TROIANI BELLI SCRIPTOREM Horats' breve, 1. bog, 2. brev
Latinsk tekst
Oversættelse af Vilhelm Andersen
SELVOPDRAGELSE
(Brev til den unge Lollius Maximus.)
Medens Talerkunsten du,
Lollius, i Rom studerer,
jeg Homer en Gang endnu
i Præneste repeterer, —
ham, der bedre kan forklare,
hvad der godt er, og hvad slet,
hvad der Uret er, hvad Ret,
end de lærdes hele Skare!
Laan mig — kære Ven, nu Øre,
hvis du da har Tid at høre,
hvordan jeg til denne Dom
om den gamle Digter kom!
Ser du: Sagnet, som fortæller,
hvordan Paris’ Elskovssvig
voldte denne lange Krig
mellem Hellas’ Helteskarer
og de fremmede Barbarer, —
dette Sagn jo netop melder om,
hvor Folk og Drotter træller
under Lidenskabens Magt,
som med Daarskab staar i Pagt!
Skønt Antenor viser Vej,
raader til, at Stridens Kærne
med et Snit man rask skal fjerne,
siger Paris stædigt nej:
til i Ro at eksistere
og i Fred sit Folk regere
tvinges kan og vil han ej!
Nestor iler med at jævne Sagen,
som har voldet Striden
for Atriden og Peliden;
men den ene la’er sig ægge
af sin Elskov, og dem begge
driver Hadet til at hævne!
Og for Drotters Daarskabsbrade
maa Achæerne saa bøde! —
Udenfor saa vel som inde
bag Trojanermurens Tinde
syndes der ved Vrede, Tvist,
Udaad, Vellyst, Argelist! — —
I den anden Digtning faar
klarligt vi for Øje stillet
i Odysseus’ ædle Billed
alt, hvad mandig Kløgt formaar:
han, som styrted brat i Grus
Priamus’s gamle Hus
og, med Snildhed højt begavet,
fór saa viden om paa Havet,
skued mange Folk og Stæder,
deres Skikke, deres Sæder,
udstod mangen rædsom Dyst,
(— Modgangsstorm hans Mod ej dæmper! —)
at han dog med sine Kæmper
maatte naa til Hjemmets Kyst!
Du har hørt om Kirkes Rænker
og Sireners fagre Røst:
havde, som hans Mænd, sin Lyst
der han fulgt: i Trolddoms Lænker
havde han i Dyreham
som en Hund for Skøgen krøbet,
som et Svin i Dyndet løbet
uden Vid til Spot og Skam!
Men af Folk som os, min kære,
tyve paa en Snes der gaar:
Vi er født — kun til at tære .
Jordens Frugter; vi forstaar
ret at kæle for vor Krop,
saa det aldrig kan faa Ende,
som den dumme Bejlertrop,
som Alkinoos’s Svende;
de, som fandt det ideale
i at snue Dagen lang
og mod Kveld ved Lyrens Klang
atter Morfeus faa i Tale!
Gælder det at slaa ihjel:
midt om Natten vil en Røver
straks fra Lejet springe op.
Gælder det dit Ve og Vel,
mon saa virkelig du tøver
med at lette paa din Krop?
Tænk dog paa: vil ej du springe,
medens du endnu er sund,
Vatersoten (— tro mig kun!)
skal din Dovenskab nok tvinge!
Lader du dig ikke bringe
Lys og Bog før Morgenstund;
vil du ej af al din Evne
mod det gode fremad stævne:
da Begær og Nid skal snige
sig i Hjertet ind, og vige
fra dit Leje Hvilens Blund!
Fløj et Sandskorn i dit Øje,
har ej Ro du eller Rast,
før du faar i største Hast
fjernet, hvad dit Øje smerted;
men du tager ej saa nøje,
hvad der nager dig i Hjertet:
der kan godt gaa hele Aar,
før du læger Sjælens Saar! —
Godt begyndt er halvt fuldendt:
Tag da fat, og vov at prøve
paa i Visdom dig at øve!
Den, der ej begynde tør
paa at leve, som han bør,
bærer sig jo ad omtrent
som den Bonde, der stod stille
ved en Flod og vente vilde,
indtil den forbi var rendt!
Men ustandseligt den glider
nu som før og alle Tider! —
Penge — Maal for alles Kræfter,.
Penge — Maal for hver Mands Liv!
Naar man udser sig en Viv,
Medgift først man spejder efter;
hvad der før var vildsom Skov
skal nu underlægges Plov!
Men hvis en, ved Skæbnens Naade,
fik, hvad nok er, ham jeg raade
vil, at ej han ønsker mer!
Aldrig nogen Tid man ser
Gods og Gaard og Guld i Dynger
lette det, som Sindet tynger,
eller Sot og Sygdoms Plage
fra den syge Ejer jage!
Man maa være stærk og sund
for at have rigtig Gammen
af, hvad man har skrabet sammen
nede paa sin Kistebund.
Havde end du Kisten fuld:
hvis du ængstes for at miste,
hvis dig Lyst til mer kan friste,
da vil alt dit Gods og Guld
fast paa samme Vis dig fryde,
som en Podagrist vil nyde
varme Puder, Hynder fine, —
som en Mand med Ørepine
nyder smukke Melodier,
og den øjensyge Mand
underskønne Malerier!
Er ej Karret rent og purt, —
hvad saa siden i du kommer,
vil dets Indhold blive surt!
Er end Vellyst nok saa sød:
købt for Smerte ej den frommer;
derfor skal du ej den ændse!
Stedse Gnier er i Nød:
sæt da for Din Attraa Grænse!
Hvis Misundelse dig nager,
bli’er ved andres Huld du mager:
Ingen nok saa grum Tyran
værre Pinsel finde kan!
Den, som ej kan Vreden tæmme,
han vil angre, dybt bedrøvet,
hvad i Hidsighed han øved,
lyttende til Harmens Stemme,
mens kun dertil stod hans Agt
Hævn at faa med Vold og Magt
for det Had, han ej fik slukt!
Vrede, det er Vanvid bare,
som en stakket Stund vil vare!
Vel, saa av dit Sind da smukt:
hvis det ej sin Herre lyder,
snart dtl over "Herren" byder.
Hold i Tomme da din Aand,
lad den gaa i Ledebaand!
Medens Hesten end er Plag,
og dens Nakke la’er sig bøje,
gør Berideren den spag,
at sin Rytter den skal føje;
og en Hund faar ikke Lov
til at halse med paa Jagt,
før den hjemme sit: "Vovvov!"
har til Hjorteskindet sagt!
Endnu er det ej for sent,
end dit Bryst er ungt og rent:
Søg af ædle Mænd at lære,
hvordan helst du selv skal være!
Hvad i Karret der blev gydt,
medens det endnu var nyt,
hænger fast ved Bund og Sider
og kan lugtes lange Tider! — —
Endnu eet: Bli’er du tilbage,
ej jeg vente vil pan dig;
og vil iltert frem du jage,
lige sindigt gaar dog jeg!
Oversat af Vilhelm Andersen
|
|
|