QUI FIT, MAECENAS
- Horats' satirer, bog 1, digt 1
Latinsk tekst
5 |
Sig mig, Maecenas, hvordan det kan være, at ingen har nok i,
hvad han har skaffet sig selv eller bare har vundet, og lever
glad og tilfreds med det - men priser de andres projekter?
"Shipping er sagen!" erklærer soldaten, når årene tynger,
endelig nedslidt og radbrækket efter sin tid i arméen.
|
10 |
Omvendt er dét, som en shippingmand tænker, når stormene raser:
”Hæren er sagen! Ja, tænk dig – en træfning: på bare en time
dør man hurtigt og let eller vinder og glædes ved sejren.”
Landbrug er derimod det, advokaten berømmer og priser,
når han skal møde klienter en morgen, før hanen har galet.
|
15 |
Landmanden, tvunget til byen, fordi han skal møde i retten,
råber, at kun hvis man lever i byen, er lykken at finde.
Ok – der er mange af den slags betragtninger, nok til at trætte
Fabius selv, skønt han snakker og snakker. Til sagen! Hør her da,
hvor jeg vil hen. Vi tænker en gud, der vil sige: ”Okay, så -
|
20 |
nu skal I få, hvad I ønsker jer: du som var i militæret,
skifter til shipping; du, advokaten, blir bonde; og gå så,
hver med forandrede roller, herfra. Afsted! Hva’er der nu galt?
Hvad står I dér for?” De ville jo ikke, trods lykken, han bød dem.
Sagen er klar; det var helt i sin orden, om Juppiter blæste
|
25 |
kinderne op og erklæred, han aldrig igen ville være
lige så nem eller lytte til alle de ting, som de bad om.
Ellers – for ikke jeg bare skal slynge omkring mig med vitser,
sådan for sjov – men forresten er intet vel galt ved at sige
sandheden lidt med et smil? Som småkager, lærere giver
|
30 |
deres elever, så lysten tar til, og de lærer at læse –
væk med det sjove, nu samler vi os om de vigtige sager!
Ham, der har vendt den lerede jord med sit stålhårde plovskær,
købmanden, ingen tør tro på, soldaten og alle de søfolk,
havets mangfoldige farer ikke kan kue – de siger det samme:
|
35 |
alt deres slid står de ene igennem for senere, gamle,
roligt at nyde et otium, når de har nok til pensionen –
ganske som myren, det lille insekt, som er fint til eksempel,
slæber med vældigt besvær, hvad den kan, og føjer til dyngen
nede i tuen, fordi den forstår, hvad fremtiden fordrer.
|
40 |
Vandmanden kommer ved årsskiftet, fulgt af det skrappeste vejrlig;
myren holder sig inde og udnytter klogelig hele
forrådet, som den har samlet. Men du lader hverken en vinter
eller den hedeste sommer betage dig lyst til at vækste.
Ingenting står dig i vejen – når blot du er rigest af alle!
|
45 |
Hvad er den gavn, som du får af at skjule, bekymret, i huller
nede i jorden gevaldige summer i ædle metaller?
Skyldes det frygt for, at bruger du noget, formøbles det hele?
Hvad nu hvis dét ikke sker – hvad er så det gode ved dyngen?
Antar vi, møllen, du ejer, har tonsvis af hvede at tærske –
|
50 |
kan du alligevel ikke ha mere i maven, end jeg kan!
Hvis man er slave, til salg, og bærer den pose på skuldren,
brødet til alle er i, får man ganske det samme som ham, der
ingenting bar. Men fortæl mig, hvad forskel der er, hvis man lever
efter naturens behov, på at dyrke hundred og tusind hektarer?
|
55 |
”Tjo, men fornemmelsen ved, at man tar fra en dynge, er dejlig!”
Hvis man kan hente det samme i selv en diminutiv kasse –
hvorfor så prise så højt dine egne enorme depoter?`
Tænk dig, du ikke har brug for mere vand end en kande
eller en kop, men alligevel siger: ”Jeg vil hellere hente
|
60 |
vand i en flod end i dén bette kilde, så lidt det skal være!”
Deraf kommer, vil nogle ha mere på lager, end godt er,
at de blir taget af floden, med bred og det hele, og drukner.
Den, hvis begær er begrænset til det, han har brug for, kan drikke
vand uden mudder og omkommer ikke i hvirvlende bølger.
|
65 |
Stor er dog gruppen af folk, der blir narret af indbildte drifter.
”Intet er nok” er det motto, de følger: ”Man er, hvad man ejer.”
Hvad skal man dog stille op? Man kan sige: ”Vær bare elendig;
bare du er det med vilje!” Jeg kender en lille historie:
rig var en mand i Athen, men han levede usselt og usundt.
|
70 |
Sladderen gik, men han sagde: ”Lad dem bare hvæse; jeg priser
hjemme mig selv, når jeg ser og beundrer de penge, jeg ejer.”
Tantalus prøver, af tørst, at få fat på de strømme, der flygter
bort fra hans læber – du smiler? Men ændrer du navnet, fortælles
denne historie om dig: du har samlet i sæk og i pose,
|
75 |
sover om natten med gabende mund, og er tvunget til altid
lissom at nyde din velstand som billeder ophængt på væggen.
Har du da ikke forstået, hvad pengene kan, hvad de er til?
Køb dig lidt brød, noget kål, en halv liter vin og læg dertil
alt, hvad et menneske ikke naturligt kan tåle at mangle.
|
80 |
Søvnløse, angstfyldte nætter og døgnlang bekymring for tyve,
ildsvåde, slaver (måske de ku tænkes at flygte og rane
alt, hvad du ejer!), er dét, hvad du syn’s du har lyst til? På den slags
goder vil jeg altid be om at være så fattig som muligt.
Tænk dig engang, du blir syg – forkølet, måske influenza –
|
85 |
må holde sengen i længere tid. Er der nogen, der gider
sidde og tørre dit ansigt for sved og få hentet en læge,
når du skal vækkes til live til glæde for børn og familie?
Konen og sønnen vil helst se dig død og begravet; og alle
naboer hader dig, vennerne, børnene, dreng eller pige.
|
90 |
Undrer du dig, når du aldrig har tænkt på andet end penge,
over at ingen vil vise en omsorg, du ikke fortjener?
Ville du undgå at miste familien, som du har fået
uden at arbejde for det, og ville du også ha venner,
ville det være en gold investering – som når man vil lære
|
95 |
æsler at løbe som væddeløbsheste og lystre en rytter.
Jagt på profit må da slutte til sidst! Når din rigdom blir større,
bør du bekymre dig mindre om armod. Så lad karrieren
slutte så småt. Du har opnået alt, hvad du ville. Gør ikke,
lissom Ummidius gjorde – en kort anekdote: så rig, at
|
100 |
pengene taltes i rummål, i spande, så fedtet, at manden
klædte sig lige så dårligt som slaver, og helt til sin dødsdag
frygtede han, at han omkom engang af mangel på føde.
Sådan gik det ham ikke: Tyndareos' tapreste datter,
én af hans frigivne slaver, parterede ham med en økse.
|
105 |
"Hvad er det da, du vil ha jeg skal gøre? Leve som Naevius
eller måske Nomentanus?" Igen og igen vil du skabe
modsætning, hårdt imod hårdt! Når jeg siger, du ikke må falde
hen til profit, kan det blive til andet end vatpik og bløddyr!
Mellem Visellius' svoger og Tanais er der dog noget!
|
110 |
Visse begrænsninger findes, i enden også bestemte,
uden for hvilke det rigtige ikke kan sættes igennem.
Dér, hvor jeg startede, ender jeg atter: hvordan det kan være,
ingen, befængt med begær, kan lide sig selv, men beundrer
andres projekter – går til over græsset i naboens plæne,
|
115 |
overser ganske, hvor mange der ikke står mål med hans rigdom,
men! han må gøre en indsats, passere den ene, den anden!
Stresset føler han altid, en rigere mand står i vejen –
ret som når væddeløbsboksene åbner og hovene gungrer,
kusken går tæt på de førende vogne og presser sin egen,
|
120 |
fuld af foragt over ham der, som sakkede bagud i løbet.
Deraf kommer det sig, at vi sjældent kan finde en mand, som
sir, han har levet et lykkeligt liv og med glæde,
nu hvor han har termin, går bort som en gæst, der fik mad nok.
Slut! Du må tro, at Crispinus (ham med de dårlige øjne)
|
|
her er forkortet til pixi. Forkert! Og så ikke et ord til.
|
|
Oversat af Simon Laursen (2016)
|
|