DEN GRÆSKE TRAGEDIE – EURIPIDES (Hippolytos).

af Jens Vind

PHÆDRA: vi hører hende første gang omtalt i Odysseens 11. sang; - Odysseus fortæller på sin vej hjem om en afstikker til underverdenen for at spørge Teiresias, den gamle blinde spåmand fra Theben om hvordan rejsen vil gå, og da han har udrettet sit ærinde, benytter han lejligheden til lidt "sightseeing" i det sjældent besøgte land:

Dér er de, alle kvinderne fra sagnene: Tyro, Antiope, Alkmene, der var moder til Herakles, og Herakles’ hustru Megara, Epikaste, Oidipus’ dejlige moder

Og:

Her er vi midt i Athens sagnhistorie: Theseus var konge i Athen, og hans fornemste bedrift er drabet på Minotaurus og udfrielsen af de attiske gidsler fra labyrinten, en bedrift han dog ikke ville have klaret, hvis ikke han var blevet hjulpet af Ariadne og hendes garnnøgle, som han rullede op efter sig på vej ind i labyrinten, så han kunne finde ud igen. Senere flygtede Ariadne sammen med ham, men dem blev der aldrig et par af; han ’glemte’ hende på Naxos (Homers Dia), hvor siden Dionysos fandt hende. – Om Phaidra blot hendes navn; tydeligvis har det været nok til at vække associationerne hos tilhørerne, og Odysseus har jo ikke tid til at fortælle alle kvindernes historier; så ville han aldrig blive færdig. Og historien om Phædra var et af de bedst kendte sagn, "selv for dem af barbarerne, der har lært sig græsk", siger Pausanias, der levede I det 2. årh. e.Kr. og forfattede en slags ’Blue Guide’ over Hellas.

Vi skal også helt hen i romersk kejsertid, før vi finder det vi kalder en "mytologi", dvs. en håndbog i de græske myter. Myter, sagn, eventyr, folkelige fortællinger, ja selv historie – grækerne skelnede ikke så nøje mellem de forskellige genrer; fælles for dem er at de lever deres stille liv i folkedybet, som fortællinger, mundtlig overlevering, noget ethvert barn kender uden at vide hvorfra, "en fælles referenceramme" hed det med et lidt flovt udtryk i pædagogikken for nogle år siden; en smule ligesom bibelshistorien eller den danske (sagn)historie var kendt af enhver dansker for et par generationer siden; læst på stribe i en håndbog, en "mytologi" er det en mager affære, men i en stor digters fantasi får historierne liv, får kød på kroppen og bliver levende. Og det er dét der er sket i Grækenland. Det begynder med Homer. Ud af sagnet om Troja skabte han Iliaden, en lang beretning om en lille detalje i de allersidste dage før Trojas fald; og Odysseen, en enkelt grækers hjemkomst af de mange – han kunne jo også have fortalt om Agememnons’ hjemkomst, eller Menelaos’ eller Æneas’ skæbne blandt heltene i krigen, eller hvordan Troja egentlig faldt, eller hvad der skete umiddelbart efter; - og alt det gør han faktisk også, i små glimt og antydninger ind imellem det egentlige: i Iliaden Achilleus’ vrede, i Odysseen Odysseus’ eventyrlige hjemkomst og opgør med bejlerne. Det som er påfaldende er, at Homer ganske tydeligt regner med at tilhørerne kender historierne i forvejen. Og det er et træk som gælder al græsk, klassisk litteratur. Grækerne kendte ikke til ’fiktion’ i vores forstand af ordet. Den litterære interesse er ikke så meget for HVAD der sker som for HVORLEDES det berettes. Og så BELÆRINGEN. En digter – og naturligvis først og fremmest Homer – var en lærer for Hellas.

Al græsk digtning er således baseret på myten, den mundtligt overleverede fortælling.. Homer er digteren frem for alle, man kan godt betegne resten som "smuler fra Homers rige bord". Den episke fortælling som vi i dag kun kender i form af to monumentale værker, Iliaden og Odysseen, har været meget mere omfattende, men intet eller så godt som intet er os overleveret. Efter epos’et kommer den lyriske digtning, for så vidt som det er enkeltmands digtning et brud med den omtalte tradition (digteren er koncentreret om sin egen oplevelse), men korlyrikken som er meget dominerende, er baseret på myten. Og korlyrikken direkte fortsættelse er den attiske tragedie, som jeg skal komme ind på om et øjeblik.

Men tilbage til mytologierne. Som sagt er de sene dannelser, skabt som følge af et behov (skolens?), og i en tid hvor den levende mytestrøm er størknet. Årsagen hertil er naturligvis den digteriske brug af myten: i det øjeblik en stor digter har brugt en myte og givet den liv og krop, måtte dén version naturnødvendigt blive dominerende. Odysseus’ rejser og eventyr har fundet sin endegyldige form i Odysseen, Achilleus’ tragedie i Iliaden. Men fra vasebilleder og fra andre kilder véd vi, at det ikke altid har været således. For håndbøgernes fremstilling spiller digternes versioner også en stor rolle. Deres funktion var jo netop at være håndbøger, dvs. kompendier for skoleelever, der læste klassikerne.

APOLLODOROS’ version af Phædra-historien.

På den baggrund er det så meget mere forunderligt, at græsk litteratur vrimler med prægtige kvindeskildringer. Allerede hos Homer: - vi har berørt kvindekatalogen fra Odysseen. Men der er også en skikkelse som Odysseus’ trofaste Penelope, som i ti år med kløgt og snildhed værger sig mod bejler-flokken; - eller en helt anden karakter, Odysseus’ gamle amme Eurykleia, som genkender sin herre da hun vasker hans fødder og opdager den skramme han fik som barn. Fra Iliaden kan nævnes Andromache, gift med troernes helt Hektor – mødet mellem de to i 6. sang og senere skildringen af hendes sorg, da Hektor falder, hører til højedpunkterne i digtet. Eller Hekabe, den gamle Priamos’ dronning, som da hun fortvivlet prøver at kalde sin søn Hektor ind bag de beskyttende mure, blotter sit bryst oppe fra muren: "Om jeg har budt dig mit bryst og trøstet dig da du var lille" – så husk det nu, kom, lille Hektor! – eller selve ’la femme fatale, Helena, så ubegribelig skøn og letsindig, at man kan ikke blive rigtig vred på hende, lige meget hvor store ulykker hun har forvoldt.

Men det er i den attiske tragedie vi navnlig møder de store kvindeskikkelser. I 472 f. Kr. blev den første, os kendte tragedie, nemlig Aischylos’ Perserne opført – i 404, efter Euripides’ død, opførtes han efterladte tragedie Bacchanterne; små 80 år, en periode der næsten helt præcist falder sammen med Athens storhedstid, udfolder denne genre sig. Så er det slut. Tre navne, Aischylos, Sofokles og Euripides. Om deres liv véd vi ikke meget; en legende knytter dem sammen: Efter sejren ved Salamis i 480 skal Aischylos have forfattet stykket til gudernes pris, Sofokles som 17-årig yngling danset i koret – og den selvsamme dag blev Euripides født. Historien er naturligvis ikke sand, men den giver meget godt den relative aldersforskel. De var alle tre uhyre produktive; vi véd at Aischylos producerede ca. 80 tragedier – vi har bevaret 7; at Sofokles var endnu flittigere, vi kender omkr. 130 titler – vi har 7 bevaret; og endelig at Euripides mødte mange vanskeligheder og kun 5 gange opnåede 1. prisen, men efterlod ca. 70 stykker – vi har 18 tilbage, deraf ét sandsynligvis uægte.

Hvad er en tragedie? Aristoteles siger: "Tragedien er en efterligning af en moralsk værdig og i sig selv afsluttet handling af et vist omfang, - i et forskønnet sprog, - som fremføres af handlende personer og ikke i form af en beretning, - og som ved at vække medynk og rædsel fuldbyrder renselsen for affekter af denne art."

Blev man klogere? – Vi ville måske hellere sige, at tragedien præsenterer en refleksion over mennesket. I tragediernes tragedie, Sofokles’ Kong Oedipus, er problemet Sfinxens gåde: ’Hvad er det der om morgenen går på fire, om middagen på to, og om aftenen på tre ben?’ Oedipus løser som bekendt sfinxens gåde, og det giver ham kongeværdigheden i Theben, men dermed også – tragediens emne – det endnu frygteligere problem at løse, hvem han selv er. Hvad er et menneske?

Fra gammel tid havde grækerne funderet over dette, og de havde fundet en slags svar. Den gamle visdom var indhugget over Apollons helligdom i Delfi: "Kend dig selv!" og "Intet overdrevet!". Kend dig selv – dvs. kend din begrænsning, vid at du er et menneske. Og når man tænkte ’menneske’, måtte man i samme åndedræt tænke ’guder’. Der var en slags traditionel bondevisdom i Grækenland; tit var den netop formuleret i myter og sagn: at der er en afgrund mellem guder og mennesker. Man kan sige at de græske guder er en slags projektion af, hvad menneskene gerne ville være, men ikke er: almægtige, lykkelige, udødelige.

Guderne beskytter mennesket, eller rettere: slægten, byen – de rammer som menneskene lever i. Mennesket kan ikke noget uden gudernes hjælp; - deraf vigtigheden af ofringer og orakler: før man handler må man vide, om guderne er med én eller mod én. For handler man mod gudernes vilje, er det værst for en selv, guderne vogter skinsygt over deres magt. At handle mod gudernes vilje, det er hybris, overmod – og straffen kommer hurtigt derefter.

Guderne skænker menneskene ikke blot det gode – også det onde kommer fra dem. Man må tage det onde med det gode; over for guderne er der intet at gøre, det er ligesom med vejret: man vil gerne have regn – så skinner solen; og omvendt – resignation er den eneste mulighed. Håbet der blot fornyer illusionerne, er det værste af alt, den sidste af ulykkerne der blev tilbage i Pandoras æske... Det er rigtig bondevisdom, af samme art som hos Job: ’Herren gav, Herren tog...’ – og velkendt fra naturfolks religion. Men for grækerne var ikke engang guderne almægtige: over dem herskede den blinde Nødvendighed, anangké. Eller er det sådan at anangké er et redskab for Zeus’ retfærdighed? – denne sidste opfattelse kæmper sig langsomt frem i græsk opfattelse. Én ting står fast: mennesket lider. Lidelsen er det store mysterium ved den menneskelige eksistens. Men man kan lide på mange måder. Man kan skrige, nøjes med at skrige, give sig hen i skriget. – Eller man kan krumme sig sammen i stum smerte, prøve at falde i søvn, sigte mod en intethed som mod den evige hvile. – Eller også kan man se den uundgåelige skæbne i øjnene, uden illusion, acceptere den idet man kæmper imod, som en kriger der bliver på sin post, ikke svækkes et øjeblik, og hvis han gør det, straks tager sig sammen, behersker sig, bærer påny sin smerte og tier, bevarer sin frihed. Sådan gør den græske helt. – Da Hektor i den sidste afgørende kamp med Achilleus opdager at Athene har narret ham, at guderne som før stod på hans side, har forladt ham og besluttet hans død, og han hverken kan sejre eller flygte: intet oprør, ingen klage, kun ét ord:

Og Achilleus, som vil dræbe ham, véd at han selv skal dø, så snart han har dræbt Hektor. En æresmoral, den lidende helt som bliver ved sit. Intetsteds har det fået tydeligere udtryk end i myterne om Herakles, grækernes "nationalhelt".

Men selv helten er ikke en gud. ’Kend dig selv!’ – kend din menneske-begrænsning og hold dig til den! ’Intet overdrevet’ – alt med måde! Det er det græske mådehold. sofrosyne – "den gyldne middelvej" (som ikke er en middelmådighed!) – Men den gamle bondevisdom slog ikke til, efterhånden som Athen – efter sejrene over perserne – blev en stor by og en stormagt, den føltes for snæver, især af de unge. Var verden virkelig sådan? Der stod mange parat til at fortælle, at det var den ikke. Det demokratiske og selvbevidste Athen efter perserkrigene virkede som en magnet for alle som ville købe og sælge – ikke blot varer, men også kundskaber. (Den opdagelse gjorde også apostlen Paulus adskillige århundreder senere: "Athenerne og de mange udlændinge der er i byen får deres tid til at gå med at høre og spørge om alt det sidste nye"). Disse fremmede som solgte kundskaber, kalder vi sofister, et ord der ikke har en entydig god klang. Men en sofos, en sofist, var betegnelsen for én der havde forstand på noget og som man kunne lære af. Man kan kalde sofisterne en slags popularisatorer, formidlere af de nyeste teorier om verden og mennesket, udtænkt af filosoffer som Pythagoras, Heraklit, Parmenides, men først og fremmest var de retorikere, talelærere. Og det var i den sidste egenskab de navnlig blev søgt og efterspurgt af unge athenere. Talekunsten, det at kunne overbevise/overtale (det er ét og samme ord, peitho, på græsk) sin modpart, det var der virkelig brug for i et demokrati, og det var noget der kunne læres. "Der findes to, hinanden modsigende, udsagn om enhver sag" og "det drejer sig om at gøre det svageste argument til det stærkeste" lærte Protagoras, en af de helt store (og dyre) sofister. Det var også ham der sagde: "Mennesket er alle tings målestok" og "Om guderne véd jeg intet...".

Det var kort sagt skepsis der kom med den nye udvikling – og en skepsis uden grænser.

Intet åndsprodukt fra det 5. århundredes Athen er upåvirket af sofisternes virksomhed – og det gælder måske i særlig grad tragedien. Tragedien er det sted hvor åndskampen mellem gammelt og nyt udkæmpes. Det gælder naturligvis i højere grad Sofokles end Aischylos og i allerhøjeste grad Euripides, som mange ligefrem har betegnet som sofisternes lærling. I hvert fald: han anfægtede alt, intet var ham helligt. Han havde en troldsplint i øjet. Naturligvis er det forklaringen på at han så sjældent vandt 1.prisen med sine stykker. Heltene i hans tragedier så ikke ud som man var vant til, de var pjaltede og lignede slet ikke Aischylos’ og Sofokles’ ædle skikkelser. Og hans guder – de var altformenneskelige, udstyrede med de allerværste menneske-egenskaber: jalousi og ondskab.

Euripides omtales i oldtiden altid som den store kvindehader, og sandelig er det ikke vanskeligt i hans dramaer at finde udtalelser som ikke tyder på den store sympati: "Frygtelig er havets bølgers kraft, frygtelig er flodernes bølger og ildens flammer, frygtelig er fattigdommen, frygtelige ting findes i mængder, men intet er så frygtelig som kvinden. Ikke med pen og ikke med ord lader det sig beskrive. Hvis det er en gud der har skabt hende, må han vide at han har skabt det største onde som er til, og at han derigennem er blevet menneskenes fjende." Eller kortere: "Kvinden er det græsseligste af alt ondt i verden." Men det er alt for nemt at anføre den slags løsrevne citater. Det er jo en dramatisk digter der taler, gennem flere forskellige personer. Ser man efter, hvilke personer der siger disse replikker, er det naturligvis altid folk der har en bestemt grund til at udtale sig sådan; det er ikke digterens mening der udtrykkes. Men de er nok ofte blevet gouteret af publikum, som hovedsagelig bestod af mænd! Hvis man skal vurdere Euripides' kvindeopfattelse, bør man langt hellere se på de helheder, hvor han anfægter den almindelige fordom om kvinder og dramatiserer et forholds virkelige kompleksitet. Tag f.eks. Medea – et stykke som ikke vandt prisen (juryen bestod af mænd!) -; hun er jo et monster, dræber sine børn for at få hævn. Men hvordan er hun blevet sådan? Er det ikke Jason der er skurken i stykket? – I den store monolog, hvor Medea første gang træder frem for publikum, giver hun en skildring af kvindens vilkår, som må have fået det til at gibbe i hvert fald i nogle af mændene:

Hele denne tale rører koret (der består af kvinder fra Korinth) - og os - dybt. Først det kølige overlæg gør det klart, at denne skildring af kvindens kår, så rigtig den er, i hvert fald ikke gælder Medea selv! – Alligevel er Medea, så gruelig hendes handlemåde end er, ikke usympatisk, tværtimod: hendes monolog, da hun står over for den endelige og grufulde handling, at myrde sine børn, er én af de mest rystende frembringelser i verdenslitteraturen. Men til visse er hun en kvindetype, der måtte forekomme enhver græker noget af det mest afskyelige og modbydelige, og det netop ved nogle træk som gør hende acceptabel i nutiden: Medea er først og fremmest en kvinde som vil noget selv. Hun vil ikke blot være sin mand til behag, føde hans børn og passe hans husholdning; hun er til for sin egen skyld. Tænk, hun vover at kræve det samme af sin mand, som han anser for selvfølgeligt hos hende: troskab! Stykket faldt da også ved førsteopførelsen i 431...

Det er tilfredsstillende at demonstrere, at Euripides ikke er kvindehader på grundlag af sin Medea. Det er nemt at gøre det ud fra de eksempler på ren og opofrende kærlighed, som hans digtning i øvrigt har skabt, skikkelser som Alkestis, der går i døden for sin mand, - Ifigenia der ofrer sig selv for sin fader (og for grækernes togt mod Troja), - Polyxena, der bliver ofret på Achilleus’ gravhøj. Og Fædra... Man husker nok Apollodoros’ fremstilling. Kan der virkelig siges noget godt om Potifars hustru?

HIPPOLYTOS.

(Resumé: Den unge Hippolytos, søn af kong Theseus og en amazone, er blevet opdraget hos sin bedstefar i Troizen; der lever han som en ivrig jæger og tilbeder af jagtens (og kyskhedens) gudinde Artemis og foragter kvinder og kærlighed. Da Theseus kommer til Troizen og bringer Fædra, sin hustru, med sig, bliver hun dybt forelsket i sin stedsøn; men hun holder sine følelser godt gemt og pines i stilhed. Hendes gamle amme er foruroliget over hendes tilstand og får sandheden ud af hende. Fædra er fast besluttet på at begå selvmord uden at sige noget – for at redde sin egen og sine børns ære – men ammen går til Hippolytos uden hendes vidende, og han reagerer med oprør og rædsel på oplysningen. Han tror at Fædra står bag den og anklager hende for en handling som hun reelt er uskyldig i. Fædra hænger sig og for at ingen skal tro Hippolytos, efterlader hun et brev med en anklage mod ham for voldtægt. Theseus tror hende og forbander Hippolytos. Da Hippolytos påstår sin uskyld – men ikke er i stand til at fortælle sandheden på grund af sin ed, som han har givet ammen – bliver han landsforvist. Mens han kører i sin vogn langs havet, volder Poseidon hans død. Artemis fortæller Theseus sandheden, og mens han står på scenen i dyb fortvivlelse, bringes Hippolytos ind – døende. Fader og søn forsones og Hippolytos dør.)

Historien om Hippolytos har Euripides faktisk behandlet to gange, men af det første drama har vi kun bevaret sørgelige stumper, som næppe nok giver os muligheder for at rekonstruere handlingsgangen. Kun én ting véd vi med sikkerhed: det faldt til premieren. Det er sandsynligt, men ikke sikkert, at Euripides har fremstillet Fædra stort set som hun fremtræder i Apollodoros’ mytologi, en skamløs tøjte som gjorde et bevidst (og mislykket) forsøg på at forføre Hippolytos – og derefter løj over for Theseus og hængte sig. Stykkets titel (og hovedperson) har været Hippolytos.

Også Sofokles har brugt myten, og hans tragedie som formodentlig (heller ikke den er bevaret) blev opført efter Euripides’ første forsøg, hed Fædra. Vi véd lige så lidt om den som om Euripides’. Men at den hed Fædra synes at antyde, at hun var hovedpersonen og at det var hendes skæbne der stod i focus. En lille detalje véd vi: Theseus meldes død ret tidligt i stykket, men det viser sig at være et falsk rygte. Men at Fædra har troet at hendes ægtemand var død, har kunnet kaste et formildende skær over hendes interesse for Hippolytos; der har ikke været tale om et bevidst forsøg på hor! (som for øvrigt synes at være et tabu-emne i tragedien i almindelighed). Ud fra et almindeligt kendskab til Sofokles kan man gisne om, at har evnet at skabe en Fædra der ikke vakte anstød. Men gisninger forbliver det... – Tilbage har vi så Euripides’ andet forsøg. Og denne gang lykkedes det! For en gangs skyld (det blev kun til 5 gange i alt) vandt Euripides 1.prisen, da han præsenterede sin Hippolytos nr. 2 i Epameinons archontat, i det fjerde år af den 87. olympiade, dvs. år 428 f. Kr.

Ligesom i Gamle Testamentes Josef-historie har det naturligvis altid været det uskyldige unge menneske Hippolytos der har været hovedfigur i dramaet – og det gælder til en vis grad også Euripides’ stykke. – Hippolytos-skikkelsen hører hjemme i Troizen, en lille bystat på Peloponnes, skilt fra Attika af den saroniske bugt. Her har fra gammel tid, fortæller Pausanias, været en helligdom for ham, hvor han modtog sine årlige ofringer: de unge piger fra Troizen kom før deres bryllup og ofrede en lok af deres hår. Hippolytos er altså en slags religiøs exponent for den kyskhed, som den unge pige siger farvel til, når hun forlader sin faders hus og indgår i ægteskabet. Og kysk er Hippolytos også i sagnet, så kysk at han af guder kun anerkender Artemis, den jomfruelige jagtgudinde. I tragediens begyndelse hører vi jagthorn og jægersang; det er Hippolytos og hans unge kammerater der kommer hjem fra jagt; de synger til Artemis’ ære, og med sig har Hippolytos en krans som han vil lægge på Artemis’ alter:

Et sådant sted, uberørt af menneskehånd, naturligvis, ja, af enhver lidenskab eller begær (det er lige ved at man bliver betænkelig over bien der sværmer over blomsterne), kan egentlig bedst forstås ved at sammenholdes med en meget senere digters ord:

Det er Ovids beretning om Narcissus der melder sig – den berømte historie om den skønne yngling der møder sin ulykke, da han ser sit eget underskønne ansigt i kildens vand. Og der er noget narcissistisk over Hippolytos, som det også understreges, da hans gamle tjener prøver at belære ham lidt om livets realiteter. "Vi må følge de love guder gav" – heri kan Hippolytos kun give ham ret, men da den gamle fortsætter, at han så bør ære Afrodite, hvis statue og alter står ved siden af Artemis’, bliver det ham for meget:

Så går den gamle tjener hovedrystende ind i borgen. Det her må ende galt...

Tilskuerne er klare over, at det må ende galt. I modsætning til personerne på scenen véd de alt på forhånd; de kender jo myten! – Og skulle de have glemt den, bliver de mindet om realiteten af prologen. Her er det selve gudinden Afrodite der taler. Hun er forbitret over at nogen tør trodse hendes magt. Hippolytos skal dræbes af sin egen far, fordi han vover at negligere hende, og midlet er Fædras kærlighed til ham. Også Fædra må dø – ikke fordi hun har generet Afrodite, men som en – beklagelig – omkostning ved hævnplanen. Sådan er Euripides’ guder!

Vi hører altså om Fædras nød allerede i prologen: at hun er "syg til døden, pint af elskovs brod" – den alvidende gud kan afsløre dét for os som ellers ingen véd. Nu kommer koret ind på scenen; det består af troizenske kvinder og samtalen mellem dem drjer sig om dronningens mystiske sygdom: hun skjuler sig på sit kammer, tåler ikke dagens lys, tage ikke føde til sig. Hvad er der dog i vejen? Er det guderne der straffer hende af en eller anden grund? Har Theseus, hendes mand, været hende utro? Er det en dårlig nyhed fra hendes barndomshjem på Kreta? "Ak, til at lide er kvinden skabt. Så tit kan tungsind ta’ bo i hjertet, når moderglæden/ så dyrt skal købes med fødselsveer." – Fædra er nok gravid og derfor underlig!

Men se! der bæres dronningen ud af slottet, på en båre; hendes gamle amme ledsager hende. Men heller ikke hun aner sine levende råd; hun kan blot gøre det som Fædra i sine luner be’r om. Det er strengt at være sygepasser. Og da Fædra oplader sin røst og det ene øjeblik ønsker at lægge sig "på en blomstrende eng/ i poplernes svalende skygge" – det næste vil ud til skoven på jagt: "- hvor herligt at hidse med råb/ de halsende hunde og svinge i hånd/ det hvæssede jagtspyd og slynge det ud/ langs lokkernes guld!" – for så at fantasere om hestevæddeløb på stranden, ja, da må ammen tysse på hende og skamme hende ud, helt ude af stand som hun er, til at fatte hvad der foregår i hendes frues sind. De vidende tilskuere forstår jo nok at det er Hippolytos og alle hans interesser der spøger, og for et moderne menneske kan Fædras ord have helt freudianske klange! – Fædra skammer sig da og synker tilbage i sin tidligere mathed, og den gamle amme bliver ked af at hun har været så streng. Hun elsker sin frue, har kendt hende fra hun var barn, har vidst alt om hende og haft hendes fortrolighed – og nu må hun se hende uden påviselig grund eller sygdom tæres hen, sulte sig ihjel. Og selv om hun har prøvet alt uden resultat, bliver hun ved, tigger og truer. Selv om Fædra er ligeglad med sin mand, med sig selv, med hende, ammen, må hun dog ikke være ligeglad med sine børn. Hvad er deres udsigter, når deres mor forsømmer dem? de risikerer at blive glemt for deres halvbroder, frillesønnen Hippolytos -.

Navnet er udtalt, og det er som havde en bi stukket Fædra. Ammen mærker straks at hun har ramt et ømt punkt, men indser ikke med det samme sagens rette sammenhæng. Men hun er sat på sporet og bliver ved og ved – og til sidst må Fædra give op: "Din svage hånd er mig for stærk", siger hun. Men hun kan ikke få det over sine læber – det hun skal røbe, er for hende lige så frygteligt og usømmeligt som var hun en blotter eller voyeur. Er hun pervers? arveligt belastet fra sin moder? Der er jo den frygtelige historie om hendes moder, Pasifaë, som forelskede sig i en tyr, ja, elskede med denne tyr og fødte det rædsomme uhyre, Minotaurus, halvt tyr halvt menneske, bestiet fra labyrinten. Eller som hendes søster Ariadne, også et eksempel på forkvaklet kærlighedsliv. Det hun kæmper med, er en lidenskab, en drift, som hun føler som fremmed, påtvunget hende. Omsider bryder det ud:

Fædra: "Tit tales om at elske. Hvordan føles det?"

og ammen: "Sødt, kære barn, men smertefuldt på samme tid."

Fædra: "Da er det blot det sidste som jeg selv har følt." – og hun må lokke ammen til at sige navnet igen: "Hippolytos" – "Du nævned navnet, ikke jeg..." Ammen forfærdes; det er et rystende, umuligt forhold. Ikke blot er Hippolytos Hippolytos, men han er Fædras mands barn. Det nærmer sig incest...

Alle de tanker hun har gjort sig i lang tid, hvor hun ikke kunne betro sig til ét menneske, vælter nu frem:

450 år før Paulus’ "Det gode som jeg vil gør jeg ikke –" (Rom.7,19). Men konklusionen er en lidt anden end hos Paulus. Fædra har ingen kærlig Gud der tilgiver synd, og hun vil ikke bruge sin erkendte menneskesvaghed som undskyldning. Disse overvejelser over skyld og ansvar havde hun gjort sig længe inden forelskelsen i Hippolytos, og nu:

Ja, hun vil dø, også af hensyn til sin mand og sine børn, for at de aldrig skal føle skammen:

Under Fædras ord er ammen kommet sig af sit første chok, og nu e hun fast besluttet på at redde Fædra fra at dø – for enhver pris; det skal ske ved at overtale Fædra til at give efter for kærligheden. At blive forelsket, det sker jo for enhver. Fædras fejl er at hun tager det alt for tungt. Giv efter! "Vi bør ej være alt for strenge mod os selv."

Det er tilværelsens lethed, ammen prædiker – og naturligvis er den ’ulidelig’ for Fædra:

Men ammen er stærk i sin illusionsløse argumentation. Det drejer sig om liv og død, ellers ville hun naturligvis ikke være kommet med sit forslag! Fædras vægringer fejes til side:

Fædra et trængt af ammens kontante og slagkraftige argumenter. Men hun giver sig ikke:

Men pludselig skifter ammen taktik. "Jeg kom just til at tænke på, at jeg i huset har gemt midler som kan lindre elskovskval." – Fædra må opfatte det således at ammen har forstået og accepteret hendes holdning og vil bringe et middel mod hendes elskovskval, men ammen udtrykker sig så tvetydigt og forblommet, at i hvert fald tilskuerne lades stærkt i tvivl om hendes hensigter. Heller ikke Fædra er for tryg, men på hendes ængstelige forespørgsel om, hvad det er for et middel, og tryglen om at det i hvert fald ikke må involvere Hippolytos, svarer ammen at det skal hun ikke bryde sig om: "Lad mig kun råde, barn, så bliver alting godt." Og uheldssvangert, inden hun forlader scenen, beder hun til Afrodite:

Spændingen udløses i næste scene. Der høres høje råb og skældsord inde fra paladset, og et øjeblik efter styrter Hippolytos ind på scenen, fulgt af ammen der forgæves prøver at få ham til at tie. Det er umuligt; han får luft i et voldsomt angreb på kvinder i almindelighed (det er et af de berømte steder hos Euripides, som har dannet grundlag for hans påståede kvindehad). Det er helt strindbergsk. Og uden at henvende sig til Fædra – han taler til ammen – får han sagt ord der er som piskeslag for hendes sjæl:

Ammen har fået Hippolytos til at sværge på, at han intet vil røbe – det skal blive fatalt for hans egens skæbne. Dette er første og sidste gang Fædra og Hippolytos er på scenen samtidig i stykket, og den dramatiske effekt er betydelig. Fædras stumme spil må vi tænke os til, men da Hippolytos er styrtet ud, bryder hun ud i klage. Nu er det uoprettelige sket og ikke engang døden kan redde hendes ære. Hendes fortvivlelse slår snart over i rasende vrede mod ammen, naturligvis, som har bragt skammen over hende, men også mod Hippolytos for hans ufortjent hårde og bitre ord. Og hun tænker stadig på, hvordan hun kan spare sine børn for skammen... Dø vil hun,

Det er sidste gang vi ser Fædra. Hun hænger sig – lige før Theseus kommer hjem, og endnu før han er kommet sig over dét chok, får han et nyt. I sin hånd har hun et brev, der fortæller at Hippolytos har forsøgt at voldtage hende. Og så kan Hippolytos’ tragedie begynde...Han rammes af faderens forbandelse og dræbes af Poseidon, hvem Theseus beder gribe ind.

Fædras tragedie er ikke at hun skal dø. Var hun bare død sådan som hun oprindelig havde planlagt! Men hun bliver offer for en fejltagelse og ammens emsige indgriben og mister sin ære. Og, som Euripides fremstiller det, er hun offer for gudernes grumme spil. Afrodite bruger hende hensynsløst i sit opgør med Hippolytos. Hans tragedie er ’kyskhedens hybris’: den består i hans snævre intolerance mod mennesker i almindelighed og Fædra i særdeleshed. – Ud over at være kvindehader beskyldte oldtiden også Euripides for at være gudløs. Det sidste har lige så lidt på sig som det første, men det er rigtigt at en ny holdning til religionen gør sig gældende i hans værk: hvor en tidligere tid tilskrev guderne alt, ondt såvel som godt, kræver den nye tid moral – også af guderne. Det tilfaldt romerne at give den nye tendens navn – humanisme. Grækerne har endnu ikke et navn derfor; de brugte stadig den gamle betegnelse, paideia, opdragelse.

Som titlen på tragedien antyder– også den omstændighed at Fædra dør midt i stykket, Hippolytos først til allersidst -, er det Hippolytos’ tragedie der opfattes som den vigtigste. For en senere, mere humanistisk (eller humant) indstillet læser eller tilskuer kan det forekomme urimeligt, at Fædras tragedie – og uskyld – får så ringe virkning for resten af stykket: det går hverken op for Theseus eller Hippolytos, hvilken kvinde hun har været. Kun tilskueren sidder med sin viden. Fædra fortjener sit navn på sin egen tragedie! Sofokles’ tabte tragedie hed nok Fædra, men om den véd vi intet. – Det er først den romerske Senecas version der bærer hendes navn. Seneca har tilsyneladende i højere grad fulgt Euripides’ første version: Fædra overlever Hippolytos og begår først selvmord efter at have erkendt at hun har forårsaget hans død ved sin falske angivelse; således kommer Fædras skæbne til at fylde hele dramaet.

Da Racine i 1677 skabte sin Phèdre, den klassiske franske tragedies største drama, brugte han både Euripides og Seneca og skabte noget helt nyt. Det er hans version der har dannet forbillede for f.eks. Per Olov Enquists Til Fædra, Jeg vil slutte med et enkelt citat fra dette sidste Fædra-stykke:

Skrevet af Jens Vind, november 2000