RECTIUS VIVESHorats' lyriske digte, bog 2 digt 10.
Latinsk tekst
Oversættelser af Alfred Glahn (1920) og Axel Juel (1933).
DEN GYLDNE MIDDELVEJ
Til Licinius.
Den bedste Kurs, Du styre kan,
er: hverken nær den lumske Strand
at krydse med Din Skude,
ej heller paa det dybe Vand
at holde støt Dig ude!
Den, som den gyldne Middelvej
har valgt, besindig ønsker ej
et Slot, der Avind vækker;
og ej en Rønne vælger sig,
der Usseldom kun dækker.
En Kæmpegran faar Stormens Tag
at føle tit; med vældigt Brag
de store Taarne falde,
og højest Fjeld af Lynets Slag
vel rammes fremfor alle.
Erfaren Mand ej tillidsfuld
tror Lykken, naar den er ham huld,
i Nød han ej forsager;
og Zeus, der bringer Vintrens Kuld,
den og mod Vaar forjager.
Er Lykken gram, — den blir nok blid!
Apollo ej til hver en tid
sin Pil paa Strengen lægger:
Han Musers Kor til Sangens Id
ved Lyren ogsaa ægger.
Licinius! I Modgangs Kaar,
vær kæk, men vis, Du og forstaar
at styre, naar Din Skude
for fulde Sejl og Medbør gaar:
Ven! Reb da Dine Klude!
Oversat af Alfred Glahn (1920)
|
DEN GYLDNE MIDDELVEJ
Til Licinius.
Sikrest Du sejler, naar Du hverken styrer
stadig paa Dybet, eller, angst for Vejret,
søger langs Kysten, hvor usynligt lurer
Grunden og Skæret.
Hvis Du den gyldne Middelvej vil vælge,
undgaar Du Hyttens Nød og Næringssorgen,
undgaar Du Hobens Nid og Nag, som stedse
stiger mod Borgen.
Stormene hærger høje Træers Kroner,
styrter et Taarn, en Stenhob kun man finder,
Lynilden rammer først de høje Bjerges
knejsende Tinder.
Tænksomme Sind vil haabe under Modgang,
frygte i Medgang: Lykken vil sig vende —
selvsamme Gud vil Vinterslud og Vaar til
Mennesker sende.
Er det end onde Tider, Du man friste,
trøst Dig, Du véd, de ej bestandig true —
stundom sin Cithar vil Apollo gribe,
stundom sin Bue.
Husk, at i Modgang skal man modig være,
men at besindig Mand har aldrig fejlet,
naar han i altfor strygende en Medbør
rebede Sejlet.
Oversat af Axel Juel (1933)
|
|
|