Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
Gellius: Noctes AtticaeOversat af Simon Laursen (2005)II 24 - Romersk luksuslovgivning Man vogtede hos de gamle romere over sparsommeligheden og mådeholdet med leveomkostninger og måltider, ikke kun i de private hjem med vaner og opdragelse, men også i det offentlige med kritik og sanktioner bestemt i mange love. Jeg har endda for nylig læst i Ateius Capito's 'Bidrag', at der findes en gammel senatsbeslultning, vedtaget under C. Fannius' og M. Valerius Messallas konsulat, hvori borgerskabets ledere, som ved festen for den Store Moder efter en gammel ritus 'byttede ud', dvs. de holdt fester indbyrdes på skift, fik ordre til at sværge over for konsulerne efter en bestemt formel, at de ikke ville have større udgivefter til de enkelte måltider end 120 as, på nær grønt, hvedbrød og vin, og at de ikke ville bruge udenlandsk vin, men fædrelandets egen, og at de ikke ville stille mere sølvservice frem til festen end 100 pund i vægt.Efter den senatsbeslutning blev lex Fannia vedtaget, som tillod, at man ved Romerfesten ligesom ved plebejerfesten, Saturnaliefesten og på bestemte andre dage blev anvendt 100 as pr. dag, på andre ti dage hver måned 30 pr. dag, men på alle andre kun 10. Det er den lov, digteren Lucilius hentyder til, når han siger: 'Fannius' elendige lille hund' På dette punkt har nogle af kommentatorerne til Lucilius taget fejl, fordi de troede, at der ved lex Fannia var bestemt et maximum af 100 as på en hvilkensomhelst slags dag. For Fannius fastlagde ganske vist 100 as, som sagt, på bestemte festdage, og han nævnte også disse dage, men udgiften på alle andre dage begrænsede han pr. dag til snart 30, snart 10. Derefter blev lex Licinia fremsat. Skønt den ligesom lex Fannia kun tillod udlæg af 100 as på visse dage, tålte den dog 200 til bryllupper og fastsatte 30 på alle andre dage; og skønt den fastlagde bestemte mængder af kød og saltet fisk pr. dag, ruttede den løssluppent ubestemt med alt, der stammede fra jord, vinstok eller træ. Denne lov omtaler digteren Laevius i sine 'Erotiske bagateller'. Laevius' ord lyder som følger (han taler om, at en gedebuk, som var blevet hentet til middag, blev sendt væk igen, og at måltidet så – efter lex Licinias ordlyd – var blevet anrettet med frugt og grønt): 'Man bærer lex Licinia ind, Også Lucilius omtaler den lov med følgende ord: 'Lad os omgå Licinius' lov.' Eftersom disse love lå hen dækket af skidt og ælde og de fleste væltede sig i rigelige formuer og hældte både hushold og penge i en malstrøm af frokoster og fester, forelagde diktatoren L. Sulla senere en lov for folket, efter hvilken det var lov og ret at anvende tre hundrede sesterts til måltidet på Kalendae, Idus og Nonae, på festdage og visse helligdage, mens man ikke måtte bruge mere end 300 på alle andre dage. Udover disse love har jeg også fundet en lex Aemilia, som bestemmer ikke omkostningerne ved måltiderne, men arten og mængden af fødevarer. Derefter fastslog lex Antia udover pengeforbruget også det, at siddende og tiltrædende embedsmænd kun måtte gå til middag hos bestemte personer. Til sidst kom lex Julia for folket under Caesar Augustus' regering; i den fastsattes på hverdage kun 200 sesters, på Kalendae, Idus og Nonae og visse andre festdage 300, og ved bryllupper og andendagsfester 1000 sesters. Ateius Capito hævder, at der findes en erklæring – om det var Augustus eller Tiberius Caesar husker jeg ikke – ifølge hvilken udgiften til måltider ved forskellige højtideligheder blev hævet fra 300 sesterts helt til 2000, for at man med disse begrænsninger kunne få kontrol med væksten i den sydende luksus.
|
Sidst revideret 17. 11. 2012