EPIKUR

Epikur var en græsk filosof, der levede i Athen fra 306 til 270 fvt. Han var ikke født i Athen, og havde heller ikke boet der fra sin fødsel (i 341 fvt.), men han var athensk borger og havde alle de rettigheder, man kunne have.

Han var derimod født på øen Samos, der i 341 var i Athens besiddelse. Han og hans familie - og alle andre athenske borgere på øen - blev ganske vist fordrevet derfra af storpolitiske grunde, da han var ung. Epikurs familie led dog tilsyneladende ingen nød, og i hvert fald havde Epikur tid til at fordybe sig i studier af filosofi hos forskellige lærere. Han fik en overgang undervisning i platonisk filosofi, men synes at have fattet antipati imod den hurtigt; siden blev han indført i Demokrits tanker af en mand ved navn Nausiphanes. Han satte sidenhen stor pris på Demokrit, men ikke på Nausiphanes, som han taler meget dårligt om.

Der er en del legender om, hvordan det gik ham, da han først trådte frem som filosof med sine egne tanker. Han blev efter sigende drevet ud af både byen Mytilene på øen Lesbos og byen Lampsakos på fastlandet overfor denne ø, men man kan måske godt tillade sig at tvivle lidt på, om disse oplysninger er særlig troværdige. Det ligger imidlertid fast, at han i 306 fvt. rejste til Athen for at komme tæt på tidens vigtigste filosoffer, der alle boede i Athen.

De vigtigste filosofiske retninger i Athen på dette tidspunkt var den platoniske, den aristoteliske og den kyniske. Først i det følgende årti skulle den stoiske komme til; og den platoniske skole ville snart herefter udvikle sig i en mere skeptisk retning. Det filosofiske miljø, Epikur mødte i Athen, var meget dynamisk, meget udfordrende.

Men Epikurs filosofi var sikkert allerede næsten helt udviklet på det tidspunkt. Han havde meninger om alt, hvad filosoffer skulle mene noget om - og det var stort set alt, man overhovedet kunne have en mening om.

FYSIK

For det første skulle filosoffer have viden om, hvordan verden er bygget op. De skulle have en fysik. Epikur mente (som Demokrit før ham), at verden var bygget op af atomer og tomt rum; den var ikke blevet skabt af guderne, men var opstået ved et tilfælde. Det var ikke så mærkeligt, som man skulle tro, for Epikur mente, at universet er uendeligt stort, og at der er uendeligt mange atomer i det uendelige tomme rum - og så ville det snarere være mærkeligt, at vores verden ikke var opstået, end at den er.

Atomerne bevæger sig, hvis ikke de standses, i en svimlende hurtig bevægelse nedad i universet, næsten som regndråber. Imidlertid har atomer også den egenskab undertiden at lave underlige 'spring' - man kan ikke forudsige hvornår, og man kan ikke forudsige hvor. Derfor er atomerne stødt ind i hinanden, og derved er komplicerede mønstre af kolliderende atomer opstået; sådanne mønstre vil så somme tider skabe mere konstante fænomener - som f. eks. vores verden.

Antallet af atomer er altså uendeligt stort - men ikke antallet af typer af atomer. Der er derfor grænser for, hvad der kan blive til i verden.

Verden består altså rent af stof ifølge Epikur. Der er ikke nogen idéer (som Platon talte om) eller andet ikke-stofligt, immaterielt, i verden. Epikur er benhård materialist. Atomerne kan man ganske vist ikke se - dem må man tænke sig til eksistensen af, ved at iagttage den fysiske verden, der omgiver os.

ERKENDELSESTEORI

Til denne insisteren på verdens stoflighed svarer det, at Epikur kun vil anerkende sandheder, som vi kan nå til ved vore sanser. Mennesket er selv en ting, sammensat af atomer, og kun de fysiske påvirkninger, det modtager med sanserne, er virkelige. Ligesom han er streng materialist, er han streng sensualist. Det betyder ikke, at han ikke mener, menneskets evne til at tænke er vigtig. Tværtimod anser han den for altafgørende vigtig. Men tanker farer forfærdeligt vild, hvis de ikke holder sig tæt til noget, man har registreret med sine sanser.

Helt så enkelt er det jo ikke. Epikur (og senere hans tilhængere) udvikler da også komplicerede overvejelser over, hvornår en tanke kan siges at bygge på noget, man har sanset. De taler om, at tanker kan bekræftes eller afkræftes (eller ikke bekræftes eller ikke afkræftes) af sansninger. Og de taler om, hvad sanserne egentlig er tegn på. Men essensen er: ingen tanker, der ikke har 'hold i virkeligheden', er troværdige. Som med atomerne kan man godt argumentere for eksistensen af noget, man ikke kan sanse - men kun med udgangspunkt i noget, man har sanset.

Mennesket er udstyret med en 'sjæl', dvs. med evnen til at sanse og tænke. Epikur har en detaljeret teori om, hvad en sjæl er - og den er netop en fysisk ting. Så i en vis forstand er mennesket evne til at sanse og tænke bare et særligt tilfælde under Epikurs fysiske teorier. Også den mærkelige evne til 'spring', atomerne har, findes i sjælens atomer - og i sidste ende, synes Epikur at mene, kan det uforudsigelige ved menneskets, dets frie vilje, henføres til, at der findes sådanne 'spring' sted inde i menneskene.

ETIK

For os er den 'frie vilje' vel først og fremmest et etisk problem. Hvad vi kan kræve af mennesker, er afhængigt af, hvad folk har mulighed for. Det er næppe for meget sagt, at netop dét er det centrale etiske problem i vore dage. Hvad kan folk have ansvaret for? Selvfølgelig er det også for Epikur et etisk problem. Men det er ikke derfra, Epikur begynder, når han skal argumentere etisk. Han spørger først, hvad det er, der egentlig driver menneskene - ja, faktisk alle levende væsener.

Hans svar er nydelse, eller velvære. Epikur antager, at der findes en naturlig tilstand for mennesket, og at man kan registrere, om man befinder sig i den, ved at mærke efter, hvordan man har det. Hvis man føler velvære, er man på rette vej.

Igen er det naturligvis ikke så simpelt. Mennesker er ikke ens af naturen, dvs. fra fødslen ikke sammensat af atomer på præcis samme måde, og hvad miljø betyder for menneskers udvikling, er Epikur pinligt nøje klar over.

Hvad menneskets natur angår, anerkender Epikur rent ud, at den kan være dårligt egnet til at få det godt. Der findes mennesker, Epikur simpelthen ikke kan nå med sin filosofi. Det er godt nok dem, der kunne få mest ud af den, men deres evne til at tænke er simpelthen for ringe - de kan ikke høre efter. Det er typer, der f. eks. er alt for offensive af natur. Eller man kan have en for kraftig seksual-trang. Men det er ikke den slags problemer, der er størst, mener Epikur.

Det er derimod den perversion, menneskets opvækst, dets miljø, bringer. De herskende værdier i samfundet finder Epikur simpelthen syge. Begær efter magt og rigdom er misforstået jagt på velvære, mener Epikur; man opnår jo ikke fred af det, bare evig jagt på yderligere magt og rigdom. Epikur tager afstand fra det traditionelle græske værdisystem. Han mener, at disse værdier i sidste ende er afledt af frygt, dels for døden, dels for guderne. Men da mennesket er en stoflig ting, og alt, hvad det er og kan, kommer af dets evne til at sanse som levende væsen, vil det ikke kunne føle eller tænke efter døden. Dén skal man altså ikke frygte. Og verden er jo opstået ved et tilfælde; guderne har ikke noget med den at gøre (dertil fungerer den også alt for dårligt, mener Epikur). Der er altså heller ingen grund til at frygte guderne.

Mennesket skal altså frigøre sig af dårligdomme i dets egen natur og i det omgivende samfund. Det skal mærke efter i sig selv, hvordan det har det, og rette sig efter, hvornår det føler velvære, og hvornår det føler ubehag. Men det må ikke være tankeløst i dets måde at tilrettelægge sit liv på. Blot at jagte efter nydelser er et tegn på dumhed og vil på et eller andet tidspunkt måske endda få meget ubehagelige konsekvenser. Dyr søger også nydelse og velvære - de kan jo også sanse. Men i modsætning til dem kan mennesket som tænkende væsen sikre sig, at nydelsen og velværet varer ved, og at det ikke udvikler sig til noget ubehageligt.

Faktisk mener Epikur, at den optimale tilstand er den, hvor mennesket ikke føler nogen smerte. Kan man tilvejebringe en sådan tilstand, kan man altid variere lidt med lidt aktive fornøjelser. Fravær af smerte er den optimale nydelse, mener Epikur faktisk. Han kalder denne form for nydelse for katastematisk velvære - velvære i stilstand - i modsætning til den kinetiske nydelse. Katastematisk nydelse kan defineres præcist, den er der kun én af; kinetiske nydelser er der uendeligt mange af. Og her viser Epikur sig alligevel lidt præget af det filosofiske miljø, han befinder sig i, og som han ellers for det meste er i opposition til. Det højeste, et menneske kan nå, er ophøjet stilstand og ro; det er, som om mennesket selv gør sig til en slags platonisk idé, eller til en slags gud. Epikur taler også om 'at gøre sig gud lig' (samme udtryk, som Platon brugte). Epikur talte faktisk om guder. De blander sig ikke i menneskenes forhold, og er derfor ingen trussel. Men deres liv er præget af et maximum af rolig uforstyrrethed - de lever, siger nogle epikuræere, så at sige i 'lommer' i universet, hvor de kan svæve i fred i evighed. Små bitte billeder af dem frigør sig og når til sidst til os mennesker; forstår man, hvad man ser, kan man bruge disse billeder som rettesnor for ens eget liv. Fuldkommen guddommelig fredfyldt isolation. Der er noget nirvana-agtigt over det.

Det sidste, man kan sige om Epikurs filosofi, er altså, at den går ud på primitiv nydelse, på hor og frådseri. Den er meget nøjsom, og stræber efter fred og ro. Måske lidt mere fred og ro end de fleste moderne mennesker ville bryde sig om. Det virker for kedeligt - tænk at svæve i 'splendid isolation' for tid og evighed. Men den uhæmmede virketrang, det moderne menneske har, har jo også sine uheldige sider - stress og sammenbrud på det personlige plan, og overgreb på mennesker og natur på det samfundsmæssige plan. Epikur argumenterer for at orientere sig efter sine virkelige behov, ikke de socialt bestemte, imod jagten på overflødige nydelser, imod overflod i det hele taget. Som sådan er Epikur stamfader til både psykoterapi og miljøbevægelser. Og ofte med mere simple, klarere argumenter, end dem, der flyver om ørerne på os til daglig.

Epikur tog imidlertid ikke kun afstand fra det konventionelle samfund. Han skabte sit eget; eller rettere sine egne. Epikurs skole i Athen havde dels til huse i en bygning inde i byen, dels i en have udenfor. Hvor hard-core elever af Epikur slog sig ned, dannede de tilsvarende små celler eller kollektiver, hvor de dyrkede deres filosofi i fællesskab. De kaldte det forhold, de havde til hinanden, for venskab. Hvordan livet formede sig i sådan en 'celle', ved man faktisk ikke meget om, men det ser ud til, at man tog langt løsere på medlemmernes status (f. eks. som kvinde eller slave), end samfundet i øvrigt gjorde.

Medlemmerne af disse celler var naturligvis samlet omkring deres tilhørsforhold til Epikurs filosofi. Men nok så meget spillede Epikurs person en stor rolle. Epikuræerne udsatte Epikur for en gedigen personkult, guddommeliggjorde ham på det nærmeste. Kun de allernærmeste af Epikurs personlige medarbejdere, Metrodoros og Hermarkhos, kunne blot tilnærmelsesvis fremvise en tilsvarende status, og det varede ikke længe efter Epikurs død, før hans ord var lov, uimodsigeligt i en sådan grad, at det ansås for fadermord, hvis man antastede det. Det giver næsten sig selv, at den epikuræiske skole ikke siden fremviser klare lederfigurer. De fleste epikuræere er anonyme, eller vi ved i hvert fald meget lidt om dem. Til gengæld havde epikuræere altid en gengivelse af Epikur (gerne som buste - som den ovenfor) eller af en af de andre tidlige ledere, som her på begge sider - Metrodor til venstre, Hermarkhos til højre. Metrodor-hovedet er i London; statuen af den diskuterende Hermarkhos er i Firenze. Epikur-busten øverst er i Napoli - fundet i Herculaneum.

Epikur kom til at spille en hovedrolle i de næste mange hundrede års græske filosofi. Romerne tog også imod hans tanker med stor opmærksomhed. Det er først omkring 200 år evt., at Epikurs tanker synes at tabe indflydelse - samtidig med, at befolkningen i romerriget begynder at hengive sig til kristendommen. Det er ganske følgerigtigt, naturligvis. Kristendom og epikuræisme er to meget lidt forenelige størrelser, selvom der er træk af den sociale struktur, epikuræerne samledes i, der kan minde om de kristne menigheder, ligesom personkulten blandt epikuræere kan minde om tilbedelsen af Jesus. Skridtet fra at være epikuræer i opposition til det herskende samfunds værdier og næsegrus beundrer af Epikur som forkæmper for den rette tro til at være kristen, fremmed for det verdslige og tilbeder af Jesus, har måske ikke været så stort, sådan i praksis.

De tidlige kristne ledere, 'kirkefædrene', er da også skarpe kritikere af Epikur, skarpere måske end man ville have ventet. Måske har også de haft en fornemmelse af, at mange af de vigtige synspunkter i de to bevægelser var endda meget tæt på hinanden, og at dette var farligt: ganske vist kunne betyde en fristelse for epikuræerne til at gå over til kristendommen - men måske også en fristelse for de kristne til at blive epikuræere?

I middelalderen hånede man Epikur som vild skørlevner, en drukmås og sex-galning uden lige. Faktisk viden om, hvad han mente, var sjælden. Vi skal helt op i moderne tid, til renæssancen og endnu mere det miljø, der også skabte det naturvidenskabelige gennembrud, før Epikur igen bliver genstand for seriøs interesse. Meget af det, Epikur siger, har været med til at give de folk styrke, der har skabt den moderne verden.

KILDER

LITTERATUR