Eutropius' Breviarium 7. bog
- oversat af Simon Laursen (2008)
1. I byens 709. år omtrent, da Caesar var blevet dræbt, startede borgerkrigene igen. Senatet holdt nemlig med Caesars mordere. Antonius forsøgte som konsul for Caesars gruppe at undertrykke dem i en borgerkrig. Så blev Antonius, da samfundet var i forvirring, dømt som statsfjende af senatet, da han begik mange forbrydelser. [2] De to konsuler Pansa og Hirtius blev sendt ud for at forfølge ham, og desuden deltog Octavian, en ung mand på 18 år, Caesars grandnevø, som denne havde efterladt som sin arving i sit testamente og havde givet ordre til at bære sit navn. Det er ham, der senere blev kaldt Augustus og fik kontrol med alt. De tre ledere drog derfor afsted mod Antonius og besejrede ham. Det faldt dog sådan ud, at begge de sejrende konsuler døde. Derfor lød nu tre hære alene Caesar Augustus.
2. Antonius mistede sin hær og søgte på sin flugt hjælp hos Lepidus, der havde været Caesars næstkommanderende i diktaturet og dengang havde store styrker af soldater, og han blev modtaget af ham. Snart efter sluttede Caesar fred med Antonius som følge af Lepidus' anstrengelser; med det påskud, at han ville hævne sin faders død, som han var blevet adopteret af i testamentet, drog han med sin hær til Rom og aftvang, at man gav ham konsulatet i hans 20. år. [2] Han proskriberede senatet og begyndte at kontrollere samfundet med våbenmagt sammen med Antonius og Lepidus. De lod også Cicero, taleren, dræbe og mange andre adelige.
3. I mellemtiden havde Brutus og Cassius, Caesarmorderne, sat gang i en vældig krig. Der var nemlig mange hære i Makedonien og østen, og dem havde de sat sig i besiddelse af. Caesar Octavian Augustus og Marcus Antonius drog derfor imod dem; Lepidus var blevet tilbage for at forsvare Italien. [2] Ved Philippi, en by i Makedonien, kæmpede de mod dem. I det første slag blev Antonius og Caesar besejret, men Cassius, adelens leder, omkom; i det andet dræbte de Brutus og uendeligt mange adelige, der havde ført krig med dem og var blevet besejret.[3] Og staten blev således delt imellem dem, at Augustus fik Spanien, Gallien og Italien, Antonius Asien, Pontus, østen. [4] Men i Italien startede Lucius Antonius, hans broder, som konsul en borgerkrig; han havde kæmpet sammen med Caesar mod Brutus og Cassius. Han blev besejret ved Perusium, en by i Etrurien, fanget – men ikke dræbt.
4. I mellemtiden startede Sextus Pompeius, Cnaeus Pompeius Magnus' søn, en stor krig på Sicilien; alle, der var i live af Brutus og Cassius' gruppering, søgte over til ham. Caesar Augustus Octavian og Marcus Antonius kæmpede mod Sextus Pompeius. Til sidst blev man enige om fred.
5. På den tid kæmpede Marcus Agrippa med held i Aquitanien og Lucius Ventidius Bassus besejrede perserne, da de gjorde indfald i Syrien, i tre slag. Han dræbte Pacorus, kong Orodes' søn, på den samme dag, hvor engang perserkongen Orodes havde ladet Crassus dræbe af sin general Surena. Han var den første, der fik en helt retfærdig triumf over partherne i Rom.
6. I mellemtiden brød Pompeius freden og blev dræbt, da han efter at være blevet besejret i et søslag var på flugt mod Asien. Antonius, som holdt Asien og østen, forstødte Caesar Augustus Octavians søster og giftede sig med Cleopatra, dronning af Ægypten. [2] Han kæmpede også selv mod perserne. I de første slag sejrede han, men under tilbagetrækningen led han under sult og sygdom og vendte selv tilbage som besejret, fordi partherne trængte ind på ham på hans flugt.
7. Også han startede en vældig borgerkrig, tvunget af sin hustru Cleopatra, dronning af Ægypten, fordi hun med sit kvindelige begær også ønskede at herske i Rom. Han blev besejret af Augustus i et berømt, fremragende søslag ved Actium, som er et sted i Epirus; herfra flygtede han til Ægypten og dræbte sig selv, da alt håb var ude, fordi alle gik over til Augustus. Cleopatra lod en slange bringe og blev dræbt af dens gift. Ægypten blev lagt til romerriget af Octavian Augustus og Gajus Cornelius Gallus blev sat til at styre det. Han var den første romerske dommer, Ægypten havde.
8. Da krigene således var slut overalt i verden, vendte Octavian Augustus tilbage til Rom, i det tolvte år efter, at han havde været konsul. [2] Herefter kontrollerede han alene staten i 44 år. For tidligere havde han styret i 12 år sammen med Antonius og Lepidus. [3] Således gik der fra begyndelsen af hans ledelse til enden 56 år. [4] Han døde i sit 76. år, en almindelig død i Atella, en by i Campanien. Han blev begravet i Rom, på Marsmarken, en mand, der ikke uden egen fortjeneste for størstedelens vedkommende blev anset for en gud lig. For ingen har let været mere succesrig i sine krige eller mere mådeholden i fred. I de 44 år, hvor han alene havde magten, levede han ganske som en almindelig borger, meget velvillig over for alle, særdeles trofast mod sine venner, som han ophøjede med sådanne hædersbevisninger, at han næsten satte dem i højde med sin egen høje position.
9. På intet tidspunkt før ham blomstrede Roms forhold så meget. For på nær borgerkrigene, hvor han var ubesejret, føjede han til romerriget Ægypten, Cantabrien, Dalmatien (der ofte var blevet besejret før, men først da blev helt undertvunget), Pannonien, Aquitanien, Illyrien, Raetien, vindelikerne og sallaserne i Alperne, alle kystbyerne ved Sortehavet, herunder de fornemme byer Bosporus og Panticapaeus. Han besejrede dakerne i slag. Han dræbte enorme styrker af germanere og flyttede dem også over på den anden siden af Elben, som ligger langt på den anden side af Rhinen inde i Barbaricum. Denne krig lod han føre af sin stedsøn Drusus, ligesom han lod krigen mod Pannonien føre af sin anden stedsøn Tiberius, i hvilken krig han førte 40.000 krigsfanger over fra Germanien og bosatte dem på Rhinens bred. Armenien fik han tilbage fra partherne. Perserne gav ham gidsler, hvad de ikke havde gjort til nogen før. De gav ham også de romerske felttegn tilbage, som de havde taget fra Crassus, da han blev besejret.
10. Skytherne og inderne, som tidligere ikke havde kendt romernes navn, sendte ham gaver og diplomater. [2] Galatien blev også gjort til provins under ham; før havde det været et kongerige; og den første til at styre den som proprætor var Marcus Lollius. [3] Han stod så højt i kærlighed også hos barbarerne, at konger, der var romerfolkets venner, grundlagde byer til hans ære, som de kaldte Caesarea, f. eks. i Mauritanien kong Juba og i Palæstina, en by, der også nu er meget berømt. [4] Mange konger kom fra deres kongedømmer, for at adlyde ham, og løb til hans vogn eller hans hest i romersk klædning, dvs. med toga på. [5] Ved sin død blev han kaldt 'Guddommelig'. Han efterlod det lykkeligste samfund til sin efterfølger Tiberius, som havde været hans stedsøn, så hans svigersøn og endelig ved adoption hans søn.
11.
Tiberius styrede riget med kolossal ligegyldighed, alvorlig grusomhed, forbryderisk havesyge, skændige tilbøjeligheder. For intetsteds kæmpede han selv; han førte krige gennem sine generaler. [2] Visse konger kaldte han til sig med store løfter, men sendte dem aldrig hjem igen, heriblandt kon Archelaus af Kappadokien, hvis rige han endda omlagde i provins-form med den befaling, at den største by skulle kaldes ved hans navn; den hedder nu Caesarea, før hed den Mazaca.[3] Han døde i Campanien i det treogtyvende år af sin regering, i en alder af otteoghalvfjerds, til alles store glæde.
12.
Gajus Caesar med tilnavnet Caligula fulgte ham, en søn af Drusus, Augustus' stedsøn og nevø til netop Tiberius, en så forbryderisk og katastrofal mand, at han endda rensede Tiberius' vanårende handlinger. [2] Han startede en krig mod germanerne, men trods en invasion af sueberne udrettede han intet effektivt. [3] Han begik incest mod sine søstre; han vedkendte sig endda en datter, han fik med en af dem. [4] Da han gik amok mod alle med voldsom havesyge, seksuelle behov og grusomhed, blev han dræbt på Palatin i sit niogtyvende leveår, det tredje regeringsår, den ottende oktober.
13.
Efter ham kom Claudius, Caligulas onkel, søn af den Drusus, der har et mindesmærke ved Mogontiacum [Mainz], som Caligula også var barnebarn af. Hans regering var midt i; han gjorde mange ting roligt og behersket, men visse grusomt og tåbeligt. [2] Han angreb Britannien, som ingen af romerne havde rørt ved siden Gajus Caesar, og da det var besejret under Gnaeus Sentius og Aulus Plautius, berømte og fornemme mænd, fejrede han en storslået triumf. [3] Han føjede også nogle øer i Oceanet længere ude end Britannien, som kaldes Orchaderne [Orkney-øerne], til romerriget, og han gav sin søn navnet Britannicus. [4] Han var så borgerligt orienteret over for nogle af sine venner, at han endda selv kun ledsagede den fornemme Plautius, som havde gjort mange fremragende ting under felttoget mod Britannien, under dennes triumftog og steg op på Capitolium til venstre for ham. [5] Han levede 64 år og herskede i 14. Efter sin død blev han gjort hellig og kaldt 'Guddommelig'.
14.
Han blev efterfulgt af Nero, der var sin onkel Caligula meget lig. Han både bragte romerriget i uorden og formindskede det; han var forfalden til uhørt luksus og uhørte udgifter, f. eks. når han efter Gajus Caligulas eksempel badede i kolde og varme parfumer eller fiskede med gyldne net, som han lod gennemtrække i purpurfarvede tove. [2] Han lod en uendeligt stor del af senatet myrde og var en fjende af alle gode. [3] Til sidst hengav han sig til så stor vanære, at han selv både dansede og sang på scenen i sanger- eller skuespiller-kostume. Han begik mange mord på familiemedlemmer; hans bror, hans kone og hans mor blev dræbt. Han satte ild til byen Rom, for at se en afglans af det skue, hvormed engang det erobrede Troja havde stået i brand. [4] Han viste intet initiativ militært og mistede næsten Britannien. For under ham blev to meget fremtrædende byer dér erobret og jævnet med jorden. Partherne tog Armenien og tvang romerske legioner under åget. [5] Der blev dog skabt to provinser under ham, Pontus Polemoniacus, som kong Polemon overdrog, og det cottiske alper, da kong Cottius døde.
15.
Derfor blev han samtidig forladt af alle som en vederstyggelighed for den romerske verden og erklæret statsfjende af senatet; da man søgte ham for at give ham den straf, at han skulle føres nøgen gennem det offentlige rum, med et åg lagt omkring hovedet, derefter piskes til døde og kastes ud fra klippen i den tilstand, flygtede han fra Palatin og begik selvmord i et hus i forstæderne, der tilhørte en frigiven af ham, og som ligger mellem Via Salaria og Via Nomentana ved den fjerde milesten fra byen. [2] Han byggede nogle termer [badeanstalt] i Rom, som tidligere hed Nero-termerne, men du kaldes Alexander-termerne. [3] Han døde i sit toogtredivte år, i sin regerings fjortende, og med ham blev hele Augustus' familie brugt op.
16.
Han blev efterfulgt af Servius Galba, en senator af særdeles gammel adel, da han var 73 år gammel, valgt til kejser af spanierne og gallerne, og snart accepteret af hele hæren med glæde. [2] For hans liv som privatperson havde været fremragende både i militære og civile anliggender, ofte som konsul, ofte som prokonsul, hyppigt som leder i meget alvorlige krige. Hans regering blev kortvarig, men den tegnede godt, bortset fra, at han syntes noget for tilbøjelig til strenghed. [3] Men han blev dræbt i et attentat ved Otho i sin regerings syvende måned. Han blev myrdet på forum i Rom og begravet i sin park, som ligger ved Via Aurelia ikke langt fra byen Rom.
17.
Otho tiltog sig magten, da Galba var dræbt; han var af finere familie på moderens end på faderens side, men ingen af dem var dog ukendte. [2] I sit private liv var han dekadent og en ven af Nero, i sin regeringstid fik han ikke lejlighed til at vise noget vidnesbyrd om sig selv. [3] For også Vitellius var blevet gjort til kejser af hærene i Germanien på samme tid, som Otho dræbte Galba. Han indledte en krig imod ham, men da han var blevet besejret i en træfning ved Betriacum i Italien, begik han af egen fri vilje selvmord, skønt han havde mægtige stridskræfter. Hans soldater bønfaldt ham om ikke så hurtigt at miste håbet om succes i krigen, men han sagde, at han ikke var værdig til, at man udkæmpede en borgerkrig på grund af ham, og døde ved selvmord i sin levetids treogtredivte år, på sin regeringstid femoghalvfemsindstyvende dag.
18.
Dernæst vik Vitellius magten i hænde. Han var af respekteret mere end adelig familie, for hans far, der ikke var født fornem, havde dog bestridt tre regelrette konsulater. [2] Hans regeringstid udviste megen vanærende adfærd og han udmærkede sig ved alvorlig grusomhed, især forslugenhed, for så vidt som han ofte skal have holdt middagsselskab i fire eller fem dage. [3] Det mest kendte måltid, der er overleveret, er bestemt det, som hans bror Vitellius gav, hvor der udover de øvrige udgifter skal være blevet serveret to tusind fisk og syv tusind fugle. [4] Siden han ønskede at være som Nero og gav udtryk for det i en sådan grad, at han også viste den døde Nero, der var blevet begravet meget ydmygt, ære, blev han dræbt af Vespasians generaler, efter at kejser Vespasians bror Sabinus først var blevet myrdet i byen; han lod ham indebrænde på Capitolium. [5] Han blev henrettet med stor vanære: han blev slæbt offentligt gennem byen Rom, nøgen, med hovedet hævet ved håret og med et sværd rettet mod struben, med afføring i ansigtet og på brystet og angrebet af alle, der mødte dem; til sidst blev han stranguleret og kastet i Tiberen. Han fik ikke engang en almindelig begravelse. [6] Han døde i sit livs femoghalvtredsindstyvende år, i sin regeringstids ottende måneds første dag.
19.
20.
|