Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside
Aulus Gelliusromersk forfatter, ca. 130 – 180 evt. Gellius' eneste overleverede værk, Noctes Atticae, 'Attiske nætter', er en samling små essays om alverdens spørgsmål, i litteraturen, samfundet, filosofi og religion, ofte om forhold, der længst er gået af brug. Der var oprindeligt 20 bøger, men store dele af værket er gået tabt, herunder hele bog 8. Gellius havde også en løbebane som embedsmand, men den var ubetydelig; hans familieliv inddrages undertiden i værket, der er dediceret til hans børn. Gellius tænkemåde er typisk for hans tid. Små bagateller, anekdoter og problemer med ords betydning, og en antikvarisk interesse for alt gammelt udgør hovedindholdet af hans værk. F. eks. har han undersøgt forskellen på forskellige former for romersk kommuneadministration; og han har samlet sig en oversigt over romersk lovgivning om luksus. Men der er også mange andre emner, og mange morsomme detaljer. F. eks. er det ham, der har overleveret historien om Androkles og løven. Hans mange citater er værdifulde for kendskabet til meget af den ellers tabte romerske litteratur, og han giver ofte oplysninger, som vi ellers ikke har. Sprogligt er Gellius også antikvarisk – han bruger gerne gammeldags udtryk og former. Også det er typisk for tiden, men Gellius' samtidige (Fronto og Apuleius) går dog langt videre i det sprogligt særprægede. Litteratur Aulus Gellius, Noctes Atticae bog 1-20, oversat af Carsten Weber Nielsen |
Sidst revideret 17. 11. 2012