Per Olov Enquist: Til Fædra

Stykket (om man vil, tragedien) Til Fædra af Per Olov Enquist blev skrevet i 1979 og oversat til dansk i 1980. Det indgår som det andet stykke i en trilogi, hvor første var Tribadernes nat fra 1975 og sidste Fra regnormenes liv fra 1981. Urpremière havde Til Fædra på det kongelige teater i København 1980 (med Ghita Nørby i rollen som Fædra). Enquist har opholdt sig i Danmark i mange år og hans værker er også præget deraf.

Handlingen er hentet i Jean Racines Phèdre. Muligvis har Enquist også taget Euripides' Hippolytos og fra Senecas Phaedra i brug som inspiration.
Scenen står i Troizen syd for Epidauros (se kort).

Resumé

1. akt, sc. 1: Sangen om desertøren

Hippolytos, Theramenes og (i begyndelsen) en rengøringsmand

H. stirrer mod horizonten. Han vil ikke, skønt hårdt presset, være som sin far og tage ud og straffe den, der måtte holde faderen fanget, måske i en grotte. Tr. taler om de 'grotter', helte finder i hjælpeløse kvinder, men H. nægter at tro, at hans far er sådan. Han anklager Tr. for at måtte lyve, når han skriver Ts.'s historie - som er hans opgave. Tr. forsvarer sig, men svagt: om tusind år vil man forstå ham rigtigt - og det er egt. H., han ser som sit værk. H. støder kærlighed fra sig - den er besiddelse og tager kraften fra ham. Han har hørt om Ts.'s bedrifter - også som elsker. Han har aldrig fået talt med sin far om det; han er altid væk. Tr. opfordrer H. til at lære kærlighedens teknik - 'Kærlighed er et spil om magt', siger han. Han må i hvert fald ikke tage A. - hun er forbudt. H. tænker mere på at flygte.

1. akt, sc. 2: Sangen om kløen

Oinone og Fædra

Det er morgen, O. kommer ind til F. F. ser på morgensolen - forskellig fra solen senere, der brænder. F. har kun sovet lidt, og dårligt. Hun vil udstafferes dronningeligt; tænker på at dø. O. minder om børnene. F. føler sig overflødig og lidt syg; hun vil gerne svede al lidenskab ud. O. forstår hende ikke, men spørger til lidenskaben - og F. nævner H. - fordi han er forbudt. Hun beskriver, hvordan det skete, og hvordan hun føler en dyrisk trang til ham. Hun har luret på ham under jagten. For at holde facaden viser hun ham kun foragt. Under sex sammen med Ts. tænker hun kun på H. O. bliver ulykkelig og appellerer til F.s fornuft. F. vrænger ad hende, men giver hende alligevel ret. Alligevel drømmer hun om sex med H.; drømmen er bare ikke nok. O. fortæller, at hun selv er omskåret - men den kløe, F. føler, sidder et andet sted.

1. akt, sc. 3: Sangen om det store spil

Aricia, Fædra, Theramenes, siden Hippolytos

Tr. melder Theseus død. Tr. er kommet fra H. for at høre, om F. er hans ven eller fjende. 'Det store spil' forestår. F. mener sig ukyndig deri. Hun insinuerer en lidenskab hos Tr. for H. Tr. afviser - 'det store spil' er lidenskabsløst. H. træder ind og F. går. A. (meget bleg og kold) hilser ham og kondolerer. Tr. fortæller, at Ts. og Peirithoos, hans ven, var i underverdenen for at hente Persephone til Peirithoos, men blev fanget på glemselens trone. Så omtaler han kongevalget - der er tre grupper, en for F.s søn, en for H., en for A. A. ved det godt. Tr. foreslår en alliance mellem H. og A. En forelskelse anbefales derfor. A. erklærer sig villig. H. erklærer hende sin kærlighed, og mener, det er nok. A. erklærer kort sin lidenskab for H. - men de kysser ikke, og A. omtaler sin 'livvagt', de døde brødre - og fortæller om bagholdet, de døde i. H. accepterer aldrig at røre ved A. F. viser sig og kalder på H.

1. akt, sc. 4: Sangen om labyrinthen

Fædra, Hippolytos

F. taler godt for H. om, 'hvad de er fælles om', og om den Ts, hun engang elskede, og den senere, hun væmmedes ved. Hun sammenligner den første Ts. med H. og taler om at hjælpe Ts. ind i labyrinthen - gennem åbningen osv. Det bliver efterhånden tydeligt, hun reelt taler om den kvindelige skede. Hun kommer fysisk tættere og tættere på. H. tager efterhånden afstand og ender med at frigøre sig af hende og kalde hende 'en gammel hore'.

2. akt, sc. 5: Sangen om den gamle hore

Oinone, Fædra, siden Aricia

O. kommer og åbner vinduet for solen; F. holder det ikke ud - hun associerer til en offentlig afstraffelse af kvinder grebet i hor. O. vil vide, hvad der er sket. F. erkender, at hullet i hende ikke sidder mellem benene. Hun reflekterer over det at være en gammel hore, ingen rører ved. H. har tabt en kniv; F. tænker på hvor hurtigt den kan udslette hende og fylde hullet ud. O. slår hende og tager kniven væk; F. må ikke give op. F. føler, man har taget alt fra hende. Og nu er der heller ingen, der ser hende. A. kommer og melder, at Ts. er kommet hjem. Hun regner med at skulle dø nu, uden at blive gift med H. F. forsøger at le overlegent, men er bange og beder O. åbne vinduerne for solen - så den kan brænde alt.

2. akt, sc. 6: Sangen om de klassiske højdepunkter

Theseus, Oinone, siden Fædra

Ts. sparker og skænder på O. Hun siger, H. ville voldtage F. F. bekræfter, adspurgt, og Ts. er forarget, han beklager tidens moral. Han finder sin indsats for familie og fædreland ringeagtet; H. er en kujon. Han lokker for sex med F., afvises og bliver rasende. Han kommanderer hende hen til sig, men hun truer ham med kniven. Ts. kalder på H., der kommer stille ind. Ts. tænker på Peirithoos og deres venskab, der har været ude i en djævelsk prøve, hvor Peirithoos døde. Nu vil han finde ro i F. F. afviser atter - hun er intet dyr. Ts. mener det nødvendigt at straffe H. og landsforviser ham med en dusør udsat på hans hovede. Han skal lære at spille spillet. Men H. nægter.

2. akt, sc. 7: Sangen om formørkelsen

Theramenes, Theseus

Tr. kommer med blod, ler og jord på sit tøj. Ts. vil have en forklaring. Tr. fortæller om H.s afrejse; de blev overfaldet af ti mænd i kraftig regn. H. kæmpede ikke imod og fik stukket begge øjne ud. Han vaklede ud i havet, hvor en af de ti druknede ham. Tr. bragte ham til land. Tr. begræder H. som sit (mistede) kunstværk. Nu forstår Tr., at han ikke fik lært H. modstands-kraft og -vilje.

2. akt, sc. 8: Sangen om rottekæften

Theseus og Theramenes, siden Fædra og Oinone, og til sidst rengøringsmanden

Ts. regner med, at historien vil retfærdiggøre ham. H. skal have en statsbegravelse; han faldt i kamp for staten. Tr. skal skrive talen. Men Tr. vil ikke; Ts. truer ham. F. taler om Ts. som vane-løgner og som upåvirkelig af, hvad der sker - egentlig død. Hun tilstår sin løgn og fortæller sandheden. Og H. vidste ikke, hvad han blev dømt for. Ts. lider; F. godter sig. Ts. nægter at dræbe hende - hun skal ligge i solen kl. 12 i stedet. F. accepterer. F. og Ts. ser sig som horer på hver deres måde. O. giver F. kniven - og F. begår selvmord med nogle ord om morgensolen. R. kommer tilbage og får ordre til at fjerne F. Tr. går med ham. A. kommer og ender med også at gå med.