OTIUM DIVOS ROGAT -

Horats, lyriske digte, bog 2, digt 16

Latinsk tekst (du skal selv rulle ned i dokumentet for at finde digtet)

Gloser (pdf)

Dansk oversættelse af Vilhelm Andersen (1903), af Alfred Glahn (1920) og af Axel Juel (1933)

FRED Fred begærer midt paa Havet, Af Ægæerbølgen avet, Skipperen, naar mørke Skyer Maanens Lys har helt begravet Og udslukket Stjernens Fyr. 5 Thrakeren med vilde Smile, Partheren med sine Pile, Alle, alle søge Fred: O, men købe Sjælen Hvile Kan ej Jordens Herlighed, 10 Grosphus! Intet Guld i Blokke, Ingen Liktors Embedsstokke Kan forjage Tankers Kval, Der, lig sorte Fugleflokke Flagrer i din Kuppelsal. 15 Lidet volder Livets Lykke: Naar dit Maaltids bedste Smykke , Er et arvet Kar til Salt , Naar ej Frygt og Attraa trykke Søvnen af din Øjenspalt. 20 Livet er en stakket Møje: Drag fra fjerne Maal dit Øje, Søg ej andre Himles Hvælv! Du kan fly din Hjemstavns Høje: Kan du ogsaa fly dig selv? 25 Paa den malmbeslagne Planke Stryger med din syge Tanke, Flyr selv ej for Kampens Brag Rappere end Skovens ranke Raa og Østenvindens Jag. 30 Hvad der er, kan frit du nyde, Med et Smil kan lunt du bryde, Naar den kommer, Sorgens Brod. »Uden Last og uden Lyde« Er ej dødeliges Lod. 35 Brat Achilles sank i Støvet, Tithon segned, ældesløvet, Vi skal alle samme Vej. Ven, hvad Lykken dig har røvet, Giver den maaske til mig. 40 Dig omstimler Faaretroppen, Dig tilvrinsker Firspandshoppen, Dig ombrøler hundred Køer; Du har Purpuruld paa Kroppen Af en afrikansk Kulør. 45 Mig gav Parcerne, de brave, Denne lille Sommerhave Og en Gnist af Grækervid Og - den allerbedste Gave – At foragte Pøblens Nid. 50 Oversat af Vilhelm Andersen (1903)

RO I SINDET Til Pompejus Grosphus. »Ro! Skænk mig Ro!« saa raaber midt paa Havet til Guder bange Skipper, naar han ser, at Skyens Mulm' har Maanens Skær begravet, at Stjernehimlens Fyr ej blinker mer! »Ro! Skænk mig Ro!« fra vilde Thraker lyder, 5 »Ro! Skænk mig Ro!« er Mederskyttens Bøn, - - men Ro er ej til Fals, om saa Du byder Guld, Grosphus! Purpur, Ædelsten til Løn! Ej Konsulens Drabant, ej jordens Skatte kan genne Dig de Urosfugle ud, 10 der flagre om Din Højsals Loft, og glatte Dig Lidenskabens Furer af Din Hud! Tilfreds - trods lidt - er den, hvis bedste Eje er Sølvsaltkarret fra hans Fædrebo; ej Frygten jager Søvnen fra hans Leje, 15 og stygt Begær ej røver ham hans Ro. Vort Liv er kort! Hvi efter mer da jage, - hvi hige fredløs mod en fremmed Kyst, naar ej vor Uro lades kan tilbage, men fjæler sig bestandig i vort Bryst. 20 Mer rap end Skyens rappe Jager, Blæsten, - mer snel end Hjorten med den lette Klov, den slipper ikke Rytteren paa Hesten, den entrer Skibet med den skarpe Bov! Den Sjæl, der fro kan i sin Lod sig skikke, 25 vil aldrig tragte rastløs efter mer; han ved, at sorgløs Lykke findes ikke: Den gækker Modgang bedst, som ad den ler! Mens Alderdom sejgpinte Tithons Kræfter, saa ramte Braddød Ædlingen Achill: 30 Maaske, hvad Du forgæves higed efter, det Lykken netop mig forunde vil. For Dig, hist i Siciliens rige Grøde, med Brølen Hundreder af Køer gaar; Dig vrinsker vælig Fuldblodshest i Møde, 35 Dig Purpurkappens Bræm om Hælen slaar! Hvad Skæbnen mig beskar, var ikke meget: Min lille Landgaard og min Digterid, og saa - til Pant, at den mig ej har sveget, - dybt at foragte Hobens lumpne Nid! 40 Oversat af Alfred Glahn (1920)

OM FRED I SINDET Til Pompejus Grosphus. Det er om Fred, en Skipper beder Guden, grebet af Stormen paa Ægæerhavet, naar alle Himlens Lys er under sorte Skyer begravet. Det er om Fred, den koggersmykte Meder, 5 det er til Fred, de vilde Thracer trænge, Fred, som, o Grosphus, ikke er til Fals for Purpur og Penge. Thi ingen Magt — ej væbnede Liktorer — spreder en Skare kummerfulde Tanker, 10 Sorger, som flagrer under Dine Lofters udskaarne Planker. Glad og tilfreds med lidet kan Du leve, naar ved Dit Maaltid Fædres Saltkar skinner, og ej ved Nat for havesyg Bekymring 15 Søvnen forsvinder. Livet er kort — hvorfor da mangt begære? Hvorfor fra Land til Land i Verden drage? Flyr Du Dit Hjem — Dig selv kan Du dog ikke lade tilbage. 20 Sorg stiger med ombord paa Skibets Planker, Rytteren rider ej fra Nød, som nager; rappere iler den end Østenvind, som Skyerne jager. Aldrig i Verden naas den fulde Lykke, 25 nyd da hvert Nu, lad Fremtids Uro hvile; Bitterhed kan det muntre Sind forsøde blot ved at smile. Brat var den Død, der fældede Achilles, snigende Ælde har Tithonus knægtet — 30 mig rækker Skæbnen muligt, hvad den Dig har lunefuldt nægtet. Vældige Hjorde brøler paa Din Græsgang, Firspandets Hopper vrinsker Dig imøde, Klæder Du bærer, som af punisk Purpur 35 farvedes røde. Mig gav min Skæbne denne lille Jordlod, lidt af den græske Aand og Sangerglæde, dertil Foragt for Pøblen og dens dumme Avind og Smæde. 40 Oversat af Axel Juel (1933)

Sidst revideret 26. 12. 2009