Ephialtes

Ephialtes var den politiker, der i 462 fvt. fratog det gamle Areopagos-råd dets indflydelse i byen og dermed satte ny gang i den demokratiske forfatning i Athen.

Ephialtes' familieforhold er ikke kendt; hans far hed Sophonides, men ellers ved man ingenting. Ephialtes havde været strateg, og han kan derfor ikke have været ubemidlet, men heller ikke om hans formueforhold ved man noget som helst. Den reform, han stod for, mødte dog voldsom modstand fra ikke mindst Kimon, der var højadelig, hovedrig og indædt modstander af at give mere magt til den almindelige befolkning, og måske kunne det antyde, at Ephialtes ikke var nogen af de dele. Men kun måske. Under alle omstændigheder var Ephialtes kendt som en ubestikkelig og retsindet politiker; derom er kilderne enige.

Hvad der helt præcis skete i reformen af Areopagos-rådet, gør kilderne ikke klart - de fokuserer i stedet på de overordnede politiske konsekvenser. Areopagos-rådet havde helt sikkert vidtgående funktioner som domstol før reformen, og måske har nogle af de funktioner, rådet havde, haft med opsynet af embedsmændenes lovlydighed at gøre. I Athen skulle en embedsmand godkendes, før han tiltrådte, i en såkaldt dokimasia, og når han fratrådte, skulle hans embedsførelse revideres, en såkaldt euthyna, og måske lå denne opgave oprindeligt hos Areopagos-rådet. Anklager om forræderi kunne også have ligget hos rådet. Men i hvert fald nogen tid efter Ephialtes' reform ligger disse funktioner hos andre organer - 500-mands-rådet og domstolene.

Disse to organer var nemlig gennemført demokratiske; de nedsattes med lodtrækning og var kortvarige funktioner - højst i ét år kunne man sidde i 500-mands-rådet, og som dommer fungerede man kun i én dag (ad gangen). Areopagosrådet var derimod et organ, man var medlem af resten af ens liv; man blev medlem, når man havde været arkhont. Ganske vist havde en reform af valgproceduren til arkhont-embedet i 487 fvt. (i Themistokles' tid) betydet, at det ikke længere kun var de gamle, højadelige slægter, der kunne få dette embede; der var nu også brugt en slags lodtrækning ved valget, og det er muligt, at Areopagos-rådet ikke længere var slet så lukket i sin sociale sammensætning, som det havde været. Man kan altså se reformen som et angreb på den gamle adel (hvis man tror, det stadig var de adelige, der dominerede rådet) eller som en anerkendelse af, at rådets medlemmer ikke længere besad de samme kvalifikationer som før og derfor ikke burde føre kontrollen med statens drift (hvis man mener, der sad mange 'almindelige' borgere i rådet) - herom strides forskerne. Men det er i hvert fald helt sikkert, at 500-mands-rådet og domstolene var mere demokratisk sammensatte organer end Areopagos-rådet var.

I hvert fald må der have været stærke følelser involveret - det var ikke bare en administrativ omlægning af det politiske liv i Athen, der fandt sted, men et større, ideologisk farvet skridt. For Ephialtes blev myrdet, og hans mordere aldrig pågrebet. Men hans arbejde med at skærpe forfatningens demokratiske profil blev fortsat efter ham af Perikles.

De vigtigste kilder til Ephialtes' reform er athenernes statsforfatning kap. 25 (hvor der også fortælles, at reformerne blev lavet sammen med Themistokles - hvad der er kronologisk umuligt) og Plutarks Kimon-biografi kap. 15.