KILDER TIL EPIKURÆISMEN
Den kristne kirke gjorde naturligvis ikke noget for at sikre kendskabet til Epikur. Hvis den ikke ligefrem aktivt fjernede alle spor efter ham, gjorde den i hvert fald ikke noget for at beskytte disse spor heller. Der er meget, vi ikke ved om Epikur. Men der er dog rigeligt materiale til, at man kan få et ordentligt billede af hans filosofi.
Af Epikur selv er der bevaret nogle breve, han selv siger skal være en slags introduktion til hans tanker. Brevet til Herodot handler om Epikurs fysik og skal tjene som 'huskeliste' for folk, der allerede er ret godt orienterede - og derfor er det meget svært at læse for os andre, der måske ikke lige fik den introduktion. Til gengæld er Brevet til Menoikeus en ret letlæst introduktion til Epikurs tanker om etik. Begge breve er bevarede i en filosofihistorisk fremstilling fra omkring 200 evt. af en vis Diogenes Laertios. De er oversat til dansk, Menoikeus-brevet endda flere gange.
Ved et utroligt tilfælde fandt man i 1750'erne et helt bibliotek fuldt af epikuræiske tekster. Biblioteket havde tilhørt en vis Philodemos, og langt de fleste bøger er skrevet af ham (se the Philodemus Project).
Men der er også nogle af Epikur selv. Bøgerne blev begravet ved det
store vulkanudbrud i 79 evt., og de er naturligvis slemt tilredte
(forkullede, krøllet sammen - se billedet til venstre) - men den
historie kræver en fremstilling for sig selv på en side udelukkende om biblioteket i Herculaneum.
Men de vigtigste kilder, eller i hvert fald de mest sammenhængende, er på latin.
For det første den romerske digter Lukrets (fulde navn: Titus Lucretius Carus), der i løbet af 50'erne fvt. skrev et helt digt om Epikurs lære. Det handler ganske vist mest om Epikurs fysiske teorier, men kommer også ofte ind på etiske og erkendelsesteoretiske problemer. Digtet er oversat til dansk; og selv om man skulle finde Epikurs filosofi kedelig, kan man med sindsro læse det. Lukrets var en fænomenal digter.
For det andet kommer den store romerske politiker og forfatter Cicero i sit filosofiske forfatterskab (fra 40'erne fvt.) igen og igen ind på Epikur. Det var også nødvendigt, for Cicero ville introducere sine landsmænd romerne for den græske filosofi, og Epikurs filosofi var så udbredt og så velfunderet, at man ikke sådan lige uden videre kunne over se den. Cicero var ikke epikuræer, men han forstod systemet så nogenlunde, og i almindelighed er det mere den store hast, hvormed Cicero skrev sine værker, der gør hans fremstilling fejlagtig, end det er et bevidst forsøg på at fordreje Epikurs tanker. Derfor er Cicero en meget vigtig kilde - for der var mange, der gerne ville fordreje Epikurs tanker for selv at fremstå des stærkere. Også Cicero anser Epikurs tanker for en trussel mod samfundets værdier; han går bare ikke til den yderlighed bevidst at fordreje dem for at bevise det. Det var der andre, der gjorde.
F. eks. Plutarkhos fra Khaironeia i Midtgrækenland. Han skrev sine meget kritiske værker omkring 100 evt.
Endelig har man i Tyrkiet fundet en mærkelig tekst af en mand, der hed Diogenes. Diogenes ville introducere sine bysbørn i den lille by Oinoanda til Epikurs filosofi, og stillede en hel mur op, hvori han lod hugge sine egne tekster om epikuræismen. Der findes en hjemmeside om Diogenes - fra Catalonien, men på engelsk.