HOMER

Under 'Homer's navn er der bevaret to kæmpestore digte fra den græske oldtids første tid, Iliaden og Odysseen, samt nogle kortere hymner.

I antikken antog man, at 'Homer' var en historisk person, udformede endda portrætter af ham (forskellige - ovenfor er et fra London, et fra Paris og et fra København); man forestillede sig, han var blind, fordi der i Odysseens 8. sang optræder en blind digter. Man mente at vide, at han kom fra øen Khios i det ægæiske hav, nær kysten til Lilleasien (se kort), og satte hans levetid til omkring år 700 fvt.

Fortællingerne og fortællerne

Digtene er imidlertid 'mundtlig digtning', det endelige resultat af en sikkert århundred-lang tradition, hvor en mængde digtere har fortalt den samme historie og hele tiden forandret, ofte forbedret, den, så den passede til omstændighederne. Der har altså ikke været én, men mange digtere af disse to digte. Omvendt må der jo også have været nogen, der samlede digtene - for de består af 'episoder', der er samlet til en helhed.

De to store digte er alt for lange til at kunne blive foredraget på én gang. Men de er ikke usammenhængende og tilfældigt sammenklistrede - begge digte er omhyggeligt komponerede, så de stræber efter et klimaks, og begge bringer også fortællingen 'ned' igen efter deres klimaks. I Iliaden nås klimaks i 22. sang i tvekampen mellem heltene Akhilleus (græker) og Hektor (trojaner), efter at begge personers personlighed er blevet fremstillet i en række sammenhænge forinden, og et rigt miljø er blevet bygget op omkring dem; i Odysseen nås klimaks ligeledes i 22. sang med Odysseus' voldsomme drab på bejlerne til hans hustru, efter at hans egen og sønnens møde er blevet forberedt i en kompliceret struktur (Odysseen kan opdeles i blokke af fire sange). Men fortællingen i begge digte er meget sindrigt bygget op, og der er mange detaljer at finde.

Persongalleriet er langt rigere i Iliaden end i Odysseen, og den karakteristik, der gives af personerne, er mere nuanceret. I Iliaden møder vi både helte, vi kan synes om, og helte, der nærmest er psykotiske - navnlig Akhilleus; i Odysseen er der i høj grad fokus på titelfiguren og i et vist omfang på hans søn Telemakhos.

Guderne er også langt bedre repræsenterede i Iliaden end i Odysseen. I Odysseen er kun Athene en gennemgående figur, mens snart sagt alle Olympens guder spiller én eller anden rolle i Iliaden. Begge digte sættes dog i gang ved guddommelig beslutning, og der synes ikke at være tale om, at gudernes realitet betvivles. Digtene er skabt i en tid, hvor den græske religion var ægte polyteistisk. Men hvor Zeus' 'plan' i Iliaden er begrundet i Akhilleus' moder Thetis' meget egocentriske forlangende om, at Zeus skal 'betale sin gæld' til hende og g¿re noget, der ikke kan ses som rimeligt, starter Odysseen med en lille moralsk fortælling om Orestes' hævn for drabet på hans fader; en fortælling, der er lagt i munden på Zeus selv.

Sidst men ikke mindst er følelsesregisteret bredere i Iliaden end i Odysseen. Det, der sker i Iliaden, er dybt og ægte tragisk og er skildret med bevidsthed om det faktum, mens Odysseen er mere ligefremt moralsk og går efter den 'retfærdige' slutning. Mens Hektors død må gøre et voldsomt indtryk af guddommelig vilkårlighed, får bejlerne i grunden bare, hvad de har fortjent.

Sangernes teknik og sprog

'Homer' - eller de mange digtere, der har fortalt disse historier og efterhånden udviklet persongalleri og episoder - har ikke kendt til skrift; de har digtet 'mundtligt' og husket sangene fra gang til gang. Det har de naturligvis haft specielle teknikker til, og vi kan gennemskue deres teknik på forskellige måder.

For det første har de 'standardløsninger' på nogle scener - kampscener, måltidsscener osv. De fortæller simpelthen den slags scener meget ens og varierer kun, så tilhørerne ikke keder sig. For det andet har de 'formler' til at indlede og afslutte de enkelte dele af fortællingen med (og disse 'formler' optræder da også rigtig mange gange i digtene - f. eks. 'Men da der oprandt lys af den rosenfingrede Dagning', der findes over tyve gange i Odysseen, men kun to i Iliaden), for det tredje har de bestemte adjektiver, de beskriver personerne med (den 'Athene, gudinden med lynende øjne', f. eks., eller 'mændenes drot Agamemnon' osv.) Ofte er dette adjektiv en angivelse af, hvem personen stammer fra - et 'patronymikon' ('Peleide', 'søn af Peleus', om Akhilleus).

For det andet er digtene skrevet på vers, de såkaldte heksametre (på dansk et vers med seks trykstærke stavelser adskilt af (en eller) to tryksvage; første tryk ligger på første stavelse, og der er kun én stavelse efter den sidste trykstærke). Det betyder, at sangeren kan støtte sig til rytmen i det, han skal fortælle, og det hjælper hukommelsen meget. Ikke desto mindre er digtene - som mundtlig digtning - næsten utrolige bedrifter.

Det sprog, digtene er skrevet i, er en blanding af dialekterne jonisk og æolisk, der især findes på det ægæiske havs østkyst - netop der, hvor Khios også ligger. Sproget har dog også en del gammeldags udtryk, der ikke hører hjemme i nogen af de to dialekter; det homeriske sprog er et 'kunstsprog', der sikkert er opstået over flere hundrede år.

Historisk sandhed; det 'homeriske samfund'

De hændelser, digtene handler om, lå efter grækernes opfattelse mange hundrede år før digtene blev til - i mellemtiden måtte beretningen om hændelserne være gået fra mund til mund, fra digter til digter. Man kan strengt taget ikke vide det, men der er bestemt ikke noget, der tyder på, at de homeriske digte fortæller noget, der bare ligner en historisk sandhed om tiden omkring år 1250 fvt., men på den anden side foregår digtene steder, vi ved, der har været paladser dengang, og en eller anden 'historisk kerne', uanset hvor fjern og uigennemskuelig, skal der nok være. Men historien er blevet fortalt hen over vigtige historiske skel - de store paladsers ødelæggelse omkring år 1200 fvt. (f. eks. Mykene eller Pylos), en omfattende udvandring fra det gamle Grækenland til Ægæerhavets østkyst, indførelsen af jern i stedet for bronze, afskaffelsen af kongedømmet i Grækenland og erstatningen med et styre ved samfundets gamle adelsmænd (et 'aristokrati'), og den første udvikling hen imod det, der bliver til bystaten i senere tid - og hele den udvikling har sat sine spor i digtene, ofte uden at ældre spor er blevet fjernet. Digtene afspejler således egentlig ikke en bestemt historisk periode, men en hel række historiske perioder.

Ikke desto mindre kan man godt forsøge at beskrive en slags 'homerisk samfund' - hvis man altså er klar over, at det ikke kan hænge modsigelsesfrit sammen. Det er et samfund med konger og helte; og det er et samfund, der bor i bylignende bebyggelser, hvor der holdes ting og retspleje offentligt. Der findes ikke skrift eller noget, der ligner. Der findes handel og sejlads, men det ser ud til, at man overvejende lever af landbrug. Almindelige mennesker nævnes meget lidt, især i Iliaden; de er under alle omstændigheder normalt ikke vigtige for handlingen. I Odysseen spiller dog hyrden Eumaios og ammen Eurykleia vigtige roller - men de er også begge tidligere fornemme personer. Alle disse forskellige samfundsmæssige forhold findes dog i en vis forstand netop kun i digtene - det er begrænset, hvor meget man kan blive oplyst af at sammenligne med samtidige fund fra arkæologiske udgravninger. I digtene findes f. eks. jern og bronze ved siden af hinanden på en måde, der ikke kan have historisk sandhed - og derfor ikke kan findes i jorden af arkæologerne.

Hvornår digtene er blevet skrevet ned og deres indhold derfor så småt er holdt op med at være foranderligt på den måde, er et stort stridsemne. Skriften kommer til Grækenland i midten af 700-tallet fvt., og nogle mener, digtene er skrevet ned kort tid derefter, evt. af en 'Homer' selv; andre mener, der går lang tid, før det sker, måske helt til engang i 500-tallet fvt., hvor vi ved, at der fandtes en nedskrevet udgave til brug ved offentlige opførelser i Athen.

Publikum

Hvem tilhørerne er, er naturligvis også afhængigt af, hvilket tidspunkt man forestiller sig. I tidlig tid har det været adelen selv, som det også fremstilles i Odysseen. Der er en sanger, Phemios, der synger for bejlerne i 1. sang, og en anden, Demodokos, der synger for de forsamlede stormænd og kongen - samt Odysseus - i 8. sang. I 8. sang ser man endda, hvordan deltagerne i festen kan bede om bestemte episoder og sammenligne den nærværende digters præstation med andres.

Men i 500-tallets Athen har publikum været et andet; formentlig et bredt udsnit af byens befolkning, og det er muligvis ikke mindst af hensyn til dem, at nogle af de berømte homeriske lignelser er blevet flettet ind. Det drejer sig om korte billeder af almindelige menneskers liv, udført noget bredere end sammenligningen egentlig kræver.

Efterliv

Allerede i det gamle Grækenland havde 'Homer' (dvs. hans digte) en enorm betydning. Man kan godt sige, at udover guderne og deres fester er Homer det eneste, der binder grækerne sammen. Al græsk litteratur og kunst er fyldt med mindelser om Homer. Romerne fortsatte med at vise, de kendte Homer og kunne bruge ham - og for at gøre en lang historie kort, har det samme været tilfældet i næsten alle historiske perioder i Europa, nogle gange mere, nogle gange mindre.

Størst betydning har Homer vel haft i romantikkens tid - da man var begejstret for fjerne, gerne blinde, genier, og man lagde vægt på, at man kunne læse græsk. Det er fra denne periode, den største oversættelse af Homer, udført af Christian Wilster, stammer. Men også siden har listen af bøger og film, der har hentet inspiration hos Homer, været næsten endeløs.

Litteratur

Oversættelser

Iliade, oversat af Chr. Wilster, 1836 (og utallige genoptryk, udvalg og bearbejdelser)

Odyssee, oversat af Chr. Wilster, 1837 (og utallige genoptryk, udvalg og bearbejdelser)

Odysseen, oversat af Otto Gelsted, 1954 (og senere; prosaoversættelse)

Iliaden, oversat af Otto Gelsted, 1955 (og senere; prosaoversættelse)

Homers Iliade på Dansk, af Otto Steen Due, 1999

Homers Odyssee på Dansk, af Otto Steen Due, 2002

Sekundærlitteratur

Per Krarup: Homer, København 1945, 2. udg. 1964 (almen fremstilling)

Minna Skafte Jensen: Hovedlinier i de sidste årtiers Homerforskning, København 1968 (redegørelse for forskningen)

Per Krarup: Det græske epos, København 1978 (almen fremstilling, mest om Homer)

Holger Friis Johansen: Fri mands tale, Viby 1984 (ss. 22 - 41; kort almen fremstilling og to eksempler på analyse)

Giuseppe Torresin: Homer, 1989 (redegørelse for forskningen)

Lene Andersen (udg.): Homerstudier (artikler om Homer)

Minna Skafte Jensen: Homer og hans tilhørere, 1992, 2. udg. 2000 (med god litteraturliste)

En enkelt bog på engelsk:

Robert Fowler (udg.): Cambridge Companion to Homer, Cambridge 2004 (med litteraturliste over udenlandsk sproget litteratur).

Elektronisk

Ole Balslev: Hvorfor slæber Homer på femte fod?

Hjælpemidler

Navneliste over de vigtigste personer, der nævnes i digtene -