Horats - brev I 4

VENNEBREV

Til Digteren Albius Tibullus

Albius, Du som saa redeligt dømmer om mine Satirer,
hvad mon Du nu ta'r Dig til i Din landlige Bolig ved Pedum?
Skriver Du noget, som helt gør det af med Cassius' Digte,
eller vandrer Du om i de karske Skove og lader
Sindet bevæges af det, som har Værd for den gode og

5

vise? Du var jo aldrig en Krop uden Sjæl, nej, Guderne gav Dig
Skønhed og Velmagt og Evne til begge behersket at nyde.
Hvad kan en Amme vel ønske sin elskede Fostersøn mer end
Tanke og Sind til at opfatte Livet og give det Udtryk,
Yndest og Hæder og Sundhed i rigeligt Maal og at kunne

10

leve et standsmæssigt Liv og aldrig at ængstes for Armod?
Mellem Bekymring og Haab, mellem Harme og Angst maa vi leve,
lev da hver eneste Dag, der oprinder, som var det Din sidste:
dyrebar bliver hver Time, Du ikke har ventet at eje. —

Mig kan Du træffe, velnæret, i velplejet, glinsende

15

Fedme, naar Du vil le ad en Gris fra de epikuræiske Stier.

Oversat af Axel Juel (1945)

Albi, nostrorum sermonum

- Horats' breve, bog 1, digt 4