Florus: Epitome bellorum omnium annorum

Oversat af Simon Laursen (2005)

Latinsk tekst

Varus' nederlag til germanerne

Gid han dog heller ikke havde anset det for så vigtigt at besejre Germanien! Germanien gik snarere tabt til vor skændsel end det til vor hæder blev erobret. Men for så vidt som han vidste, at hans fader, C. Cæsar, to gange havde slået bro over Rhinen og havde opsøgt kampe derovre, havde han fået lyst til at gøre Germanien til en provins til hans ære; det var også sket, hvis barbarerne havde kunne tåle vore fejl så godt som vore befalinger.

Drusus blev sendt til denne provins og undertvang først usipeterne; derefter trænger han hurtigt gennem tenktererne og kattherne. For han markerede en bestemt høj som sejrsmonument med krigsbytte og symboler taget fra markomannerne. Derefter angreb han ligeledes de stærke folk kheruskerne og sveberne og sikambrerne, der med korsfæstelsen af tyve centurioner som en slags dyr ed havde pådraget sig krigen, i så sikkert håb om sejr, at de på forhånd havde aftalt fordelingen af byttet: kheruskerne havde valgt alle heste, sveberne alt guld og sølv og sikambrerne alle fanger. Det gik lige omvendt. For sejrrig delte Drusus deres heste, kvæg, halssmykker og dem selv op og solgte dem; og derefter fordelte han til forsvar af provinsen forter og vagtposter rundt omkring ved Mosa [Mosel], Albis [Elben] og Visurgis [Weser]. På Rinens bred anlagde han mere end 50 befæstede poster. Borma og Caesoriacum forbandt han med broer og styrkede forsvaret med flådefartøjer. Han åbnede den hidtil ikke sete, utilgængelige, herkyniske skov. Der var en sådan fred i Germanien, at menneskene syntes forandrede, jorden en anden, himlen selv mere mild og blød end normalt. Til sidst gav senatet ham, den tapre, unge mand som noget helt nyt posthumt tilnavn [Germanicus] efter provinsen, ikke som smiger men for hans virkelige fortjenester, fordi han døde der.

Men det er vanskeligere at holde fast i provinser end at skabe dem; man skaffer dem med magt, men beholder dem med retfærdighed. Glæden var derfor kort. For germanerne var snarere besejrede end tæmmede, og de beundrede mere vor moral end vore våben under Drusus' ledelse; da han var død, begyndte de at hade Quinctilius Varus for hans begær og overlegenhed, for ikke at tale om hans brutalitet. Han vovede at holde offentlige møder, og han havde uforsigtigt offentliggjort administrative instrukser, som om han kunne kontrollere barbarernes hang til vold med liktorens kæppe og udråberens stemme. Men germanerne, som allerede længe havde sørget over, at deres sværd rustede og deres heste ikke blev brugt, greb til våben under Arminius' ledelse, så snart de så civilt tøj og civilretten, der er strengere end våben. Men Varus' tiltro til freden var imidlertid så stor, at han ikke lod sig rokke, selvom sammensværgelsen blev afsløret af Segestes, en af lederne. De angreb ham derfor intetanende, mens han ikke nærede frygt for noget i den retning, ganske uforudset. O, hvilken selvsikkerhed! Han sad på sin embedsstol og henviste til lovene, da de går på ham fra alle sider; lejren plyndres, tre legioner tilintetgøres. Samme dag, som Paulus tabte ved Cannae, fulgte Varus sin tabte lejr både af skæbne og af sind. Intet kunne være mere blodigt end det blodbad i sumpene og skovene, intet mere uudholdeligt end barbarernes triumferende hån, især mod deres forsvarere i retssagerne. Nogle skar de øjnene ud på, andre hænderne af, én fik munden syet til, efter at tungen først var skåret af; en barbar holdt den i sin hånd, mens han sagde: "Endelig er du holdt op med at hvisle, din slange!" Også konsulens eget legeme, som soldaternes respekt havde skjult, blev gravet op. Felttegnene og to ørne besidder barbarerne endnu, en tredje rev tegnbæreren af, før end den faldt i fjendens hænder, stak den ind under sit bæltes skjul og holdt den der, mens han skjulte sig i en blodig sump. Dette nederlag blev årsag til, at imperiet, der ikke var standset ved oceanets kyst, standsede ved floden Rhinens bred.

Sidst revideret 22. 4. 2005 af Simon Laursen