Denne side kan kun vises korrekt, hvis du er online, og siden læses ned fra sin moderside

IBAM FORTE VIA SACRA

- Horats' satirer, bog 1, digt 9

Gloser (pdf) Gloseøvelser

Dansk oversættelse af Simon Laursen (2016) og Axel Juel (1945).

KLISTER

5	Nede på forum en morgen, en gåtur, præcis som jeg plejer, hovedet fyldt med, vel, bagateller, komplet absorberet. En eller anden, jeg knap nok kender ved navn, er i stormløb over mig, griber min hånd, og - ‘Min kæreste ven! Hvordan går det?’ ‘Tak som byder,’ var svaret han fik - ‘det går fint! Ka’ du ha’ det!’
10	Han blev hængende. ‘Ellers noget?’ Forgæves. Han sagde: ‘Nu må vi se at få lært hinanden at kende! Jeg skriver!’ ‘Glimrende! Godt for dig!’ Desperat for at finde en udvej gik jeg snart til og stoppede så for at hviske min slave noget i øret, ét eller andet tilfældigt, mens sveden
15	piblede frem overalt. ‘Bolanus, du truslernes mester!’ tænkte jeg, tavs, ved mig selv, mens fyren ævlede løs om byens kvarterer, hvor godt de var bygget. På alt, hvad han sagde, svared jeg intet. ‘Du tænker vist kun, desperat, på at slippe - jo, jeg har set det forlængst - men det kan du glemme: jeg bli‘r her,
20	følger dig lige så langt, som du skal.’ ‘Du behøver da virkelig ikke lade dig slæbe omkring. På den anden side af floden ligger en ven og er syg, der er langt, og du kender ham ikke.’ ‘Min kalender er tom; jeg er vældig energisk - jeg kommer!‘ ørerne bagud på ho'det. Man ser det hos stædige æsler,
25	når deres ryg bliver overbelastet. Så er han der atter: ‘Kender jeg ellers mig selv, er jeg bedre end Viscus og Varius, bedre som ven, vil du se; der er ingen, der skriver så meget lige så hurtigt på vers som jeg! Der er ingen, der danser lige så yndigt. Jeg synger, så selv Hermogenes mukker.‘
30	Her var det tid til at stoppe ham: ‘Har du en moder, som du forsørger, noget familie?’ ‘Nej, jeg er enlig. Alle er borte, begravet.’ ‘De salige! Turen er min nu. Godt - gør dig færdig - jeg venter jo stadig den grusomme skæbne, heksen engang i Sabinerland læste i mystiske lodder:
35	”Ham her skal hverken forfærdelig gift eller fjendtlige våben aflive, eller betændelse, hoste og podagra langsomt. Dagen skal komme, hvor nogen skal snakke manden til døde - folk, der snakker, er, hvad han skal klogeligt undgå som voksen.”’ Nu var vi fremme ved Vesta, og klokken var ti eller elve,
40	sådan omtrent, og han skulle ‘tilfældigvis’ stille for retten; gjorde han ikke, var modparten, sagde han, sikker på dommen. ‘Holder du af mig –’ (han bad mig) ‘så støt mig i retten!’ ‘Ved alle guder, jeg kan ikke stå, og jeg kender intet til jura - og, som du ved, har jeg travlt!’ ‘Gad vidst, hvad er klogest at gøre -
45	dropper jeg dig eller sagen?’ ‘Ta‘ mig! Vær nu sød!’ ‘Det bli'r sagen!’ Fyren begyndte at gå, og da modstand er hård og besværlig, når man har tabt, gik jeg med. ‘Hvordan er det med dig og Maecenas?’ spurgte han så. ‘Han er en af de få. Han er rigtig fornuftig.’ ‘Dér har du skudt papegøjen. Du kunne få dig en wingman,
50	én, forstås, der forstår, at i baggrunden hører han hjemme, hvis du fik far her introduceret! Fanden, om ikke alle blev ryddet af vejen ...’ ‘Men sådan et liv, som du tænker, lever vi ikke hos ham; der er intet hus, der er mere rent og befriet for den slags forbandelser. Rigdom og lærdom,
55	andre besidder, er ingen forhindring for mig. Det er hver mands særlige evner, der tæller!’ ‘Arh, den må du længere ud med!’ ‘Men sådan er det, det er!’ ‘Det er stort - jeg bli'r helt vildt tændt på at komme tættere på ham.’ ‘Alt, hvad det kræver, er viljen - for har du noget at vise, du kan, er du inde. Erobres, det kan han;
60	derfor forceres den yderste linje så svært.’ ‘Men jeg gør det! Velvalgte gaver til slaverne! Selv om jeg ikke kan slippe gennem i dag, bli‘r jeg ved: jeg vil finde de rigtige stunder, møde ham ude på gaden, gå med ham omkring. For om noget ved jeg, at intet i livet er gratis!’ Men se! Mens han taler,
65	kommer Aristius Fuscus til syne, min kæreste ven, som helt klart forstod, hvad han var. Vi standser, hilser og siger: ‘Hva’ så’, ‘Ja, hva’ så’. Vi snakker. Jeg trækker lidt i hans ærme, trykker med hånden hans arm, der gi‘r efter; jeg slår med mit hoved, ruller med øjnene for at få hjælp. Men han lader som intet,
70	smiler kun lidt - hans elendige humor! Jeg koger af vrede. ‘Var der ikke en sag, som du sagde, vi må diskutere; hemmeligt, ikke?’ ‘Jovist, det er sandt. Det må vente; dagen er tabu - den tredivte sabbat er hellig; du vil vel ikke fornærme de omskårne jøder?’ ‘Jeg nærer da ikke
75	nogen betænkeligheder!’ ‘Men jeg gør - jeg savner din styrke. En af de mange er jeg! Om forladelse!’ Tænk, at jeg skulle opleve denne formørkede stund! Han fortrækker, gør skurken; lader mig ligge på slagtebænken. Men pludselig dukker modparten op og råber af fulde lunger: ‘Din slyngel!
	Hvor skal du hen? Vil du vidne?’ (til mig) - og jeg giver ham villigt øret at trække. Han slæbes i retten; der råbes og skriges, folk strømmer til. For den redning, jeg fik, kan jeg takke Apollon.

Oversat af Simon Laursen (2016)

-----

DEN PAATRÆNGENDE Ad via sacra jeg slentred min daglige Tur. - Jeg var ganske optaget af mine egne tilfældige Meditationer. Pludselig stormer en Mand, jeg kun kender af Navn, hen imod mig, griber min Haand, mens han raaber: "Goddag! Hvordan har Du det, kære?" "Tak, rigtig godt" svarer jeg, og "Lev vel, og gid Helbred dig følge!"	5
Da han nu hager sig fast, saa spørger jeg: "Vil Du mig noget?" "Du maa da kende mig," siger han, "jeg er jo Digter." Jeg svarer: "Saa maa jeg sætte Dig end mere højt." - Jeg søger en Udvej: fremskynder Gangen - saa sagtner jeg, hvisker min Slave i Øret en eller anden Besked, mens jeg mærker, at Sveddraaber driver	10
helt ned ad Anklerne. - Nu var jeg frelst, hvis bare jeg kunde sige min Mening saa groft som Bolanus, den hidsige Galning, tænkte jeg, medens han snakked og lovpriste Gader og Stræder. Da jeg nu slet ikke svared, saa udbrød han: "Gud hvor Du længes efter at undslippe; jo, det er sandt, men jeg slipper Dig ikke,	15
nej, jeg vil følge Dig, hvor Du saa gaar, og det hjælper Dig ikke saadan at flakke omkring." - "Jeg skal hen til en syg, som Du ikke kender; hinsides Tiberen, lige ved Parkerne bor han." - "Tiden er min, jeg er slet ikke doven og følger Dig gerne lige til Døren." - Nu sænked jeg Ørene ligesom Æslet,	20
naar det faar læsset en Byrde paa Ryggen, det næppe kan bære. Saa ta'r han fat: "Hvis jeg ikke ta'r fejl af mig selv, vil Du næppe værdsætte Viscus og Varius højere. Hvem vil mon kunne skrive saa talrige Digte som jeg, og saa hurtigt, og hvem kan føre sig smidigt i Dansen som jeg? - Og desuden: jeg synger,	25
saa at Hermogenes selv blev misundelig." - Endelig fandt jeg Grund til at afbryde ham, og jeg spurgte ham: "Har Du en Moder eller en Slægtning, Din Helsen og Velfærd maa ligge paa Sinde?" - "Ingen. Nej, alle er døde." - Lyksalige er de! Men jeger endnu i Live. Saa dræb mig! Jeg føler, min Skæbne sig nærmer,	30
som den samnitiske Troldkælling spaaed mig, da jeg var lille: Drengen skal hverken den grusomme Gift eller fjendtlige Vaaben, Lungesot, Brystsyge eller den snigende Podagra dræbe, nej, men engang skal han tales ihjel af en snakkende Galning. Hvis han er klog, vil han vare sig vel for en Talemaskine. -	35
Da vi var kommet til Templet for Vesta - tre Timer var gaaet! - skulde han heldigvis møde i Retten, hvis ikke han vilde tabe sin Sag, og han sagde: "Aa, giv mig en Haandsrækning, kære, staa ved min Side!" Jeg svared: "Jeg taaler på Ære slet ikke saadan at staa, og jeg har ikke ringeste Kendskab til Jura. -	40
Og, som du ved, er jeg ventet." - "Jeg véd ikke, hvad jeg skalvælge," siger han, "opgive Dig eller Sagen - " - "Mig skal Du slippe!" Han skridter ud, mens han raaber: "Nej, nej!" og jeg traver efter - for det er saare besværligt at kæmpe mod den, der har sejret. "Sig mig," begynder han nu: "hvordan gaar det med Dig og Mæcenas?	45
Han er en eksklusiv Mand og saare forstandig; mon nogen nytted sin Lykke saa kløgtigt som han? Men foran Dig ser Du En, der kan være Dig meget til Nytte i sekundær Rolle, hvis Du vil indføre ham hos Mæcenas, og saa vil Du kunne - det tør jeg bande på - hurtigt faa fjernet de andre."- "Vi lever	50
slet ikke dèr, som Du tror; der er næppe et Hus, hvorder hersker ædlere Aand og Foragt for Intriger. Mig vil det aldrig skade, om nogen staar højt over mig i Forstand eller Rigdom, hver har hos ham den Plads, som hans Evner og Anlæg betinger." "Det var forbløffende, ganske utroligt!" - "Og dog er det Sandhed."	55
"Dette forøger min Lyst til at være ham nær!" -"Du maa ville; Dine fortrinlige Evner vil vinde ham. - Netop fordi han lader sig indtage, vanskeliggør han al Adgang til Kredsen." "Intet skal blive forsømt! Jeg bestikker hans Slaver, og bli'r jeg afvist, forsøger jeg atter. - Jeg passer ham op ved en Korsvej,	60
hager mig fast - uden Arbejde opnaar vi Mennesker intet." Midt under dette kommer imod os Aristius Fuscus, som er min Ven, og som kender min Plageaand nøje; alle gør Holdt, og vi spørger: hvorfra og hvorhen, og vi svarer - Nu begyndte jeg lønligt at rykke ham lidt i hans Toga,	65
skubbe til Armen (der ingenting mærked), at nikke og vinke, se imod Himlen med haabløse Blikke, at han maatte fatte Medynk og hjælpe mig bort; men det Bæst af en Spasmager lo kun, lod som han ikke forstod mig. Jeg stammed i indestængt Harme: "Det er jo sandt, der var noget, som Du i Fortrolighed vilde	70
sige mig." - "Ja, det er rigtigt, men nu faar det vente, det er jo Sabbat idag. Vil du virkelig haane de omskaarne Jøder?" "Jeg nærer ingen Betænkelighed." - "Men jeg desto mere; jeg er lidt overtroisk, forstaar Du, som alle de andre. Tilgiv mig! Senere tales vi ved." - Hvad skulde jeg gøre - !	75
Skurken gik grinende bort og efterlod mig paa Skafottet. Da kom tilfældigt min Plageaands Modpart; han ser ham og raaber: "Hvor skal du hen, Dit forbandede Bæst?" - og til mig: "Du er Vidne!" Fyren han slæbte for Retten; de skældte og bandede begge, Folk stimled nysgerrigt sammen - Men jeg, jeg blev frelst af Apollo.	80

Oversat af Axel Juel (1945)

Sidst revideret 16. 2. 2017