O SAEPE MECUM
Horats lyriske digte, bog 2 digt 7
Latinsk tekst (du skal selv rulle ned i dokumentet for at finde digtet)
Gloseark Gloseøvelser
Dansk oversættelse af Axel Juel (1933) og Alfred Glahn (1920).
|
VED VENNENS HJEMKOMST
Til Pompejus Varus.
O Du, med hvem jeg tit i fordums Tid
i Brutus' Hær var stedt i Livsens Fare,
hvor godt, at Skæbnen gav os Dig igen
og vilde Dig for Hjem og Land bevare. Pompejus, Du min allerbedste Ven, | 5 | vi løfted tit vort Krus i Aftenstunden,
med syrisk Salve i vort blanke Haar
og Blomsterkransen om vor Tinding vunden.Vi lærte baade Kamp og Nederlag
at kende ved Philippi - i min Kvide | 10 | jeg kastede mit Skjold paa ilsom Flugt,
da de, som blev, i Græsset maatte bide.Mig frelste vel Mercur: en Taagesky
indhylled mig, jeg flyed gennem Dampen;
Du undgik ikke Krigens Bølgeslag, | 15 | | der førte Dig tilbage, ind i Kampen. Bring Ofret, som Du skylder Jupiter,
og stræk Dig lifligt, mødig af at stride;
den Vin, som nu skal vederkvæge Dig,
er gemt til Dig alene, skal Du vide. | 20 |
Saa skænk den ædle Vin, vor Glemsels-Drik,
og Salvens Duft af Muslingskallens Kande,
og flet os Krans af Myrtens friske Løv
og Apium til Køling for vor Pande!Hvem Terningkastet end vil pege ud | 25 | til Gildets Leder-Hverv at varetage,
jeg drikker mig i Nat fra Vid og Sans!
Min allerbedste Ven er vendt tilbage! |
|
Oversat af Axel Juel (1945)
|
|
|
|
VELKOMMEN TILBAGE! Til Pompejus Varus. Du, som med mig bestod saa mangen Dyst,
da vi ved Brutus' Hær var Kammerater:
hvem førte hjem Dig til Italiens Kyst
blandt Fredens Borgere og Roms Penater, Pompejus, Du min Ungdoms bedste Ven | 5 | med hvem jeg gerne ved den fyldte Kande
saa mangen lang og kedsom Dag drev hen
med salvet Lok og Krans omkring vor Pande!Med Dig jeg saa Philippis vilde Flugt,
umandig kasted Skjoldet jeg til Side | 10 | dengang vort Mod blev brudt, vor Trods blev slukt,
og mangen saas med Skam i Græsset bide.Om mig Merkur den tætte Sky jo slog
min Angst og Flugt for Fjendens Blik at dølge;
Dig Krigens Brænding atter med sig drog | 15 | | og tumlede Dig om paa skumklædt Bølge. Giv Zeus det Maaltid, Du ham lovet har,
stræk de af Feltens Møje trætte Lemmer
i Skyggen af min Laur, min Ven, og spar
ej Mosten, som til Dig just Fadet gemmer! | 20 |
Fyld helt til Randen med min ædle Vin
de blanke Bægre, - Glemsel de Dig skænker! -
gyd af Konkyliens Dyb min Salve fin! -
Mon en paa Kruseblad og Myrter tænkertil friske Kranse? Hvem skal vel faa Held | 25 | til ved sit Kast som Gildets Drot at sejre?
Vildt som en Thraker drikker jeg i Kveld,
et herligt Bacchanal min Ven skal fejre! |
|
Oversat af Alfred Glahn (1920)
|
|
|
|
|