AEQUAM MEMENTO

Horats lyriske digte, bog 2 digt 3

Dansk oversættelse af Vilhelm Andersen (1903), Alfred Glahn (1920) og Axel Juel (1933).

Vær stille. Vær stille, Ven! naar Skæbnen gaar Imod dig som en Sø, Hvor vrede Bølger vældigt slaar; Vær stille, naar med vekslet Kaar Den fulde Bør i Sejlet staar, 5 Da du jo dog skal dø — Om du din Livstid har henbragt Med Sorg foruden Trøst; Om paa et lønligt Grønsvær strakt I en bestandig Højtidsdragt 10 Falernervinen dig har rakt Sin bedst forvarte Høst. Skal da den høje Pinjes Top Og Sølverpoplens Sus Til ingen Nytte føre op 15 Det Skyggelæ for Sjæl og Krop Og Bækken gaa, med Glædeshop, Forgæves i sit Grus? Bring Vin og Salvers Duft herhen, Mens vi har Tid og Raad, 20 Og vore røde Roser, Ven! Har deres Blad og Blomster end Mens der endnu er lidt igen Af de tre Søstres Traad. Dit Hus, din sammenstykte Vang, 25 Den gule Tiberstrand Under din Villas Blomsterhang Og dine Skattes Sejrs-Stang — Alt gives dog til Pris engang En fremmed Ejerrnand. 30 Er Inachus din Ættedrot, Og har du Guld som Hø, Eller du er en Stymper blot, Og ejer intet andet Slot End Himlens Hvælving — lige godt, 35 Da du jo dog skal dø. Vi samles alle dog for vist, Da vi skal alle dø. Forskellig er kun Livets Frist: Det samme Fartøj, sort og trist, 40 Skal føre dig og mig til sidst Til den ukendte Ø. Oversat af Vilhelm Andersen (1903)

SINDSRO Til Quintus Dellius Bevar den Sindets Ligevægt i Modgangstider svare, som Dig for Overmodet, frækt, i Medgang kunde vare. Thi om Du saa med Næbbet hang 5 fra Morgen og til Aften, hvad heller strakte Dig i Vang, hver Fest, med Druesaften og tømte, Dellius, I Mag en gammel, god Falerner: 10 Engang dog kommer Dødens Dag, — mod den Dig ingen værner! Se, Poplen, med sin Sølverlød, og Pinjens høje Grene til Skygge sval mod Solens Glød 15 sig broderligt forene! Hvor ilsomt gennem Lejet snor sig dog den vævre Kilde: Bring Vin og Salve! Bring et Flor af Roser til vort Gilde, 20 ak, altfor snart de visner dog.! — Lad os i Krans dem vinde, mens Kaar og Alder gir os Lov, mens Søstre tre end spinde! Thi engang maa Du dog af Sted, 25 maa for Din Arving vige: Din Landgaard hist ved Tibers Bred og Dit Palm, det rige, i Rom og Dine Sætre hist paa Sydens fjerne Bjerge 30 og alt Dit Guld maa Du til sidst betro i andres Værge! Om rig, af Inachos’s Æt, om fattig, uden Frænder, om hjemløs: Orcus faar sin Ret 35 engang, — ej Ynk han kender! Naar Loddet rammer, ved vi ej, men Døden vil os bjærge, og alle skal vi samme Vej — om Bord i Charons Færge! 40 Oversat af Alfred Glahn (1920)

OM SINDETS LIGEVÆGT Til Quintus Dellius. Mød Modgang med et 1igevægtigt Sind og tøjl Din Trang til overmodig Glæde i Medgangs Tid. Husk paa: Du skal jo dø, o Dellius, hvadenten Du vil græde og sorrigfuld henleve Dine Aar, 5 hvad eller Du forstaar Din Sjæ1 at fryde og paa hver Højtidsdag i landlig Fred i Græsset strakt Din gode Vin at nyde. Hvorfor mon Poplerne og Pinjerne til gæstfri Skygge deres Favn forene, 10 og hvorfor risler Kildens klare Væld med munter Nynnen over Stub og Stene? Lad Vin og Salve bringe hastigt hid! og Roserne, hvis Duft for tidligt svinder, mens det er Tid at glædes, mens endnu 15 vor Livsens Traad de trende Søstre spinder. Alt skal Du miste: Guld og Gods og Gaard, alt, hvad i Livets Løb Du skrabed sammen; alt tages fra Dig, Du skal føres bort og efterlade alt til andres Gammen. 20 Da gavner ej Alverdens Rigdom mer end Armod — bor Du under gyldne Tage, hvad eller Himlens Hvælving er Dit Loft, naar Døden kalder, maa Du med ham drage. Vi føres alle til det samme Sted; 25 Gudinden alles Lod i Urnen ryster, naar Dit uddrages, baader ingen Bøn, Du færges bort til Dødens kolde Kyster. Oversat af Axel Juel (1933)