QUINTUS HORATIUS FLACCUS

Quintus Horatius Flaccus er en af de berømteste digtere ikke bare i den romerske, men i hele den europæiske litteratur. Det er også derfor, næsten hvert eneste europæisk sprog har sin egen version af hans navn. I Danmark kaldes han 'Horats', tyskerne kalder ham 'Horaz', englændere og franskmænd 'Horace' (med hver deres udtale, naturligvis).

Horats var digter. Dvs., at alt hvad han har skrevet, er på vers. Horats' produktion var måske ikke stor i mængden af skrevne ord - men han skrev flere forskellige typer af digte: satirer, epoder, lyriske digte og breve på vers.

Horats' liv var på en måde ikke rigt på ydre omstændigheder.

Han var født den 8. december 65 fvt. i byen Venusia i Syditalien. Hans far var en frigiven slave, der levede at at være auktionsholder, så selv om faderen synes at have opbygget en vis formue, var den unge Horats' sociale status meget lav; han blev drillet af de lokale fine folks børn.  Han klager selv ofte over, at det romerske samfund mere ser på, om en mand er søn af en frigiven slave, end på, om han kan noget. En slags selvbiografi ud fra temaet social udgrænsning giver Horats selv i et digt, satire I 6.

Efter en periode, hvor han går i skole i Rom, rejser Horats til Athen for at studere filosofi. Der befinder han sig, da Cæsar-morderne rekrutterer soldater til deres kamp mod det andet triumvirat, og Horats melder sig. Han siger ikke hvorfor, men han har vel, som de fleste af Cæsar-morderne, haft sympati for den gamle republikanske styreform og villet bekæmpe risikoen for enevælde i Rom. Han steg temmelig hurtigt i graderne, og blev leder af en hel legion.

Cæsar-mordernes hær (under kommando af M. Junius Brutus og D. Cassius) mødte triumvirernes hær under kommando af M. Antonius og Octavian ved byen Philippi i Nordgrækenland i 42 fvt. Cæsarmorderne blev fuldstændig slået, og Horats måtte flygte. Mange år senere giver han i et lyrisk digt (bog 2 digt 7) en beskrivelse af stemningen dels ved slaget, dels ved at mødes med en kammerat fra den tid.

Det lykkedes ham at få en amnesti for at have stået på den forkerte side, og han vendte tilbage til Rom; hans formue blev dog konfiskeret, og han måtte leve som sekretær, scriba, ikke nogen dårlig stilling, men dog ikke hvad han havde håbet.

Ved siden af fortsatte Horats med at skrive vers, og efterhånden blev hans evner som digter kendt i Rom, selv om han endnu ikke havde 'offentliggjort' noget. Han må have været med i en kreds af digtere, der læste op af deres endnu ikke helt færdige værker for hinanden. I 38 fvt. blev han inviteret med i den fineste af disse kredse, kredsen omkring Maecenas, en af Octavians nærmeste medarbejdere. Horats og Maecenas udviklede et nært personligt venskab, ikke mindst fordi Maecenas var langt mindre snobbet end de fleste andre samtidige romere, som Horats selv ofte siger (f. eks. i satirerne I 9 og I 6. I denne kreds fik Horats kontakt med digtere som Vergil.

Efter nogle få års medlemsskab af kredsen (formentlig ca. 33 fvt.) forærede Maecenas Horats et lille landsted i Sabiner-landet udenfor Rom, stort nok til at Horats kunne leve af det, og langt nok fra byen til at han kunne få fred til sine litterære og filosofiske aktiviteter. Et digt, satire II 6, er Horats' tak for gaven. Horats kom til at holde så meget af dette sted, at han ofte blev bebrejdet af Maecenas og andre, at han kom for lidt tilbage til byen.

Horats' første værker havde været satirer, digte, der handler meget om bylivet, ofte skarpt og satirisk. De kom i to samlinger, den første vel ca. 35 fvt., den anden ca. 30 fvt. Skarp kritik af menneskehedens dårskab går igen i Horats' næste digtsamling, epoderne, fra ca. 30 fvt. Men Horats havde aldrig brudt sig om bylivet og dets temaer, og ude på sin gård skabte Horats digte af mere almenmenneskelig karakter. Her skaber han sin lyriske digte, carmina. Den første samling af disse digte udkom i 23 fvt. i tre bøger, og fik måske ikke helt den modtagelse, Horats havde håbet på. I stedet gav han sig til at skrive breve på vers, og en samling af disse udkom i 20 fvt.

Skuffelsen over modtagelsen af de lyriske digte blev lidt opvejet af, at Augustus bad ham skrive et stort lyrisk digt til en vigtig religiøs fest i 17 fvt. ('carmen saeculare'), og i 13 fvt. udkom så endnu en bog, den 4., lyriske digte. Samtidig reflekterede Horats over litteraturens betydning i samfundet, især i hans eget samfund, og skrev flere breve om litteratur; det vigtigste af dem er hans 'poetik', Ars poetica, eller epistula ad Pisones der har spillet en kolossal rolle i europæisk litteraturs historie.

Horats vendte aldrig tilbage til aktiv deltagelse i politik og gjorde sig i det hele taget ikke bemærket ved andet end sit litterære værk. Hans forhold til Augustus var i begyndelsen måske nok en anelse reserveret, men ikke mere, end at vi ved, at Augustus satte personligt meget stor pris på Horats, og faktisk forsøgte at ansætte ham som sekretær i sin administration. Horats takkede høfligt nej. I den 4. bog af lyriske digte synes Horats' forbehold at være forsvundet, og han udviser en somme tider næsten pinlig hengivenhed over for kejseren, f. eks. i digt 5 i 4. bog.

Når Horats sådan holdt sig tilbage fra politik, skyldes det ikke kun hans ydmyge herkomst som søn af en frigiven slave, men også hans filosofiske interesser. Han hengav sig ikke tankeløst til et bestemt filosofisk system, men hældede i hvert fald hvad angår forholdet til offentligheden klart til Epikurs filosofi, der frarådede eller ligefrem forbød politiske ambitioner.

Han døde den 27. november 8 fvt., kort tid efter Maecenas, og blev begravet nær ved Maecenas' grav.

Værk

Satirer

Han begyndte i 30'erne fvt. med to samlinger af satirer. En satire var i det gamle Rom et digt, hvor digteren skrev om den verden, der omgav ham, ofte kritisk og - netop - satirisk. Horats' satirer er mest rettede mod menneskelige svagheder i al almindelighed; det er ikke ofte, han angriber personer direkte med navns nævnelse, og da især ikke personer, der betyder noget! Tidligere satire-digtere havde ofte angrebet navngivne personer. Når Horats er mere forsigtig, skyldes det sikkert både, at Horats ikke ville udstille enkeltpersoner, og at det var en farlig tid at leve i.

Horats' første samling af satirer udkom i 35 fvt., og af det berømteste af digtene fra første samling (satire nr. 9) kan man få en godt indtryk af tonen og munterheden i samlingen. Men han finder også plads til et digt (satire nr. 6), der fortæller om hans vanskelige sociale vilkår, især som barn, ikke mindst i lyset af den modtagelse, han fik hos Maecenas, der var hans - netop - mæcen, dvs. velynder og økonomiske støtte. Der er i alt 10 satirer i 1. samling.

Anden samling udkom i 30 fvt. Måske er Horats i denne samling endnu mere tilbageholdende med kritik af bestemte, kendte mennesker. Til gengæld reflekterer han mere over sit eget liv, og især over den lykke, at han havde fået en gård at bo på af Maecenas. I et digt (satire 6), der slutter med den berømte historie om bymusen og landmusen, takker Horats netop for denne gave, og forestiller sig, hvordan hans liv skal være ude på gården, fjernt fra storbyens forvirring. I 2. samling er der 8 satirer.

Versemålet i Horats' satirer er daktyliske heksametre.

Epoder

De næste digte, han skrev, var epoder. Digtene, der sikkert er udkommet samme år som 2. samling af satirer (30 fvt.), har det til fælles med satirerne, at de ofte kritiserer samtidens moralske dårligdomme. Deres versemål er 'jambisk'; det var det versemål, grækerne brugte hyppigt, når de skrev samfundskritiske digte, og mange af epoderne rummer da også social elelr politisk kritik. Epoderne peger således som samfundskritik tilbage til satirerne. Men der er også mere indadvendte og lyrisk prægede epoder i samlingen, og dette faktum peger frem mod den næste fase i Horats' forfatterskab: lyrikken.

Lyrik

Den første lyriske samling i tre bøger, ialt 88 digte, udkom i 23 fvt., syv år efter epoderne, og alene det faktum, at Horats havde skrevet netop digte i de versemål, som de store græske lyrikere (især Sappho og Alkaios) havde brugt, viser, at han med sine lyriske digte ville sammenlignes med de græske mestre, som det ogå fremgår allerede af indledningsdigtet (1, 1), og temaet tages op igen i afslutningsdigtet (3,30). De lyriske digte er et bevidst forsøg på at give Rom en lyrisk digtning. Catuls eksperimenter i samme retning tager Horats ikke meget højde for (men dog lidt - se carm. 1, 22 til sidst).

De lyriske digte har en bred vifte af emner, men ikke mindst trænger næsten filosofiske temaer som livet og døden, forholdet til naturen (og derfor indirekte byen) og til vennerne, glæde og sorg, fremtid og nutid, sig på. En del af digtene - ikke mindst de seks Romeroder (3, 1-6) handler om Rom, hvad det er og hvad det er ved at blive.

Horats er i disse digte blevet ophav til berømte udtryk som carpe diem og nunc est bibendum. Disse udtryk står tit centralt anbragt i digtet; det er en del af Horats' teknik at prøve at samle hele digtets pointe i sådan et motto (som man kalder det).

De fleste af digtene er stilet til bestemte personer - venner og indflydelsesrige personer imellem hinanden. Indledningsdigtet er naturligvis stilet til Maecenas, der således får hele samlingen dediceret til sig. Afslutningsdigtet har dog ingen modtager på den måde. Derved kommer Horats lidt mere i fokus til sidst. Det er ikke tilfældigt. Horats var voldsomt stolt af denne samling digte.

Da den første lyriske samling ikke blev den succes, Horats havde håbet på opgav han at skrive flere lyriske digte. Imidlertid fik han til opgave at skrive et stort lyrisk digt til sækular-festen i 17 fvt., en af de religiøse begivenheder, Augustus forsøgte at genoplive, og den succes, han oplevede ved den lejlighed, synes at have sat ham i gang igen. Den anden lyriske samling, fjerde bog, udkom i 13 fvt. De overordnede temaer er stadig de samme; Horats har ikke skiftet væsen; men den kejserlige familie og Augustus selv (især i 4, 5 og 4,15) spiller nu en noget større rolle.

Horats' lyriske digte har spillet en kolossal rolle i europæisk litteraturhistorie.

Breve

Efter skuffelsen over modtagelsen af de lyriske digte trak Horats sig tilbage fra offentligheden og begyndte at digte digte, der minder om hans satirer. Denne gang formulerer han sig dog i litterære breve - dvs. digte, der foregiver at være, men ikke er, breve til venner og bekendte. En samling på 20 digte af den slags udkom i 20 fvt. Med tiden er Horats måske blevet lidt mildere i sin vurdering af sine medmennesker, men temaerne er de samme som før. Overvejelser over litteratur - der findes alle vegne i Horats' værk, allerede i de tidlige satirer - spiller dog en større rolle efterhånden.

Det gør de også i 2. samling, der kun består af to breve, et til Augustus og et til Florus. Begge er væsentlige bidrag til litteraturteorien i oldtiden. Men Horats' hovedværk, hvad litteraturteori angår, er hans Brev til Pisonerne, hans poetik, der uden at opgive satirernes og de litterære breves ofte lidt springende og associative stil forsøger at forsvare litteraturen som fænomen i en verden - den romerske - der ikke altid forstod, hvad man skulle med sådan noget.

Den betydning, Horats' poetik har haft sidenhen, kan nærmest ikke overdrives. Poetikken er nok Horats' sidste værk, og det er - i hvert fald i betydning - hans hovedværk.

OVERSIGT OVER VÆRKER