeren Polyeuktos og forestillede ham stående, er bevaret i nogle kopier, to af dem komplette. Heraf er den ene kopi i Glyptoteket i København (se øverst på siden); den anden i Vatikanmuseerne i Rom. Derudover findes der på Louvre en siddende Demosthenes, og som sagt er der utallige steder buster af ham.

Hvorvidt disse statuer og buster virkelig ligner Demosthenes, er det nærmest umuligt at sige. Da Polyeuktos lavede sin statue af ham, havde han været død i over 40 år - næppe mange har kunnet huske ham.

I senere tid har Demosthenes både været set som blændende taler - og som stor frihedshelt. Mange biblioteker i 1700- og 1800-tallet havde en kopi af Demosthenes stående - både som bog og som buste. Men i 1900-tallet har vurderingen af ham været overvejende negativ - mange har været kritiske over for retorik, fordi det kan lede folk, der ikke forstår bedre, på afveje, og nogle historikere har ment, at hans politik var forfejlet og ikke førte til den frihed, han ønskede så brændende.

Men for det første er retorik ikke den vigtigste måde, hvorpå man kan forlede et folk. Misbrug af tal og følelsesladede begreber (som 'folk', 'nation' eller 'religion' - eller for den sags skyld 'frihed') har i historiens løb ført til langt værre resultater, og den rigtige måde at reagere på er snarere at opkvalificere talerens publikum - og netop kvalificeret har folkeforsamlingen i Athen været: de hørte mange taler og kunne nok gennemskue beskidte kneb. Og for det andet er det svært at se, at Demosthenes eller nogen anden havde andet valg end at sætte sig imod Filip - det var et forsvar for demokratiet, Demosthenes stod for. Filip ville samle Grækenland, eller kom i hvert fald til det - men det var ikke et demokratisk, samlet Grækenland.

Så det er nok muligt, at Demosthenes kom til at stå for en politik, der førte til tabet af Grækenlands frihed. Men i kampen for denne frihed formulerede han frihedsidealet og demokratiets idealer så overvældende, at det i sidste ende alligevel er ham, der sejrer - Demosthenes er den eneste virkelig store antikke forfatter, der taler demokratiets sag. Og som frihedens og demokratiets fortaler er han igen ved at få ørenlyd.

LITTERATUR

Hagl over Hellas. Demosthenes' filippiske taler, oversat af Simon Laursen, Århus 2018.

Indledning til Grækenlands historie i 300-tallet og indledning til de enkelte taler med forklaring af, hvordan det athenske demokrati virkede. Indeholder også nogle taler, der ikke er af Demosthenes (nr. 7, 11 og 12) og endelig Demosthenes' gravtale (nr. 60).

Æschines og Demosthenes, Taler for Kransen, oversatte af A. B. Drachmann, København 1917. (Demosthenes' tale nr. 18; Aiskhines' nr. 3)

Drachmann har lavet en udmærket oversættelse af de to taler, og redegør desuden udførligt for den politiske situation, der lå bag dem: Demosthenes stod anklaget for hele sit livs politik, og det er derfor muligt igennem Kranstalen (og Drachmanns indledning) at få et indblik i denne forvirrede periode i græsk historie.

Attiske retstaler fra Demosthenes' tid (Demosthenes XXXII - XXXVIII & LVI). Oversat med indledning og kommentar af Signe Isager og Mogens Herman Hansen, København 1972.

Isager og Hansen giver i deres meget fyldige indledning et utal af oplysninger om alle mulige sider af Athens (økonomiske) liv i det 4. årh. fvt. Som det fremgår af bogens titel er langt fra alle taler med sikkerhed skrevet af Demosthenes, nogle er med sikkerhed ikke.