NON QUIA, MAECENAS

- Horats' satirer, bog 1, digt 6

Dansk oversættelse af Axel Juel (1945).

DEN SANDE ADEL Skønt Du, Maecenas, er født i den ædleste Æt iblandt alle lydiske Slægter, som fordum tog Bo i Etruriens Lande, og skønt der mellem Din Moders og Faders Forfædre findes Mænd, der som Feltherrer førte mod Fjenderne mægtige Hære, rynker du ikke - som Flertallet gør det - paa Næsen ad jævne, 5 ukendte Folk som nu mig, der er Søn af en frigiven Fader. Da Du nu ikke ta'r Hensyn til Adel i Byrd, men i Tanke, nærer Du ogsaa den rigtige Overbevisning, at førend Servius Tullius valgtes til Kejser til Trods for sin Herkomst, fandtes der mange, der, skønt de var fostret af jævne Forældre, 10 leved et ærefuldt Liv og naaed den højeste Hæder. Omvendt erhverved Lævinus, som dog er i Slægt med Valerius - han der var med til at støde Tarquinius Superbus fra Tronen - aldrig af den Grund Værdi for en As, skønt vurderet af Folket, som jo saa ofte har valgt en uværdig til ledende Stilling 15 i Snobberi for et Navn og bedaaret af Titler og Aner. Hvad maa man ikke forlange af os, der staar højt over Hoben? ----- For nu at tage mig selv, som er Søn af en frigiven Fader, 45 altid stikler man til mig som Søn af en frigiven Fader. Nu fordi jeg saa ofte er Gæst i Dit Hjem, min Maecenas, fordum fordi som Tribun jeg havde Kommandoen over en Legion. Hvor ganske forskellige Kilder til Naget! Muligvis misunder man mig med Rette hint Embedes Ære, 50 men uden ringeste Grund det Venskab, Du gav mig, især da Du saa omhyggeligt søger kun værdige Mænd og saa langt fra giver Din Gunst til enhver af Forfængelighed. - Jeg kan ikke sige, at jeg ved et lykkeligt Tilfælde vandt mig Dit Venskab: først havde nemlig Vergil, den bedste af alle, og siden 55 Varius nøje fortalt Dig om, hvordan jeg var; da jeg kaldtes til Dig, saa stod jeg og stammede, faamælt og barnlig forlegen; ikke om fornemme Fædre og Godser, som jeg inspicerer højt fra min prægtige Ganger, men om mine Forhold jeg talte, som de nu er. Og Du svared mig kort og præcist, som Du plejer. 60 Niende Maaned derefter Du kaldte mig, bød mig at blive blandt Dine Venner en Ven. Jeg regner mig dette til Hæder: at jeg behagede Dig, der skiller de gode fra slette ikke ved fornemme Fædre, men Renhed i Sind og i Tanke. Skæmmes min Sjæl kun af faa og mindre betydende Mangler, 65 mens den iøvrigt maa anses for dadelfri - som man saa tit kan paapege enkelte Pletter, der skæmmer et lydefrit Legem -, dersom man ikke med Rette bebrejder mig Gerrighed, Lavhed, Liderlighed, Fraadseri, men - om det end lyder som Selvros -: lever jeg smukt og anstændigt og elsket af mine Venner, 70 takker jeg Fa'er for det alt; skønt fattig paa jordiske Goder sendte han ikke sin Søn til Flavius' Skole, hvor mange vigtige Drenge, hvis Fædre var pralende Centurioner, kom med Penalhus og Regnebræt dinglende ved deres Haandled og bragte Skolepengene med sig ved Maanedens Midte; 75 dristigt bragte han Drengen til Rom for at lade ham høste alle de Kundskaber, Riddere og Senatorer kan lade Sønnerne oplære i. - Dersom nogen i Vrimlen har set mig, Dragten, jeg bar, og de Slaver, der fulgte mig, maa de ha' ment, at jeg havde Arven fra rige og fornemme Fædre i Ryggen. 80 Selv gik han med mig fra Lærer til Lærer og var mig en vagtsom Vogter og Værner - kort sagt: han sikred mig ikke alene Renhed i Tanke og Vandel - den skønneste Pryd for den unge - men han forhindre enhver sladderagtig Bagvaskelse mod mig. Derfor frygted han ikke, at nogen engang skulde kunne 85 give ham Skylden, hvis jeg ikke drev det til mere i Verden end til en ringe Bestilling: som Vareudraaber, maaske som Skatteopkræver - saadan som han selv - og jeg skulde aldrig kunne bebrejde ham noget. - Nu er desto større den Ære og den Taknemmelighed, som jeg skylder min kærlige Fader. 90 Aldrig saa længe jeg har min Forstand vil jeg skamme mig over saaden en Fader og sige, som mange har sagt, at man ikke kan gøre for, at man ikke har ædle og fribaarne Fædre. Saare forskelligt fra dette er det, jeg maa mene og sige. Thi hvis Naturen efter et Aaremaal skænked os atter 95 Livet, der svandt, og at vælge Forældre efter vor Attraa, lod jeg enhver om at vælge, men vilde med Glæde bevare mine og valgte mig ingen fra Samfundets hædrede Højder, ønskede ikke at bære en uvant og knugende Byrde - aandssvag i Flertallets Øjne, men sikkert fornuftigt i Dine: 100 Jeg maatte straks tage fat paa at tjene langt mere end hidtil, aflægge flere Visitter og lade mig ledsage snart af én snart en anden Client, saa jeg aldrig fik Lov til at rejse ganske alene, og jeg maatte anskaffe Vogne og Heste, Staldkarle, Tjenere - Nu kan jeg ride i Fred og alene 105 helt til Tarent, om jeg skulde faa Lyst, paa mit stumpede Muldyr, over hvis Lænder min Tværsæk er læsset, mens jeg sidder foran. Ingen vil kalde mig fedtet, men det vil man kalde en Prætor, hvis han ad Vejen til Tibur kun lader sig følge af fire Slaver, somslæber afsted med en Vinkurv og Kander og Gryder. 110 Saaledes former mit Liv sig i dette og talrige Forhold mere bekvemt den den store Senators: hvorhen det mig lyster vandrer jeg ene - jeg spørger om Priser paa Brød og paa Urter, kikker paa Gøglet i Circus og slenterer paa Torvet mod Aften, standser og lytter ved Spaamandens Stade - saa driver jeg hjemad 115 til mine Ærter og Porrer og Kage; mit Maaltid betjener kun et Par Slaver; paa Bordet - af ganske almindeligt Marmor - staar der to Bægre, en Øse til Vin og et tarveligt Vandfad, dertil en Offerkande og Skaal, forarbejdet i Capua. Snart efter gaar jeg i Tryghed til Ro; jeg skal ikke imorgen 120 tidligt til Torvet, hvor Marsyas' Statue truer ad Novius, Aagerkarlen, som èr har sin Bod og sin skumle Forretning. Nej, jeg bli'r liggende til Klokken ti - gaar Morgentur eller nyder i Stilhed at læse og skrive, hvad jeg har paa Sinde - salver mig (ikke som Natta, den Gris, med lidt Olie fra Lampen) - 125 spiller saa Haandbold paa Marsmarken til jeg er træt, og til Solen minder om Badet - Saa spiser jeg Frokost, saa meget, som netop hindrer, at Maven bli'r tom inden Aften - saa sysler jeg hjemme. Det er et Liv for en Mand, som er fri for Ærgerrigheds Plage. Saaledes haaber jeg stadig at leve mer fri for Bekymring, 130 end hvis min Fa'rfa'r og Fa'r og hans Bro'r havde været Kvæstorer. Oversat af Axel Juel (1945)