Urbis amatorem
Horats' breve, bog 1, brev 10
| 5 |
Kæreste Fuscus, min ven!
Du elsker at leve i byen.
Jeg har det omvendt. Jeg elsker at leve herude på landet.
Kun på det punkt er vi ikke identiske. Tvillinger er vi,
næsten da, ellers, som brødre. Hvad én af os hader,
hader vi begge og nikker som gamle, fortrolige duer.
|
| 10 |
Du holder til i dit dueslag; jeg sætter pris på naturen,
alle dens bække, de mossede sten og de kølige lunde.
Kort: jeg er først for alvor i live her i mit rige,
når jeg er ude af byen, I jublende hæver til sky'rne.
Ligesom slaver på flugt fra en præst si'r jeg nej til det søde -
|
| 15 |
jeg har behov for brød; det er bedre end honning og kager.
Dersom vi skylder at leve i god harmoni med naturen,
og hvis vi først skal finde et sted til at bygge en bolig -
kender du så noget bedre end landlivets fredfyldte lykke?
Hvor er der mildere vintre, og hvor vil en kølende brise
|
| 20 |
lindre så let som på landet den hede, der kommer i juli -
dér står solen i Løven, og hundedagene falder.
Er der et sted, hvor bekymring forstyrrer os mindre i søvnen?
Stråler en dyr afrikansk mosaik mon mer end et engdrag?
Strømmer der renere vand i de blyklædte rør i en gade,
|
| 25 |
vandet forsøger at sprænge, end ude i klukkende bække?
Jo, man la'r skov vokse op blandt søjler af mange kulører;
pris bliver huse til del, som åbner med udsigt til marker -
driver du ud din natur med en fork, vil den vende tilbage,
uvist hvornår, og vil, sejrrig, sprænge dit snobbede hovmod.
|
| 30 |
En, der er skrap til at kappes med andre på purpur fra Sidon,
men som er helt uden kendskab til farve til uld fra Aquinum,
mister sit eget lige så sikkert og tæt på sit indre,
som hvis man ikke forstår at skelne, hvad falsk og hvad sandt er.
Den, som har vældig succes og har nydt den mer, end han burde,
|
| 35 |
rystes af ændringer, kriser, for alt, du beundrer og elsker,
lægger du ugerne fra dig. Så hold dig ved jorden! I hytter
kan man skam leve langt bedre end konger med hof og det hele.
Hjorten var hesten for mægtig i kamp og var ved at fordrive
hesten fra engen, de delte. Da nederlag ikke ku' undgås,
|
| 40 |
tryglede hesten om menneskets hjælp og tog bidslet til gengæld.
Men da den vældige, sejrrige hest var fri af sin fjende,
rysted den aldrig sin rytter af ryggen og bidslet af munden.
Den, som er bange for armod, vil miste det dyreste eje:
friheden. Evigt vil herskere ride ham hensynsløst, evigt
|
| 45 |
træller han under sin herre, fordi han ikke kan nøjes.
Passer dit liv ikke til dig, så er det jo lissom med fodtøj:
er det for stort, vil man snuble; for lille, så klemmer det tæ'rne.
Glad for det, som man har, er det klogt at leve, Aristius.
Gå du nu bare i rette med mig, når du ser, at jeg samler
|
| 50 |
mer end nødvendigt, og ikke ser ud til at stoppe i tide.
Penge, man puger, kan byde og lyde; det' op til hver enkelt.
Penge skal ikke ta' têten, men hellere lade sig styre.
Det her diktered jeg bag ved Vacunas forfaldne og rådnende tempel,
glad for det meste, på nær at du ikke var her ved min side.
|
|
Oversat af Simon Laursen (2017)
|
|